Budskabet var nærmest unisont. Torsdag den 2. august var lederne i en række af landets aviser bemærkelsesværdigt ens.
»Finansministeriet er og skal forblive neutralt,« skrev Politiken. »Hold de politiske pilfingre fra Finansministeriets regnemodeller,« skrev Berlingske. »Finansministeriet udfører sit arbejde på et solidt demokratisk grundlag,« skrev Børsen.
Som finansminister Kristian Jensen bemærkede på Twitter, er det sjældent, at de tre mediers lederskribenter er enige.
»Men i dag er budskabet klart: Lad være med at politisere de økonomiske beregninger i Finansministeriet. Jeg er helt enig,« skrev han.
Baggrunden for avislederne var et interview med Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard i Politiken i anledning af den seneste tids debat om ministeriets regnemetoder. De er skæve, mener venstrefløjen, fordi de regner med dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke af offentlige udgifter.
En sænkelse af marginalskatten vil ifølge regnemetoderne give et øget arbejdsudbud, fordi det giver folk et øget incitament til at arbejde mere, og det har positive effekter for økonomien. Flere midler til daginstitutioner giver derimod ingen dynamiske effekter i modellen, selv om det måske kan få forældre til at holde kortere barsel eller blive længere på deres arbejde. På den måde favoriserer regnemodellerne borgerlig politik, lyder kritikken.
I Politiken advarede departementschef Martin Præstegaard mod, at politikerne begynder at blande sig i ministeriets regnemetoder.
»Regnemetoderne hverken kan eller bør være politisk dikteret, således, at når man har en farve regering, så koster et forslag det ene, og når man har en anden farve regering, så koster det noget andet,« sagde han.
Men hvad medierne, finansministeren og departementschefen ikke nævner, er, at ministeriets beregninger altid har været politisk påvirkede. Sådan er virkeligheden, fortæller den tidligere topembedsmand Jørgen Rosted.
»Jeg har selv været med til at gøre det i 17 år,« siger han.
I offentligheden er Jørgen Rosted bedst kendt som departementschef i Erhvervsministeriet fra 1993-2001. Men han har også en fortid i Finansministeriet, hvor han blev ansat i 1976 og senere blev chef for økonomisk afdeling og finansdirektør.
Sammen med en anden tidligere topembedsmand, Torsten Gersfelt, fortæller han nu til Information, at det var Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid som skatteminister i Schlüter-regeringen fik Finansministeriet til at begynde at regne med dynamiske effekter af skattelettelser. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt også ændringer i regnemetoderne i nyere tid kan være et resultat af politisk pres. Noget kunne tyde på det, mener en forsker, mens CEPOS og Finansministeriet afviser.
Nødvendige justeringer
Umiddelbart kan det lyde som om, Jørgen Rosteds udsagn om politisering står i modsætning til Finansministeriets nuværende departementschef Martin Præstegaards forsikringer om, at Finansministeriets regnemetoder bare »afspejler den faglige mainstream økonomiske teori, og hvad der forskningsmæssigt er evidens for«. Men sådan skal det ikke forstås, understreger den tidligere embedsmand.
»Der er en ting, som kan lyde exceptionelt teknisk, men som forklarer, hvorfor Præstegaard i grunden har ret, samtidig med at kritikerne også har det,« siger Jørgen Rosted.
Regnemodellen ADAM bliver bygget af Danmarks Statistik, og den lever op til de krav om faglighed og evidens, som Præstegaard taler om, forklarer Jørgen Rosted. Men når Finansministeriet skal bruge modellen, justerer de i den. Det gælder eksempelvis, når Finansministeriet vælger at regne med dynamiske effekter af at sænke marginalskatten. Det er ikke med i den standardversion af ADAM, som Danmarks Statistik sender ud.
Der er ikke noget mærkeligt i, at ministeriet går ind og justerer i modellen, understreger Jørgen Rosted. Faktisk er det en nødvendighed, mener han. På grund af Danmarks Statistiks høje krav til evidens og en generel mangel på systematisk dataindsamling er ADAM-modellen nemlig »altid forældet og altid utilfredsstillende for politikerne, uanset hvilken farve de har«, forklarer Jørgen Rosted.
»Derfor justerer man i den, og det har man altid gjort. Ellers ville politikerne ikke bruge den,« siger han.
– Og når man justerer, er det så kun ud fra faglige hensyn, eller er der noget politik i det også?
»Det er klart politiske hensyn, der dominerer det. Det kan der ikke være to meninger om. Men der er selvfølgelig også eksempler på justeringer af modellen, som embedsmændene selv lægger ind.«
Århundredets plan
Da Finansministeriet i sin tid begyndte at regne med dynamiske effekter af skattelettelser for første gang, var det politiske hensyn, der lå bag, fortæller Jørgen Rosted. Det var i 1989 i forbindelse med Schlüter-regeringens Århundredets Plan, der bl.a. lagde op til at sænke skattetrykket med otte procent af BNP over ti år.
Som chef for økonomisk afdeling i Finansministeriet var Jørgen Rosted modstander af at indregne de dynamiske effekter. Der var ikke belæg for det, mente han. Men den unge, ideologiske Venstre-skatteminister Anders Fogh Rasmussen insisterede, husker Jørgen Rosted.
»Det var en ren magtkamp,« fortæller han.
»Vi ville ikke i Finansministeriet, men hvis ikke vi ville, så … Fogh var så stærk i regeringen, at så ville arbejdet stoppe.«
Som leder vurderede han derfor til sidst, at ministeriet måtte gå på kompromis med, hvad de anså som det fagligt mest korrekte. Dog på betingelse af, at ministeriet skulle være åben om, at der ikke var sikkerhed for de dynamiske effekter.
Sammen med nogle kollegaer gennemgik Jørgen Rosted nogle amerikanske studier af dynamiske effekter og skrev på den baggrund, at omkring 30 procent af lettelsen i marginalskatten med en vis sandsynlighed ville være selvfinansierende, selv om han i virkeligheden ikke troede på det.
De dynamiske effekter blev ikke regnet ind i planens finansieringsgrundlag. Men de blev omtalt og var på den måde med til at sælge regeringens politik i offentligheden. Det lykkedes dog ikke Schlüter-regeringen at finde et flertal i Folketinget, så Århundredets Plan blev aldrig til noget. Jørgen Rosted understreger, at han ikke mener, man kan klandre Anders Fogh Rasmussen for at have presset embedsværket.
»Sådan gør alle politikere alle steder i verden, og som embedsmand bliver man nødt til at følge dem, så langt bukserne kan holde. Men det er vigtigt, at embedsmændene er meget åbne om usikkerheden af de justeringer, der foretages,« siger han.
I en mail til Information skriver den daværende chef for skattepolitisk afdeling i Skatteministeriet, Torsten Gersfelt, at han kan »bekræfte, at det var på daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussens foranledning, at dynamiske effekter af marginalskattesænkning kom med i ’Planen’, som Schlüter-regeringen fremlagde i 1989«.
Det ved Torsten Gersfelt, fordi det var ham og en kontorchef fra ministeriet, der repræsenterede Anders Fogh Rasmussen i den embedsmandsgruppe, som forberedte planen. Den tidligere topembedsmand understreger, at han »økonomfagligt« ikke havde nogen »problemer med at argumentere for, at en sænkning af marginalskat på indkomst kan stimulere arbejdsudbud og dermed være delvist selvfinansierende«.
Da Nyrup-regeringen kom til, blev der – med skattereformen Ny Kurs fra 1993 som en undtagelse – ikke længere regnet med dynamiske effekter, fortæller Jørgen Rosted. Det skyldtes ikke politisk pres, men derimod at Finansministeriet nu igen kunne regne på den måde, som de fandt mest korrekt, siger han.
»Vi troede jo ikke på de effekter. Det var kun noget, vi havde gjort, fordi vi blev presset til det. Så vi holdt bare op igen,« siger Jørgen Rosted.
– Det var ikke, fordi Nyrup eller Lykketoft kom og sagde, at nu skal I holde op igen?
»Overhovedet ikke.«
Meningsløst
De to tidligere topembedsmænds udsagn illustrerer, at det er meningsløst, når Finansministeriets departementschef hævder, at regnemetoderne »hverken kan eller bør være politisk dikteret«. Det mener Niels Fuglsang, der skriver ph.d. om Finansministeriets regnemodeller ved Copenhagen Business School. Han er desuden analytiker i centrum-venstretænketanken Cevea og kandidat for Socialdemokratiet til Europa-Parlamentet.
»Regnemodellerne er resultat af dels faglig, men også politisk påvirkning. Det er tankevækkende, at Finansministeriets departementschef tilsyneladende ikke ved det,« siger Niels Fuglsang.
Efter at der stort set ikke var blevet regnet med dem i Nyrup-regeringens tid, vendte de dynamiske effekter tilbage, efter Finansministeriet i 2002 lavede en analyse, der fastsatte effekten på arbejdsudbuddet af skatteændringer. Den ændring er central for den aktuelle debat, for ministeriet regner stadig med den effekt, der blev fastsat i 2002.
Jørgen Rosted var på det tidspunkt stoppet i centraladministrationen, så han har ikke førstehåndsviden om, hvad der foregik på de indre linjer.
Men det er påfaldende, at de dynamiske effekter blev genindført, efter Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, mener Niels Fuglsang. Han mener, noget peger i retning af, at der ikke bare har været faglige, men også politiske grunde til at justere regnemetoderne – ligesom i 1989. Eksempelvis havde Anders Fogh Rasmussen under sin tid i opposition offentligt kritiseret regnemodellerne for ikke at tage højde for de dynamiske effekter.
»De regneregler, man har for skatter, har ligget i tråd med nogle politikeres – især Anders Fogh Rasmussens – interesse i at sænke skatterne. Når man har det politiske standpunkt, er det klart, at det er i ens interesse, at regnemodellerne tager højde for de potentielle positive effekter, der er af skattelettelser,« siger Niels Fuglsang.
Information har forsøgt at få et interview med Anders Fogh Rasmussen. Men han har ifølge sin pressemedarbejder »ingen kommentarer«.
Thorning taler imod
Otto Brøns-Petersen, analysechef i den liberale tænketank CEPOS, mener ikke, der er belæg for Niels Fuglsangs udlægning. Han har selv en fortid i Skatteministeriet, hvor han bl.a. var kontorchef fra 1999-2003 og direktør med overordnet ansvar for skatteøkonomi og -politik fra 2003-2013.
»Jeg har aldrig været ude for, at Anders Fogh Rasmussen har dikteret, hvordan noget skulle beregnes,« siger han.
– Og hvis han havde, ville du så vide det?
»Ja. Altså med forbehold for, at det kan være, han har ladet en bemærkning falde til en eller anden. Så taler vi om noget meget skjult. Hvis vi taler om, at regeringen beslutter noget, så kører det ad nogle kanaler, hvor det ville have været umuligt at skjule.«
Desuden var det først under Thorning-regeringen, at man systematisk begyndte at regne dynamiske effekter ind i finansieringsgrundlaget for reformer, påpeger Otto Brøns-Petersen. Det harmonerer dårligt med teorien om, at regnemetoderne er blevet formet af bestemte ideologiske interesser, mener han.
»Men det er da klart, at den til enhver tid siddende regering vil trykke embedsapparatet på maven og sige: Har I nu husket at få taget det hele med, og har I prøvet at regne så godt, I kunne, og så videre. Det er der ikke noget mystisk i,« siger Otto Brøns-Petersen.
Han påpeger også, at der er stor forskel på at beregne de samlede konsekvenser af store reformer og på at beregne, hvor selvfinansierende skattelettelser er. Det første må nødvendigvis involvere en del valg om beregningsforudsætninger, sådan som Jørgen Rosted også påpeger. Men det andet foregår efter en langt mere simpel metode og inkluderer slet ikke regnemodellen ADAM, forklarer Otto Brøns-Petersen.
I et mailsvar til Information afviser Finansministeriet, at der skulle være nogen »politisk eller ideologisk betinget bias« i deres regnemetoder. Ministeriet påpeger, at »det empiriske belæg for dynamiske effekter af skatter er styrket væsentligt siden 1989«, og »forudsætningerne for Jørgen Rosteds vurdering af manglende grundlag for dynamiske effekter af skatteændringer har således ændret sig«.
De nuværende regnemetoder blev »indgående dokumenteret og offentliggjort samlet« i 2012, og »hverken op til denne offentliggørelse eller efterfølgende« har en minister forsøgt at ændre dem, skriver ministeriet. Om det også har forholdt sig sådan tidligere, fremgår ikke af svaret.
De ‘eneste’ dynamiske effekter, af økonomisk forbrugsdrevet vækst på olie, gas og kul afbrænding, er de menneskeskabte klimaforandringer.
Det er et ‘faktum’.
"I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges."
(Cato den ældre))
Den sidste tjenstvillige augur i Det Romerske Imperiums historie er ikke født endnu.
Hvis det ikke var så sørgeligt alt sammen, ville det være til at grine sin r*biiiiiiiip i laser over.
..................................................... ;o) - ;o( ..................................................
Nu er det jo ganske svært, at tage stilling til en regnemodel når man ikke lige frem sidder i maven på et ministerium.
Men det har jo vidtrækkende konsekvenser når man selv under en højkonjunktur letter på skatteskruen ud fra den forudsætning, at meromsætningen mere eller mindre gør skattelettelserne er selvfinansierede.
Når konjunkturerne vender så mangler staten jo det finansielle grundlag, som kontraktionen af kapitalforholdene bliver udtryk for. Og selvsagt får skattelettelserne i så fald også sociale konsekvenser.
Vi har jo skrevet om det før nemlig det forhold, at flere er af den mening, at de skattelettelser der blev givet under opsvinget i 2007 ikke var fuldt finansierede. I alle tilfælde så fordrer skattelettelser en form for finansiering, som jo kan komme ved nedjusteringer af statens aktivitetsniveau - eller regulering i overførelsesindkomsterne, hvilket vi jo også så med de skattelettelser der blev givet under HTS i 2011
Sådan meget groft betragtet faldt det keynesianske paradigme med jo med Schluter. Igennem flere årtier havde man ellers reguleret samfundsøkonomien gennem de offentlige budgetter, som en form for anticyklisk politik
Og naturligvis er det en politisk beslutning, at lempe på skatteskruen over tid. Men givet er det også, at det har fordelingspolitiske konsekvenser, og betydning for Velfærdsstaten
Vi har jo efterhånden set mange reformer der har skullet øge udbuddet af arbejdskraft og effektivisere den offentlige sektor
Og derfor kan det jo også undre når økonomer hævder deres beregninger uden politiske forudsætninger, for de må vel gøre det velvidende, at det er de ikke. Men sådanne argumenter stiller jo pludselig beregningerne uden for enhver diskussion og gældende som objektiv sandhed.
Det er vel ikke for meget, at hævde, at der gælder en liberal trend i tiden, således forstået at skattelettelser menes, at skabe vækst. Men ret beset indgår den offentligt sektor jo også i samfundets vækstregnskab; og som sagt så skal skattelettelser i sidste ende finansieres - om ikke andet på længere sigt; og i særdeleshed også når konjunkturerne vender, hvilket de jo gør fra tid til anden, som der undertiden opstår bobler i markedet; og at luften kan fise aldeles ud af ballonen. Men sjovt nok kommer det bag på økonomerne hver gang det sker, som deres modeller foreskriver ligevægt i markederne.
Man får vel kun de dynamiske effekter med, som man rent faktisk spørger om. Så hvis lavere skat betyder at folk arbejder mere, har man så indregnet udgifter til at nogle går ned med stress? Eller hvad med effekten på arbejdsnarkomanernes børns trivsel og efterfølgende karriere, når de nu får mindre tid med mindst en af forældrene?
Fru Grethe Preisler
Principielt anser jeg ikke traditionel vækst økonomi for en rigtig videnskab, denne type økonomi omhandler traditionelt, hvordan et samfund bliver velhavende, men mere precist, hvordan ‘nogle’ bliver personlig rige.
I denne usmagelige tradition burde borgerne kunne forlange af Finansministeriets regnemodeller i det mindste forsøger at udføre de gerninger, efter mange år med slaveri og kolonialisme, burde der være skabt et meget stor forspring i denne usmagelige ugerning.
Men udgifter kan ‘ikke’ udelades af denne type beregningerne, hverken de kortsigtede (BNP-væksten) eller de langsigtede strategiske.
Hvorfor er det et faktum, at væsentlige udgifter udelades?
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer på olie, gas og kul afbrænding generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand eller på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.
“Dominoeffekt kan få klimaet til at gå amok.
Forskerne konkluderer, at det globale samfunds ageren i det kommende årti eller to får afgørende indflydelse på kloden de næste 10.000 til 100.000 år.”
Fru Grethe Preisler det er muligt, at der er nogle få år fremover, kan fuskes med Finansministeriets regnemodeller, så det ser ud til at de fungere efter hensigten, at regnemodellerne faktisk skabe rigdom eller velstand på den kortsigtede vækst (BNP-væksten), men jeg det med forbrugerisme, som med planlagt forældelse, forbrugerisme har talte dage, med de menneskeskabte klimaforandringer, der er absolut ingen udsigt til teknologiske landevinger, der kan modvirke dette.
Advarslerne om forbrugsdrevet økonomisk vækst på olie, gas og kul afbrænding er over ethundrede år gamle.
PS.
Med planlagt forældelse tænker jeg på princippet inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.
Interessant hvorledes rød blok netop nu bliver "advaret" af Finansministreriets departementschef, Martin Præstegaard, selvom han formodentligt ikke finder at nærværende artikel bringer noget nyt frem. Højreorienteret embedsværk må man vel konkludere?
Det bør samtidig huskes på, at Danmark udleder, ikke bæredygtigt CO2, ved dansk overforbrug på olie, gas og kul afbrænding, så der er brug for fire jordkloder for at udledningen var bæredygtig, Danmark skaber i høj grad folkevandring til Norden ‘klimaflygtninge’, dem kommer der mange af i fremtiden.
Der burde ligeledes tages klart afstand fra kortsigtede danske økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.
Hr. Philip B. Johnsen
"Tak din Gud min søn, at du ikke kom for Riber Ret" sagde kællingen.
Han hang i Varde galge.
Regnemodellerne virker ikke efter hensigten - eller de virker fuldt ud efter hensigten.
Alt efter hvor man står med hensyn til alle de forskellige økonomiske skoler der har påvirket "main-stream" ortodoksi i de sidste 30 år. Feks. Chicago-skolen (Milton Friedman) og Margret Thatcher´s Friedrich Hayek der begge var arkitekterne bag den "main-stream" økonomiske tænkning der går under navnet neo-liberalisme der har bragt vesten på randen af et demokratisk kollaps.
"Tidligere topembedsmand: Politiske hensyn påvirker Finansministeriets regnemetoder"
Ministeren har en vis magt over embedsværket. Ønsker nogen det anderledes ? Med det blå embedsværk vi har nu, ville det ikke gøre nogen forskel, at stemme rødt.
Forresten : Hvad skal man bruge økonomiske modeller til når man står overfor en global klima-katastrofe. Der er kun een vej - alle lande begynder på at føre keynesiansk økonomisk politik uden hensyn til gældsættelse - for hvad betyder gæld når vi står i vand til halsen med store ørkenområder,smeltende polkapper og de store permafrostområder på den nordlige halvkugle smelter og frigør enorme mængder metan-gas - en gas der er 26 gange mere aggressiv end CO2. Det der tales om for tiden.
Regnemodellerne foreskriver jo ofte en lang tidshorisont og indregner en stabilitet og ligevægt, som jo ofte ikke holder: Ældre økonomisk teori indeholder jo sentenser til kriseteori. Det findes både hos Marx og Keynes
Men her på information har man da under tiden også kunnet finde interessante artikler, om den problemstilling, at moderne økonomer ikke altid tager tilstrækkeligt højde for disse forhold
https://www.information.dk/indland/2017/08/oekonomerne-svaerger-stadig-t...
Oven på Finanskrisen var der tegn i sol og måne til lidt eftertanke, men det synes glemt nu, og man fortsætter efter samme devise
For efterhånden en del år siden, så jeg en gut, jeg tror han varmt fra Sydbank, og han vred sig i forhold til spørgsmålet, har det en fløjtende fis på sig, det der med twickle-down effekt virkelig er noget, man kan tage til indtægt for noget som helst? Og den nydelige unge mand vred sig, og svaret blev: måske sådan lidt måske /muligvis inden for nogle år, men jo ikke sådan til at spå om. tja bum.
Oplysende og underholdende for mig.
Hold dog op med de der latterlige regnemodeller, der tydeligvis ikke giver mening.
Katrine Damm: I alle tilfælde så kan man sige, at kriserne får sociale konsekvenser. Under boomet i 00´erne accelererede boligpriserne derud af. Og det gav også forbrugs muligheder, som nogle mennesker kunne belåne deres friværdi. Oven i hatten var der skattestop og blev givet skattelettelser.
Da krisen så slog igennem blev det mest føleligt for de dårligt stillede, da der kom nogle reformer. Og man kunne jo blive edderspændt hidsig da kriseløsningen så var en ny vækstpakke med topskattelettelser, men ret beset så var der også et stort underskud på statsfinanserne da HTS kom til. Jeg tror det nærmede sig 100 mia. Og så måtte staten jo også redde kastanjerne ud af ilden for flere banker med ind til flere bankpakker
Men man letter jo også raskt væk på skatteskruen når det går godt, hvor man i den Keynesianske ære nok havde gjort noget for, at modvirke udviklingen i konjunkturerne.
Aldeles enig Jan Boisen.
Selve den form for styring, hvor finansministeriet indtager en videre plads end som en slags bogholder, er i bund og grund ideologisk på stærkt højreorienteret grundlag.
Meget fin artikel, hvis budskab hører til 'No shit, Sherlock'-kategorien. Jeg arbejder selv i et ministerie, tror I lige, at vi hører efter hvad den til enhver tid siddende minister gerne vil høre...
Selvforstærkende virkninger!
Angående skattenedsættelserne: Uden at røre en finger vil lønmodtagere omfattet af fx topskattegrænsen og selvstændige under virksomhedsskatteordningen og hovedindehavere af selskaber med de høje indtægter jo efter forhøjelsen af topskattegrænsen kunne tage mere ud til personbeskatning og altså til forbrug, måske endda med en mindre indsats. Hvorfor skulle de så arbejde mere, og hvorfor skulle det således opsummerede beløb være mindre end andres merindsats?
De nævnte selvstændige og ejere af selskaber har igennem måske 20 år selv haft mulighed for at holde sig under topskattegrænsen, og nøjes med den meget lavere virksomhedsskat, og når topskattegrænsen er hævet få den oprindelige høje topskat ændret til normal beskatning, og således få et højere privatforbrug, som altså er taget fra virksomhedsdelen. Hvor ligger den selvforstærkende virkning for samfundet, og hvor ligger retfærdigheden i et sådant system ?. Lønmodtagerne har jo ikke haft mulighed for at få nedsat en gammel topskat eller en smidig udnyttelse af topskattegrænsen.
Men selvfølgelig får staten nogle meget højere skatteindtægter, netop fordi den gamle topskat, som alene er virksomhedsbeskattet, nu kan overgå til personbeskatning, og måske giver nogle en illusion om, at det offentlige er blevet rigere, i øvrigt svarende til da skatten (40%) af den bundne kapitalopsparing kunne frigøre mod en lavere beskatning. Da strømmede milliarderne i statskassen - og EU-reglen om at de offentlige udgifter ikke måtte overstige en vis % kunne opfyldes. Det offentlige er i begge tilfælde reelt blevet fattigere ved, at en ellers given indtægt for staten eller det offentlige, pludselig er blevet. mindre. Kan disse EU-regler virkelig være så lette at omgå?
I øvrigt er vækst via fossilt brændsel ikke vækst, men er ufattelig opsummering af kommende udgifter, hvis størrelse ingen kan have en bestemt viden om. Men de selvforstærkende virkninger er jo alment kendt:
Når temperaturen stiger kan luften indeholde mere vand = mere drivhuseffekt, mindre synlig is = mere energiabsorbering, mere bakterieaktivitet i omdannelse af organisk stof = mere CO" og metan, osv osv.
Mennesket har bevæget sig ud af den balance, som alle andre levende organismer ellers har opretholdt uden - som mennesket- at gå til yderligheder, som at frigøre årmillioner gammel solenergi og grundstoffer og udvikle metoder, som indeholder mulighed for selvudslettelse.
Politikken, Berlinske og Børsen mister fodfæste. Tænk at økonomi ikke er eksakt videnskab, men afhængig af økonomernes personlige mening.
Resten af artiklen er en vaden rundt i samme rille, hvor forskellige økonomiske shamaner lovsynger deres egne meninger som bedste grundlag for beregning.
Det virkeligt interessante i hele dette spil, drejer sig om menneskesynet og den psykologiske vinkel.
Er der overhovedet nogen dokumenteret evidens for at høj-indkomstgruppen virkelig vil arbejde mere, hvis de får en skattelettelse, eller kan man ligesåvel formode, at denne gruppe i stedet vil sænke arbejdsindsatsen, da de nu via en mindre indsats, så kan oppebære samme indkomst...?
Her har stress og ugentligt arbejdstimetal en væsentlig faktor - kan disse mennesker overhovedet arbejde mere...? Og har de i givet fald lyst til at arbejde mere...?
Hvis en lønmodtager i forvejen arbejder 60-70 timer om ugen (fast løn for de 37 og resten er interessetimer, vil en skattelettelse så motivere til flere arbejdstimer?
Hvis en virksomhedsejer i forvejen arbejder 60-70 timer om ugen, vil en skattelettelse så motivere til flere arbejdstimer?
Der er saglig dokumentation igennem utallige undersøgelser, at penge er en elendig motivationsfaktor. Penge som motivationsfaktor fungerer kun, så længe personen "har underskud" - enten i status-sammenhæng (typisk unge sælgere) eller hvis personen er økonomisk trængt og i øvrigt er fysisk/psykisk i stand til at arbejde, herunder har mulighed for at få et arbejde.
når de store danske aviser skriver at den er Go-fin med regnemetoderne i Finansministeriet er det fordi de for alvor vil undgå at almindelige mennesker reelt skal vide noget om landets økonomiske formåen. Den offentlige økonomi er alt for fin for til almindelige mennesker. Borgerne vil have reelle ydelser af det offentlige og vil gerne betaler mere i skat for dem, og det koster. Det ved politikerne og finansministeriets embedsmænd. Derfor er bedre at "besindige" borgerlige og socialdemokratiske Finansministre tager sig af den del.
At vi æder med at 'arbejde mere' som et mål for den enkelte og samfundet er jo også hen i vejret.
Hund bider mand.
@ Lilli Wendt
Jeg vil så afgjort anbefale at se på den psykologiske vinkel. Al økonomisk teori bygger jo stærkt på antagelser om menneskers adfærd. Der er mange af disse antagelser, som er forældede og modbevist af senere forskning indenfor psykologi og de samlede adfærdsvidenskaber.
Det ser f.eks. rigtigt skidt ud for det stærkt rationelle væsen homo economicus, fordi her har psykologien og neurologien samstemmende påvist at menneskehjernen slet ikke kan producere den fornødne rationalitet. Alligevel fortsætter dette fantasifoster med at være repræsentant for dig, mig og alle andre i utallige økonomiske regnemodeller.
Denne tilstedeværelse giver endnu en grund til at se på den psykologiske vinkel, fordi det kræver også mindst et menneskes hjerne at beslutte at bruge en antagelse. Her er det altid godt at huske at alle mennesker opfatter alt i kontekst og at en fast del af denne kontekst udgøres af bl.a. egen status i samfundet, egne sociale relationer og egne motiver. Dette er ting, som sammen med uddannelse og personlige erfaringer, danner grundlag for alle holdninger og hvis man skal nævne en ting som psykologien har slået fast med syvtommersøm, så er det tilstedeværelsen at confirmation bias i alle menneskers adfærd. Alle er fra naturens hånd så programmerede til at vælge antagelser, som understøtter deres holdning, at selv årelang træning i videnskabelig empiri kun kan reducere adfærdstendensen og aldrig helt fjerne den.
Spørgsmålene du har stillet her har et fælles tema, som er relateret til dette. Alle mennesker lever i en større eller mindre boble, som afgrænser deres relationer og informationer. Der er en udpræget tendens til at mange mennesker sidder inde i deres egen boble og ud fra hvad der sker i denne antager at vide hvordan alle andre mennesker agerer inde i deres respektive bobler. Blandt politikere og økonomer er dette nærmest en folkesport, så det er virkelig en god idé at vedholdende spørge om beviser på hvad der sker inde i alle de andre bobler. Bliv endelig ved med det.
@Grethe Preisler 09. august, 2018 - 22:06
“Tak din Gud min søn, at du ikke kom for Riber Ret" sagde kællingen.
Han hang i Varde galge.”
Fru Grethe Preisler ja det er alvorlige sager.
Når nu Folketingets ministrene med sikkerhed ved, at Finansministeriets regnemodeller virker i et samfund, hvor den samlede bedste videnskab påpeger at “dominoeffekt kan få klimaet til at gå amok, forskerne konkluderer, at det globale samfunds ageren i det kommende årti eller to får afgørende indflydelse på kloden de næste 10.000 til 100.000 år”, at Danmark på forbrugsdrevet økonomisk vækst genereret på olie, gas og kul afbrænding, skal bruge fire jordkloder før vores forbrug er bæredygtigt anno 2018.
Så er spørgsmålet, tænker Folketingets ministrene på, hvordan deres ansvar vil bliv set på?
Det er ikke ‘smukt’, det mere et spørgsmål om, er det frygteligt eller grusomt?
Den antagelse, at homo oeconomicus skulle være rationelt, er i sig selv en fejl. Homo oeconomicus er et individ, blindt styret af de mest arkaiske elementer i hjernen, både i form af irrationel og instinktiv angst, men endnu mere i form af evnen til at opbygge et misbrugsforhold - i dette tilfælde penge.
Kære partier, ja altså de røde, vi vil se politisk handling der stemmer overens med jeres ord, ikke den der med "så har vi ikke forklaret os godt nok".
Sæt kursen mod et grønt og solidarisk samfund, måske er det for sent, men det er muligt at forsøge!
Glem regnemodeller vær villig til at opkræve og forlange det det koster.
Hvis tidligere skatteminister Anders Fogh Rasmussen ”fik Finansministeriet til at begynde at regne med dynamiske effekter af skattelettelser,” viser det blot, at økonomiske modeller er et legitimeringsredskab forklædt som videnskab snarere end et økonomisk styringsredskab. Schlüter regeringen kunne jo bare have gennemført skattelettelser med andre begrundelser, som f.eks. at borgernes penge befinder sig bedst i borgernes lommer, borgerne bør have flere penge til forbrug og investeringer osv. De borgerlige partier besidder et arsenal af argumenter for skattelettelser til de højeste indkomster. Hvorfor lige dynamiske effekter?
Jeg har fornøjelsen af at kunne kalde mig både civilingeniør (DTU '84) og civiløkonom (CBS '89). Og netop på CBS (HHK) blev vi naturligvis undervist i modeller som 'homo oeconomicus' og 'trickle down' - vi skulle jo kende modellerne - men vi blev også advaret mod at tro for meget på dem. Men det var så også på institut for Organisation og Arbejdssociologi, jeg tog min HD, altså mere erhvervsrettet end nationaløkonomisk.
Men jeg har en fornemmelse af, at KU's undervisning i økonomi adskiller sig fra CBS'. Jeg husker en kommentar i en avis for ca. et år siden (jeg kan desværre ikke finde den igen), men den var skrevet af nogle KU-studerende, som beklagede sig over at hele bachelordelen deres studium var såkaldt klassisk økonomi, det var først på masterdelen, at alternative teorier (læs f.eks. Pikkety) kom på banen - og mange studerende forlod studiet på bachelor niveau. Det er altså kun efter hukommelsen, og situationen kan have ændret sig.
Nu til en personlig erfaring: Jeg har haft fornøjelsen af at være direktør med en løn, der nærmede sig en million kr. Ville jeg have haft glæde af en topskattelettelse, ville jeg arbejde mere?
Nej! Der stod i min kontrakt, at jeg skulle lægge hele min arbejdskraft i selskabet, og jeg måtte ikke tage anden beskæftigelse uden bestyrelsens godkendelse. Altså: en topskattelettelse ville udelukkende betyde, at jeg fik flere penge mellem hænderne ikke flere arbejdstimer fra min side.
OK, hvad skulle jeg så bruge de flere penge til? Flere røde bøffer og en større bil (nå nej, den er allerede betalt af firmaet), flere rejser til Sydfrankrig? Nej, det har jeg jo ikke tid til, for jeg arbejder jo allerede 110%. Nej, løsningen er naturligvis at jeg beholder de ekstra penge selv og sparer op, og bliver rigere end alle de andre borgere, der ikke har den mulighed …
Hvor er det godt at Anders Fogh ikke længere er så ung som på billedet. Man får det helt dårligt. Hvor var det en forfærdelig tid...
Heldigvis kunne man mødes til demonstrationerne!
Evidens.
Nu har Finansministeriets regnemodel været brugt i temmelig lang tid. Hvorfor sætter man ikke bare en gruppe studerende (fra forskellige universiteter) til gennemgå data: forudsigelser og realiteter. Ganske lige som man kunne lave statistik på DMI's vejrforudsigelser: Hvad forudsage DMI, og hvordan blev vejret egentlig?
På den anden side...Lykketoft havde aldrig valgt at blive Chefredaktør på Børsen...
Og så havde vi stadig demonstrationerne.....
Anyway. Rent politisk må man sige at 00'erne og 10'erne sucks big time....
Man gør de rigere rigere i forvisning om de sparer op (den med at de arbejder mere er løgn og heller ikke meningen) for at tage penge ud af omløb for undgå overophedning og inflation - på den anden side har man de lavtlønnede der holdes nede på et plan hvor 100 % gå til leveomkostninger og hvis de vil have andet SKAL de arbejde mere og på den måde øge arbejdsudbuddet der så virker løntrykkende. Altså hvad de fattige taber på gyngerne skal de låne for at få en tur i karrusellerne.
Her er den perpetuum mobile der hele tiden holder gang i den voksende ulighed.
Torben K L Jensen
10. august, 2018 - 12:49
Ja, hvis man vil bekæmpe inflation – og det vil et land som har underskrevet Finanspagten og dermed tilsluttet sig Tysklands antiinflationære økonomiske politik gerne – er det bedste middel at begrænse de indkomster, som er for små til at foretage en opsparing. M.a.o. de personer, som bruger hele deres indkomst måned for måned. Den egentlige begrundelse for opkrævning af skatter og afgifter er inflationsbekæmpelse – ikke at staten skal have en indtægt, som de fleste tror.
Og mht. overførselsindkomsterne er det EU's konvergenskritierier, som spøger. (Selvom DK ikke er medlem af valutaunionen.) Besparelserne er en del af statens forsøg på at holde budgettet indenfor de vedtagne grænser fastsat i Budgetloven.
Rolf Andersen eksempel sandsynliggør, at skattelettelser i toppen øger opsparingen – ikke arbejdsudbuddet.
Jeg ser ikke, hvordan det er relevant, om der også opspares mere ved BNP vækst og skattelettelser, pointen er, at Finansministeriets regnemodeller er medvirkende til fortsat acceleration af de menneskeskabte klimaforandringer, hvor det modsatte er i hele befolkningens interesse.
“Politiske hensyn.”
Hvilke politiske hensyn og til hvem?
Hvem er interesseret i millioner af flygtende mennesker, fra et svindende eksistensgrundlag, der spreder sig omkring ækvator?
Der er nogen i Folketinget og deres vælgere, der har misforstået noget helt grundlæggende i politik, det er ikke kun Finansministeriets regnemodeller, der vil være ekstremt latterlige, hvis ikke de var så destruktive, der er noget vigtigt i oplysningen af befolkningen generelt, der er fjernet, en forståelse af sammenhæng mellem os i Danmark og resten af verden.
Slaveriet er ‘ikke’ ophævet!
"You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time."
Abraham Lincoln
Man skal jo bare begrænse privatbilismen, hvis man ønsker at holde inflationen nede og betalingsbalancen i overskud.
Det er de mangeårige menneskeskabte CO2 udledninger, der overtid, skaber global opvarmning og resultere i ekstremt vejr, der leder til fattigdom og krig om de overalt omkring os svindende resurser.
Det er kun politisk akut effektiv handling på de menneskeskabte klimaforandringer, der sikre håb om bæredygtig velstand for os alle og samtidig færre flygtninge her til landet, denne velstand der bære denne livgivende frugt, håbet er, om fremtid for også vores egne børn.
Enrich Not Exploit
Nu er det min forestilling, at finansministeriets regnemetoder ligner dem der anvendes i en række andre vestlige lande, for vi jo ikke ene om neoliberal økonomisk politik. Argumentet for, at sætte skatten ned er sikkert ikke alene hensynet til inflationen - men givet også konkurrenceevnen. Blandt landene er der jo en vis konkurrence om lav skat, som har en række lande sænket selskabsskatten; og her kunne man jo i parentes tilføje, at store summer også ryger i skattely.
Summen af det hele er naturligvis, at de penge "mangler" i statens husholdning - i en eller anden forstand.
Man kan naturligvis gøre en samfundsøkonomi attraktiv og skabe betingelser for markederne. Men Danmark er jo ikke ene om, at sejle den vej, ligesom vi jo bliver ramt af krisegennemslag som starter i helt andre kroge af verden, som vi så med finanskrisen.
Men en forestilling om, at vi f.eks. skulle føre ekspansiv finanspolitik eller deslige afhænger af hvad nogle af de store økonomier i Europa gør. Men lige nu kunne ønsket måske være, at man søgte, at lægge en dæmper finansmarkeder og deslige. Der har jo været talt om tobinskat mv. Men ind til videre er det ikke rigtigt blevet til noget.
Sjovt, at man mener, at lavere skat hæmmer inflationen. Den gør lige det modsatte - større pengerigelighed øger priserne og dermed uligheden i form af øget profit og lavere løn. Lavere skat er simpelthen på alle måder at forære penge til private rigmænd fremfor at investere dem til alles bedste i de fælles institutioner.
Steffen Gliese: Det har du helt ret i sådan isoleret set. Når folk har penge på lommen, så stiger efterspørgslen og dermed også priserne.
Milton Friedmann indførte et begreb om stagflation. Hidtil var antagelsen også lidt, at inflationen var konjunktur bestemt: Højkonjunktur og lav arbejdsløshed betød høj inflation, mens det modsatte var tilfældet under recession. Friedmanns postulat var, at ekspansiv finanspolitik medførte en tilstand af høj inflation og høj arbejdsløshed på en og samme tid; altså stagflation. Altså skulle statens intervention begrænses
Han mente så, at der skulle være en "naturlig arbejdsløshed" i samfundet. Arbejdsløshed var sådan lidt isoleret set udtryk for, at prisen på varen arbejdskraft var for høj.
Og derfor satte monetarister som Thatcher jo også midler i anvendelse for, at begrænse fagforeningernes magt.
At øge arbejdsudbuddet er jo også lidt den tankegang der præger finansministeriet, for man tænker, at et øge udbud af arbejdskraft vil dæmpe lønudviklingen. Og det er ad den vej man argumenterer for, at en sænkning af skatten vil virke dæmpende for udviklingen i inflationen.
Jan Boisen, se på boligmarkedet, hvor det er helt evident: priserne stiger med adgangen til finansiering.
"De to tidligere topembedsmænds udsagn illustrerer, at det er meningsløst, når Finansministeriets departementschef hævder, at regnemetoderne "hverken kan eller bør være politisk dikteret".
Det mener Niels Fuglsang, der skriver ph.d. om Finansministeriets regnemodeller ved Copenhagen Business School. Han er desuden analytiker i centrum-venstretænketanken Cevea og kandidat for Socialdemokratiet til Europa-Parlamentet.
"Regnemodellerne er resultat af dels faglig, men også politisk påvirkning. Det er tankevækkende, at Finansministeriets departementschef tilsyneladende ikke ved det," siger Niels Fuglsang."
Det er sjovt nok ingen nyhed for mig og mange andre, fx her i kommentatorfeltet, at de såkaldte 'dynamiske effekter' er og altid har været at ligne ved et fantast-palads bygget på gamle skumgummimadrasser.
De er ideologisk begrundede, og som Lilli Wendt og Brian W. Andersen er inde på, tager de afsæt i bedagede psykologiske modeller for 'det perfekte menneske', homo economicus, og den confirmation bias der gør, at de fleste af os ikke evner at se særlig langt ud over vores næsetip.
Jeg husker også den kommentar Rolf Andersen (11:47) refererer til om de KU-studerendes frustration ved studiets bachellor-del. Faktisk mener jeg ikke det er længere siden end et halvt år den bragtes her i nærværende avis, men jeg kunne tage fejl..
Den bed jeg mærke i af samme grund, nemlig at de kritiske økonomiske røster af de neoliberalistiske modeller først blev introduceret på masterdelen i uddannelsen. Hvorfor bachellorerne naturligvis aldrig hørte om dem.
Torben K. L. Jensen og Ivan Breinholt Leth er inde i selve kernen af hvorfor - og til hvis gavn - man har valgt at operere med den nuværende model og de tilsyneladende dynamiske effekter, som viser sig at have mere skumle formål for øje, end hvad der udtales til den perpetuelt undrende offentlighed.
Der er mange flere glimrende og skarpe betragtninger her i feltet, men det skal jo ikke blot være en opremsning, så jeg undskylder hvis nogen føler sig overset..
Næsten sidst, men ikke mindst, det er jo temmelig bemærkelsesværdigt at både Politiken, Berlingske og Børsen agerer mikrofonholdere for Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard med næsten enslydende ledere på samme dag, og overhovedet ikke besværer sig med at udspørge andre fra embedsværket. Når eminencen udtaler sig, bides der til bolle som om det var fastelavn.
Med undtagelse af Information, og tak for det.
Måske der kommer mere gravearbejde om regnemodellerne i den nærmeste fremtid?
Sidst; Thorning-regeringen var blå som en sommerhimmel overtrukket af tordenskyer.
Bjarne Corydon kunne have siddet i en venstre-regering uden problemer. Thorning og Vestager var - og er - EU fundamentalister.
Så der er intet mærkværdigt i at denne regering valgte at råkysse med de neoliberalistiske økonomiske effekter.
At det er gået ud over den voksende underklasse, og at det til stadighed er en VIRKELIG dynamisk effekt af de konstant oppustede vækstmål at klimabelastningen og forureningen af miljøet snart kræver 4 jordkloder, som Philip B. Johnson mildt har påpeget for os ved lejlighed, gør det hele til et grotesk cirkus.
Steffen Gliese. Ja mht. Boligpriserne synes jeg du har en rigtig god pointe. Stor efterspørgsel kan skabe både spekulation og stigende priser.
Men inflationen er jo også bestemt af udviklingen i pengelønninerne som igen er bestemt af arbejdsudbuddet. Høj skat fordrer jo igen høj bruttoløn. Sådan er den borgerlige argumentation. Og høj løn kan så i sidste ende kun dækkes ind igen af høje varepriser
Men nu er det sådan set ikke fordi at jeg går ind for den skattelettelser derud af. Ofte følger jo nedskæringer i kølvandet. Men liberale økonomer taler jo til stadighed om, at øge udbuddet af arbejdskraft
Nationalbanken har vel styr på pengemængden ;) ... nåh nej, det er også privatiseret :(
Eva Schwanenflügel: Når man læser finansministeriets departementchef her den anden dag afvise, at finansministeriets beregningsmetode har en bias, så er det næsten hvad man kan forvente: Men det svarer jo også lidt til det pligtsvar som han næsten må afgive. Formelt set er embedsværket neutralt og embedsmænd må så, at sige ikke agere politisk. Embedsværket er et serviceorgan for det politiske niveau og intet andet. Sådan formelt er det de folkevalgte og i sidste ende befolkningen der bestemmer dem førte politik.
Så kan man jo spørge sig selv om Martin Præstegaard ikke agerer politisk når han i medierne bedyrer finansministeriets integritet og neutralitet al den stund, at sagen om regnemodellerne er blevet et politisk emne
Alle ved naturligvis godt, at en del af den politiske magt også ligger indlejret i embedsværket. Jeg husker en artikel herude for kort tid siden der gik lidt på, at den økonomiske udvikling i Danmark blev bestemt af 30- 40 topøkonomer i og omkring finansministeriet
Nu ved man selvfølgelig aldrig hvad dagen bringer når man står op, men jeg ser da frem til dagen hvor finansministeriet formelt indrømmer, at deres beregninger har en bias, og at de vil ændre regnemetoder. Men jeg kommer nok til, at vente temmelig længe.
Til gengæld er jeg overbevist om, at de neoliberale paradigmer står for fald - om ikke af den ene, så af den anden grund. Det er jo ikke mange dage siden, at forskellige bankanalytikere luftede bekymring om udviklingen i aktiekurserne for nogle store amerikanske IT giganter i artikel som også blev trykt på dette medie. Gentagne kriser kan blive til kriser i de økonomiske paradigmer, og naturligvis er der da givet også nogle økonomistuderende, der kan se nogle problematikker i dette.
Ja, økonomistudiet udmærker sig åbenbart ved først at give et snævert fokus til de studerende, og først øge forståelsen på kandidatdelen; men andre uddannelser er et katalog over teorier og faghistorie på bachelordelen og specialisering på kandidatniveau.
@ Jan Boisen :
"Så kan man jo spørge sig selv om Martin Præstegaard ikke agerer politisk når han i medierne bedyrer finansministeriets integritet og neutralitet al den stund, at sagen om regnemodellerne er blevet et politisk emne".
Jeg tror, du lige der trykker på det ømme punkt, Jan ;-)
Steffen Gliese: I min studietid var kapitallogik in, og megen basal økonomisk forståelse kan nu opnås gennem klassikerne: Men på økonomistudiet omsættes økonomisk teori sikkert til matematiske modeller. Og det er jo også derfor, at man som lægmand ofte kommer til kort i forhold til en diskussion med fagøkonomer. Det er så til gengæld et demokratisk problem - og givet også en problem i forhold til den politiske proces.
Den fornemmelse man kan sidde med som borger er jo, at den økonomiske politik bliver rullet ud sådan næsten hen over hovedet på én, og man skal tage stilling ikke alene til argumenter, men til rigtigheden af tal i forhold til en model, som man ikke har indsigt i.
Man har jo bl.a. fra Corydons tid indtryk af, at der kun findes én rigtig løsning, og at politik ikke længere er noget man kan diskutere - eller vælge. Og i fald man også kan øjne en logik, så synes alt næsten dikteret af markedets logik - ikke så langt fra Marx´s antagelser. Ellers skulle det måske udtrykkes lidt anderledes: Politikkerne indretter sig på finansmarkederne.
Og det er jo også den kritik der bliver rejst af modellerne nemlig; at de har en bias - og det er stort set umuligt, at implementere politiske alternativer. Og man er jo også oppe mod en fagvidenskab, som kan producere nogle fakta beregninger, som naturligvis ikke er helt hen i vejret - men på den anden side heller ikke forudsætningsløse.
Og samtidig så har skattelettelser og reformer været en vedvarende trend i årevis.
Arbejdsministeriets beregning af hvor mange der ville ryge ud af dagpengesystemet, som følge af halveringen af dagpengeperioden - kunne da i alle tilfælde få en til, at tænke: "Hvad tænker de på?" - Men i stedet blev tallene omgærdet af mørkelægning - og viste sig jo også, at være helt i skoven.
Autoritetstro kan jo byde en, at tro på beregningerne. Men det må naturligvis være en del af den demokratiske proces, at stille kritiske spørgsmål. Og ind i mellem vælter korthuset og vi ser kriser, som økonomerne ikke havde set komme. Frem for alt har vi vel set en gradvis nedskalering af velfærd, så naturligvis glider alt der udgår fra finansministeriet ikke ned uden kommentarer.
Modellernes beregninger har konsekvenser for befolkningen og det er os der skal udleve konsekvenserne.
Det skal naturligvis ikke i den nuværende eksistentielle kritiske situation, være økonomi der diktere politik, men politik der diktere økonomi, vi skal forlange demokrati, det bør ikke være så vanskeligt at forstå hvis man tænker sig lidt om.
Verden nærmer sig ‘point of no return’ for de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på den udemokratiske nationale og internationale økonomiske påståede ‘nødvendighedens politik’.
Sider