Læsetid: 3 min.

Enhedslisten ønsker opgør med svingdør i Finanstilsynet – Radikale og DF kalder forslaget »overkill«

I onsdagens Information foreslog Enhedslisten at oprette et råd, der fra sag til sag skal godkende jobskifte mellem offentlige tilsynsmyndigheder og finanssektoren. SF bakker op om forslaget, mens Socialdemokratiet og De Radikale er skeptiske. Den slags organ nytter ikke noget, mener DF
28. september 2018

Der er behov for et opgør med svingdørskulturen mellem Finanstilsynet, Bagmandspolitiet og finanssektoren.

Det var budskabet fra Enhedslisten i onsdagens Information. Her fremlagde finansordfører Rune Lund et forslag om at oprette et råd, der fra sag til sag skal vurdere topchefers jobskifte mellem den finansielle sektor og de myndigheder, der fører tilsyn med selv samme sektor.

Inden for en toårig karensperiode skal rådet have den endelige beføjelse til at forhindre en potentiel ansættelse, så man sikrer, at »personlige motiver ikke kan spille ind på varetagelsen af tilsynet med finanssektoren«.

Enhedslistens forslag møder opbakning fra SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, der kalder habilitetsproblemerne »en bred problemstilling specifikt i finansverdenen«.

Hun ønsker samtidig at tage yderligere skridt:

»Vi synes, man bør indføre en obligatorisk cool off-periode på 6-12 måneder, før man overhovedet må lave den slags jobskifte. Det skal ske i tillæg til den toårige karensperiode, som Enhedslisten også foreslår,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

SF: Blandet rekruttering også en del af svaret

Enhedslistens forslag kommer efter, at Finanstilsynet er blevet kritiseret for ikke at være gået kritisk nok til Danske Bank, selv om tilsynet fik klare advarsler om mistanke om hvidvask.

Da skandalen begyndte at rulle i 2007, erklærede den daværende formand for Finanstilsynet Henrik Ramlau-Hansen sig inhabil. Han var nemlig tidligere finansdirektør i Danske Bank, og det kom for nylig frem, at han havde deltaget i centrale møder om pengestrømmene gennem Danske Banks estiske filial, hvor hvidvasken fandt sted.

Ifølge Bech Poulsen er der også brug for en mere differentieret faglighed i Finanstilsynet.

»I dag er det hovedsageligt folk fra finansverdenen, der er ansat. Vi ønsker en bredere fordelingsnøgle, så vi får en mere blandet rekruttering i forhold til, hvor mange der kommer fra finanssektoren kontra den akademiske verden eller noget helt tredje,« siger SF’eren.

I modsætning til sine kolleger i SF og Enhedslisten mener Socialdemokratiet ikke, at svaret på udfordringerne med Finanstilsynet er et råd, der skal vurdere topchefers skifte. Partiets erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, tror heller ikke, at det vil gavne at indføre en karensperiode på to år. 

»Jeg forstår godt hensigten, men vi har som stat én særlig interesse, og det er at styrke tilsynsmyndighederne, og det, vi taler om i øjeblikket, er, hvordan vi tilfører dem yderligere ressourcer, og så bør vi have lige så meget fokus den anden vej i svingdøren, nemlig den indadgående vej,« siger han.

Ifølge ham er der risiko for, at der vil opstå en »parallelitet« mellem tilsynsmyndighederne og finansverdenen, hvis man gør det vanskeligere at skifte fra det ene til det andet. 

»Der er en særskilt relevans i at tiltrække kompetencer, som kommer fra den private sektor og kan bruges inden for tilsynsmyndighederne,« siger Benny Engelbrecht. 

Han mener dog, at det kan være relevant at se på, hvem der bestrider bestyrelsesposterne.

»Det er klart, at der, hvor vi taler om bestyrelsessammensætning, viser Danske Bank-sagen, at der er et særligt behov for bevågenhed, og der er jeg med på, at vi skal stille skarpere krav,« siger han.

De Radikales finansordfører Martin Lidegaard ser forslaget om et selvstændigt råd som »overkill«. Han er enig i, at man skal styrke Finanstilsynet – eventuelt også lønmæssigt. Men svaret ligger i EU.

»Det med at nedsætte et råd lyder godt på papiret. Men der skal en spidskompetence til, som vi ikke har i Danmark. Den allerbedste løsning er at få givet flere beføjelser til det europæiske finanstilsyn, som har små 130 banker i Danske Bank-størrelsen. Og det kan jo ske ved, at vi tilmelder os bankunionen. Det vil vi være mere trygge ved,« siger Martin Lidegaard.

 DF: ikke det rigtige

I onsdagens artikel lød udmeldingen fra Venstres finansordfører, Jacob Jensen, at han ville være »varsom med at lave meget præcise retningslinjer for det danske arbejdsmarked«.

Og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti mener heller ikke, at det nytter noget med »den form for ansættelsesbevillingsnævn«.

»Jeg er med på, at der har været enkelte sager. Og selvfølgelig skal folk, der har skiftet arbejde og er i offentlig tjeneste, ikke blande tingene sammen. Men det rigtige er ikke at nedsætte sådan et organ, som kalder sig selv uafhængigt. Private virksomheder skal have de rettigheder og forpligtelser, der følger med. Det har de gennem årtier bevist, at de sagtens kan håndtere,« siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Oluf Husted
Tommy Clausen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

I stedet for et "Råd" kun vi forlange at se kandidaters årsopgørelser, ganske som USA's præsidenter skal gøre, den nuværende nægter dog.

Jeg sammenligner gerne, siden 1959, altså "duel på skattevillighed"

Det ville sortere de værste skattely-tænkende fra.

Oluf Husted (whistleblower siden 1991)

det kan aldrig være overkill at kontrollere korruptionsbyrden, der jo som bekendt koster samfundet uendeligt meget mere end den såkaldte ældrebyrde.

Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Leif Høybye, Holger Madsen, Bent Gregersen, Søren Andersen, Steen Sohn, Trond Meiring, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar

Bl.a., Kristian Rikard, fordi offentligt ansatte med ansvar vil have en alder, hvor det ikke længere er et reelt alternativ.
Men det er nødvendigt at opsætte gamle dages vandtætte skotter imellem offentligt og privat, samfundet ødelægges af tidens korrumperende begærlighed på bekostning af det politiske og kulturelle fællesskab.

Leif Høybye, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

For ansatte i EU gælder en karenstid på to-tre år, hvori man som tidligere ansat har pligt til at meddele om det nye job. Højerestående funktionærer har herudover nu en karenstid på 12 måneder, før de kan begynde et privat lobbyarbejde.
Efter nogle opmærksomhedsskabende sager blev for EU-kommisærerne i 2011 indført 18 måneders karenstid ved overgangen til det private erhvervsliv (36 af 92 EU-kommissærer skiftede i perioden 1981-2009 til at arbejde for private erhvervsinteresser) — en karenstid som mange ønsker udvidet.
For danske ministre og højerestående embedmænd, tilsynsmyndighedsansatte samt højerestående kommunalt ansatte og regionsansatte burde gælde tilsvarende regler.

Flemming Berger, Holger Madsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

De politiske partier konkurrerer i dag om at “overkill” på flygtinge - og asylpolitikken, men når det drejer sig om bankmafien herhjemme, så skal
Vi være fortigtige med ikke at træde dem over tæerne. :-(

Oluf Husted, Leif Høybye og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Schweiziske, britiske, finske, estiske m.fl. myndigheder giver nu William Shakespeare ret : Something is rotten in the State of Denmark.