Læsetid: 5 min.

Karl Marx nåede aldrig selv at opleve sin status som politisk orakel

Karl Marx var en stridbar herre, der levede et fortumlet liv i revolutionens tjeneste. Hans hovedværk, ’Kapitalen’, beskriver den kapitalistiske økonomis bevægelseslove – og forudser dens uundgåelige sammenbrud
Karl Marx' analytiske metode var den dialektiske materialisme

Sofie Holm Larsen

20. september 2018

»Den 14. marts kl. kvart i tre om eftermiddagen holdt den største nulevende tænker op med at tænke. Han var blevet ladt alene i mindre end to minutter, og da vi vendte tilbage, fandt vi ham i hans lænestol, hvor han var faldet i fredsommelig søvn, men for evigt.«

Sådan skrev Friedrich Engels i 1883 i en nekrolog over sin mangeårige ven og samarbejdspartner Karl Marx, økonom, sociolog, filosof, journalist og politisk revolutionær.

Det var dog eftertiden mere end samtiden, der anerkendte Marx som en af de mest betydningsfulde politisk-økonomiske tænkere, om man nu var enig i hans tænkning eller ej. Hans hovedværk, Kapitalen, vakte f.eks. ikke nær samme umiddelbare opmærksomhed som værkerne af hans samtidige, den liberale økonomis fader John Stuart Mill. Hvor Marx brugte en del kræfter på at kritisere Mills tanker, menes Mill ikke rigtig at have været opmærksom på Marx’ arbejde. Da han døde, affødte det et beskedent 28 linjers telegram fra Reuters.

Efter sigende deltog kun 11-12 sørgende i hans begravelse.

Allerede året efter samledes dog omkring 5.000 mennesker i en mindehøjtidelighed nær gravstedet på Highgate kirkegården i London. Dyrkelsen af Karl Marx som orakel var begyndt.

Den statsløse

Eftertidens respekt for selve Karl Marx’ arbejdsindsats bliver ikke mindre i lyset af hans omtumlede personlige liv. Kombinationen af et stridbart temperament og intenst politisk-intellektuelt engagement indebar, at Marx det meste af livet lå i passionerede, ofte uforsonlige diskussioner med sine omgivelser.

På grund af sine kompromisløse systemkritiske aktiviteter og opfordringer til oprør formåede han at blive landsforvist fra både sit fødeland Preussen, Frankrig og Belgien. Han endte som statsløs i England, hvor hans sidste år var præget af fattigdom – næppe på grund af manglende indtægter, snarere fordi Marx insisterede på at opretholde en vis livsstil for sig og sin familie, og fordi hans tid og energi blev investeret i at analysere samfundets økonomi frem for at holde hus med familieøkonomien.

Da han i 1881 mistede sin hustru og to år efter sin ældste datter, bukkede Karl Marx under for sygdom og depression. Han døde som 64-årig, blot to måneder efter datteren.

Revolutionsdrømmen

Vreden, der sidst i livet transformeredes til skuffelse, blev for alvor næret i 1848, da Marx, Engels og deres meningsfæller troede, at den store samfundsomvæltning i Europa stod for døren.

Det kommunistiske manifest, som Marx og Engels offentliggjorde den 21. februar 1848, bar på forsiden appellen »Proletarer i alle lande, foren jer!« og indledtes med den siden så berømte linje: »Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse«. Manifestet opfordrede til oprør mod den herskende klasse i ’bourgeoisiets tidsalder’ for at bane vej for proletariatets diktatur og det klasseløse samfund.

»Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde,« lød udgangsreplikken i det kraftfulde manifest på 23 sider.

Dagen efter manifestets offentliggørelse – men ikke på grund af det – brød oprøret ud i Paris. Økonomisk depression og manglende demokratisk indflydelse fik arbejdere og selvstændige næringsdrivende på gaderne i et sådant omfang, at det efter få dages revolte endte med den franske konges abdikation og etableringen af Den Anden Republik under en provisorisk regering.

Arbejderne og middelklassen af selvstændige havde imidlertid ikke samme interesser, og da arbejderne i juni på ny gik på gaden i vrede, vendte middelklassen dem ryggen og bidrog til at slå oprøret ned.

Revolutionen var reelt ovre, Napoleon III blev valgt som ny fransk præsident, og Karl Marx, som selv kortvarigt blev arresteret, måtte erkende, at folkets magtovertagelse og proletariatets – arbejderklassens – diktatur udeblev.

Skuffelsen rokkede dog ikke ved Marx’ overbevisning om, at den kapitalistiske model for økonomien ville bryde sammen. Hans efterfølgende, omfattende analytiske arbejde handlede grundlæggende om at beskrive den kapitalistiske økonomis bevægelseslove og gøre det klart, hvorfor den gik mod sit uvægerlige sammenbrud.

Den dialektiske materalisme

Marx’ analytiske metode – den dialektiske materialisme – var angiveligt videnskabelig i den forstand, at den havde som afsæt, at den økonomiske udviklingshistorie følger bestemte lovmæssigheder, der gør den forudsigelig. Historien formes således af løbende modsætninger, der udløser omvæltninger og løfter den til nye produktionsmåder – f.eks. fra slaveri over feudalisme til kapitalisme.

Drivkraften er ikke ideerne, men udvikling af produktivkræfterne – teknologien, råstofferne – i vekselvirkning med produktionsforholdene, det vil sige de samfundsmæssige og økonomiske rammer.

»Den måde, det materielle liv bliver produceret på, betinger de sociale, politiske og intellektuelle processer. Det er ikke menneskers bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, men derimod deres sociale eksistens, der bestemmer deres bevidsthed,« skrev Marx.

Med industrialiseringen og pengeøkonomiens ekspansion skabtes grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde, hvor arbejderne kun ejede deres arbejdskraft, som de solgte til dem, der ejede produktionsmidlerne – fabriksejere m.fl. For disse kapitalbesiddere var drivkraften at akkumulere profit som middel til fortsat at udvikle produktionsmidlerne for at klare sig i konkurrencen.

Denne satsning på omkostnings- og arbejdsbesparende teknologiudvikling og effektivisering indebærer, at værdien af produktionsmidlerne kommer til at udgøre en støt stigende andel af kapitalen, mens værdien af arbejdskraften relativt set falder. I Marx’ terminologi: Kapitalens organiske sammensætning øges. Arbejdernes andel af kagen og deres styrkeposition svækkes.

I en parallel proces drevet af samme mekanismer sker der en kapitalkoncentration i form af virksomhedssammenlægninger og -opkøb for at sikre kapital til fortsatte teknologiinvesteringer, udnytte stodriftsfordele og få lettere låneadgang. Samtidig søger kapitalen geografisk ekspansion og andre veje til nye markeder og kilder til profit, presset af ’profitratens faldende tendens’, dvs. det forhold at merværdi og profit ikke kan skabes af døde maskiner i sig selv, men kun via menneskeligt arbejde, som imidlertid skrumper i relativ betydning.

Kapitalismen er sejlivet

Marx udledte af disse lovmæssigheder, at kombinationen af kapitalens gradvise udtømning af ekspansionsmuligheder og den tiltagende udbytning af arbejderklassen ville føre til økonomisk krise og folkeligt oprør. Kapitalismens indre modsigelser bar i sig kimen til revolution og et skift til en ny produktionsmåde i form af proletariatets diktatur, dvs. arbejderklassens magtovertagelse og en ny kommunistisk samfundsorden.

Mange vil mene, at selve analysen, grundigt beskrevet i hovedværket Das Kapital, hvis første bind udkom på tysk i 1867 og 20 år senere på engelsk, stadig holder. Karl Marx forudsagde aldrig, hvornår kapitalismens sammenbrud og den socialistiske revolution ville indtræffe – omend han i februar 1848 nok kortvarigt drømte om, at tiden var inde. Han skrev tværtimod, at »ingen social orden forsvinder nogensinde, før alle de produktivkræfter, som den rummer plads til, er udviklede«.

Læs også

Hvad han givetvis undervurderede, var både de politiske institutioners evne til at regulere kapitalismen og kapitalismens egen evne til at tilpasse sig ved at udvikle nye produktivkræfter – senest robotterne – og derved til stadighed finde nye veje til nødvendig merværdi og profit. Marx undervurderede også kapitalismens evne til at invadere det menneskelige sind og gøre også arbejdere og store arbejderpartier til beskyttere af den kapitalistiske samfundsorden.

Hvad han imidlertid samtidig overså – i lighed med tidens øvrige økonomiske tænkere, uanset observans – var, at naturen – dvs. klimaet, ressourcetilgængeligheden, miljøets bæreevne – kan vise sig at blive den produktivkraft, der sætter grænsen for kapitalismens ekspansion. Om det fører til et opgør med den kapitalistiske produktionsmåde eller i stedet baner vej for en justeret og levedygtig, grøn kapitalisme, diskuteres i disse år ivrigt af både marxister og ikkemarxister.

Anbefaling: Meghnad Desai: Marx’s Revenge. Verso, 2004

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

  • Demokratiske virksomheder er ikke bare en sympatisk tanke. De er også en økonomisk succes

    7. marts 2019
    Selskaber, der ejes af forbrugere, medlemmer eller foreninger er mellem 9 og 38 procent mere produktive end andre virksomheder, viser en ny kortlægning fra tænketanken Demokratisk Erhverv. Alligevel grundlægges der ganske få selskaber med demokratisk ejerskab i Danmark. Der er brug for, at politikerne skaber bedre vilkår, mener tænketanken
  • Nyt forslag om otte tiltag skal sikre mere åbenhed om ministeriers beregninger

    26. februar 2019
    Det er for besværligt at få dokumentation og beregninger fra ministerierne om konsekvenserne af politiske udspil, mener SF og Enhedslisten. Derfor foreslår de otte konkrete punkter, der skal føre til mere gennemsigtighed. Økonom mener, at der er brug for mere åbenhed, men peger på, at forslaget vil pålægge ministerierne en stor arbejdsbyrde
  • Klimakrisen og den sociale krise er uløseligt forbundne

    19. januar 2019
    Hvis ikke vi tackler både klimaudfordringen og de sociale udfordringer i EU via en ’New Green Deal’, forbliver klimakampen en sag for eliten, siger Bas Eickhout, spidskandidat for De Grønne ved europaparlamentsvalget i maj
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Mihail Larsen
  • Jørgen Vogelius
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
Olaf Tehrani, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Mihail Larsen, Jørgen Vogelius, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den sædvanlige historie om Marx: Første tilskriver man ham en økonomisk determinsme -derefter anklager man ham for økonomisk determinisme: Der har tidligere her i avisen været skrevet en helt anderleds indsigtsfuld artikel af Søren Mau om Marx. Jørgen Steen Nielsen kunne med fordel have kigget efter i avisens eget arkiv. Det her er simpelthen under JSN's sædvanlige niveau.

Touhami Bennour

Hvordan er gået til med K. Marx i Europa. Hvorfor mislykkes han i Europa. Eller var det sammensværgelse fra familien; hvis han var stadig i live hvad ville han sige til den fiasko.
Jeg mener selv at det er færdigt med K. Marx
Kinæsere mener måske at det kommer en genfødsel, det er en myte.

Niels Duus Nielsen

Curt Sørensen, jeg ser ikke rigtigt grundlaget for din anklage om determinisme - JSN skriver: "Karl Marx forudsagde aldrig, hvornår kapitalismens sammenbrud og den socialistiske revolution ville indtræffe...", hvilket netop åbner mulighed for, at dette sammenbrud ikke vil komme af sig selv, men at det måske skal hjælpes lidt på vej? I vore dage at hævde, at sammenbruddet VIL indtræffe er ikke et udtryk for determinisme, men derimod den logiske konklusion på en sober analyse og fremskrivning af den fossilt baserede produktions virkning på miljøet.

Hvad mange socialister synes at overse er, at Marx ikke skrev ret meget om socialismens økonomiske logik, ud over, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne ville være afskaffet, og at enhver skal yde efter evne og nyde efter behov. Ud over disse meget generelle retningslinjer overlod han det til fremtidens økonomer at udarbejde den socialistiske økonomi i detaljer.

En af de ting, som socialister ofte får galt i halsen, efter min mening, er dogmet om, at katitalismen skal afskaffes, Men det skrev Marx ikke noget om, derimod skrev han, at kapitalismen skulle "ophæves", og med dette udtryk (Aufhebung) refererede han til Hegels dialektik, hvor en ophævelse er en bevarelse af visse sider og en forkastelse af andre sider af det, som ophæves.

Hvis der er noget, der skal afskaffes, er det borgerskabet som klasse, og det er noget helt andet, som ikke handler om at hænge de rige op i lygtepælene, men derimod om at fratage dem deres ejendomsret over priduktionsmidlerme.

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne nævnes eksplicit af Marx som en af de ting, der skal afskaffes og erstattes af fælleseje, men hvad med resten af det kapitalistiske apparat? Hvilke dele skal bevares, og hvilke skal kastes på historiens mødding? Så længe vi ikke stiller os selv det spørgsmål, men blot abstrakt taler om at afskaffe kapitalismen, får vi aldrig bugt med elendigheden.

I det socialistiske samfund er kapitalismen ifølge Marx indeholdt i ophævet form, visse ting er altså mere eller mindre uændrede, mens andre ting er afskaffede eller forandrede. Kineserne synes at være kommet vidt i denne bestræbelse på at finde det bedste og og udskille det værste ved kapitalismen. Senest har de endda anerkendt, at de kapitalistiske produktionsmetoder ødelægger miljøet.

Så måske er der håb for planeten endnu.

Flemming Berger, Anders Reinholdt, Steen Oluf Karlsen, Torben K L Jensen, Mihail Larsen, Jørgen Vogelius, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

PS: Mette Frederiksen skrev for et års tid siden en kronik her i avisen, hvor hun foreslog noget, hun kaldte "fondssocialisme", som netop er en form for kapitalisme, hvor ejendomsretten ikke længere er i hænderne på private aktionærer, som i "fondskapitalisme", men derimod tilhører os alle.

På trods af, at min generelle tillid til MF kan ligge på et meget lille sted, støtter jeg hende i dette synspunkt. Hvis det er muligt at gøre os alle til aktionærer, og dermed fællesejere af dansk erhvervsliv, og hvis det er muligt at udtænke en metode, hvor dette ejerskab forvaltes demokratisk - ægte demokratisk, og ikke blot med en flok socialdemokrater som "folkets repræsentanter" - vil vi faktisk have foretaget et skridt på vejen mod socialisme: Den private ejendomsret er dermed ophævet. De andre ni teser i slitningen af Det kommunistiske Manifest er stort set gennemført alle sammen allerede, og skulle vi komme så vidt, at vi gennemfører den vigtigste af dem alle, nemlig den om afskaffelsen af ejendomsrtten, er det tid til at lægge Marx bag os og tænke vore egne tanker om, hvad vi så gør fremover.

Estermarie Mandelquist, odd bjertnes, Anders Reinholdt, Jan Nielsen, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel, Mihail Larsen, Jørgen Vogelius, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Der er "en contradictio in adjecto" i marxismen, Ejendomsretten er, med prostitution, den ældeste hverv mennesker har fundet på. den har altid eksisteret i alle samfunds systemer, esclavagismen, feodalismen og kapitalismen. Marx hævdede imidlertid at der fandtes "en primitiv kommunisme uden privat ejendommens ret" før "esclavagismen" Det er det svage punk tror jeg i hans teori. Jeg tvivler på at der fandtes en sådan "primitiv kommunisme" i Historien. Privat ejendom er som (militæret som han mente også skal afskaffes). Ingen ved hvordan og hvad skal komme i stedet for.
Hvis mennesker er meget intelligente og tolerante uden grænser, kan det bruges til i det mindste at overholde den lov man har vedtaget. I dag er at bryde loven er så nemt som at skifte skjorte.

Niels Duus Nielsen

Touhami Bennour, der er ingen, der vil afskaffe ejendomsretten som sådan, der er helt konkret tale om afskaffelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne, dvs. til produktionsapparatet og de naturlige ressourcer, som skal være fælleseje.

Bare rolig, din tandbørste og dine underbukser må du skam eje lige så meget du vil under socialismen, og der er vel heller ingen, der kunne finde på at nationalisere din skovl, hvis du har een, selv om en skovl strengt taget er et priduktionsmiddel.

Og er det ikke lidt ligegyldigt, om der fandtes en urkommunisme eller ej? At der ikke var nogen, der havde ejendomsretten til produktionsmidlerne, fordi der ikke rigtigt var nogen produktionsmidler at have ejendomsretten til - udover naturressourcerne, som var fælleseje - kan vi jo ikke rigtig bruge til noget i vore dage, hvor der er produktionsmidler overalt, og vel at mærke produktinsmidler som ikke prlmært benyttes til at skabe levedygtig velstand til befolkningerne, men derimod til at skabe nest mulig profit til aktionærerne, og så op i røven med miljøet og bæredygtigheden.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Hvis vi ikke skal have en revolution, men kan gøre tingene gradvis, så har jeg en gang foreslået, at al pension, også arbejdsmarkedspension, indbetales til, - lad os bare kalde det ATP.

Det vil med tiden skabe en meget stor kapital, som kan benyttes til at iværksætte og investere i danske virksomheder.

Og med tiden vil en større og større andel af produktionsmidlerne være på ATP’s hænder og, den private andel mindre og mindre.

Det betyder også, at man kan få reduceret den private andel af produktionsmidlerne, mere eller mindre på kapitalismens egne vilkår.

Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Marx og Engels var determinister i den forstand, at de betragtede overgangen fra kapitalisme til socialisme og videre til det klasseløse kommunistiske samfund for uundgåelig - i kraft af den dialektik mellem produktionsmidler og produktionsforhold, de fra og med Den Tyske Ideologi hævder for klassesamfundene: på et tidspunkt bliver de givne produktionsforhold lænker på produktionsmidlernes udvikling, og overgangen til nye produktionsforhold kommer - ikke af sig selv, men fordi den samfundsklasse, der har en interesse i produktionsmidlernes videre udvikling, gennemfører den. Med overgangen til det klasseløse kommunistiske samfund slutter denne det menneskelige samfunds forhistorie. Det er blevet gængst at benægte, at Marx og Engels var determinister i den nævnte forstand, men der er solide vidnesbyrd i deres skrifter om, at de var det (Den Tyske Ideologi, Det Kommunistiske Manifest, forordet til Bidrag Til Kritikken Af Den Politiske Økonomi, Kapitalen, 1, kapitel 24.7, Anti-Dühring, for at nævne nogle vigtige eksempler).

Det er tanken om denne dialektik, der er det svage led i deres historiske materialisme, dels fordi den i sig selv er tvivlsom, dels fordi den forudsætter, at den potentielt revolutionære klasse vil reagere som forudsagt og rent faktisk være i stand til at gennemføre forandringen. Men diskussionen vil ret sikkert fortsætte.

Jan Nielsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Man tænker jo sit når man ser de ”troendes” indlæg her, og de anti-troendes. Der er tre ting man ikke ser ud til at se: Vigtigst at "spøgelset" virkeligt var et spøgelse, og det gik ikke igennem Europa. Det var måske det første og måske største politiske spin nogensinde at der skulle være nogen form for sammenhæng mellem de forskellige oprør. Proletariatet som en klasse, blev opfundet på det sted i manifestet! Det andet er at Marx må have været mere til Galtons tankerække, end han var til Darwins. Han forstod tilsyneladende ikke de finere detaljer i den naturlige selektion med dens sandsynligheder. Sikkert fordi han fik blandet bevidstheden ind i det hele, og fik på trods af sin materialisme gjort den til drivkraften; hvilket i hans tankegang med ånden og det materielle jo vil være et dilemma. Dermed skabte han grobund for superkapitalisternes kommende ”åndsherredømme” og supersocialisternes ligeså. Og måske havde Marx heller ikke forstået Hegels åndsdialektik ordentligt: Hegels dialektik kan virke mere flydende!
Og en sidste ting der på mærkværdig vis aldrig synes at figurere omkring beskrivelserne af Marx er alle de andre bevægelser som den marxistiske socialisme opslugte i sit navn. Al den strid han også havde med Bakunin, de ægte republikanere og alle mulige andre socialister og ”ikke- terroristiske anarkister”. Marx ser ud til at have været som han kom til udtryk i de marxistiske regimer, og til en hvis grad også de socialdemokratiske. (Man skal pinedød tro på spøgelset). Marx var en der ikke hørte andres meninger og havde ingen evner til at inkorporere dem; hverken åndeligt eller materialistisk!

Touhami Bennour

Niels Duus Nielsen

Jeg mente selvfølgeligt ejendomsretten til produktionsmidler, det med underbukdserne er en spøj fra din side?
Her jeg er forbruger og ikke producent. Jeg tabte noget med at filosofere. eller det er et fag jeg kunne dyrke med glade , de er et fag jeg læste nogle år i. Jeg har lært ABC til marxismen i det land jeg fra jeg kommer fra, og de var meget hengivende folk jeg lærte det ABC fra. Udover Abc var der meget fra historien, den lokale historie so er rig med med erfaring med handel i gammel tid. Bytte handel, hvor folk kommer med deres bakker med varer og byttede dem med andre varer, det var også privat jendomsret. Og det drejede sig fra en meget gammel tid.Handel og produktion begyndte i meddelhavet ikke?

Urkommunismen er ikke ligegyltigt, det er et verden syn som var forstået på en måde der tilfredstiller tanken. Ingen der få mig at akseptere en tanke hvis den er ikke logisk. Jeg mener jeg forstod det at det var urkommunisme uden privat ejendoms(ret),. Så gik det for mig at mennesker havde erfaring med ejendomsretten., Og det var ikke tilfældigt det var uden, det vidste i hverfald at det var uden privat ejendom ret. Produktion har altid været, ivertfald i det område jeg taler om i middelhavet område.Desuden har der været mange problemer i Soviet forbundet med hvad er ejendoms ret. Det er overhovedet ikke en nem sag, millioner døde fordi der har været mange fejl i den politik der blev føret der. Hvis en tanke for at producere døre for ex. går han ikke først til naboen og spørger om han vil være med, det gøre han selv, så har han ejendomsret til produktionen. Din politik om din prioritering jeg vil ikke blande mig i.
Jeg mener koncepten til ejendomsret til er central og det er ikke løst endnu-

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor bruge så meget plads på Marx fejltagelser i forbindelse med historiefilosofien og de utopiske aspekter, når det vedvarende interessante er hans undersøgelser af den kapitalistiske produktionsmåde, som de fremstilles i kritikken af den politiske økonomi? Selvfølgelig hænger tingene sammen, men en vis eklektisme kan vel accepteres?

Den dialektiske materialisme når den er værst:
'Den måde, det materielle liv bliver produceret på, betinger de sociale, politiske og intellektuelle processer. Det er ikke menneskers bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, men derimod deres sociale eksistens, der bestemmer deres bevidsthed'
Det er faktisk ikke særlig dialektisk tænkt Bevidsthed levnes ikke nogen selvstændig rolle, men er blot produkt af 'produktivkræfterne'. Hvad med Marx egen bevidsthed? Hvor kom den fra?
Nye produktionsformer må vel først være skabt som bevidste tanker i hovederne på nogle mennesker før de blev realiseret? Så man kan med lige så god ret vende argumentationen om.
I bedste dialektiske tradition må man insistere på en vekselvirkning mellem minimum to faktorer i samfundsudviklingen: bevidsthed og produktionsform

Den firkantede formulering holder også kun til lidt længere nede i de "15 sætninger", hvor Marx i den 9. skriver, at "Når man betragter sådanne omvæltninger, må man altid skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, der kan konstateres med naturvidenskabelig præcision, og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt, ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst of udkæmper den." Ideologien, som her må betegne bevidstheden, kan altså ikke udledes af den materielle omvæltning med naturvidenskabelig præcision, menneskene kan blive sig konflikten bevidst på forskellige måder. Den bedst kendte formulering er sandsynligvis den i Ludvig Bonapartes 18. Brumaire, at menneskene skaber deres egen historie, men under de givne og nedarvede betingelser. Engels fremhævede i et senere brev (Engels til J. Bloch 21-22 september 1890), at han og Marx aldrig havde påstået andet, at det økonomiske var det eneste bestemmende element, og at politik, jura osv. til og med menneskenes individuelle viljer også spiller en reel rolle. Dette var naturligvis også baggrunden for, at de engagerede sig teoretisk og praktisk - i forordet til Kapitalen skrev Marx som bekendt, at: "Selv når et samfund er kommet på sporet af naturloven for sin bevægelse [.....] kan det hverken overspringe eller bortdekretere naturlige udviklingsfaser. Men det kan afkorte og mildne fødselsveerne."

Det er altså mere nuanceret end den rene økonomiske reduktionisme. Problemet er så blot, om anerkendelsen af den menneskelige bevidstheds og praksis' betydning er forenelig med med forudsigelserne om den uundgåelige overgang fra kapitalisme til socialisme og kommunisme - hvilket den historiske erfaring ikke tyder på.

*aldrig havde påstået, at det økonomiske var det eneste bestemmende element. De "15 sætninger" er Marx' sammenfatning af den historisk-materialistiske hypotese ("allgemeine Resultat"), der var ledetråd for hans studier, i Forordet til Bidrag Til Kritikken Af Den Politiske Økonomi.

Til Jørgen Steen Nielsen og en række af kommentorerene i dette spor:

Marx: "Historien har ikke noget iboende formål, der styrer udviklingens gang" ( Marx & Engels: 'Die heilige Familie' , ( 1845) MEW 2, P 98

Marx: "Historien er ikke andet end de enkelte generationers rækkefølge ( Marx & Engels: ' Die deutsche Ideologie' ( 1846), MEW 3, p 45

I bygger på den længst forældede basis - overbygning metafor formuleret i 1859 Forordet, Men Marx var meget mere kompleks end som så og den moderne Marx- diskussion er kommet langt videre.

Jeg henviste til Søren Maus vidende og sensitive Marx præsentation her i Information. Det vil jeg stadig gøre.

Samtidig undrer jeg mig fortsat over at man stadig , så mange år efter den kolde krigs afslutning, når det gælder Marx skal fejes af med de gængse myter og vandresagn om 'økonomisk detrminisme', 'lovmæssigheder' o.s.v .

Marx var en stor tænker, og som alle sådanne også rummende en række problemer og sevmodsigelser. Men så primitiv som I gør ham var han altså ikke. - og så fastholdt han sit liv igennem et fokus på kapitalismen som et gigantisk udbytningssystem , et fokus der gik tabt da mainstream økonomien gik over til marginalismen

Olav Bo Hessellund, Erik Maaløe, Knud Chr. Pedersen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Denne satsning på omkostnings- og arbejdsbesparende teknologiudvikling og effektivisering indebærer, at værdien af produktionsmidlerne kommer til at udgøre en støt stigende andel af kapitalen, mens værdien af arbejdskraften relativt set falder. I Marx’ terminologi: Kapitalens organiske sammensætning øges. Arbejdernes andel af kagen og deres styrkeposition svækkes."

Deri havde Marx jo fuldstændig ret.
Marginaliseringen af lønarbejderne har igen taget fart efter Murens fald, og de forne 'kommunistiske' diktaturer er vandret ind på kapitalismens spegede stier.

Niels Nielsen, hvis ikke du havde skrevet dette, havde jeg anbefalet din kommentar :
"Kineserne synes at være kommet vidt i denne bestræbelse på at finde det bedste og og udskille det værste ved kapitalismen. Senest har de endda anerkendt, at de kapitalistiske produktionsmetoder ødelægger miljøet."

Foruden at have skabt et statskapitalistisk diktatur, der overvåger sine egne borgere i mindste detalje, er Kina også blevet imperialister, der uhæmmet opkøber andre landes infrastruktur og naturressourcer.
Det er altså langt fra et eksempel til efterfølgelse i socialismens sande ånd.

Touhami Bennour

I Paris det man kender om Kommunismens virkemåde "Avisens l´Humanite fest" la fête de "l´humanité". Jeg kom i Danmark i halvfjerserne og alt hvad jeg har set er Land og folk og Sputnink med noget film og fester.

Jeg synes det er sket mere seriøs eksperimenter i Soviet Unionen og andre steder som Nord Afrika som jeg kender bedst
I tresserne og halvfjerserne skete der eksperimenter i Socialismen i 10- 15 år, der endte med fjasko og situationen er retableret til den gamle situation. I landbrugs sektoren han man foretaget nogle virkelige omvæltninger, men det slå fejl på grund af ejendomsretten. Man ved ikke hvad kontret skyldes om de er godsejer eller bønner der var utilfredse. Det er begge steder naturligvis. Men det slåfejl og fejlen drejer om ejendomsretten, for det, det blev sagt. Det er ingen tvivl i det .

For mig at se fejlen ligger i marksismen, finder man i det begrebet "ejendomsretten" . '

Aller de andre ting så som den historiske materialisme og dialektikken er sekondær, det kan rettes på, men hvordan kan du rette på ejendomsretten . Man kan tage fra ejedomsretten det der høre til eget forbrug. Men ejendomretten har ikke noget at gøre med kun forbrug, den er et "levemåde" og det er det der er svært at rette på.

Niels Duus Nielsen

Eva Schwanenflügel, vi kan hurtigt blive enige om, at de kinesiske sweatshops og den stramme styring af kinesernes tankeverden ikke er noget at stræbe efter, så jeg tog nok munden lidt for fuld, når jeg talte om "det bedste" og "det værste" - kineserne har overtaget mange af kapitalismens mere ubehagelige sider.

Men det ændrer ikke på, at den kinesiske centralistiske model som samfundseksperiment efter min mening har langt større chance for at kontrollere påvirkningen af miljøet end den vestlige fragmenterede kapitalismemodel. At det så ikke foregår på demokratisk vis er selvfølgelig ikke så godt, men hvor gpdt synes du lige det går med bekæmpelsen af den globale opvarmning i de vestlige demokratier?

Ang. kinesisk imperialisme: Alle mine kilder i den tredje verden fortæller mig, at den kinesiske imperialisme er benevolent, sammenlignet med den imperialisme, som fx Verdensbanken står for, og i modsætning til fx Verdenbankens krav om den lokale økonomis omkalfatring efter neoliberale principper som betingelse for støtte, stiller kineserne ingen eksterne betingelser: Kina investerer i infrastruktur, mod at få adgang til de lokale råstoffer; hvorledes de råstofproducerende lande i øvrigt organiserer deres politiske systemer blander kineserne sig uden om.

Det er måske ikke "sand socialisme", men hvad er egentlig sand socialisme? Det er i grunden det spørgsmål, jeg forsøger at formulere i ovenstående kritik af vulgærmarxismen - sand socialisme indeholder en kerne af kapitalisme, og spørgsmålet er, hvad det så betyder i praksis. Jeg søger en pragmatisk og praktisk løsning på dette problem, ikke et ideal, der ikke kan operationaliseres.

Eva Schwanenflügel

Niels Nielsen, selvfølgelig er de neoliberalistiske modeller komplet uegnede til at hjælpe tredieverdenslande på nogen måde.
Men at det skulle være specielt "benevolent" at hive et lands råstoffer ud med tang til gengæld for at landet også overleverer sin infrastruktur, har jeg svært ved at se..

Jeg tror ikke på den kinesiske model, der må findes andre - pragmatiske - løsninger.

Niels Duus Nielsen

Eva S., asiaterne synes at være enige med dig, de er bekymrede over den store gæld, som de pådrager sig ved at tage imod de kinesiske lån, og vil lige så gerne - eller hellere - låne pengene i Japan. Mens afrikanerne er helt uenige, og ikke kan få kinesisk støtte nok, hvilket nok skyldes, at der ikke er andre, der vil skyde penge ind i Afrika.

http://www.atimes.com/why-asia-and-africa-hold-different-views-of-china/

Men vi bevæger os vist bort fra emnet.

:-)

Touhami Bennour

Niel Duus Nielsen
Min pointe er Hvis mennesker , i lige meget hvilke tid, har oplevet og akseptere et klasseløs samfund at leve i så det er opmuntrende at prøve det igen i vore tid. Det var mit udganspunkt. Men jeg derimod synes det har aldrig eksisteret,så alt håb bliver umuligt at opleve et klasseløse samfund. Jeg ved den automatiske succession (socialisme følger kapitalismen automatisk er et broblem, men det er ikke så svær synes jeg som "egendomsret". Den er uhyrlig svært, det siger mine observationer. Jeg ser at du arbejder på de aktuelle problemer måske har du set på det problem med egendomsretten. Jeg bemærker at Danskere er mere villige til at akseptere fælles egendomsret da det danske samfund ser på fælleskab uden problemer. Er det rigtig?

jeg tror du tænker at nationalisere kun de store selskaber, med ingen vil tror på det, hvis det er ikke begrundet teoretisk. Jeg mener faktisk det samme.

Curt Sørensen, dine citater er korrekte nok, men man kan ikke komme uden om forudsigelserne af den uundgåelige overgang fra kapitalisme til socialisme og kommunisme: Die heilige Familie, p. 38, Die deutsche Ideologie, p. 69-70, p. 424, Manifest der Kommunistischen Partei, p. 474, Das Kapital, 1, p. 790-791, Anti-Dühring, p. 146-147, p. 261 - og der kunne henvises til flere. Ejheller kan man komme uden om, at omdrejningspunktet for disse forudsigelser er forestillingen om dialektikken mellem produktionsmidler og produktionsforhold som drivkraften i historiens udvikling og revolutioner, hvilket fremgår af de samme tekster, bortset fra den første. Man kan "dokumentere" hvilken Marx man vil, hvis man vælger de rette citater, men spændingen mellem Marx' og Engels' anti-teleologiske standpunkt på den ene side og deres forestilling om den nævnte dialektik er næppe til at komme uden om, uanset om man vil kalde deres determinisme: deres tro på en forudsigelig ende på klassesamfundenes epoke, for økonomisk eller ej.

Hej Touhami. Det må vist være jægerstenalderen du leder efter. Her var de materielle produktionsmidler begrænset til nogle spyd og økser,- og mon ikke den bedste jæger fik det bedste spyd. Der skulle jo kød på bordet.
Problemerne (magtkampene og klassesystemerne) opstod først rigtigt når man begyndte at dyrke jorden

Ib- Gram Jensen:

Som jeg skriver: Marx er kompleks og somme tider endda selvmodsigende.Jeg selv vil dog lægge megen vægt på hans eksplicitte udtalelser udtalelser om at historien ikke har noget iboende formål og at historien blot er fortløbende rækkefølge af generationer i aktør - struktur.relationer hvor hver generation skabber de 'omstændigheder' som så bliver udgangspunktet for næste generation i en aldrig afsluttet proces. Andre har lagt vægten andre steder hos Marx og den med produktivkræfter der udvikler sig og kommer i konflikt med de fremherskende produktiopnsforhold er såmænd stadig i omløb.

Marx er en spændende og stadig undervurderet tænker og han fastholdt han det fokus på udbytning der gik tabt med marginalisterne.

Endelig det var ikke Marx, men Fukuyama, der afsluttede historien

Curt Sørensen:

Når man forsøger at konstatere, hvad det var, Marx og Engels mente - om historien og meget andet - er det en god idé at gå efter tre kriterier: for det første at lægge hovedvægten på de skrifter, de udgav eller havde tænkt sig at udgive - frem for diverse noter, kladder og breve; for det andet, om diverse udsagn er gennemgående i disse skrifter; og for det tredje, om de er bærende temaier, dvs. om skrifternes indhold er styret af dem i betydeligt omfang. Dialektikken mellem produktionsmidler og produktionsforholkd og den deraf følgende påstand om den uundgåelige overgang fra kapitalisme til socialisme og kommunisme må efter disse kriterier kaldes en væsentlig rød tråd i forfatterskabet. Der er ingen himmelråbende modsætning mellem dette og afvisningen af en teleologisk opfattelse af historien, da menneskenes formål kommer ind som det, der får dem til at forandre de produktionsforhold, der er blevet til lænker på produktionsmidlernes udvikling - men dybere set hænger det så alligevel ikke sammen, da det simpelt hen forudsættes, at menneskene med en interesse heri også har både viljen og evnen til at gennemføre det.

Når det er sagt, er der som et underliggende spor den antagelse, at historien udvikles ved dialektikken mellem sociale omstændigheder (Verhältnisse) og social bevidsthed og praksis (Verhalten). Historiens drivkraft er her, at menneskene forholder sig bevidst til og griber ind i deres egen historie, hvilket er betingelsen for en social, modsat rent biologisk, udvikling i det hele taget: dette spor går helt tilbage til (i hvert fald) Marx' økonomiske og filosofiske manuskripter.

Hvis man stryger ideen om dialektikken mellem produktionsmidler og produktionsforhold, kan man analysere historien med udgangspunkt i fra den mellem Verhältnisse og Verhalten, blot må man så opgive determinismen, men har til gengæld, hvad der synes at være en realistisk tilgang.

Tendensen synes ganske rigtigt at gå i retning af at afvise, at Marx og Engels betragtede overgangen fra kapitalisme til socialisme og kommunisme som uundgåelig - i en sådan grad, at det efter min erfaring ikke er helt let at få lov til at argumentere for, at de gjorde det. Men påstanden om denne uundgåelighed er for gennemgående i de centrale - og andre - tekster til, at den kan bortforklares.

Ib Gram -Jensen

Først undskyld de mange slåfejl i mit forrige indlæg . Jeg skulle skynde mig for at nå at se hvordan Pelle Dragsted klarede sig i Debatten!

Ja, men du lægger jo op til en i virkeligheden dybtgående debat som nok fører os ud af sporet her! ( vi mangler simpelthen her i landet et seriøst tidsskrift hvor man kan føre den slags diskussioner!)

Blot kort til dette seriøse: Den canadiske historiker George Cominell har ret overbevisende , synes jeg, påvist, at Marx i virkeligheden havde 2 historieopfattelser, der brødes mod hinanden: den velkendte historiske sekvens model og det jeg selv har valgt at kalde aktør-struktur modellen.
Men du har ret: Hvis man opgiver sekvens modellen opgiver man også den historiske nødvendighed i gængs forstand. Tilbage bliver dog så 'nødvendighed i en anden forstand nemlig Rosa Luxemburgs berømte valg mellem socialisme og barbari.

Men som sagt dette er en meget lang diskussion!

"Det må vist være jægerstenalderen du leder efter. Her var de materielle produktionsmidler begrænset til nogle spyd og økser"

I dag er de materielle produktionsmidler begrænset til en privat PC og en coke

Eva Schwanenflügel, Jan Nielsen og Touhami Bennour anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jan Nielsen
Jeg leder ikke efter nogen. Marxister selv der leder og hvis du er marxist så du leder efter spyd og økse.
Med andre ord det er Engels og sikkert Marx der talte om Urkommunismen som en produktionsmåde . De var 6 productions måde ifølge marxister. 1) urcommunismen2) esclavagisme3) feodalismen4kapitalismen5socialismen6) kommunismen. Og kommunismen er identisk med urcommunismen hvad angår Samfund som classeløs, uden militær og politi og uden magt kamp, altså det er ikke mig men Marx selv der siger det. Det er dagligt, synes jeg, at vi bliver i planeten, da mennesker linier hinanden i fortid og nutid. I vertfald i teorien, men i virkeliheden vi er i forskellige planeter.
Danskere har ingen forfædre men det betyder ikke at også de andre har ingen forfædre.
Min pointe var at vide om det har betydning overhovedet at tale om produktions måde. Da socialismen intet der svarer til teorien i.

Curt Sørensen:

Der synes at være nogle nuanceforskelle i opfattelserne i det mindste, men langt hen ad vejen peger de i samme retning. Jeg vil foretrække at skelne mellem den fundamentale opfattelse af, hvad drivkraften i menneskehedens historie i det hele taget er: dialektikken eller - bedre - vekselvirkningen mellem sociale omstændigheder på den ene side og menneskelige aktørers bevidsthed og praksis på den anden - med agenternes artikulation af deres erfaringer af omstændighederne og deres reaktioner som et centralt aspekt (jvf. E. P. Thompson) - og så forestillingen om dialektikken mellem produktionsmidler og produktionsforhold som drivkraften i historisk udvikling og transformationer i klassesamfundene. Den sidste er så at sige en specifik form af det første i Marx' og Engels' tankegang. Det svarer vist ikke helt til din eller Cominells skelnen (og min terminologi er lidt klodset, da den strengt taget ikke kan oversættes til dansk), men alt for fjernt ligger de ikke fra hinanden. Men det er vel under alle omstændigheder ikke for meget sagt, at dialektikken mellem produktionsmidler og produktionsforhold som redskab for historisk analyse kun giver problemer.

Der er i den grad behov for en dybere diskussion af alt dette - derfor er det også kedeligt, at nogle åbenbart helst vil slippe uden om den ved at hævde, at Marx ikke var determinist i den definerede forstand af at tro på en uundgåelig overgang fra kapitalisme til socialisme og kommunisme, og at der derfor ikke er noget virkeligt problem med hans historiske materialisme. Der er, uden at gå yderligere i detaljer, brug for afklaring på to fronter: dels med hensyn til fortolkningen af historien, og hvor anvendelig de forskellige varianter af teorien er her, dels problemerne omkring en realistisk strategi for overgangen til socialisme og det klasseløse kommunistiske samfund, og hvad det sidste vil sige, og om og hvordan et sådant samfund kan fungere. Og det rækker jo ganske rigtigt ud over den nærværende diskussion.

Niels Duus Nielsen

Touhami Bennour, min reference til tandbørste og underrbukser er en henvisning til en oldgammel og meget dansk kritik af marxismen, som netop anklager kommunister for at ville gøre underbukser til fælles eje. Så min bemærkning var en indforstået joke.

Urkommunismen er første led i en opremsning - med meget bred pensel - af en række historiske produktionsmåder. Det var meget moderne dengang at opstille den slags lister, men mitidige historikere er for længst gået bort fra så forsimplede kateforiseringer - de kan ikke engang blive enige om, hvornår middelalderen begyndte og sluttede.

Pointen for mig er, at vi skal se fremad. Marxismen er ikke en genrejserbevægelse. Derimod skal vi se på, hvilke elementer fra den kapitalistiske produktionsmåde, der skal overleve, og ud fra dette grundlag finde ud af, hvordan vi skaber en mere levedygtig og mere menneskevenlig verden. Vi har forsøgt os med avantgardistisk ledelse, men det virkede ikke efter hensigten, det skabte blot nye hierarkier, der ikke var bedre end de gamle

Det er en del af at være menneske at vi alle indgår i et hierarki, men det er også meget menneskeligt at forsøge at bryde med de hierarkier, som forhindrer udvikling. Det kapitalistiske hierarki, hvor 1% af befolkningen leder og fordeler de 99%, har i dag nået et punkt, hvor det ikke længere er tidssvarende eller formålsthenligt. Så det kapitalistiske hierarki, baseret som det er på den private ejendomsret til produktionsmidlerne, er en af de ting, som må væk.

Hvad vi skal sætte i stedet er metop det, der for mig at se er til diskussion. Et fremtidigt hierarki skal være demokratisk forankret, det skal indeholde nogle fail-safes (checks and balances), som forhindrer at eliten vokser ind i himlen, og det skal tilgodese det store flertal, som ifølge sagens natur altid vil befinde sig på hierarkiets bund - og så skal det respektere naturen.

Og hvis det er ordet "kommunisme", der volder problemer, så lad os kalde det noget andet - hvad med "demokratisk socialisme"?

Karl nåede ikke at se sine teorier i praksis. Det ville ha` været en stor skuffelse at iagttage alle de mislykkede forsøg. Han glemte åbenbart at medtage den menneskelige natur i sine betragtninger.

Nu går jeg ud i haven og graver mine kartofler op med min spade iført mine gummistøvler - af den jord, jeg betaler for at eje.
Om jeg ikke ejede jorden, men betalte for at bruge den, ville ikke betyde noget for min kartoffeldyrkning.
Jeg kunne også få naboen til udføre arbejdet og betale ham derfor - måske med en passende portion kartofler - ups, sort arbejde !

Jeg har ikke brug for ham Marx. Jeg har brug for modige politikere og en bevidst vælgerskare.
Dem ville jeg fortælle om starten på det hele, før ejendomsretten til skov, åbent land og det jern, der blev gravet op af undergrunden.
Og som senere, opgravet af min jord, blev brugt til mit pigtråd som markering af min ejendomsret.

Jeg kunne også ha` fortalt om ham George og indianerne.

Niels Duus Nielsen

Vi to kan slå følge et stykke ad vejen, Leo Nygaard, og sammen nationalisere naturressourcerne. Hvem ved, måske det forslår? Jeg tvivler, jeg tror også, at vi må overtage fabrikkerne, men lad os se til den tid.

:-)

Duus, ikke nationalisering, dur ikke.
For at komme fra privat til fælles kræves erstatning for at kunne ske uden vold.
Og derefter betaling til fælleskassen af jordleje.
Dette er overkommeligt på demokratisk vis med hensyn til jorden og resurserne - også afgifter på indførte resurser. Så dropper vi skatten på arbejde. Min arbejdsindsats er netop min.
Men produktionsmidlerne ? Glem det. Teori for studiekredse.

Niels Duus Nielsen

Erstatning er en naturlig del af en expropriation. Og lad os nu ikke diskutere, hvad vi alligevel er uenige om, men i stedet forsøge at overbevise folk om, at jorden og de ressourcer, som gemmer sig i jorden, skal overtages af fælleskassen. Jeg vil gå videre end blot etablere en jordrente, men selv med blot en jordrente er vi sammen gået et væsentligt skridt i den generelle retning, som jeg ønsker at gå.

Og i lyset af miljøkrisen og den globale opvarmning er det måske det helt rigtige sted at begynde?

Ok, men sprogligt er nationalisering=konfiskation, og derfor uden erstatning for den investerede kapital.
Ellers skal du bare erklære dig enig i min fremstilling :-)

Jeg har debatteret det før her på avisen og fremhævet, at kampen for klimaforbedring ikke kan afvente det socialistiske tusindsårsrige, men skal anvende kapitalismens egne metoder.

Touhami Bennour

Jeg tror jeg vil gå på restaurant og drikke en halv flaske rødvin og med en måltid og fejre sejren overalle modeller ( også den danske model) og såkaldte og pseudo produktionsmåde, filosoffer tyranniserer os med. Fra nu af er der kun virkeligheden og demokrati, ingen model eller produktionsmådes tyranniserer mere.

Touhami Bennour

Jeg tror jeg vil gå på restaurant og drikke en halv flaske rødvin og med en måltid og fejre sejren overalle modeller ( også den danske model) og såkaldte og pseudo produktionsmåde, filosoffer tyranniserer os med. Fra nu af er der kun virkeligheden og demokrati, ingen model eller produktionsmådes tyranniserer mere.

Touhami Bennour

Jeg tror jeg vil gå på restaurant og drikke en halv flaske rødvin og med en måltid og fejre sejren overalle modeller ( også den danske model) og såkaldte og pseudo produktionsmåde, filosoffer tyranniserer os med. Fra nu af er der kun virkeligheden og demokrati, ingen model eller produktionsmådes tyranniserer mere.

Touhami Bennour

Jeg tror jeg vil gå på restaurant og drikke en halv flaske rødvin og med en måltid og fejre sejren overalle modeller ( også den danske model) og såkaldte og pseudo produktionsmåde, filosoffer tyranniserer os med. Fra nu af er der kun virkeligheden og demokrati, ingen model eller produktionsmådes tyranniserer mere.