Læsetid: 4 min.

Det store madspild sker ikke i hjemmet – men hos producenterne

Størstedelen af verdens madspild sker i forbindelse med virksomhedernes produktion og håndtering af fødevarer, konstaterer ny rapport, som er udkommet i dagene op til World Food Summit i København
Her er det en grøntsagsavler, der står med 500 ton rødkål, som ikke kan afsættes som fødevarer. De mange kålhoveder ender som gødning eller biobrændsel.

Her er det en grøntsagsavler, der står med 500 ton rødkål, som ikke kan afsættes som fødevarer. De mange kålhoveder ender som gødning eller biobrændsel.

Peter Hove Olesen

30. august 2018

Hvis man tror, at den største synd, når det gælder madspild, er sur mælk i køleskabet eller muggent brød i køkkenskabet, så tager man nok fejl.

Det er i højere grad på virksomhedernes banehalvdel, at kampen mod madspild skal stå, konstaterer en ny rapport.

»Deres rolle er den allermest kritiske,« siger Esben Hegnsholt, der er medforfatter til rapporten og direktør i konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG).

I forrige uge udgav han og BCG i samarbejde med State of Green og Food Nation rapporten Tackling the 1.6- Billion-Ton Food Loss and Waste Crisis.

Gennem arbejdet har forfatterne kortlagt årsagerne til det globale madspild. Og hvor fokus – også i medierne – ofte har placeret ansvaret på forbrugernes skuldre, identificerer rapporten kolossale problemer hos virksomhederne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Kristen Carsten Munk
  • Anne Schøtt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Trond Meiring
  • David Zennaro
Peter Beck-Lauritzen, Kristen Carsten Munk, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Spis lokalt producerde varer - sundest og mest bæredygtigt

Henrik Olsen, Anne Mette Jørgensen, Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Tue Romanow, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Anne Schøtt, Pia Hansen , Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Roselille Pedersen, Dorte Sørensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er selvfølgelig i høj grad sjusk og en årsag til, at fødevarer holder for høje priser mange steder. Men det er en lyksalig viden i forhold til de evige jeremiader om jordens overbefolkning.
Så meget spild burde iøvrigt kunne erstatte meget af den afgrøde, der i dag dyrkes til foder.

Morten Lind, Peter Beck-Lauritzen, Anne Schøtt og Elise Berg anbefalede denne kommentar

Vi må anerkende at madspild er blevet et samfundsproblem. Forbyd supermarkeder, at smide mad ud. Lav reglerne om i fødevarelovgivningen.
I Frankring har man ved lov forbudt supermarkederne at destruere usolgte - men stadig spiselige - fødevarer. Alle udsolgte madvarer skal gå til velgørenhed, dyrefoder eller til landbruget, som kan smide det på komposten.

Elisabeth Andersen, Henrik Olsen, Anne Mette Jørgensen, Morten Lind, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Sten Stenbæk

For en der stort set er selvforsynende med grøntsager virker diskussionen om madspild overflødig- Jeg smider masser af mad ud, men hvad er problemet når jeg bare kan dyrke et par kvadratmeter flere kartofler. Det er vel nærmest et moralsk problem, snarere end et praktisk, En kålmark mere, så er det jo lige meget om der smides et par tons kålhoveder ud.

Der er forsket i at forstå ressourceforbruget i vores fødevareproduktion, se f.eks. https://www.annualreviews.org/doi/pdf/10.1146/annurev-environ-081710-161014. Konklusionen er at det spildte ressourceforbrug er betragteligt større når madspildet foregår tæt på forbrugeren. Det bidrager til BCG's rapport-konklusion: Det kan godt være at der er stor kassation i marken og på pakkeriet målt i ton, men på det tidspunkt i fødevarens livscyklus er der ikke investeret så mange ressourcer. Når fødevaren er pakket, transporteret, håndteret i supermarkedet, kørt hjem i bilen og tilberedt på komfuret, så er den væsentlig mere 'dyrebar' målt i ressourceforbrug. Derfor er en kasseret portion tilberedt mad et meget større spild end hvis den samme mængde mad aldrig blev høstet eller røg på møddingen fordi den aldrig blev solgt til et pakkeri.

Sten Stenbæk, Jens Falkenberg, Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Claus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Jeg kan sælge en afgrøde for 100 Kr.
Hvis en høst process koster 50 Kr og jeg kun laver den en gang om ugen og må smide 20 % væk tjener jeg 30 Kr.
Hvis jeg høster hver dag er det kun lidt billigere - 20 Kr. Mit tab er så kun 2 %. Men det kan slet ikke betale sig.. Selv med en 5 dages uge bruge jeg 100 Kr på høst.
Så heller leve med 20 % jeg smider væk.
Sådan er logikken.

Randi Christiansen

At det menneskelige kollektiv ikke formår at etablere omkostningseffektiv og i globalt perspektiv tilstrækkelig fødevareproduktion er en falliterklæring. Det gode spørgsmål er hvorfor? Det kan jo ikke være logistik eller teknik, så det må være den psykologiske habitus, som er det store dyr i åbenbaringen. Vi venter på messias [den sejrende kriger på den hvide hest] dvs den store oplysning. Indtil da rides vi som en mare af de tre andre ryttere i johannes åbenbaringen. Fra wiki :

"De fire apokalyptiske ryttere: Den sejrende kriger på den hvide hest er tydeligvis en hærfører eller konge, som er hvid (ren) og ophøjet. Rytteren på den flammende røde hest får et stort sværd for at "tage freden fra jorden, så folk myrder hinanden", og symboliserer krig. Rytteren på den sorte hest har en vægt med sig, som han angiveligt skal bruge til veje fødevarer. Det kan antyde mangelvarer eller nød. Og den sidste rytter, som kaldes Døden, sidder på en gustengul hest, med "dødsriget" følgende efter. Dette er tydeligvis ment at være en sygelig farve, som symbol på pest eller sygdom. Teksten opsummerer da også de fire rytternes ridt og siger, at "de fik givet magt over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr". Dette billede kan ses som en parallel til tegnet på verdens ende i Matthæus 24/25 og Lukas 21. –Åp 6.

Frederik Rytzel

Det er helt korrekt at madspildet primært sker hos producenterne og i detailbutikkerne.
Det er derfor også ret frækt og vildledende når supermarkedskæderne beder kunder om at 'hjælpe med madspild' så de kan slippe af med de gamle varer med en symbolsk, ofte direkte latterlig, rabat.

Det eneste man hjælper supermarkederne med, er at opretholde deres ekstremt lukrative profitmargin og deres komplet sindsyge indkøbspolitik.

Sten Stenbæk, Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Michael Ryberg anbefalede denne kommentar
Michael Friis

E udfordring, blandt flere, er "sidste salgsdag" og forbrugernes bekymring for lidt mug på ost eller sorte pletter på frugt. Jeg fortrækker modne bananer, da de har mere smag. Andre vil smide dem ud. Ost der er modret smager bedre. Mug kan skrabes af.
Risikoen for at blive "named and shamed" i vores tid er stor. Mange husker de enklete pølseforgivningskandaler eller salmonellaskandale. Klassisk for dem er at der typisk dør nogle i for vejen dødsyge personer mens nogle unge/raske bliver syge. Mediernes spin bliver focus på de unge og med krav om "at der må gøres noget" / "rulle hoveder" / "strammes regler". Vi bliver bange og bliver belært at der ikke skal tages nogle chancer.

Steffen Gliese, Henrik Olsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Lad os sige det lykkes at reducere madspillet med 30 % det er 330 millioner tons mad. Hvor mange munde kan det brødføde?

Randi Christiansen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Det er simpelt. Læg CO2 skat på importeret varer. Vi behøver ikke bananer og avokado. CO2 skatten skal bare gøres op i antal kilometer en pågældende vare har rejst inden den når sin destination. Penge fra CO2 skatten kan bruges til at lave kæmpe nyttehaver udenfor storbyenerne. Madspil vil der altid være, medmindre vi bliver meget fattige.