Læsetid: 1 min.

Forstå ’inflation’ – og hvordan Danmark arbejder på at få den til at stige

Hvis man skal tage magten over økonomien tilbage, skal man forstå dens nøglebegreber. I denne serie forklarer vi 20 af dem. Nummer 7 er Inflation
Hvis man skal tage magten over økonomien tilbage, skal man forstå dens nøglebegreber. I denne serie forklarer vi 20 af dem. Nummer 7 er Inflation
25. september 2018

Inflation er den årlige generelle stigning i priserne på varer og tjenester.

Den måles ved at tage et gennemsnit af alle de varer og tjenester, som husholdningerne forbruger, og sammenligne prisen med samme varer og tjenester året inden. De forskellige varer og tjenester, som indgår i målingen samles i et forbrugerprisindeks og bruges til at udregne inflationens størrelse.

Der tages højde for, hvor mange penge der bliver brugt på de enkelte varer og tjenester, så de mest brugte vægter tungest.

Inflationens størrelse – inflationsraten – opgøres fra år til år, som en samlet procentsats og har siden 1980’erne i Danmark været forholdsvis stabil. Deflation er det modsatte af inflation og betyder, at priserne på varer og tjenesteydelser generelt falder.

Ikke et problem

Inflationen kan stige af mange forskellige årsager og dens størrelse forsøges almindeligvis styret af centralbankernes pengepolitiske redskaber. Inflation betragtes ikke som et problem, så længe den er stabil, og i Europa forsøges den holdt på under, men tæt på to procent.

Denne målsætning følger Danmark igennem fastkurspolitikken – der binder kronen til euroen – så i praksis er det den europæiske centralbank ECB, der sørger for at Danmark rammer sit inflationsmål.

Centralbanken kan få inflationen til at stige ved at øge pengemængden i samfundet, hæve eller sænke renten eller ved at opkøbe eller sælge obligationer. I den seneste tid har det været svært for ECB at nå op på målet om to procents inflation, og det er en af baggrundene for det markante pengepolitiske eksperiment kaldet ’kvantitative lempelser’.

Her har ECB opkøbt obligationer for tusinder af milliarder, og derigennem fået pumpet penge ud i systemet, som skulle sætte gang i økonomien og få inflationen til at stige op mod målet omkring de to procent. Selv med dette værktøj har det dog været svært at nå op på de to procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Selv med kvantitativ lettelse med tusindvis af milliarder euro har man svært ved at nå de 2 %.
Det tror da fanden når pengene bliver lånt billigt til aktie-tilbagekøb (kursen stiger - aktionærerne bliver rigere) eller direkte spekulation i stedet for at investere i ny teknologi,forskning og arbejdspladser.
Sahra Wagenknecht forlangte at EU i stedet brugte pengene på nye arbejdspladser i syd-europa.

Niels Duus Nielsen, Poul Erik Riis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I læringsartiklen om inflation beskrives hvordan inflationen måles og styres. Men der står desværre intet om mekanismerne - det jeg gerne ville forstå:

1. "Centralbanken kan få inflationen til at stige ved at øge pengemængden i samfundet, hæve eller sænke renten eller ved at opkøbe eller sælge obligationer." Stiger inflationen i begge tilfælde?
2. "... at nå op på målet om to procents inflation,". Hvorfor er det et mål?
3. - når "Inflation betragtes ikke som et problem, så længe den er stabil,
4. - og hvorfor så "og i Europa forsøges den holdt på under, men tæt på to procent."?

Claus, det er jo et lynkursus! Men det er da interessant, at det faktisk giver mening at sige både "hæve" og "sænke" renten, for eksperterne er vist ikke 100 % sikre på, hvad der giver den bedst mulige inflation.
Som med alt andet i det økonomiske system handler det i sidste ende om tillid i forhold til fremtiden. Når inflationen er meget lav eller negativ gennem længere tid (som i Japan), er det formentlig udtryk for, at der er mere tillid til pengene end til det, man kan købe for pengene. Bedre at gemme pengene under hovedpuden end at sætte dem i banken eller købe et fritidshus. Den, der kan forklare, hvorfor store dele af verdens befolkning er nået til den konklusion, kan vel få en nobelpris.

Kasper Michelsen

Det er da ikke centralbanker der styrer pengemængden, det er private baker når de laver udlån til vores evindelige forbrug.