Inden for mikroøkonomien er der fokus på de enkelte økonomiske agenter – det vil sige individets, husholdningens eller virksomhedens økonomiske aktivitet og beslutninger. Det klassiske eksempel er den mikroøkonomiske model om udbud og efterspørgsel, som forklarer prisdannelsen i en markedsøkonomi.
Makroøkonomi er en betegnelse, der dækker over hele samfundets økonomi og beskæftiger sig med de mere overordnede størrelser og sammenhængene imellem dem.
Det er elementer som renten, arbejdsløshed, konjunkturudsving, inflation eller den økonomiske vækst, der behandles i makroøkonomien, og det kan være både med et observeret – empirisk – eller et mere teoretisk udgangspunkt.
Hvad sker der f.eks. med investeringerne og inflationen, når renten bliver sænket eller hævet, vil være et spørgsmål, som man bruger makroøkonomiske modeller og teorier til at forklare.
Makroøkonomiske modeller beskæftiger sig dog i dag ikke kun med mere overordnede størrelser og sammenhænge, men indeholder også en række antagelser på individniveau – f.eks. om at individerne handler efter rationelle forventninger.
Makroøkonomisk politik handler først og fremmest om finanspolitik – der udføres af regeringen – og pengepolitik, som national- og centralbanker står for. Finanspolitikken er et udtryk for en række forskellige redskaber, hvorpå regeringen enten kan forsøge at stimulere aktiviteten i økonomien ved at øge de offentlige udgifter eller at gøre det modsatte for at undgå, at økonomien bliver overophedet.
