Læsetid: 3 min.

’Jamina er et produkt af, at psykiatrien ikke har tid nok’

19-årige Jamina har været ind og ud af børne- og ungdomspsykiatrien, siden hun var 12 år, men har ikke fået meget behandling trods flere diagnoser og svær selvskade. I dag har hun flere års misbrug bag sig, er hjemløs og uden uddannelse. Jamina er et produkt af, at psykiatrien ikke har tid nok, mener moren
Det er svært at se ens jævnaldrende uddanne sig videre og gå i gang med at lave et liv, siger Jamina, der nu bor i et telt uden for sin fars sommerhus.

Det er svært at se ens jævnaldrende uddanne sig videre og gå i gang med at lave et liv, siger Jamina, der nu bor i et telt uden for sin fars sommerhus.

Peter Nygaard Christensen

21. september 2018

Jamina og hendes mor, Stella Betak, var for første gang i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien for snart syv år siden. Jamina var 12 år og stærkt selvmordstruet og selvskadende. Dengang var der et halvt års ventetid, men efter flere besøg på psykiatrisk skadestue fik Jamina en tid til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.

Udredningen viste, at Jamina havde symptomer på overbelastning og borderline, som er en tilstand kendetegnet ved ekstreme og irrationelle følelsesudsving. Men da der ikke var tale om en egentlig diagnose, blev Jamina henvist til en psykolog i kommunen.

Det fungerede ikke, og kommunen gav ikke Jamina et andet tilbud om behandling. Det betød, at Jamina fik det dårligere, og det endte med, at hun som 14-årig stak af hjemmefra og boede på gaden et halvt år, fortæller moren Stella Betak, der er uddannet lærer.

»Det blev de nødt til at tage alvorligt, og hun blev endnu engang udredt og fik diagnosen borderline og angst,« fortæller Stella Betak.

Psykologen, der udredte Jamina, tog sig tiden til hende, og deres samtaler fungerede ifølge Stella Betak »sindssygt godt«. Men efter udredningen var færdig, stoppede samtalerne. Selv om Jamina var stærkt selvmordstruet, fik hun kun et tilbud om gruppeterapi.

Indlæggelse fungerer ikke for borderlinepatienter, lød beskeden. Men gruppeterapi fungerede heller ikke for den 14-årige Jamina, der havde svært ved at være sammen med mange mennesker pga. angst.

»Vi har aldrig fået et eneste tilbud om enesamtaler, selv om terapi kan kurere borderline,« siger Stella Betak.

Hun fik ikke at vide, at børne- og ungdomspsykiatrien ikke havde tilstrækkelig tid eller penge til at tilbyde Jamina enesamtaler. Beskeden lød bare, at gruppeterapi i ambulatoriet var den behandling, som Region Sjælland havde valgt at satse på.

Stella Betak er overbevist om, at hvis der havde været brugt lidt mere tid på Jamina, og hun havde fortsat samtalerne hos psykologen, der udredte hende, ville datteren stå et helt andet sted i dag.

»Jamina er et produkt af, at der ikke er blevet gjort noget,« siger Stella Betak.

Peter Nygaard Christensen

I venteposition

Jamina mødte op et par gange til gruppeterapi, men hun syntes ikke, at der var nogen hjælp at hente. Gruppeterapien gik mest ud på, at de unge blev undervist i, hvad diagnosen betød – en viden, Jamina allerede havde opsøgt. Kommunen valgte derefter at sende Jamina på en efterskole uden støtte. Her blev hun smidt ud, fordi hun var for selvmordstruet.

I samme periode begyndte Jamina at drikke og ryge hash. Senere kom der også hårdere stoffer til. Det var, da hun blev anbragt på et bosted i Nordsjælland.

Miljøet påvirkede hende i så dårlig retning, at hun efter et år valgte at flytte i en lejlighed, hvor hun fik hjælp fra en støtte- og kontaktperson. Men her blev hun smidt ud efter et par måneder på grund af sit misbrug. Hun flyttede sammen med kæresten, men var for tre måneder siden flyttet fra ham og ind i et telt uden for sin fars sommerhus i Jægerspris.

I dag er Jamina holdt op med at tage stoffer og ryge hash dagligt, men hun står stadig uden hjælp.

»Hvis der havde været mere tid til mig, så var det nok ikke kommet så langt ud, for jeg ved, at eneterapi hjælper fra dengang, jeg var på bosted. Så havde jeg nok lært at bearbejde mine problemer, og jeg var nået længere i skolen,« siger Jamina, der som 19-årig kun har 9. klasses afgangsprøve.

»Det er svært at se ens jævnaldrende uddanne sig videre og gå i gang med at lave et liv. Jeg har bedt om hjælp, og jeg vil rigtig gerne videre, men det er som at råbe forgæves, fordi der er så lidt tid til at lytte,« siger hun.

Lige nu står Jamina i venteposition og venter svar fra kommunen og psykiatrien.

»Nogle dage er sværere end andre, så jeg håber snart at få hjælp, så jeg ikke falder tilbage igen,« siger hun.

19-årige Jamina siger, at hun ville have haft det bedre i dag, hvis der havde været mere tid til at give hende hjælp. Læs hendes historie her.  
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John S. Hansen
  • Eva Schwanenflügel
John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Jamina og andre psykiatriske patienter skal have den psykiatriske behandling der skal til og den afgørende tidlige indsats. Men debatten løber af sporet, hvis vi ikke anerkender at problemet i høj grad også er socialt. Det er håbløst for patienter, at de kommer ud til akkurat det samme sociale miljø som før deres indlæggelse- den samme knugende ensomhed og de samme krav og forventninger - det tunge pres om at præstere - stresset - og håbløsheden - det bliver aldrig anderledes - uanset hvor længe du er indlagt - og hvor meget fremragende behandling du modtager, så er verden den samme på den anden side. Vi svigter i udslusningen.

John S. Hansen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar