Læsetid: 3 min.

Vi ved ikke nok om effekterne af offentlige udgifter, men vi ved, at de mangler i Finansministeriets modeller

Det er rigtigt, når Finansministeriets departementschef siger, at der ikke findes nok viden om effekterne af offentlige udgifter. Men det er også rigtigt, når venstrefløjen påpeger problemet i, at ministeriets løsning er at lade, som om effekterne ikke findes
»Vi har ikke borgerlige eller blå regnemodeller i Finansministeriet eller i regeringen som sådan. Vi har regnemodeller, der afspejler den faglige mainstream økonomiske teori, og hvad der forskningsmæssigt er evidens for,« siger Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, i et sjældent interview.

»Vi har ikke borgerlige eller blå regnemodeller i Finansministeriet eller i regeringen som sådan. Vi har regnemodeller, der afspejler den faglige mainstream økonomiske teori, og hvad der forskningsmæssigt er evidens for,« siger Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, i et sjældent interview.

Nikolai Linares

3. august 2018

Normalt holder Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, sig ude af den offentlige diskussion. Men torsdag blandede han sig i debatten om sit ministeriums regnemodeller. Og det gjorde han med forbløffende eftertryk.

Regnemodellerne er endnu en gang blevet sat til diskussion, denne gang i anledning af en ny bog af socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe. Forfatterne argumenterer for, at de såkaldte dynamiske effekter af offentlige udgifter fremover bør indregnes i Finansministeriets økonomiske modeller. Det vil sige, at ministeriet skal regne med visse adfærdsændringer hos befolkningen som følge af, at det offentlige bruger penge på bestemte områder. Et klassisk eksempel er, at flere midler til daginstitutioner kan få forældre til at holde kortere barsel eller blive længere på deres arbejde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Morten Lind
  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjarne Toft Sørensen
Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Morten Lind, David Zennaro, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hele udgangspunktet er forkert, for det handler om at arbejde for at skabe de maksimale muligheder for et godt, omend ikke prangende, liv for alle i vores fælles samfund. Det handler om at føre en politik, der sikrer dette, for folks egne penge.

Alvin Jensen, Karsten Aaen, Thomas Olsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Olav Bo Hessellund, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Ib Christensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Jens J. Pedersen, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Når skattelettelser (for de rige) som regel bliver brugt på mere fritid - den såkaldte hængekøjeeffekt - er det et direkte forkert grundlag man beregner arbejdsudbuddet på. Noget helt andet er skattelettelser i bunden der i følge modellerne er meget dyrt uden at øge udbuddet væsentlig i stedet øges forbruget og dermed også inflationen - så det der virker her (også ifølge modellerne) er at gøre folk fattigere - altså et negativt økonomisk incitament til øget arbejdsudbud - stadig ifølge den neo-liberale ligevægtsteori om den skjulte hånd.
Hov - ville nogle sige - hvis det her er rigtigt ville der slet ikke være nogen velfærdsstat,den ville gå konkurs i løbet af ingen tid,men humlebien bliver sgu ved med flyve det satans insekt - til stor fortrydelse for finansministeriets regnedrenge for det er jo det samme som at modellerne er forkerte - som man også kan se med åbne øjne.
Det eneste der er at gøre er at forbyde ministeriet at bruge modellerne før de bliver retvisende og DET vil være et vægtigt incitament for toppen i finansministeriet til skifte kurs.
Man "kunne" jo også beregne værdien af velfærdsydelser som skattelettelser i modellerne og man er ude af problemerne. Men det er jo også en hel anden historie. At bruge en omvendt Robin Hood - uha-da.

Trond Meiring, Alvin Jensen, P.G. Olsen, Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Morten Lind, Marianne Stockmarr, Ib Christensen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Per Langholz, Torben Bruhn Andersen, Grethe Preisler og Thomas Christensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

En omvendt Robin Hood

"Alt det trylleri, der gi's, foregår på samme vis:
Put en hvid kanin i hatten, træk den så igen op a' den.
NB OBS: Før du laver trylleri, husk at putte kaninen i."
(Piet Hein)

"Ripeness is all", som Shakespeare sagde ... ;o)

Trond Meiring, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Philip B. Johnsen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Problemet med regnedrengene og hele uddannelsen indenfor dette er, at man har læst de samme bøger, hørt de samme forelæsninger etc. etc.
De der regnedrenge er virkelig stivnakkede og uden fantasi til at forestille sig, at noget kan være anderledes.
Nåh ja, det er jo også en måde at drive politik på. Man er ikke politiker og sidder ikke i Folketinget, men man har styr på økonomien som støtter de politikere og den retning de gerne vil.
Er regnedrengene konservative? Nej slet ikke, er regnedrengene liberale? Nej slet - hmm!

Alvin Jensen, P.G. Olsen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Marianne Stockmarr, Randi Overgård, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Anne Eriksen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

I Finansministeriet betyder "rationelle " regnemodeller dominans af den finansielle industri.

Alvin Jensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Marianne Stockmarr, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er altid interessant at læse en artikel, der afspejler journalistens store viden og indsigt om det emne, han skriver om.

Noget som forekommer menigmand lidt uforståeligt er, at der fokuseres så meget på arbejdsudbuddet. Alle skal med vold og magt arbejde, om det så skal være med sanktioners brug. Og samtidig kan man læse her på Netavisen, at en stor del befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, og at nyuddannede har svært ved, at få fodfæste. Andre er igen trukket ud af statistikkerne grundet aktivering, praktik oa.

Men måske hænger den megen fokus på arbejdsudbuddet sammen med, at der sigtes på lav udviklingstakst i pengelønningerne, lav inflation. Det kobler igen på kapitalistisk revenue og konkurrenceevne. At økonomer så har svært ved, at se borgerlig ideologi indlejret i sådanne ræsonnementer kan være svært, at forstå. De selvsamme økonomer tror på, at markedet stort set kan løse alt, mens offentligt forbrug ofte må fremstå i et negativt perspektiv. I sidste ende betyder skatter jo en reduktion i omsætningen i den private sektor, og skal finansieres af denne forstås.

Vi ser jo også fra tid til anden Mads Lundby Hansen argumentere for, at sociale udgifter direkte er demotiverende og til skade for arbejdsudbuddet. Nuvel - hvem kvalificerer overhovedet den arbejdskraft der skal stå til rådighed?

Det er en økonomisk forståelse helt på privatkapitalistiske betingelser, og i finansministeriet kan de øjensynligt ikke se problemet i, at have en regnemodel, der som udgangspunkt regner skattelettelser som stimulerende for økonomien. Og vi har jo set dem rullet ud over en længere årrække, og under tiden med asociale konsekvenser. Naturligvis har de borgerlige jo med god grund ikke de store anfægtelser mod regnemodellerne - og det er måske fordi de i høj grad tager afsæt i borgerlige aksiomer.

Alvin Jensen, P.G. Olsen, Karsten Aaen, Thomas Olsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow, Morten Lind, Mogens Holme, Ejvind Larsen, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Steffen Gliese, David Adam, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Alle kommentarerne handler på den ene eller anden måde om de såkaldte skattelettelser, som påstås at have floreret. Jeg har endnu tilgode at møde den nogen, som har oplevet en skattelettelse i det virkelige liv!

Ja, nogle skatter er sat ned - men hver gang har man med stort møje og besvær (men stor succes!) krævet skattereduktionen "finansieret" ved, at de samme mennesker på ene eller anden finurlig vis blev afkrævet et beløb i en eller anden ny skat (eller forhøjet skattesats), som +/- nogle få tusinde matchede "skattelettelsen".

Alvin Jensen, Kurt Nielsen, Michael Pedersen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Jens Winther: Der blev givet forholdsvis store skattelettelser under boomet i 2007. Arbejderbevægelsens erhvervsråd har opgjort, at det var medårsag til en stor del af underskuddet på statsfinanserne da finanskrisen senere slog igennem

Også under HTS blev der lavet en skattereform i 2011. Jeg husker, at Thor Møger mødte skilte i baglandet om klasseforræderi da skattereformen var stemt igennem.

Og der er også givet skattelettelser under den nuværende regering. Letter man ikke direkte på indkomstskatten kan det jo komme på andre måder som f.eks. gennem afgiftslettelser på dyre biler etc - Der sådan set håndtag nok, at skrue på

Men måske har du ret på den måde, at mange af de her omtalte skattelettelser ikke er kommet de fleste til gode.

Jeg husker et indslag vedr. skattelettelsen i 2007 der opgjorde, at personer i Lene Espersens lønklasse fik en realværdi ud af det der svarede til køb af en ny cykel hver måned, mens kassedamen måske fik hvad der svarede til en pakke fars.

Alvin Jensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Lind, Mogens Holme, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Jan Boisen, underskuddet på statsfinanserne kom af faldende aktivitet - og dermed stigende udgifter til fx arbejdsløshedsunderstøttelse og samtidigt faldende skatteindtægter og momsindbetalinger. Fuldstændig som det altid sker under en recession.

ALLE skattereformer har bestået i, at opkræve mindst det samme skatteprovenu fra de samme personer på en marginalt anderledes måde - dvs. hverken "de mange" eller "de få" har oplevet noget fald i skattetrykket.

Nu er en ministerløn ikke vildt imponerende (det er ministerkvaliteten så heller ikke...), men Lene Espersen har ikke oplevet en månedlig skattebesparelse på det beløb selv den mest lusede cykel koster hos Harald Nyborg!

Hele ideen med velfærdssamfundet er at sikre social mobilitet. At finansministeriet bevidst undlader at medregne effekterne af offentlige udgifter, er absurd. Lige så absurd som at se bort fra at ledigheden følger konjekturerne, så man i stedet tager udgangspunkt i at ledige skal "motiveres" til at søge arbejde ved at skære i deres ydelser. Det er så dumt, at det ikke kan være andet end et bevidst politisk valg af finansministeriets embedsmænd.

Og selvfølgelig handler det om skattelettelser. Efter Foghs skattelettelser og skattestoppet i 2003 (som kostede 30 milliarder om året), manglede der 14 milliarder i statsregnskabet. Han nedsatte først velfærdskommissionen, som konkluderes at man enten kunne rette op på finanserne med aktiv skattepolitik ELLER øge arbejdsudbuddet med reformer (efter beregninger fra finansministeriet). Fogh var ikke tilfreds med forslagene og nedsatte arbejdsmarkedkommissionen, som skulle finde ud af hvordan man fik råd til velfærdsstaten uden at røre ved skatten (eller skattestoppet). Derfor var de eneste anbefalinger i arbejdsmarkedkommissionens rapport ideer til hvordan man øgede arbejdsudbuddet ved f.eks at forkorte dagpengeperioden, udsætte pensionsalderen, forhindre førtidspension for mennesker under fyrre, motiverer kommunerne til de billigste foranstaltninger på det sociale område, motiverer unge til at komme igang med en uddannelse ved at sænke kontanthjælpen osv osv. Alle de reformer som partierne har gennemført siden hen.

Det er omvendt Robin Hood-politik, hvor man tager fra samfundets fattigeste (de unge, de ledige, de syge, de udsatte og de ældre) og giver til de rigeste. Og den politik underbygges af finansministeriet, hvis regnemodeller tager udgangspunkt i at 1) ledighed er selvvalgt og at ledige skal motiveres til at arbejde, og 2) offentlige udgifter giver minus på de offentlige finanser da de IKKE BETRAGTES som investeringer der på længere sigt sikre social mobilitet.

Alvin Jensen, P.G. Olsen, Inger Færge, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Morten Lind, Mogens Holme, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Jens Winther: Naturligvis har du ret i, at recession medfører mindre aktivitet, øget ledighed m.m

Men en del af pointen med de skattelettelser der blev givet i 2007 var, at de ikke var finansierede. Skattelettelser kræver i reglen finansiering, og der findes mange kilder herfor. Man kan f.eks. øge pensionsalderen for langsigtet finansiering, eller man kan reducere stigningstakten f.eks. overførelsesindkomster oa.

Men selv på bladet her har man kunnet læse om effekten af skattelettelser uden finansiering. Det er ikke bare et postulat, som jeg hiver frem af skrivebordskuffen jf.

https://www.information.dk/debat/2010/11/skattelettelser-skyld-halvdelen...

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Dorte Sørensen, David Adam og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, David Adam, hele ideen med velfærdssamfundet er, at social mobilitet ikke er nødvendig for at opnå et godt liv, at man mao kan realisere sig selv ud fra egne evner og interesser; men at man selvfølgelig ikke bliver hængende i en socialt udsat position.
Velfærdssamfundet handler ikke om at udmærke sig, men om at trække på samme hammel, uanset hvad man beskæftiger sig med, for at drive dette godlidende mangehovede monster, der er den demokratiske stat.

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Morten Lind, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Jan Boisen, Dorte Sørensen og David Adam anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var først med Fogh, at man for alvor begyndte at operere med dynamiske effekter, før den tid vidste man, at de var usikre og alt for positive i forhold til private forestillinger om verdens beskaffenhed hos dem, der promoverede dem. Politik skal føres positivt for at opnå en bestemt samfundsindretning, og økonomien er allerhøjst et blandt mange andre mål.
Derfor er opgaven at føre Finansministeriet tilbage til en position, hvor dets opgave er at varetage budgettet for den øvrige regerings ministre, dvs. sørge for tilstrækkeligt med penge i kassen.

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Ole Henriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Lad os sige når finansministeriet fortier et overskud på 350 mia. over en fireårig periode for at øge presset på politikerne for at få flere udbudsreformer - er det så en politisk handling fra embedsværket eller har politikerne presset dem så de kunne få deres reformer igennem ? Det samme med dagpengereformerne hvor finansministeriet beregnede de der faldt ud til to til fire tusind men hvor det endte med 65.000 - var det en bevidst handling for at få DF med på Vestagers kup ? Og hvordan var det lige med finansministeriets ageren i DONG-salget ?
Under alle omstændigheder har ministeriet deltaget aktiv i politik og det har meget lidt med fair play/demokrati at gøre.

P.G. Olsen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Lind, Mogens Holme, Ebbe Overbye, Kurt Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Dorte Sørensen, Steffen Gliese og David Adam anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at Finansministeriet aldrig skulle være blevet det ledende ministerium, men blot have ageret bogholder for den til enhver tid siddende regering. Man har antaget et paradigme, der ophøjer den værste gang ideologisk galimatias til 'videnskab', selvom erfaringer igennem 150 år netop påviser, at det fører til den værste form for samfundsudvikling, netop dén, som menneskeheden i hele sin eksistenshistorie har forsøgt at distancere sig fra.

Anders Reinholdt, Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Olav Bo Hessellund, Mogens Holme, Egon Stich, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

- steffen

Ja, det var ikke den bedste formulering. Formålet med velfærdsstaten var at forhindre populisme ved at sikre borgerne imod fattigdom og ulighed, da man havde erfaret at populisme førte til fascisme, nazisme og anden verdenskrig. Velfærdsstaten skaber muligheden for social mobilitet, burde jeg havde skrevet.

Når jeg fremhæver social mobilitet, er det mere for at påpege det absurde i ideen om at man skal øge arbejdsudbuddet ved hjælp af incitamenter for at sikre velfærdssamfundet. Engang troede man at man øgede (eller fastholdt) arbejdsudbuddet ved at hjælpe mennesker ud af deres problemer. I dag tror man at man øger arbejdsudbuddet ved at skabe problemer for mennesker, der er ramt af en livskrise, sygdom osv.

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Ebbe Overbye, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Finansministeren og hans regnedrenge antager at deres antagelser er stabile og videnskabeligt bevist. Samtidig står deres øverste chef i spidsen for et disruption råd der antager at alt ændrer sig radikalt. Det er komisk.

Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Kurt Nielsen, Christian Nymark, Jens Erik Starup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

En MEGET lødig skrevet artikel om et betændt emne.
Bemærk- modellen er af typen hvor der både benyttes kendt empiri og antagelser.
Disse modeller er helt anderledes end fysik modeller der benyttes når raketten skal ramme månen.
Usikkerheden vokser.
Venstrefløjen skal nok også være glade for at der ikke er så mange medregnede dynamiske effekter af offentlige udgifter.
Når empirien i fremtiden er på plads vil det nok vise sig at en lang række offentlige udgifter IKKE giver et positivt økonomisk afkast.
Husk økonomiske modeller beregner økonomisk afkast - IKKE hvorvidt man følelsesmæssigt/etisk synes samfundet skal indrettes.

Steffen Gliese

det er meget simpelt: samfundet har sine indtægter for at kunne finansiere sin egen opretholdelse, herunder en helt grundlæggende sikring af alle borgere imod sociale begivenheder. Derfor er ideen om dynamiske effekter simpelthen et vildspor.

Eva Schwanenflügel, Ole Henriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

@Jørgen Wind-Willassen, "Husk økonomiske modeller beregner økonomisk afkast - IKKE hvorvidt man følelsesmæssigt/etisk synes samfundet skal indrettes." - Netop, det er jo politikerne, der forventes at tage sig af den del.

@Steffen Gliese, de dynamiske effekter består i, at borgerne indretter deres adfærd og beslutninger efter hvilke rammer og regler - og ændringer heri, politikerne udsætter borgerne for. Det er totalt naivt at tro, at dynamiske effekter ikke findes, og når de de facto eksisterer og med rimelighed og evidens kan kvantificeres, bør de naturligvis indregnes i de økonomiske modeller.

Peter Sterling

Resultaterne fra regnemodellen i Finansministeriet er ret entydige; den skaber skattelettelser for de rige og fattigdom i bunden af samfundet. Det er bevis for borgerlig, blå regnemodeller - dette er forskningsmæssigt evidens.

Den faglige mainstream økonomiske teori er neoliberal, den skaber ulighed og fattigdom efter tysk model, hvilket igen flytter den demokratiske magt op til toppen i samfundet, den flytter magten over til erhvervslivet, selv socialpolitikken er underlagt beskæftigelsesvæsenet, hvilket har frembragt vel nok den mest grusomme politik i nyere tid: På arbejde med sygeseng.

Følgevirkningerne af den politik som regnemodellen har afstedkommet er en forvrængning af demokratiet. Derfor skal regeringsmagten nu over til oppositionen. Samtidigt er det nødvendigt at totalt redesigne Finansministeriet og de borgerlige blå regnemodeller.

Min anbefaling er af fyre embedsmændene når der udskrives valg, således at en ny ikke-neoliberal regering får magt og derved mulighed til at føre en ny social politik.

Ved at blive ved med at insistere på at regnemodellerne ikke er sammensat for at gøre økonomerne og deriblandt overklassen rigere, undergraver økonomerne deres egen troværdighed, tilliden til eksperter generelt samt demokratiet specifikt.

Det var tydeligt ved sidste regeringsperiode som S ledte, at en anden politik ikke var mulig, men nu er det mere nødvendigt end nogensinde før: Det gælder ikke kun om at fjerne børnefattigdommen, som regnemodellen har skabt, men om at redde planeten.

Klimaforandringerne nødvendiggør at Finansministeriets magt brydes.

Demokrati forudsætter en rimelig fordeling af magten mellem de forskellige samfundsgrupper. Fjerner man en gruppes mulighed for indflydelse på egne forhold, indskrænkes landets demokrati formelt set. En omfordeling af magten kan ske hver gang der er folketingsvalg. Det er afgørende for demokratiet at alle grupper får mulighed for at komme til - på forskellige tidspunkter - det er sådan det repræsentative demokrati virker.

Det er tid til at regeringsmagten svinge over på den modsatte fløj, opgaven bliver at fjerne børnefattigdommen og at sikre at børnebørnene får en fremtid. Der skal skabes at et velbalanceret samfund, derfor skal vi genoverveje liberal frihed kontra social selvbestemmelse: Frihed eksisterer kun hvis den gælder for alle. Et liberalt samfund undertrykker ikke individet, ej hellere minoriteter. Hverken demokrati eller frihed kan gradbøjes.

I de næste år bør en omfordeling af magten afspejle hele befolkningen, i modsætning til nu hvor erhvervslivets magt har taget overhånd. Opgaven med at demokratisere hele samfundet er et ansvar for både en ny regering, de sociale institutioner og virksomhederne, det er alles ansvar. Både medierne, borgerforeninger og borgerne skal holde folketinget ansvarlige for en ny retning, kun sådan får vi et ægte demokrati.

Gennem den daglige kamp for at indføre demokratiet i alle institutioner, medier og virksomheder, opretter vi håbet om et velbalanceret samfund; 20 års koncentration og centralisering af magten kan brydes, hvis vi har modet til at gentænke liberal frihed kontra social selvbestemmelse.

Fattigdom - ikke i vores land, ikke i Danmark.

Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fattigdom er lønsomt, men der er en samlet viden om alle Finansministeriets regnemodeller, at de alle dumper i økonomi.

Det er vigtigt at befolkningen leveres en ny opbyggende faktuel debatkultur i omstillingsprocessen, ikke mindst til det kommende valg, der indrager ofrene for den mangeårige politiske indoktrinering uden fakta.

Fakta om Finansministeriets vildfarelse.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global eller national dansk økonomisk vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global eller national økonomisk vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen er, at Finansministeriets vækst økonomer, på olie, gas og kul afbrænding generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Philip B. Johnsen

Grethe Preisler
02. august, 2018 - 19:59

Husk at kaninen ska’ ku’ passe i hatten.

Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jens Winther, man kan ikke adfærdsregulere frie borgere i et demokratisk samfund, som demokratisk valgt politiker. Det går simpelthen ikke at træffe beslutninger, der skal få flokken til at flytte sig, man må lovgive med åben pande og argumentere for hensigtsmæssigheden.
Problemet er, at vi er i gang med at nedbryde velfærdssamfundet til fordel for en 1800-tals liberalisme, fuldkommen moralsk forkasteligt for et samfund, der i fortiden har løftet ligheden og den relative velstand til et for alle acceptabelt niveau.

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, David Adam, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Steffen Gliese, du bygger meget af din argumentation på, at nogen er ved at nedbryde velfærdssamfundet.

Man har strammet op på dagpengereglerne og lavet noget tossestreger på kontanthjælpsområdet, men mig bekendt er min søn stadig igang med en videregående uddannelse, og får endda penge for det, og min søn går stadig i skole og i svømmehal, og jeg har lige været til læge, og endda dagen efter jeg ringede.

Så, jeg er ikke klar over hvem vi er og hvilket velfærdssamfund, du refererer til.

Michael Pedersen

Steffen Gliese,

store dele skattesystemet er adfærdsregulerende!

Vil du have folk til at holde op med at ryge? Hæv tobaksafgifterne!
Vil du have folk til at spare mere op? Hæv fradragene for indskud på pensionsordningerne!
Vil du have folk til at overholde aftaler med sundhedssystemet: Indfør dummebøde hvis du udebliver!

... fortsæt selv ...

Det er mig en gåde, at en veluddannet og belæst mand som dig skriver sådan noget vrøvl.

Torben K L Jensen

Adfærds-økonomi (nudging) løb med Nobel-prisen i økonomi i år - så den teori (fra den neo-liberale Chicago-skole med bla. Milton Friedman)) lever i bedste velgående nu og har været tilstede siden Reagan og Thatcher de facto indførte neo-liberalismen.

David Adam, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, og ved at forringe det helt grundlæggende for demokratiet: alles mulighed for at deltage i kraft af en neutralisering af sociale begivenheder, hænger resten frit svævende i luften, Michael Pedersen.
jeg er bestemt heller ikke tilhænger af et adfærdsregulerende skattesystem, jeg er måske snarere tilhænger af, at man skal begrunde sin produktion eller sine varer positivt, før man får lov at sælge dem. Og så alligevel ikke, der skal nok bare lues ud i de værste sundhedsnedbrydende skodprodukter.
Straf er ingen vej frem, og det hjælper ikke, det skaber bare en ulighed, hvor nogen oparbejder en gæld, og andre kan være skingrende ligeglade. Sådan er det gået med biblioteksbøder, i hvert fald, hvor man i gamle dage meget nødigt afleverede forkert, til i dag, hvor det er så udbredt, at det indgår i bibliotekernes budget - begge dele er selvfølgelig uantageligt.
Det er også en totalt usammenlignelig række eksempler, du kommer med - hvoraf nogle vedrører konkrete økonomiske forhold, hvor det selvfølgelig er i orden at begunstige folk for opsparing.
Men som sagt, jeg er ikke tilhænger af det skattesystem, vi har, der giver folk alt for meget anledning til at kritisere det, som de ikke selv drager direkte fordel af. Lav skatten om til en virksomhedsafgift på at drive virksomhed, det er det mest rimelige, at de, der tjener mest på vores samfundsmodel, er dem, der finansierer den.

Egon Stich, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hvis man googler ordet system, så finder man bl.a. “sæt af principper eller metoder hvorefter ‘noget’ gøres eller organiseres”.
Nu er systemet unægteligt ikke fungerende, hvilket i øvrigt ingen af kommentarerne kan eller vil forsøge at afkræfte og hvad har vi så?

Systemet dit og dat, men vås og pjat ren panik før lukketid.

Suk!

Henrik Plaschke

Skattesystemet er naturligvis adfærdsregulerende i den forstand, at det påvirker menneskelig adfærd. Men det bestemmer ikke denne, da adfærd naturligvis påvirkes af mange andre ting end skattesatser, lønninger og priser.

Det er værd at huske på, at grundlaget for de såkaldte dynamiske effekter på arbejdsudbuddet - når marginalskatten sænkes, arbejder man mere - er ganske tyndt. Nina Smith påpeger dette i artiklen ovenfor.

Men som bekendt ender en løgn med at blive til en sandhed, når den gentages tilstrækkeligt mange gange. Finansministeriet er eksperter i dette, og at spørge Finansministeriet til råds vedr. skattelettelser er stort set lige som troværdigt som at spørge om Islams kvaliteter i Mekka. De såkaldte ”dynamiske” effekter af topskattelettelser er først og fremmest ønsketænkning.

I Danmark blev marginalskatten sænket fra og med den 1. januar, 2010, fra 63 til 56 %, og den eneste påviselige effekt af denne sænkning er ifølge Rockwoolfonden, at en række højtlønnede indkomstmodtagere ”flyttede” deres indkomst fra slutningen af 2009 (63 %) til starten af 2010 (56 %). Derimod er det intet, der tydede på et stigende arbejdsudbud af denne sænkning (http://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2016/01/Nyhedsbrev-Januar-2014.pdf).

En nyere udredning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har peget på, at jobeffekterne af en topskattelettelse er meget usikre (https://ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_jobeffekt-af-t...). Også Folketingets økonomer har peget på denne usikkerhed (http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/fiu/bilag/107/1648878.pdf), og for nylig har til og med Finansministeren anerkendt usikkerheden om effekterne af topskattelettelser (https://www.information.dk/indland/2016/08/finansminister-anerkender-tvi...) uden at dette dog synes at påvirke Ministeriets tænkning i øvrigt.

Der er imidlertid en anden type af dynamiske effekter, der er langt bedre fagligt underbygget end ideen om sammenhængen mellem arbejdsudbud og marginalskat, således som Thomas Piketty har påpeget det i sin Kapitalen i det 21. århundrede selvom udtrykket dynamiske effekter ikke bruges.

Sænkningen af de øverste skattesatser har således ført til stadig højere lønkrav fra de højestlønnede i samfundets side, hvilket igen har bidraget til en eksplosiv stigning af samfundets økonomiske ulighed. Stigende ulighed har ført til vækst i finansiel spekulation, men ikke til stigende investeringer og vækst eller til en stigende levestandard for størstedelen af befolkningen.

Piketty viser også, at lønningerne til toplederne i amerikansk sammenhæng har meget lidt at gøre med disses mulige bidrag til deres virksomheder, og han påpeger endvidere en sammenhæng mellem de øverste lønninger og beskatningen af disse:

”Når man ser på de udviklede lande i deres helhed, konstaterer man, at faldet i indkomstskattens højeste sats fra 1970’erne til i dag er tæt forbundet med stigningen i den rigeste percentils andel af nationalindkomsten i samme periode. Konkret er der en næsten perfekt korrelation mellem disse to fænomener: De lande, der har sænket den højeste sats mest, er også de lande, hvor de højeste indkomster – og navnlig aflønningen af de store virksomheders ledere – er steget mest. Omvendt har de lande, der ikke har sænket den højeste sats særlig meget, kunnet opleve en meget mere moderat fremgang i de høje indkomster... Ifølge de klassiske økonomiske modeller, der hviler på teorien om den marginale produktivitet og arbejdsudbuddet [og som Finansministeriet baserer sine analyser på], kunne forklaringen være, at faldet i den højeste sats har stimuleret topledernes arbejdsudbud og produktivitet i de pågældende lande, og at deres marginale produktivitet (og altså deres løn) derfor er blevet meget højere end i de andre lande. Denne forklaring er dog ikke særlig plausibel. Som nævnt … er teorien om den marginale produktivitet en model, der – ud over at være en smule naiv – har mange empiriske og begrebslige problemer med at forklare, hvordan lønningerne i toppen af lønhierarkiet fastsættes.

En mere realistisk forklaring er, at sænkelsen af den øverste skattesats, som har været særlig massiv i USA og Storbritannien, radikalt har transformeret den måde, hvorpå topledernes løn fastsættes og forhandles. For en leder er det altid svært at overbevise de forskellige parter i en virksomhed … om, at en stor lønforhøjelse … virkelig er berettiget. I perioden 1950-70 havde en amerikansk eller britisk leder ingen større interesse i at kæmpe for at få en sådan lønstigning, og de forskellige involverede parter var mindre villige til at give ham den, for 80-90 % af lønstigningen ville under alle omstændigheder gå direkte til statskassen [ja topskatten var høj dengang!]. Fra og med 1980’erne er der helt andre spilleregler, og alt tyder på, at lederne er begyndt at gøre sig betragtelige anstrengelser for at overbevise de forskellige parter om, at de skal tildeles ikke mindre betragtelige lønstigninger. Eftersom det er meget vanskeligt objektivt at måle en topleders bidrag til sin virksomhed, og eftersom der hersker megen indavl i lønudvalgenes sammensætning, har toplederne haft relativt let ved at overbevise de pågældende parter om, at de fortjente disse lønstigninger.

Denne forklaring hænger desuden også godt sammen med den kendsgerning, at der ikke findes nogen statistisk signifikant relation mellem sænkelsen af den højeste marginale sats og vækstraten i produktiviteten i de forskellige udviklede lande siden 1970’erne… BNP’ets vækstrate har været næsten nøjagtig den samme i alle de rige lande siden 1970-80’erne… at væksten siden 1970-80’erne ikke har været højere i Storbritannien og USA end i Tyskland, Frankrig, Japan, Danmark eller Sverige... Med andre ord synes sænkelsen af den højeste marginale sats og stigningen i de høje lønninger ikke at have stimuleret produktiviteten (i modsætning til, hvad udbudsteorien forudsiger), eller i hvert fald ikke tilstrækkelig til, at det er statistisk synligt på den samlede økonomis niveau...” Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede, p. 520-22).

Det er faktisk uhyre dynamisk. Men måske ikke en dynamik, der bør tilstræbes…

Torben Kjeldsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jan Boisen, Anders Reinholdt, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, David Adam, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Jeg forstår ikke, hvad du skriver.

Men hvis du mener, at det er et problem, at politikerne laver adfærdsreguleringer, uanset i hvilken form, så er kæden da vist hoppet helt af?

Eva Schwanenflügel

Man må jo spørge sig selv, hvad der er den enkelte organisations interesse.
Her er det ihvertfald ikke til de højtledende embedslags fordel, såfremt regnemetoderne/modellerne bliver ændret.
Det vil medføre et paradigmeskifte, og det er man ikke glad for i de blå skjorters land.

"Martin Præstegaard argumenterer med, at der ikke findes viden nok om de effekter, som venstrefløjen vil have ind i modellerne. For som han siger: »Vi har ikke borgerlige eller blå regnemodeller i Finansministeriet eller i regeringen som sådan. Vi har regnemodeller, der afspejler den faglige mainstream økonomiske teori, og hvad der forskningsmæssigt er evidens for. Der er en række ting, hvor forskningen er veldokumenteret, og der er en række ting, hvor forskningen ikke siger noget tilstrækkeligt præcist."

I de højtflyvende embedsorganer er der ingen tvivl om, at de altid har ret - fremfor alle andre.
For de sidder jo med det kritiske materiale, og har gjort det i årevis..

Men de er alle født i den samme, klamme suppedas i den sorte gryde, som mainstream økonomer spyttet ud af mainstream uddannelser er, og har været så længe som siden Reagan og Thatcher..
De er alle født med en fundamentalistisk tro på markedets hellige egen-regulering.

Egon Stich, Jan Boisen, Torben K L Jensen, David Adam og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Finansministeriet har for længe fungeret som et orakel, hvis spådomme politikerne måtte stole på og følge blindt. Det er en gevinst for den demokratiske debat, at departementschefen, Martin Præstegaard, har følt sig nødsaget til at kommentere regnemodellernes grundlag. Men det er ikke nok at hævde, at modellerne afspejler "den faglige mainstream økonomiske teori, og had der forskningsmæssigt er evidens for." Offentligheden har krav på at få information om valget af teorier og vurderingen af empirien. Traditionelle økonomer er nok enige om, at skattelettelser har en dynamisk effekt, men der er ikke enighed om dens styrke. De erfaringer, som giver antagelserne evidens, er forankret i bestemte historiske kontekster, og det må begrundes, hvis de generaliseres. Det må anføres klart, når der mangler grundlag for at skønne væsentlige parametre. Endelig burde skønnet anføres som et interval , og dermed udtrykke usikkerheden i beregningernes grundlag. Det ville afføde en seriøs offentlig debat og styrke den forskning, som er nødvendig for at give et sikrere grundlag for beregningerne.

Jan Boisen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I et demokrati, Michael Pedersen, udvikles politikken i offentlig debat, hvor formål og metoder fremgår tydeligt. Det sker mildt sagt ikke i øjeblikket, hvor vi nu i et par årtier har været ofre for rent lovsjusk, der er manipuleret igennem både med hensyn til forløjede oplysninger om formålet og om de fremkomne konsekvenser.
Man skal fare med lempe, når man laver love, man skal vide, hvad de fremmer, og man skal gøre rede for dette, så vælgerne kan tage stilling. Der er ikke plads til adfærdsregulering, der ikke åbent diskuteres og gennemføres i stor enighed.

Torben Kjeldsen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Michael Pedersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Philip B. Johnsen - d.d. kl.12.28:
"Husk at kaninen ska' ku' passe i hatten"

Ja, hvis hatten er for høj eller armene for korte, kan det knibe for rigsrevisionen at få fat i ørerne på kræet, før det er så medtaget af al den trækken op og putten ned, at det er slidt i laser, før det lykkes. Det var, så vidt jeg har forstået, det der skete i Told & Skat efter implementeringen af "EFI". Der gik da ellers strygende for moms-svindlerne de første 11 år, før 'nogen' kom i tanker om, at den personalebesparelse måske var lovligt dyr for resten af skatteyderne ... ;o)

Philip B. Johnsen, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

P.S. Det var nu ellers mest den folkekære hurtig-snakker, Centrumdemokraten Erhard Jacobsens 'valgkanin', jeg havde i tankerne.

Det bedste af hans numre var det med at vente, til alle de andre partiformænd havde opbrugt hele deres taletids-kvote på TV i valgkampens sidste runde, før 'spærretiden' indtrådte, og så fyre denne her af på falderebet: "Vi lover ikke nogen noget som helst på forhånd. Til gengæld holder vi, det vi lover."

Philip B. Johnsen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Grethe Preisler

Grethe - så vidt jeg husker var det 'kommunistiske' sindelag i Danmarks Radio Erhard Jakobsen var imod, derfor oprettede han en telefonisk forbindelse ved "Dansk lytter og seer-forening"?
Imod "De Røde Lejesvende" i DR, som de vistnok ironiserede over fra gyngemosen (DR) gang på gang?

Der var nogle kanongode børne/unge- udsendelser, hvor især "Ungdomsredaktionen" og P4 Tværs med Tine Bryld brillierede.

Det forekommer underligt, at vi skal importere ungdoms-tv fra Norge som "Skam", hvor vi kunne have gjort det ligesågodt eller bedre her i Danmark.

Philip B. Johnsen, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Der er ingen tvivl om, at Finansministeriets økonomer er blandt landets fremmeste - og at de på landets universiteter er oplært i faglig neutralitet! Alle med blot det mindste kendskab til de økonomiske institutter på universiteterne og til Finansministeriet ved, at det forholder sig således. Der foregår en livlig faglig debat mellem professorer/lektorer på universiteternes økonomiske institutter, diverse cheføkonomer rundt omkring og Finansministeriets økonomer - og ethvert tilløb til biased vurderinger vil blive "hæng til tørre".

Dette faglige miljø tilsikrer kvalitet og uafhængighed. At nogle ikke synes om resultatet af analyserne er ikke det samme som at de er biased!

Nå fx Ole Riis savner oplysninger om usikkerheder, kritiske forudsætninger og interval for usikre skøn, så sparker han en vidt åben dør ind. Alle analyser offentliggjort af Finansminsteriet, Det økonomiske Råds Formandsskab eller Nationalbanken indeholder en nøje redegørelse for disse forhold. At journalisterne ikke gider sætte sig ind i materialet - eller savner forudsætninger for at kunne det, er en anden ting. Men alle rapporterne i deres fuld udstrækning er tilgængelige på de resp. hjemmesider.

Grethe Preisler

@Eva Schwanenflügel

Kære Eva,
Hvis du vil vide mere om Erhard Jacobsen og mit private syn på manden som politisk agitator, end jeg tror moderator finder relevant for debatten i nærværende 'tråd', så benyt dig af din adgang til avisarkivet. Slå op i Information fra 9. oktober 2010. Den indeholder en glimrende artikel om fænomenet Erhard J, skrevet af Jon Jørgensen under overskriften 'Mig og Erhard', hvor du vil finde svarene på de spørgsmål, du stiller til mig i dit skriv af d.d. kl. 18.24.

Med venlig hilsen
Grethe Preisler
(abonnine)

Philip B. Johnsen

Tja Erhard Jacobsen var muligvis selv en fantastisk kanin i tryllehat, Erhard Jacobsen‘s stil var meget i alt fald medrivende og fortryllende, uanset hvor uenig man ellers måtte være i holdningerne, men når fantast regnedrengene folder sig ud, med deres fantast økonomiske modeller på olie, gas og kul energi, kan det så heller ikke undgås, at påminde mig om, at verden nok i virkeligheden fortjener, at lederen af den frie verden hedder Donald Trump.

Nu er økonomiske valg jo ofte politiske i deres væsen, og det er måske også en del af problemstillingen med den "objektivitet" som finansministeriets beregninger tilsyneladende er omgærdet med. I Bjarne Corydons tid var ordene ofte. "Lad os gå hjem og regne på det" Herefter var det næsten hævet over enhver diskussion hvilke valg der kunne træffes.

Tal skydes ind i den offentlige debat, hvorefter de er næsten umulige, at skyde ned for de er jo sagligt begrundede.

Og nogle gange kan debatten jo blive ganske skæv, som al værdi produceres i den private sektor, og den offentlige sektor ikke producerer nogen værdi overhovedet. Og det frames jo også i den offentlige debat, som når Venstre taler om "verdens højeste skattetryk" og den største offentlige sektor overhovedet.

Man behøves vel ikke en gang, at være specielt venstresnoet for, at mene at den førte politik er blå - eller hvad der udgår fra finansministeriet har et borgerligt touch uanset, hvilken farve regeringen har.

Efter finanskrisen var der ansats til, at de neoliberale paradigmer ville komme lidt i krise. Men nu er vi vel tilbage til business as usual, selv om jeg vist lige øjnede en overskrift om, at den næste finansboble er under opsejling andet steds her på sitet. Man så kan vi jo sikkert få en ny vækstpakke med nye skattelettelser når en recession efterfølgende indtræder . tsk tsk.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan vel retfærdigvis sige, at Rusland ikke længere, efter kommunismens fald, befandt sig på krigsfod med Europa, så en udvidelse af EU og Nato burde vel snarere på længere sigt indbefatte Rusland...

Steffen Gliese

Men, Jens Winther, overgivelse kræver, at der er krig, og der er jo ikke krig.
Mht. recession, så ved vi jo, hvordan den løses: ved at sætte initiativer i gang, der kan skabe værdier.

Sider