Læsetid: 11 min.

Corydon: Hvis man ikke anerkender konkurrencestatens resultater, er det svært at lede landet

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, der fik massiv kritik for at tro på konkurrencestaten, deler professor emeritus Ove K. Pedersens bekymring for, om der er politisk lederskab nok til yderligere reformer
Ifølge Bjarne Corydon er konkurrencestaten hverken rød eller blå. »Den er et velfungerende kompromis.« Han mener, at der er »mange billige point ved at fralægge sig ansvaret og stille sig kritisk an i forhold til den politik, der har været afgørende for at producere de resultater, vi nyder godt af i øjeblikket«.

Ifølge Bjarne Corydon er konkurrencestaten hverken rød eller blå. »Den er et velfungerende kompromis.« Han mener, at der er »mange billige point ved at fralægge sig ansvaret og stille sig kritisk an i forhold til den politik, der har været afgørende for at producere de resultater, vi nyder godt af i øjeblikket«.

Peter Nygaard Christensen

4. september 2018

»Det er kamptid igen,« skriver professor emeritus Ove K. Pedersen i sin nye bog om konkurrencestatens tilblivelse, Reaktionens tid.

Og kamptid var det allerede for Bjarne Corydon i 2013, efter han i et par år havde haft finansministerposten i Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisk ledede regering. Derfor gav han et stærkt omdiskuteret interview til Politiken, hvor han sagde de senere så forkætrede ord: »Jeg tror på konkurrencestaten.«

»Det var ikke, fordi jeg havde nogen naiv forestilling om, at det ville gøre mig mere populær. Men fordi der var et fundamentalt angreb, også idémæssigt, mod det at reformere velfærdsstaten og træffe upopulære beslutninger, som måske senere viser sig at være rigtige i forhold til at sikre job, velfærd og social sammenhængskraft. Derfor var det afgørende at sige, at konkurrencestaten ikke bare er et teknokratisk og mekanisk anliggende. Og derfor sagde jeg, ’jeg tror på konkurrencestaten’. Det var en holdningsmæssig overbevisning om, at konkurrencestaten er den bedste måde at drive et samfund på,« siger Bjarne Corydon og griner lidt af, at han alligevel blev betragtet som eksponent for den forhadte ’nødvendighedens politik’, da vi sidder om et rundt mødebord på det kontor, han har overtaget fra den tidligere chefsekretær på Børsen, hvor han i dag er chefredaktør og direktør.

»For konkurrencestatens reformer har jo lige præcis været resultatet af aktive politiske valg og konkrete kompromisser – ikke noget apolitisk,« slår han fast.

Bør ramme dybt 

Med interviewet i Politiken fik kritikerne af konkurrencestaten en ny skydeskive mod det, de mente var en neoliberal model, der var i gang med at afvikle velfærdssamfundet og gøre alle danskere til små fodsoldater i konkurrencestatens tjeneste.

Men Bjarne Corydon deler fortsat Ove K. Pedersens analyse af, at konkurrencestaten er en succesfuld videreudvikling af velfærdsstaten. Ikke en afvikling.

Det er en bærende pointe i professorens nye bog: At konkurrencestaten er ikke en anden statsform end velfærd, men derimod en revision af velfærdsstaten. Og Corydon deler professorens bekymring for, om der fortsat er politisk mod og lederskab til at forsætte den reformering af velfærdsstaten, som konkurrencestaten er udtryk for.

En reformering, som netop blev sat i gang for at redde velfærdssamfundet, der op gennem 1970’erne og 1980’erne viste sig at være en økonomisk kolos på lerfødder.

Det er nemlig skadeligt, at når politikere ikke vil stå på mål for de reformer, der har fastholdt og udviklet Danmarks position som et af verdens mest rige og lige lande. Det har givet grobund for populisme, mener professoren, og den tidligere finansminister er enig.

»Jeg deler Ove K. Pedersens bekymring i forhold til den mangel på oprigtighed, mod og lederskab, det kræver at forandre og udvikle den succesfulde konkurrencestat. Det, at man ikke vil stå ved konkurrencestaten, og hvordan vores samfund fungerer, gør det svært at lede landet. Der har han en meget vigtig pointe, som må og bør ramme rigtig dybt mange steder i dansk politik i dag,« siger Bjarne Corydon.

Corydon, der ikke længere er medlem af noget politisk parti, ønsker ikke at blive mere konkret omkring, hvilke konkrete politikere der ikke udviser politisk lederskab.

Men faktum er, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, retorisk har lagt afstand til konkurrencestaten og vil gøre op med et af dens fremmeste styringsværktøjer i den offentlige sektor, New Public Management. Mens SF, Enhedslisten og Alternativet beskylder konkurrencestaten for at være skyld i alt ondt lige fra stressepidemi til djøfisering.

»Jeg synes ikke, der er grund til at gøre det her til et interview om alle mulige parlamentariske forviklinger. Men grundlæggende er der behov for, at hvis man vil lede Danmark og levere på alle de parameter, der er afgørende for befolkningen – ikke mindst beskæftigelse og en sund økonomi, der giver overskud til den solidaritet og sammenhængskraft, som betyder så meget for os i Danmark – kommer man ikke uden om at forholde sig til de mekanismer, der ligger bag den succes, vi har skabt på verdensplan,« siger Bjarne Corydon og minder om den massive arbejdsløshed og klassesamfundet, som prægede 1970’erne og 1980’erne.

Til gengæld vil Corydon gerne kommentere på den karakteristik, Dan Jørgensen, der er næstformand i Socialdemokratiets gruppeledelse, har givet af konkurrencestaten. Ifølge Dan Jørgensen har konkurrencestaten som analytisk kategori »en del sandhedsværdi«

Er konkurrencestaten derimod et normativt ideal, som tilsiger, at en stat skal agere på markedets præmisser, er Jørgensen uenig, sagde han til Information i sidste uge, og tilføjede:

»Jeg mener, at vi skal styre markedet og ikke lade os styre af markedet.«

For Corydon lyder den udtalelse som »en ren tilståelsessag«: 

»Hvis man anerkender de vilkår, der gør sig gældende for en konkurrencestat, er det mere end almindeligt kynisk ikke at ville gøre noget ved dem. Når jeg i sin tid sagde, at jeg havde en »tro« på konkurrencestaten, så var det netop et optimistisk synspunkt om, at man med de rigtige værktøjer kan gøre en forskel og stille sin stat, sit samfund og dets borgere stærkere i konkurrencen. Den danske konkurrencestat er et eksempel på, at man kan få gavn af grundvilkårene i stedet for at lide under dem. Men ikke uden realisme og reformer. Det er vel den pointe, Ove K. Pedersen prøver at få danske beslutningstagere til at forstå. Og der synes jeg desværre, Dan Jørgensen snakker uden om realiteterne og synger samme sang som partierne til venstre for Socialdemokratiet – eller Jeremy Corbyn i Storbritannien.«

Konkurrencestaten

  • I sin nye bog Reaktionens tid – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion forklarer professor emeritus Ove K. Pedersen, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten.
  • I konkurrencestaten er det offentliges opgave at fremme virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked, og i den nye bog redegør Ove K. Pedersen både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, der er fulgt i kølvandet på dens mange reformer. Krisen består bl.a. i, at konkurrencestaten og den reformisme, der løbende har tilpasset velfærdsstaten til nye konkurrencebetingelser, aldrig er blevet ideologisk begrundet. Det har åbnet op for massiv kritik af konkurrencestaten til trods for, at den er en verdenssucces og har fastholdt og videreudviklet Danmark som et af de rigeste og mest lige lande i verden.
  • Hvis konkurrencestatens værdikrise ikke løses, kan det skade videreudviklingen af velfærd og velstand, mener Ove K. Pedersen.
  • Professorens nye bog er dermed også en indrømmelse til alle de kritikere, der anser ham for at være fortaler for et neoliberalt projekt, der ødelægger velfærdsstaten, som følge af hans omdiskuterede bog Konkurrencestaten fra 2011. Et projekt, hvor borgere skulle dresseres som konkurrencestatssoldater. Og hvor selve det opportunistiske menneske blev set som samfundets fremtidssikring, fordi han gjorde det, samfundet havde brug for: konkurrerede i det internationaliserede konkurrencesamfund.

Rammer én i nakken

Men er det nu også så slemt, som Corydon og Ove K. Pedersen gør det til? De dramatiske overenskomstforhandlinger i foråret endte med aftaler over hele linjen. Og aftalerne nød politisk opbakning. EU-skepsissen er på retur efter Brexit – ifølge Corydon.

Ikke bare megatrends som klimaforandringer, men også teknologisk udvikling, automatisering og den næste fase af globaliseringen, der næppe bremses af de aktuelle tilbageslag i den globale handelspolitik, vil ændre økonomien og det arbejdsliv, vi kender, pointerer han:

»Det afgørende er at få bygget en bro over den mur af udfordringer, som vi ikke kan se konsekvenserne af endnu.«

– Men socialdemokraterne kommer vel til at æde konkurrencestaten. Et det ikke kun retorisk, de er imod?

»Det må man da inderligt håbe, hvis man ser det fra borgernes side. At undlade at tage diskussionen og så ordne tingene bag lukkede døre er farligt, for det er at læne sig op ad vanetænkning. Alt, hvad man har set i Europa de seneste fire-fem år, tilsiger, at der ingen garanti er for, at alt bliver, som det plejer,« siger Bjarne Corydon, der samtidig indrømmer, at et eksempel på ikke at forberede befolkningen og fagbevægelsens medlemmer godt nok på fremtidens udfordringer var en blandt flere årsager til, at han og Thorning-regeringen tabte en storstilet trepartsforhandling på gulvet i 2012. Folk kunne ikke forstå, hvorfor det skulle handle om at øge udbuddet af arbejdskraft i en krisetid.

»Hvis man ikke løbende har en diskussion om de grundlæggende sammenhænge og om den indsigt, man selv besidder, så rammer det én i nakken, den dag man for alvor har brug for det,« som han siger.

Til gengæld er Bjarne Corydon ligesom Ove K. Pedersen opmærksom på konkurrencestatens negative sider. Den bureaukratiske kontrol med mennesker, der har mistet deres job, er gået for langt. Og vi er endt ved velfærdssamfundets udgangspunkt, hvor arbejdsløse ekskluderes i kategorien de ’uværdigt trængende’, har professoren pointeret.

»Det er absolut et problem, og det har man jo også indset politisk og er gået i gang med at justere på reformer, der presser de arbejdsløse. Det er netop et eksempel på, at reformismen korrigerer sig selv. Man skal holde øje med de negative effekter, hvilket jeg også forsøgte at gøre opmærksom på i interviewet med Politiken dengang. Og kritik er velkommen. Det sidste, jeg kunne tænke mig, var en død konsensus om konkurrencestaten. Der skal være brydning og politisk kamp.«

VS-regering?

Det har i kølvandet på Ove K. Pedersens bog været debatteret, hvorvidt selve ordet konkurrencestat var så provokerende for mange, at det kom til at fordreje debatten. Hvis nu Corydon havde sagt, at han troede på en rød konkurrencestat, var kritikken så blevet mindre?

»Det er jeg skeptisk over for. Pointen er jo, at konkurrencestaten hverken er rød eller blå. Den er et velfungerende kompromis. Det, der er på spil, er ikke et spørgsmål om retorik eller diskurs. Det er et spørgsmål om realiteter. Der er bare mange billige point og nemme politiske positioner ved at fralægge sig ansvaret og stille sig kritisk an i forhold til den politik, der har været afgørende for at producere de resultater, vi nyder godt af i øjeblikket.«

»Ansvarsforflygtigelsen og historieløsheden« i forhold til at stå på mål for de politiske valg, der er truffet under konkurrencestaten, viser sig i øget tilslutning til de politiske yderfløje. Det er ikke noget isoleret dansk fænomen. Det findes overalt i Vesten, understreger Corydon.

»Men hvis man kigger ud over det kaos og virvar af meldinger, der har været kendetegnende for den politiske sæsonstart i år, er det en gammel ærkemodstander for mig, Pernille Skipper fra Enhedslisten, der har sagt det mest præcist. Hun peger på, at afstanden mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet samt den politiske midte er langt større end afstanden mellem de partier, der ligger på midten og skiftes til at regere. Men det må man åbenbart ikke sige højt, hvis man er et regeringsbærende parti. I stedet er det meget vigtigere at gøre meget ud af de relativt små forskelle, der så afgør, hvem der har statsministerposten.«

I Bjarne Corydons øjne er Socialdemokratiet og Venstre traditionelt garanter for, at Danmark kan udvikle sig i en »konkurrencedygtig« retning. Alligevel betegner han det som lige så sikkert som amen i kirken, at der frem mod næste valg vil blive opridset større og større »pseudoforskelle« mellem de to partier.

»Mønstret skyldes det parlamentariske spil, som er svært at lave om. Man opfører sig som konkurrenter. Problemet er, når ideologier bliver et problem i forhold til at håndtere de udfordringer, som den globale økonomi, den teknologiske udvikling osv. stiller.«

– Så hvis du sad i Folketinget i dag, så ville du forsøge at danne en SV-regering?

Corydon slår en stor latter op:

»Det, tror jeg, bliver meget svært, og så er det jo meget godt, at jeg ikke sidder der. Men der er noget logisk i den akse. Det er jo der, man har taget ansvaret for de største og de sværeste beslutninger.«

– Du siger, at der ikke er nogen alternativ samfundsmodel til konkurrencestaten pt. Der er jo f.eks. Alternativets alternativ?

»Men undskyld, deres alternativ består jo i noget, som helt indiskutabelt vil have enorme negative konsekvenser rent socialt for almindelige lønmodtagere. Det synes jeg, man springer let henover. Det handler jo ikke kun om klimapolitik, som er enormt vigtigt. Men som jeg forstår Alternativets politiske program, er det et opgør med det velfærdssamfund, vi kender, der bygger på, at rigtig mange arbejder, betaler skat, så vi kan finansiere den sociale sammenhængskraft. Vil man væk fra den model, skal nogen betale prisen, og jeg tror ikke, det bliver nogen af dem, der sidder i Folketinget.«

Spørgsmålet er så, hvad man stiller op for at rehabilitere den politiske midte. Det slås alle gamle partier i Vesten med, og Corydon har naturligvis ikke svaret, siger han.

»Men det er jo lidt sjovt, at man kun må sige, at noget er nødvendigt, når det handler klima og flygtninge. Ikke hvis det handler om økonomi og arbejdspladser. Jeg mener, man må starte med at gøre op med historieløsheden, for der er jo enorm energi omkring vores samfundsmodel og stor stolthed i alle politiske lejre over Danmarks resultater.«

Derfor er der også grund til at knytte håb til konkurrencestaten, som er denne series hovedspørgsmål.

»Masser af håb. Først og fremmest fordi den fungerer. Det er jo mirakuløst, at vi i Danmark har flere mennesker i beskæftigelse end nogensinde siden vikingetiden, en betalingsbalance på tysk niveau og styr på de offentlige finanser på én gang. Kun 40 år efter vi stod på afgrundens rand.«

Begejstring

– Men viste kritikken af dig som et villigt instrument for Finansministeriets embedsmænd, at det i bund og grund er svært at skabe begejstring for konkurrencestaten?

»Det er, som om man har glemt, at det parti, jeg tilhørte, gik frem for første gang i mange år ved forrige valg. Så måske skal man være lidt selvkritisk i forhold til den analyse, du skitserer der. Måske forholder det sig sådan, at hvis man faktisk argumenterer for sin sag, er der meget mere forståelse for, hvad der kræves, end vi normalt går og forestiller os,« siger Bjarne Corydon og henviser til et netop offentliggjort studie af sammenhængskraften i ’small great nations’ fra tænketanken Kraka, der bl.a. afdækker danskernes holdninger til globaliseringen.

»Den viser, at det brede tavse flertal sådan set er tilhængere af de ting, der gør Danmark økonomisk stærkt, og giver os det overskud, vores særlige samfundsmodel kræver,« siger Corydon.

Begejstring er derimod noget, man skal være forsigtig med. Politisk forførelse har sine ulemper, og meget ofte er det ikke vedvarende størrelser.

»Jeg tror i langt højere grad på integritet, argumenter, besindelse og på en overbevisning, der tager udgangspunkt i holdbare ideer og folks dybe interesser. Jeg skal ikke blande mig i Socialdemokratiets anliggende længere, men vil sige ’pas nu på med historien’. De ledere, vi i dag anser som store skikkelser, var jo stolte teknokrater. Jens Otto Krags 1. maj-tale, efter det han kaldte helhedsløsningen i velfærdssamfundets velmagtsdage i 1960’erne, var jo taget lige ud af polit-studiet. Dengang var politiske ledere ikke så bange for at tale op til folk, når de gjorde, hvad de fandt nødvendigt for at nå fælles mål.«

Serie

Er der håb for konkurrencestaten?

Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.

Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.

I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.

Seneste artikler

  • Det engelske ord for konkurrencestat er: Denmark

    15. september 2018
    Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: Konkurrencestaten
  • Der findes ikke en nødvendig politik

    13. september 2018
    Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer
  • »Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«

    12. september 2018
    Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Thuesen
Søren Thuesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Konkurrencestaten er en forblændelse i helt liberalistisk amerikansk forståele; "jo bedre vi ekstrabelønner cheferne for deres arbejde, des bedre og billigere fungere staten for borgerne", det svarer lidt til "trickle down" økonomiens præmisser om når de rige bliver rigere falder der mere af ned i bunden af samfundet, eller vi på danske siger det; "når det regne på præsten så drypper det på degnen"!

Det er ren liberalisme - et fordrejet udsagn der foregiver - "det bliver bedre"

I Sverige har de et program der hedder Fråga Lund (meget godt program, som jeg ville så meget ønske, at DR TV også havde). Det er noget så gammeldaws - og godt :) som et program, hvor folk kan skrive ind og få svar på deres spørgsmål lige fra medicinske spørgsmål (tisser man mere når det er koldt? Og ja, det gør man faktisk!) til fjollede, men relevante spørgsmål som 'kan man kaste en fisk op i rummet? og sende den i kredsløb? Hvilken fart skal fisken have?' eller til spørgsmål om lykke. Og noget så gammeldaws og godt :) som eksperter i historie, medicin, fysik, antropologi mm. sidder parat til at svare på folks indsendte spørgsmål:

I tirsdags den 11.sept. 2018 havde en seer sendt et spørgsmål ind om lykke, og om der fandtes, eller findes, en grænse for lykke! Og nej, det gør der ikke - i absolutte termer. Og ja, der gør i relative termer (bear with me the point is coming soon :) ) - forstået på den måde, at hvis en person får 1000 kr. om måneden, så bliver han/hun lykkeligere, men hvis han/hun opdager, at en anden person får 2000 kr. mere om måneden (for det samme arbejde!), ja så bliver han hun ked af det, og lykkefølelsen fordamper lige så stille - og dermed kan/vil produktiviteten hos alle dale en hel del.

En anden interessant ting som historikeren fremdrog var at man rent faktisk havde lavet undersøgelser af om det nyttede noget at give folk en individuel gulerod i form af f.eks. 200, 400, eller 600 kr. mere om måneden, altså at belønne en, måske to personer, på en arbejdsplads med f.eks. 400 kr. mere hver måned. Og ja, det gjorde det faktisk - i omkring et halvt års tid. Fordi det viste sig at de personer, der ikke havde fået 400 kr. mere om måneden, de blev sure, og arbejdede meget langsommere end før!

Pointen er den her ift. neo-liberale, og højre-orienterede ideer om økonomisk belønning - det virker ikke! Af den her ovennævnte årsag! Kender man lidt til almindelig human-psykologi, så ved man altså godt det her :) - også at chefer ikke belønnes for at skabe resultater for virksomhedens skyld, men for deres evne til at skabe resultater, og mega udbytte til aktie-ejerne, investorerne mm. og mv.

I en anden artikel, og også i et interview i Kristeligt Dagblad, beklager Ove Kaj Pedersen (OKP) sig over, at ingen synes at forstå, hvilket paradis konkurrencestaten er; den har reddet os fra adskillige ting og sager mm. og mv. Og OKP beklager sig også over, at danskerne ikke kan se en ideologisk grund, en politisk grund til konkurrencestaten! Men jeg vil til enhver tid hævde, at det kan danskerne godt:

Konkurrencestatens hele væren, og baggrund, årsag og tilstedeværelse er jo nemlig netop den, at alle i statens hellige navn skal oplæres til at konkurrere mod hinanden, lige fra skoletiden over gymnasiet, til voksenlivet! Og at staten skal bruges til at trimme folket, så de er fitte, og klare til at konkurrere med andre mennesker i andre lande, samt at bruge mindst muligt på de offentlige udgifter, især på de sociale udgifter, da dette hæmmer konkurrencestatens - øhm - konkurrencekraft, altså den formåen for at konkurrere med de andre lande -

det kan danskerne flest godt gennemskue....

Sider