Hele salen holdt vejret. Nu skulle Labour endelig blive enige med sig selv

Labours ’Brexit-ordfører’, Keir Starmer, var kun lige trådt ud ad døren fra sit møde til partiets store konference i Liverpool mandag morgen, da han blev overfaldet af en mindre hær af journalister:

»Mr. Starmer! Så intet har ændret sig siden i går aftes eller hvad?«

Det handlede selvfølgelig om Brexit. Og om den mærkværdige situation, at ledelsen i Storbritanniens store oppositionsparti mener noget helt andet end langt de fleste medlemmer. Hele ugen har meningsmålinger vist, at Labour-medlemmer gerne vil have en ny folkeafstemning, når de kender indholdet af den aftale, som premierminister Theresa May er ved at lave med EU – men det vil Labours formand, Jeremy Corbyn ikke.

Sagen er bare, at Jeremy Corbyn kun er Labour-leder, fordi medlemmerne har fået mere at skulle have sagt, og det plejer Corbyn sådan set at være glad for – ja, han har ligefrem lovet, at medlemmerne skal have »meget mere« magt i partiet.

Så nu spurgte alle sig selv: Ville ledelsen bøje sig for medlemmerne i sagen om en ny Brexit-afstemning?

Op til konferencen er det strømmet ind med forslag fra medlemmer, der ville gøre det til officiel politik at gå ind for en ny afstemning, og dem havde Keir Starmer mødtes med sent søndag aften. Det tog dem næsten seks timer, men til sidst blev de enige, fortalte han de ivrige journalister:

Medlemmerne ville fremlægge ét samlet forslag, sagde han, og så skyndte han sig ellers videre gennem konferencebygningen. Men journalisterne fulgte efter – ud på bagtrappen, ned til bagudgangen og ud på gaden, hvor partimedlemmer dagen før havde viftet med bannere og råbt »Love Corbyn, hate Brexit!«.

»Er I i gang med at forråde vælgerne,« spurgte én.

»Har John McDonnell (Corbyns nummer to, red.) ret, når han siger, at der ikke kommer til at stå Remain på en ny stemmeseddel?« spurgte en anden.

Endelig afklaring?

Det var, som om, Labours politik skiftede fra time til time. Tidligere mandag morgen havde John McDonnell sagt, at der måske kunne blive tale om en ny afstemning, men at Remain i hvert fald ikke ville blive en valgmulighed. De ville respektere afstemningen fra 2016. Men hvad nu?

Mens Keir Starmer forsvandt ind ad en dør, begyndte kloge hoveder at diskutere, hvad det mon ville betyde, hvis medlemmerne fik deres vilje. Ville Labour ende som et elitefortagende, der skubbede folk fra Nordengland over til UKIP? Eller ville det – som en undersøgelse fra YouGov indikerede – gøre partiet til en sikker havn for hjemløse Remain-tilhængere?

Imens stod fremtrædende Labour-folk og trådte vande for åben skærm, så det gjorde helt ondt at se på – tja, tjo, måske vil de have en ny afstemning, og næ, de vidste faktisk ikke helt hvad, der i så fald skulle stemmes om, men de var sikre på, at Theresa May i hvert fald gjorde det dårligt.

Men så ... Da det blev tirsdag eftermiddag trådte Keir Starmer endelig frem på talestolen foran en fyldt sal – hans replik var endda godkendt af ledelsen, forlød det, så nu ville der endelig komme en afklaring.

»Vores præference er klar,« sagde Starmer. »Vi vil have et valg.«

Salen klappede lidt. Det vidste de godt i forvejen.

»Men, vi er nødt til at have andre muligheder …«

Og så holdt de vejret.

»… og det må betyde en kampagne for en folkeafstemning.«

Jubel! Salen hjulede, og Keir Starmer tilføjede:

»Og ingen udelukker Remain som en valgmulighed.«

Journalisterne kiggede forvirrede ned i deres papirer – den sidste sætning stod der ikke noget om noget sted … gik han imod ledelsen? Eller havde det hele tiden været meningen, at det skulle være en overraskelse? Folk rejste sig fra klapsæderne, og jublen tog langsomt til, som om det tog et par sekunder, før medlemmerne helt forstod, hvad der lige var sket.

Men der sad også folk tilbage med et tomt udtryk i øjnene.

Lad os lige opsummere Labours plan: De vil stemme imod en eventuel aftale, som May får med EU, hvis aftalen ikke lever op til seks krav, som de har formuleret på en lidt løs facon (lige nu tyder det helt klart på, at de vil stemme imod). Hvis aftalen falder i parlamentet, vil Labour allerhelst have et nyvalg – det har Corbyn sagt sådan cirka tusind gange. Men hvis det ikke lykkes, ja, så vil de altså nu have en ny folkeafstemning. Og måske med Remain som en mulighed.

Forvirret?

Efter talen blev Corbyn interviewet til Channel 4: Ville han så også støtte Remain?

»Jeg er partiets leder, og jeg vil respektere paritets beslutning og handle derefter,« sagde han.

»Men du skal jo stadig stemme som individ,« sagde intervieweren.

»Ja, selvfølgelig, og det vil jeg gøre på samme måde.«

Og så et lille anstrengt smil. Vi kom det ikke nærmere. Og pludselig lød den store afklaring ikke helt så klar.

Det blev endnu mere uldent senere på dagen, da Diane Abbott, som i årtier har været Corbyns tætte allierede, havde følgende ordveksling med en journalist:

Interviewer: »Udelukker du muligheden for Remain?«

Abbott: »Jeg er enig med Jeremy, vi er forenet …«

Interviewer: »Men er du enig med Keir (Starmer, red.)?«

Abbott: »Jeremy er enig med Keir, og jeg er enig med Jeremy.«

Ikke just klar tale. Så altså, Labour har officielt ændret holdning, men det er ikke sådan lige at høre på partiets ledelse. Ingen ved helt, hvad det kommer til at betyde.