Læsetid: 4 min.

Lunkent kompromis om efterretningschef redder den tyske regerings slidte fornuftsægteskab

Regeringspartnerne tvinger indenrigsminister Seehofer til at forflytte den omstridte chef for Tysklands efterretningstjeneste. Dermed er endnu en krise klistret til med et blødt kompromis i den tyske regering, hvor delstatsvalget i Bayern og angsten for nyvalg virker som det eneste, der binder det nedslidte fornuftsægteskab mellem CDU, CSU og SPD sammen
I forrige uge blev de tyske regeringspartneres ægteskabelige skænderi om efterretningschef Hans-Georg Maassen til en decideret krise, da den 55-årige Maassen uden direkte anledning angreb Merkel i debatten om de højreradikale optøjer i østtyske Chemnitz, som kansleren havde fordømt som en »hetz mod mennesker med anderledes udseende eller herkomst«

I forrige uge blev de tyske regeringspartneres ægteskabelige skænderi om efterretningschef Hans-Georg Maassen til en decideret krise, da den 55-årige Maassen uden direkte anledning angreb Merkel i debatten om de højreradikale optøjer i østtyske Chemnitz, som kansleren havde fordømt som en »hetz mod mennesker med anderledes udseende eller herkomst«

Matthias Rietschel

19. september 2018

Dramaturgien er den samme som ved den tyske regeringskrise i sommer: Indenrigsminister Horst Seehofer fra CSU indtager en position, som de øvrige regeringspartnere – herunder især SPD og CDU-lederen Angela Merkel – er tvunget til at tage afstand fra. Derefter opstilles ultimative krav, som ikke kan indfries, uden at søsterpartierne CDU og CSU og dermed også regeringspartneren SPD må gå hver sin vej. Og i tolvte time fremtrylles et sælsomt kompromis, så alle går fra striden med et meget synligt blåt øje.

Sådan foregik det også tirsdag, da chefen for den øverste tyske efterretningstjeneste, Hans-Georg Maassen, blev forflyttet til posten som statssekretær i indenrigsministeriet – på papiret en forfremmelse. Dermed kan Seehofer blive siddende som tysk indenrigsminister, selv om han har holdt den ene hånd over Maassen og indirekte truet Merkel med den anden. Og både Merkel og SPD fik fjernet Maassen fra posten som efterretningschef.

I lang tid har Maassen været en torn i øjet på hele oppositionen til venstre for regeringen – og på Merkel, hvis flygtningepolitik han åbent har kritiseret. For få uger siden kom det tilmed frem, at Maassen siden 2015 har haft flere møder med Alternative für Deutschlands ledelse og dermed måske ikke har levet op til kravet om politisk neutralitet.

I forrige uge blev det ægteskabelige skænderi om Maassen til en decideret krise, da den 55-årige Maassen uden direkte anledning angreb Merkel i debatten om de højreradikale optøjer i østtyske Chemnitz, som kansleren havde fordømt som en »hetz mod mennesker med anderledes udseende eller herkomst«.

I et interview med Bild Zeitung afviste Maassen talen om »hetz« og talte om »målrettet misinformation, muligvis for at aflede offentlighedens fokus på mordet i Chemnitz«. Men han kunne ikke eller ville ikke belægge sine påstande med fakta.

Ordlyden af interviewet havde Maassen tilmed afstemt med Horst Seehofers ministerium før offentliggørelsen, og Seehofer holdt prompte hånden over Maassen. Nødtvungent måtte indenrigsministeren i sidste uge udbede sig en forklaring fra Maassens side i Forbundsdagens indenrigspolitiske udvalg. Efterretningschefen trak her godt nok ordlyden i sin kritik tilbage, men han lod indholdet stå.

I mange tyskeres øjne ligner det, at Maassen styrker de højreradikales egen udlægning af begivenhederne. Det tærer ikke bare på regeringens og mediernes troværdighed. Det stiller også efterretningstjenesten i et tvivlsomt lys. Og det er hovedproblemet, som avisen TAZ påpeger:

»Med al forståelse for lysten til partikampe og magtkampe i den politiske elite: Det er ikke det, det handler om her. Det handler om statens opdeling af magtsfærerne, og om hvilke rettigheder og pligter de folk har, som sidder i de højeste embeder og stillinger,« skriver TAZ.

»En efterretningschef kan og må ikke blande sig i en aktuel politisk strid og forsøge at påvirke den.«

Denne analyse vil næppe slå igennem i store dele af det borgerlige Tyskland, der nærmere ser det som en kamp om politiske holdninger. Fra AfD’s side har partileder Alice Weidel slået netop denne tone an ved på Facebook at hævde, at Maassen nu straffes for sin kritik af kanslerens flygtningepolitik: »Alle, der kritiserer Merkels retsstridige indvandrerpolitik, bliver nådesløst tromlet ned af den etablerede politik (…) Ikke Maassen, men Merkel skal væk.«

Således gør AfD Maassen til martyren i affæren – og til beviset på, at Merkel atter danser efter SPD’s og venstrefløjens pibe.

Angsten for nyvalg

Udadtil er efterretningstjenestens uafhængighed også hovedårsagen til, at Merkels regeringspartner fra SPD den sidste uge har krævet efterretningschefens hoved på et fad. Indirekte handler det også om at positionere sig over for regeringspartneren. Kendetegnende for SPD’s skrøbelige situation med elendige meningsmålinger omkring 17-18 procent har partiet dog ladet det stå hen i det uvisse, om kravet om Maassens afgang var ment som et ultimatum, hvor partiet i modsat fald ville forlade regeringen. Det var det tilsyneladende ikke.

Dermed slides Merkels regering endnu et stykke længere ned, uden at vakle faretruende af den grund. Angsten for nyvalg og den gensidige afhængighed mellem CDU og CSU på den ene side og SPD har paradoksalt nok gjort den meget lille ’store koalition’ overraskende stabil.

Et fraktionsbrud mellem CDU og CSU og en nedsmeltning i den tyske regering ville nemlig være et worst case scenario for alle tre regeringspartnere. Juniorpartneren SPD er ikke i nærheden af at finde nye og stabile ben at stå på i en eventuel ny valgkamp. Merkel og CDU har endnu ikke fundet den slagkraftige kanslerkandidat, der kan træde i Merkels nu 13-årige fodspor. Og for CSU ville en sådan revolution i det tyske partilandskab være en katastrofe fire uger før den formodede vælgerlussing til CSU ved delstatsvalget i Bayern.

I den sammenhæng ved Seehofer desuden ganske udmærket, at han som CSU-formand ikke længere har samme opbakning hjemme fra Bayern, som han havde i sommerens regeringskrise, hvor konfrontationen ikke blev belønnet af vælgerne i Bayern. Alligevel kan Seehofer nu trække sig ud af striden med sit blå øje. Merkel kan påpege, at hun ikke tillader tvivl om sin autoritet, og at et politisk soloudbrud fra en af landets øverste embedsmænd ikke bare tages med et skuldertræk. Dermed er krisen umiddelbart overstået. Men den tyske regering virker fortsat så beskæftiget med sig selv og sine egne kampe, at Merkel og Europas vigtigste land ligner en lame duck.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maassens forfremmelse betyder oven i købet en lønforhøjelse fra 11.000 euro månedligt til 14.000. Ikke dårligt for en, der misrøgtet sit job.