Minik Rosing: Hvis grønlænderne opfatter sig som ofre, bliver Grønland aldrig selvstændigt

Fortællingen blev grundlagt i slipstrømmen på ungdomsoprøret i 1970’erne, da omverdenen myldrede til Grønland for at beskrive det oprindelig folk og deres udvikling.

»Hver grønlandsk familie bestod efterhånden af far, mor, to børn og en antropolog,« skriver geologiprofessor Minik Rosing i sin nye erindringsbog Rejsen til Tidernes Morgen. Jorden set fra Grønland, der udkommer tirsdag.

Samfundet blev endevendt, og efterhånden bredte der sig en opfattelse af grønlænderne som »et stakkels, umælende urfolk som passive og uniformerede ofre for en brutal kolonimagts overgreb«, skriver Minik Rosing.

Men selv om der er eksempler på overgreb, er den opfattelse forkert og direkte skadelig for landet.

»Trenden med at se sig selv som ofre er efter min mening en af de største trusler mod, at Grønland kan opnå selvstændighed,« siger Minik Rosing.

»Grønlændernes historie er i mine øjne historien om et ekstremt tilpasningsparat, veloplyst og aktivt medvirkende folks transformation af deres samfund under indflydelse af en stadig mere påtrængende globalisering,« som han skriver i sine erindringer.

»I 1970’erne kom der en mængde antropologer og andre videnskabsfolk til Grønland. De havde læst om koloniale traumer og begyndte at opfatte grønlænderne som nogle stakler. Før den tid var der ikke noget underdanigt over en mand i kamikker fra det yderste udsted. Han havde sin egen stolthed.«

Minik Rosing er irriteret over, at grønlændere ofte automatisk opfattes som »gode«. Som »ædle vilde«.

»Det er en infantilisering af mennesker. Man må tage folk for, hvad de er. Der er lige så mange idioter i Grønland som alle mulige andre steder. Men bestemt heller ikke flere,« siger Minik Rosing.

Vi sidder i den 61-årige professors stemningsfulde kontor på Geologisk Museum på Øster Voldgade i København, hvor væggene er okseblodsfarvede og dækket med kunst af blandt andet faderen Jens Rosing.

Minik Rosing: ’Rejsen til Tidernes Morgen. Jorden set fra Grønland’.

Selv mener han, at det er mere eller mindre tilfældigt.

»Jeg er sprunget fra tue til tue uden at have haft de store planer. Jeg er gået ekstremt langt gennem mange år, før jeg fandt de klipper i Isua, som viste sig at indeholde spor af kulstof og dermed liv. Men jeg har også været heldig.«

Det lidt heldige fund af klipperne 100 kiometer uden for Nuuk, som rummede spor af verdens ældste kendte liv, og som førte til et nyt liv for Minik Rosing, vender vi tilbage til.

For professorens liv begyndte et helt andet sted, ikke langt derfra.

Fra Grønland til Danmark

Minik Rosing levede sine første barneår på stationen for rensdyravl i Itinnera, der lå på det gamle bærested for kajakker og konebåde mellem Godthåbsfjorden og Ameralikfjorden, omkring 80 kilometer fra Nuuk.

Familiens levebrød var 300 rensdyr sendt op fra Norge. Faderen Jens Rosing havde af det daværende Grønlandsministerium fået til opgave at finde ud af, om tamme rener var et erhverv med fremtid i.

Minik Rosing husker livet i fjorden som det rene paradis — en verden med »uendelige muligheder, ufattelig gavmildhed og en skønhed, som selv vi snotunger var i stand til at forstå«.

Men da den ældste søn, Aslak, skulle begynde i skolen, flyttede familien til Danmark — til en »uendelig grød af mennesker« og folk i højhuse.

Overgangen var hård. Børne-Humlebæk i 1960’erne var det rene ’Afghanistan’, erindrer Minik Rosing. Diverse klaner og ’bander’ af børn bekrigede hinanden.

De fire Rosing-brødre og søsteren gik deres egne veje, og Minik Rosings møde med skolen blev på ingen måde lykkeligt. Det var ikke noget for ham at stå på række og fremvise negle, som for det mest var med sorte halvmåner.

Han fik slette karakterer og ingen af de eftertragtede stjerneklistermærker i sine hæfter. Var der ikke ros fra lærerne, trøstede faderen, Jens Rosing, ham ved at tegne en sæl i stilehæftet.

Når Minik Rosing kom hjem fra skole, sad han tit under bordet, hvor Jens Rosing tegnede dyr og skrev bøger. Hjemmet var spækket med hvalrostænder, harpunspidser, fedtstenslamper. I børneværelset legede drengene, at de gik på isbjørnejagt eller jagtede harer og ryper.

Længslen efter Grønland var stor.

»Det gik sindssygt dårligt med skolen. Det plagede mig at være ved siden af. Og anderledes som grønlænder. Men jeg tænkte ikke, at jeg aldrig ville blive til noget. Jeg var heldig at have nogle rigtig gode venner, så jeg følte mig ikke ensom — selvom jeg tit gik mine egne veje,« husker Minik Rosing.

Og tilbage igen

Minik Rosing tog i en alder af bare 14 år med sin storebror afsted til Thylejren, det ny samfunds fri tumleplads. Hashtåger steg op fra den jyske muld. Postmanden gik nøgen rundt. Da unge Minik blev en smule træt af hashpiben, fandt han på at bage boller og sælge ost i Thylejren.

Tilbage i Humlebæk igen begyndte han at spille banjo og irsk musik i et band. I første omgang erklærede skolen ham uegnet til gymnasiet, men efter realeksamen kom han på Helsingør Gymnasium. Her blev han for første gang virkelig glad for skolen — takket være dygtige lærere i naturhistoriske fag.

Men Grønland — drømmen om det tabte paradis — var hele tiden i tankerne.

Hele familien Rosing var nogle år i forvejen på besøg i Grønland, hvor de fulgte et ældre ægtepar i konebåd på tur til sommerbopladsen. Det var den sidste konebåd i Vestgrønland. Jens Rosing dokumenterede i tegninger og skrift den historiske begivenhed. For Rosing-ungerne blev det et gensyn med barndomslandets frie liv med jagt og fiskeri. Smovseri i fede ørreder. Ingen skole!

Efter gymnasiet fandt Minik Rosing ud af, at han ville tilbage til Grønland. Han ville finde sin »indre eskimo« i bygden Sarfannguit, som han skriver.

Unge Minik nød livet som fanger. Men han indså, at han aldrig ville blive lige så dygtig som de lokale. I bygden mødte han også mindre sympatiske sider af det såkaldt oprindelige liv, blandt andet unødvendigt myrderi af rensdyr og lomvier.

Han mener, det er en destruktiv fortælling og »aflad for at tage ansvar for egne gerninger«, at oprindelige folk nærmest pr. definition bliver betegnet som gode.

»Det betyder, at man som grønlænder ikke behøver at gøre sig umage for at passe på den natur, man er afhængig af,« skriver Minik Rosing.

Han lærte meget af bygdelivet. Også at fremtiden for ham skulle være geologi. Han blev den første grønlandske geolog.

— Hvorfor lægger du vægt på at være grønlænder, når du kun har boet tre år af dit liv i Grønland, og din mor er dansk?

»Jeg føler helt klart, at jeg er grønlænder og har en stor tilknytning til Grønland. Men hvorfor behøver vi finde ud af det? Jeg er også dansker. Alle grønlændere er blandet op med europæere. Så snart man begynder at udrede, om man er rigtig grønlænder, så kommer der et krav om, at man skal tage afstand fra dele af sig selv. Jeg mener bestemt ikke, at man behøver abonnere på en bestemt etnicitet.«

’Grønlands adel’

Minik Rosings tipoldemor blev som noget unikt uddannet som jordemor i Danmark og drog derpå hjem igen for at udøve sit fag. Farmoren talte kun grønlandsk, men berettede om, hvordan Alfred Wegener, overnattede i deres hjem. Leni Riefenstahl, Hitlers yndlingsinstruktør, kom også på besøg, da hun skulle optage en dokumentarfilm om pladetektonikkens fader.

Bedsteforældrene, begge grønlændere, ansatte en dansk privatlærerinde til at undervise deres børn i dansk.

Både farfar og oldefar var præster i Tasiilaq. Oldefaderen indsamlede amuletter og skrev romaner om det lille samfund og de mange tabuer, blodhævn og den hedenskab, som stadig dominerede.

Miniks far, Jens Rosing, kaldte sig for »ufaglært fremmedarbejder«. Skønt han var en af de mest succesfulde kunstnere og forfattere i sin generation, koketterede han med, at han faktisk ikke arbejdede, men ’blot’ sad og tegnede.

— Nogle opfatter Rosing’erne som Grønlands adel?

Minik Rosing rynker brynene og ser for første gang lidt irriteret ud.

»Vi opfatter det selv sådan, at vi har tradition for uddannelse. Min farfar lærte at ro kajak som barn. Både min farmor og farfar var fuldtidsgrønlændere. De fleste i min familie har været kulturelt interesserede. De malede og lavede ting i træ. Jeg vil snarere sige, at vi tilhører den kreative klasse. Men min far og farfar har altid haft enorm respekt for almindelige bygdefolk og ikke følt sig bedrevidende. Men de var også overbeviste om, at Grønland var nødt til at udvikle sig til noget andet, selvom de var meget interesserede i den oprindelige kultur.«

»Min far fik fnat af, når nogen forsøgte at genoplive kulturen i en mondæn sammenhæng. Han fik total spat af trommedans i aftenskolen.«

— Han kaldte det grønlænderi?

»Ja, og jeg giver ham ret. Hvorfor er der en forventning om, at man enten skal være det ene eller det andet? Hvorfor kan man ikke tage de ting fra hver kultur — den danske og den grønlandske — som man kan bruge?«

Verdens ældste liv

Som ung forsker lykkedes det Minik Rosing at trække 70.000 kr. ud af Carlsbergfondet. At tiden var en ganske anden ses af, at fondens sekretær udskrev checken på hans glatte ansigt, da den ukendte grønlænder troppede op med hår ned til bæltestedet.

Finanserne gik til feltarbejde i det land, han tørstede så meget efter at opleve igen. Han hyrede sin kæreste Tine som assistent og tog af sted til Isua, 100 kilometer inde i landet fra Nuuk.

Vejret var stygt. Der faldt et tykt lag sne. De to var tæt på at blive kvalt af kulilteforgiftning i deres telt, få dage inden Minik Rosing gjorde det opsigtsvækkende fund, der skulle gøre Grønlands første geolog til en verdensstjerne.

De mere eller mindre faldt over det interessante stykke klippe på vej ned fra et fjeld. Det var et område med skiferlag ikke meget større end et skrivebord, fortæller Minik Rosing og viser med hænderne omtrent hvor bredt klippepartiet var — halvanden meter og nogenlunde det samme i højden.

De interessante sten tog han med hjem på Geologisk Museum, og først mange år senere fik han mulighed for en nøjere undersøgelse, et såkaldt poleret tyndslib af stenen, der kunne undersøges i mikroskop.

Her var det, at nogle mystiske sorte prikker viste sig. Det lykkedes Minik Rosing og nogle kolleger på museet at påvise, at det var kulstof og dermed organisk materiale — sandsynligvis bakterier eller alger — som var mindst 3,7 milliarder år gammelt.

Fundet var en verdenssensation. Intet mindre.

Ved hjælp af sten nr. 810213 skubbede Rosing det ældst påviste liv på jorden 300 millioner år tilbage i tiden. Livet var opstået på bunden af et ældgammelt hav, hvor ler og organisk materiale — dyr og planter — år efter år var sunket ned på havbunden. Og 3,7 milliarder år senere materialiserede sig i nogle sorte skiferbånd i en grønlandsk klippe.

Et så opsigtsvækkende fund affødte diskussion i videnskabelige kredse. Men først og fremmest blev Minik Rosing mødt med anerkendelse. Postkassen svømmede over med invitationer til konferencer. Få år senere blev han udnævnt til professor på Geologisk Museum i København. Han fik invitationer fra anerkendte universiteter som amerikanske Stanford, hvor han var gæsteprofessor i et år. Han publicerede i Science, Nature og andre anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Sammen med et internationalt hold af geologer har Minik Rosing siden udviklet sine teorier yderligere.

I en artikel i Science — der først blev afvist som galskab af de kolleger, der fik den tilsendt i peer review — påviste de, at kontinenterne først og fremmest er opstået og vokset frem af organisk materiale, altså fra dyr og planter. Og ikke blot som følge af rumlen i jordens indre i form af vulkanudbrud, foldninger af bjerge og andre dramatiske begivenheder. Eller med Minik Rosings ord:

»De levende organismer er helt afgørende for, hvordan jorden ser ud. Der er tre gange så meget krudt i fotosyntesen som i jordens indre. Selv meget svage kræfter er store, hvis der er tid nok.«

Minik Rosing: ’Rejsen til Tidernes Morgen. Jorden set fra Grønland’. Gyldendal, udkommer 11. september.