Læsetid: 5 min.

Joseph Schumpeter var selvovervurderende og trodsig. Og altid i skyggen af Keynes

Den østrigske økonom havde tre ambitioner for sit liv: Han ville være den bedste økonom i verden, den bedste rytter i Østrig og den bedste elsker i Wien. Efter hans egen vurdering kom han i mål med to af tingene
Joseph Schumpeter spåede enden på kapitalismen i 1942

Sofie Holm Larsen

26. september 2018

»Kan kapitalismen overleve? Nej. Det tror jeg ikke, den kan.«

Sådan skrev den østrigske økonom Joseph Schumpeter i Capitalism, Socialism and Democracy fra 1942.

Han spåede enden på kapitalismen, men ikke fordi han var modstander af den. Selv om hans tætteste ven gennem mange år var den venstreorienterede tænker og socialdemokrat Otto Bauer, og han i en kort periode selv var finansminister i Østrigs eneste socialistiske regering i mellemkrigstiden, var Schumpeter aldrig i nærheden af at være socialist.

Han var enig med Marx i, at kapitalismen ville gå under. Men der stoppede overensstemmelsen også.

Schumpeters analyse af, hvorfor og hvordan kapitalismens bortgang ville udspille sig kredsede ikke om proletariatet, men derimod om fremkomsten af en ny intellektuel klasse.

Prognosen var, at et nyt befolkningslag af bureaukrater og åndsarbejdere ville begynde at angribe bourgeoisiets system og velstandens etos – forudsætningerne for de intellektuelles egen placering. Kapitalismen ville blive offer for sin egen succes – Schumpeter forudså en tragedie, ikke en triumf.

Hans udlægning af kapitalismen er bare ét eksempel på, hvordan Schumpeter var en original tænker i opposition til ortodoksien.

Og det var ikke kun marxismen, han talte op imod. Han var skeptisk over for det frie marked og undsagde Ludwig von Mises og Friedrich Hayek – begge fra den østrigske skole af økonomer – i deres princip om lade økonomien leve sit eget liv. Samtidig var han modstander af den systematiske stabilisering, som John Maynard Keynes talte for. Han anså desuden Adam Smith for at være uoriginal og Afred Marshall for at være forvirret.

Schumpeter var med andre ord uenig med de fleste.

Tillært elitisme

Det siges, at Schumpeter havde tre ambitioner for sit liv: Han ville være den bedste økonom i verden, den bedste rytter i Østrig og den bedste elsker i Wien.

Efter egen vurdering, kom han i mål med to af tingene. Hvilke to løftede han imidlertid aldrig sløret for, men det er ikke ligefrem svært at forestille sig, hvorfor Schumpeter blev anset som arrogant, kynisk og selvoptaget.

Joseph Schumpeter blev født i en lille landsby nord for Wien, hvor hans forældre ejede en tekstilfabrik. Hans far døde i en jagtulykke, da Schumpeter var fire år gammel, og som 10-årig flyttede han til Wien med sin mor, der havde giftet sig igen. Han blev sendt på elitegymnasium, hvor han hurtigt lærte at efterligne klassekammeraternes aristokratiske manerer, og Schumpeter endte med at blive både finansminister, bankdirektør og underviser på Bonn-universitetet i Tyskland og på Harvard i USA.

Men alt var ikke så skønt, som det måske kunne lyde.

Schumpeter stoppede som finansminister efter kun syv måneder på posten som resultat af at have gjort sig uvenner med de andre ministre – og banken, som han senere stod i spidsen for, gik konkurs i 1924 og efterlod Schumpeter bankerot og gældsat. Flere af hans elever beskrev ham desuden som uorganiseret, og Schumpeter kæmpede i sine sene år med depression og håbløshed.

Men den største frustration for Schumpeter var, at han stod i skyggen af sin intellektuelle rival, John Maynard Keynes, der efter udgivelsen af The General Theory of Employment, Interest and Money i 1936 fik stjernestatus og utvetydigt indtog pladsen som generationens mest fremtrædende og væsentligste økonom. Den slags hæder opnåede Schumpeter ikke i sin levetid.

Schumpeter og Keynes havde ellers fælles udgangspunkt. De udfordrede begge antagelserne hos de neoklassiske østrigske økonomer, der dominerede den økonomiske tænkning i første halvdel af det tyvende århundrede.

Men hvor Keynes accepterede, at økonomien i sin essens drejer sig om at skabe ligevægtspositioner, og købte ind på præmissen om økonomien som et lukket, mekanisk system, gik Schumpeter skridtet videre og kritiserede hele rammesætningen.

Kreativ destruktion

Keynes forsøgte at besvare spørgsmålet om, hvordan man kan skabe og bevare en økonomi i balance og statisk ligevægt. Men for Schumpeter var det slet ikke det rigtige spørgsmål at stille – hele ideen om, at en sund økonomi er stabil og i ligevægt, anskuede han som en fejlslutning.

For ham var det modsatte tilfældet: Forudsætningen for velstandsskabelse var en økonomi i dynamisk uligevægt.

Schumpeter så økonomien som en biologisk, ikke en mekanisk størrelse (en idé, der blev en stærk inspiration for senere udfordrere af det neoklassiske regime som eksempelvis Schumpeters elev Nicholas Georgescu-Roegen). Det afgørende var ikke, hvordan man opnåede balance, men hvordan man forstod strukturelle forandringer. Og derfor blev iværksætteren – anføreren for strukturelle brud – det centrale økonomiske subjekt for Schumpeter.

Blå bog: Joseph Schumpeter

  • Født 1883.
  • Død 1950.
  • Kendt for ideen om »kreativ destruktion«.

Almindeligvis bliver innovation anset som en udefrakommende påvirkning af det lukkede økonomiske system. Ligesom naturkatastrofer eller krig anerkendes innovation for at have indflydelse på økonomien, men regnes ikke som en integreret del af det økonomiske kredsløb. Schumpeter afviste imidlertid, at innovation var et perifært fænomen og insisterede tværtimod på, at det var essensen af en moderne økonomi.

Schumpeter forstod innovation som entreprenørskab, der flytter ressourcer fra forældet til ny og mere produktiv beskæftigelse. Det handler altså ikke kun om dannelsen af nye produkter, men om indførslen af nye produktionsmidler og organiseringsformer – derfor adskiller entreprenøren sig også fra opfinderen.

Den løbende innovation kaldte Schumpeter for »kreativ destruktion«: Gamle ideer, teknologier og arbejdsformer løbende måtte lade livet for det nye, og han anså processen som forudsætningen for stadig bedre livs- og levevilkår for alle. Derfor var det ham magtpåliggende at undersøge, ikke hvordan de eksisterende strukturer kunne administreres i stilstand og rutine, men hvordan de kunne ødelægges og bygges op. Igen og igen.

Under kapitalismen er ødelæggelsen og fremskridtet uløseligt forbundet, og kun iværksætteren kan tilvejebringe varig økonomisk vækst.

Pengepolitik

Schumpeters indplacering af den teknologiske udvikling som det centrale i kapitalismen, var dog ikke hans eneste bidrag.

I 1918 argumenterede han for, at det ikke længere var vareudbuddet, der var det afgørende for den økonomiske aktivitet og ressourcefordelingen, sådan som de klassiske økonomer hævdede, men derimod penge og kredit. Det, som Keynes godt 15 år senere i The General Theory of Employment, Interest and Money kaldte »symboløkonomien«.

Og samme år udgav Schumpeter The Crisis of the Tax State, hvor han endnu en gang var på forkant med Keynes. Her viste han, hvordan den moderne stat gennem skatteopkrævning og lån kunne forskyde indkomstniveauerne og kontrollere fordelingen af bruttonationalproduktet.

Men hvor Keynes anskuede »symboløkonomien« som en mulighed for, at »økonomkonger« ved hjælp af pengepolitiske redskaber kunne skabe ligevægtssituationer med fuld beskæftigelse, velstand og stabilitet, frygtede Schumpeter, at det tilskyndede tyranni.

Tilsvarende var han skeptisk over for, at staten spekulerede i at optage lån og indkræve skatter – det, som Keynes så som mirakelkuren til at opnå social retfærdighed og økonomisk fremskridt – fordi han mente, det ville udfordre politikernes kapacitet for selvdisciplin og mådehold; invitere til uansvarlighed og populisme. Og dermed både kapitalismens og demokratiets de facto ophør.

Anbefaling til videre læsning: Joseph Schumpeter: Capitalism, Socialism and Democracy, 1942

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Henrik Brøndum
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
Hans Ditlev Nissen, Henrik Brøndum, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men svaret på den sidst anførte bekymring er jo ægte demokrati, hvor den tilfældigt udpegede repræsentant for folket for en (kort) tid regerer for derefter at måtte overlade pladsen til en anden, ligeledes tilfældigt udpeget medborger.

Henrik Brøndum

Tak til Information for denne serie, og en blændende artikel om Schumpeter. Savner dog at det nævnes, at Schumpeter indgående studerede og beundrede Marx værker. Det ville være skønt om flere både venstreorienterede og højreorienterede tog den handske op, og gav sig til at læse deres modparts teoretikere med tilsvarende omhu.

Desuden forventede Schumpeter, at kapitalismens fald ville blive efterfulgt af en mere menneskelig form for socialisme, hvis en kommunistisk revolution kunne undgås. Den er vi vel en del scandinaver der er glade for.