Læsetid: 9 min.

Middelfarts grønne planer bliver til virkelighed i Danmarks mindste fjernvarmeværk

Middelfart har i de seneste år markeret sig med en række roste klimaprojekter. Kommunens borgmester og klimachef mener, at de opnår resultater ved at fokusere på konkrete handlinger frem for at snakke om store mål – og ved at gøre den grønne omstilling til en grobund for fællesskaber. Den måske største succeshistorie finder man i landsbyen Føns: Danmarks mindste fjernvarmeværk
Middelfart har i de seneste år markeret sig med en række roste klimaprojekter. Kommunens borgmester og klimachef mener, at de opnår resultater ved at fokusere på konkrete handlinger frem for at snakke om store mål – og ved at gøre den grønne omstilling til en grobund for fællesskaber. Den måske største succeshistorie finder man i landsbyen Føns: Danmarks mindste fjernvarmeværk

Michael Drost-Hansen

19. september 2018

Taxachaufføren kører i ring på landevejene i den fynske landsby Føns og spejder forvirret efter sin destination. Uden held. Efter et par minutters tomgang spotter han en gårdejer, det eneste tegn på liv i landsbyen, og spørger om vej.

»Føns Nærvarme, hvor er det?«

»Det er lige der,« siger gårdejeren og peger på en lille gårdbygning, ikke mere end 20 meter fra taxaen. Det eneste, der afslører, at det er et fjernvarmeværk er to skorstene, der stikker op fra taget.

»Det er godt nok småt,« klukker taxachaufføren, da han sætter mig af.

Det er småt, faktisk så småt, at det er Danmarks mindste fjernvarmeværk, men det har haft stor betydning for Føns, en frodig landsby ti kilometer uden for Middelfart. For fire år siden fik størstedelen af de cirka 180 beboere deres varme fra oliefyr, en slem klimasynder i mange danske landsbyer, men efter åbningen af Føns Nærvarme blev de næsten alle kasseret.

Effekten er voldsom: Landsbyen har ifølge Middelfart Kommune reduceret sin CO2-udledning med 280 ton pr. år.

Den pensionerede ingeniør Erik Olsen er en af drivkræfterne bag Føns Nærvarme, og indtil april i år var han formand for bestyrelsen. Da han er trillet ind på gården og har stillet sin cykel op ad fjernvarmeværkets ydermur, forklarer han, at det var naturligt for Føns – en landsby, der hviler i en oase af søer og marker og er hjemsted for sjældne havørne – at kaste sig over den grønne omstilling.

Michael Drost-Hansen

»Jeg har set, hvordan det ser ud i storbyer i Kina, Europa og USA, hvor de sviner meget. Det er da ikke godt! Herude var det helt anderledes, men vi kunne da se, at vi havde cirka 80 husstande, hvor mindst 60 havde oliefyr. Og det har en betydning. Så vi besluttede os for at gøre noget ved det og være med til at løse klimaproblemerne. Det er da meget godt,« siger Erik Olsen med urokkelig beskedenhed.

Selv om Olsen som pensioneret ingeniør var manden, der vidste, hvordan man kunne lægge rørene i jorden, var byen fra begyndelsen fælles om det flisbaserede fjernvarmeværk. De fik ideen sammen, de var enige om at oprette et andelsselskab, og i bestyrelsen måtte de lære hinanden at drive værket – fra at registrere el- og vandforbrug til at sortere bjerget af træflis med en traktor.

Det er sigende for en landsby, hvor fællesspisningerne kan have besøg af op mod 100 mennesker – altså omkring halvdelen af alle indbyggere.

»Vi har det godt socialt. Vi var slet ikke bange for at snakke om de her ting, vi kendte hinanden så godt, så vi kunne sige ’der er de her muligheder, og der er de her risici. Skal vi ikke prøve det?’ Der var god opbakning helt fra starten. Og så var det bare spændende at arbejde med.«

Plus på klima

Klimachefen i Middelfart Kommune, Morten Westergaard, har svært ved at tæmme smilebåndene, når han genfortæller historien om Føns. Om de første energibesparelsesprojekter i landsbyen, der udviklede sig til drømmen om et fjernvarmeværk, der igen resulterede i, at landsbyboerne lavede et andelsselskab og betalte 2.500 kroner hver. Resten af udgifterne til værket, i alt 7,7 millioner kroner, lånte de med garanti fra kommunen.

Han slår fast, at det netop er sammenholdet, der skaber små klimatriumfer i landsbyen.

»Jeg kunne godt have skrevet på et stykke papir, at det første, vi skulle gøre i Føns, var at smide oliefyrene ud. Men du kan ikke gøre det fra et skrivebord. Det, der var afgørende, var den organisatoriske kraft, der er i bare at sætte sig ned og snakke om tingene uden nogle fancy sælgere eller noget som helst andet,« siger Morten Westergaard.

»Og så var det selvfølgelig vigtigt, at der var et samarbejde mellem borgerne og kommunen. Hvis ikke den lim havde været der, kan det da godt være, der havde været et fjernvarmeværk i dag, men jeg er ikke sikker på det.«

Det er således sigende, at fjernvarmeværket netop så dagens lys i Middelfart, en kommune, der har markeret sig med en hel serie af roste klimainitiativer i de seneste år.

Som én af kun syv kommuner har Danmarks Naturfredningsforening udråbt Middelfart til Klimakommune Plus, fordi den har forpligtet sig på tre af i alt seks mulige områder (blandt andet skal de frasælge deres investeringer i fossile selskaber og tilpasse sig fremtidens klima i form af regnvandshåndtering mv.). Og på Realdanias liste over de 100 bedste kommunale klimaprojekter, der udkom tidligere på året, havde Middelfart hele seks initiativer med – tredjeflest efter København og Aarhus.

Michael Drost-Hansen

Faktisk sidder Morten Westergaard i et af projekterne nu: Rådhuset, en hvid kube i hjertet af Middelfart med 700 m² solceller på taget, køling med vand og automatisk belysning – blandt andet.

»Alt er lavenergi i den her bygning,« siger han.

På borgmester Johannes Lundsfryds (S) kontor står et indrammet diplom fra Danmarks Naturfredningsforening med ordene Klimakommune Plus. Foruden et flag, der markerer, at det er præcis ét år siden, at han overtog kæderne fra sin forgænger, bylegenden Steen Dahlstrøm.

Lundsfryd har en simpel forklaring på Middelfarts klimasucces: et fokus på handlinger frem for mål.

»Man kan sagtens lave klimamål og politikker, ambitioner og visioner, og det skal man også gøre i et vist omfang, men i sidste ende er det dét, der lykkes i praksis, der er med til at flytte verden. Vi har masser af teknologi, ressourcer og viden til rådighed, men det, der mangler i ligningen, er, at der er nogle, der kan omsætte det her i praksis,« siger Lundsfryd.

Det er blandt andet derfor, at borgmesteren længe har støttet Føns Nærvarme. Faktisk var han sammen med landsbyboerne og Morten Westergaard på inspirationstur til den selvforsynende ø Samsø i 2012, hvor Erik Olsen & Co. fik ideen til andelsselskabet. Dengang var Lundsfryd formand for byrådets miljø- og teknikudvalg og kunne fortælle Olsen, at kommunen ville stille garanti for lånet.

Ifølge Lundsfryd er det særlige ved projektet i Føns ikke mindst, at de har fået »gevinst på hele pladen«.

»De har skabt et anlæg, der både bruger mere vedvarende energi, skaber plus på huspriserne og gør det nemmere for beboerne. I stedet for at de hver især skal have et pillefyr og fylde det op jævnligt, så kører det hele automatisk,« siger han.

Det, han roser, i Føns er det samme, han håber på at skabe i hele Middelfart Kommune. Klimaløsninger, der giver mening på mange måder. Som eksempel nævner han KlimaHaven på ældrecentret Skovgade, et grønt fællesareal, der har erstattet en parkeringsplads og både sørger for velvære for beboerne og klimatilpasning i form af afledning af regnvand.

Morten Westergaard snakker på samme måde om »klima, komfort og konto«.

Han har svært ved at forestille sig, at Middelfart Kommune vil stå bag initiativer, der skader klimaet, men han mener også, at det er farligt at tilsidesætte økonomien og borgernes komfort i kampen for et lavere CO2-aftryk.

»Silotænkning er gift. Hvis den grønne omstilling skal være effektiv, kræver det, at vi får mange med, og derfor skal man have forståelse for, at det er noget forskelligt, der driver folk.«

Håb frem for frygt

Måske er det derfor, at der trods de mange klimainitiativer i Middelfart og en årlig gennemsnitsreduktion af CO2 på 6,4 % siden 2008 stadig er et vist mådehold i kommunen.

Nok deltager Middelfart som en af de få kommuner i Danmarks Naturfredningsforenings Plus-ordning, men de har endnu kun forpligtet sig på tre af seks mulige områder – hvor Albertslund som den eneste kommune har fuldt hus. Middelfart mangler blandt andet mærkatet ’grøn indkøbspolitik’, hvilket betyder, at kommunens kantiner i hvert fald ikke byder på lutter kødfrie dage.

Og i de seneste årsrapporter over CO2-udledningen påpeger kommunen selv, at man kan vinde meget på at introducere flere elbiler i bestanden af offentlige køretøjer. Uden at der siden er sket en markant udvikling på området.

Michael Drost-Hansen

Morten Westergaard erkender, at det visse steder stadig går for langsomt med den grønne omstilling, men han siger, at kommunen arbejder på at sikre sig alle seks mærkater i Plus-ordningen.

Borgmester Johannes Lundsfryd mener dog, at tempoet reelt kan blive for højt:

»På de områder, du nævner, tager vi små skridt i den rigtige retning, men jeg mener, man skal plukke de lavest hængende frugter først. Fordi det er der, man kan få mest ud af det med den mindste indsats. Sådan kan vi få flere resultater. Jeg tror ikke, at kødløse dage er en lavthængende frugt. Dels vil det kræve, at mange ting skal laves om i vores kantiner, dels drejer det sig om vores adfærd som mennesker,« siger Johannes Lundsfryd.

– Men det er jo væsentligt, at vi ændrer vores adfærd som mennesker. Hvis man tog en radikal beslutning omkring grønt indkøb, ville man så ikke kunne påvirke folks adfærd og dermed tage et stort skridt i klimakampen?

»Jo, men der er jo hele tiden en balance, vi skal ramme. Det går ikke, at vi kommer over the tipping point, så der kommer modstand mod det, vi laver. Der er masser af ting, vi kan gøre først. Man kan lige så godt starte med de ting, der er lettest.«

– Kommer der ikke et tidspunkt, hvor de lavest hængende frugter er plukket?

»Jo, det kan sagtens tænkes, men der er stadig mange tilbage. Når man ser klimaløsningerne, tænker man altid, ’nå ja, hvorfor har vi ikke gjort det her før’. De virker banale og enkle, men bagved ligger der en proces, hvor der er nogle, der kommer frem til løsningen.«

I virkeligheden lader borgmesteren sig inspirere af Erik Olsen og borgerne i Føns: Han vil sørge for, at hele kommunen er bag den grønne omstilling.

Når man snakker med borgerne i Middelfart, ved de, at kommunen er aktiv på klimaområdet.

De kan se, at meget af det gamle torv, der løber igennem centrum, er blevet revet op for at give plads til lodrette jordvarmeboringer, og så har 200 boligejere selv medvirket i et Smart Energiprojekt, der har ført til energibesparelser.

Et levende lokalt fællesskab

En taxachauffør brokker sig lidt over, at byggerierne er forsinkede, men roser kommunen for at gøre en indsats på området. Ejeren af en stationscafé siger, at der altid vil være kritisk summen i krogene, når der er synlige ændringer i bybilledet, men slår fast, at stemningen generelt er positiv.

»Vi går op i den grønne omstilling,« siger han.

Det er sådan, Johannes Lundsfryd tror, at man opnår de bedste resultater. Ligesom man har gjort det i Føns.

»Det er helt klart en ambition, at folk skal være stolte af den grønne omstilling, vi laver. Håb og frygt er et par dominerende faktorer i politik. Der vil jeg klart satse på håbet, fordi jeg tror, det er den stærkeste medspiller, vi kan have i forhold til omstillingen. Det skal ikke være frygt for, at vi aldrig må spise kød igen, der skal være drivende i det her, det skal være håbet om, at man for eksempel kan have et levende lokalt fællesskab i Føns. Det er det, der giver de bedste resultater.«

Netop i Føns trisser Erik Olsen rundt på fjernvarmeværket. Noterer nogle værdier på et krøllet A3-ark, mens værkets to kedler summer i baggrunden. Godt nok har han pensioneret sig selv fra bestyrelsen, men han har stadig vagter hver ottende uge.

Han er enig med sin borgmester: Den grønne omstilling har styrket fællesskabet i Føns, og fællesskabet styrker den grønne omstilling.

Han har endda et ord for det: landsbymodellen.

Da han er færdig med vagten, fortæller han, at han og de øvrige indbyggere i Føns ikke er tilfredse endnu. De har flere ambitioner for den grønne omstilling.

»Vi skal se, om vi ikke kan få en varmepumpe og eventuelt noget solenergi. Vi vil hen til nogle endnu bedre vedvarende energikilder. Det er det, vi arbejder på.«

Serie

Er klimakampen ved at blive en fælles kamp?

En sommer næsten uden regn og med skovbrande i mange lande har sat sig spor i folk. Stadig flere tager konsekvensen af en ny indsigt og begynder at lægge deres liv om for at skåne klimaet. I meningsmålinger rykker klimabekymringen frem blandt vælgerne. I denne serie opsøger vi de nye initiativer og bevægelser. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu