»Økonomi er ikke anvendt matematik – det er socialvidenskab«

På de danske økonomistudier sidder ingen og sveder over nuancerne mellem Alfred Marshall og Friedrich Hayek eller over forskellene mellem den østrigske og den neoklassiske økonomiske skole. Ingen bliver eksamineret i, hvad Nicholas Georgescu-Roegen lærte af Joseph Schumpeter, eller hvordan Adam Smiths moralfilosofi supplerede hans økonomiske tænkning.

Hverken på Københavns Universitet eller Aarhus Universitet bliver de bachelorstuderende i økonomi grundigt indført i den økonomiske teoris idéhistorie. De skal bruge tiden på andre ting. Som det hedder i kursusbeskrivelsen i et introduktionsfag på Aarhus Universitet: »De studerende forventes at lære, hvordan man tænker som økonom.«

Med andre ord er det en bestemt tankegang, de studerende skal forstå og adoptere.

Et illustrativt eksempel er det obligatoriske fag på Københavns Universitet Økonomisk historie, der ikke handler om økonomifagets udvikling – som man kunne fristes til at tro – men derimod om hvordan samtidens dominerende økonomer udlægger verdenshistoriens økonomiske bølgeskvulp.

Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er interessant eller værdifuldt at tygge sig igennem den økonomiteoretiske idéhistorie: Hvorfor kravle rundt i et kroget stamtræ af afdøde økonomer, hvis hovedparten af deres bidrag kan affejes som forældede perspektiver og fejlanalyser?

Historieløshedens konsekvenser

»Den måde, der bliver undervist i økonomi i dag, tager udgangspunkt i, at der er et enkelt sæt af modeller, der kan bruges til det hele: Økonomisk teori er et afsluttet kapitel – der er ikke mere at diskutere. Ud over at det er en helt forkert præmis, kvæler det enhver mulighed for ny økonomisk tænkning – og det forvrænger økonomiundervisningen,« siger ​Gonçalo Fonseca, der er forsker ved den amerikanske tænketank Institute for New Economic Thinking.

For 20 år siden lancerede Fonseca onlineleksikonet The History of Economic Thought hos the New School for Social Research i New York. Formålet var at skabe et overblik over den økonomiske teoris historie, som også studerende og lægfolk kunne tilgå. I dag indeholder websiden hundredvis af artikler i form af portrætter af økonomiske tænkere og trosretninger. Men initiativet er mere end et simpelt folkeoplysningsprojekt. For Fonseca er en forståelse af økonomitænkningens historie en grundforudsætning for overhovedet at kunne forstå, hvad økonomien er for en størrelse.

»Økonomiens idéhistorie afslører, at økonomifaget altid har været åben for diskussion – der er modebølger, oprør og kritik – intet er endegyldigt. I dag er der en tendens til, at økonomiuddannelserne opdrager de studerende til at blive teknisk sofistikerede og fokusere al opmærksomheden på matematiske og statistiske teknikker. Men økonomi er ikke en teknik: Det er ikke anvendt matematik, det er socialvidenskab. Økonomiske teorier kan opstå fra mange forskellige tilgange. Det er det, historien illustrerer,« siger Gonçalo Fonseca.

Sofie Holm Larsen

Budskabet er, at økonomiens historien kan hjælpe til at affortrylle ideen om, at den nuværende økonomiske arkitektur er den eneste mulige. Den viser, at det økonomiske sprog grundlæggende er afhængigt af den historiske kontekst. Og det er en pointe, der bakkes op af Yann Giraud, der er adjunkt på det franske universitet Sciences Po, hvor han forsker i økonomisk idéhistorie.

»De fleste økonomer opfører sig, som om deres fag ikke har en forhistorie. De tænker, at de har en række ahistoriske koncepter og værktøjer, og at et godt værktøj altid har været et godt værktøj. Som historikere ved vi, at det er forkert. Teorier ændrer sig ikke kun, fordi nogen tog fejl, og der så kom nogen, der havde ret, men fordi selve konteksten forandrer sig. I en kritisk forstand afslører det den økonomiske fornufts relativitet,« siger Yann Giraud.

Ideologisk nervøsitet

Ifølge Gonçalo Fonseca er det en forholdsvis ny omstændighed, at den økonomiske teoris historie bliver affejet som uvæsentlig og må vige for tekniske og matematiske fag på universiteterne. Op til midt i 1970’erne blev økonomiens idéhistorie betragtet som en obligatorisk og essentiel del af økonomifaget. Årsagen til udviklingen kan ifølge Fonseca findes to steder.

For de første er presset på både studerende, forskere og andre professionelle økonomer steget. De studerende har i stigende grad måttet dedikere sig til at lære fagets avancerede matematiske og statistiske redskaber, hvilket er gået ud over den filosofiske overbygning.

»Universiteterne kunne ikke retfærdiggøre at undervise i økonomiens idéhistorie, når de i stedet kunne bruge tiden på matematik eller økonometri,« siger Gonçalo Fonseca.

Og et tilsvarende vilkår har ramt forskerne og økonomiprofessorerne. Deres karrierer afhænger af at få artikler publiceret i velrenommerede tidsskrifter, og ifølge Yann Giraud er fællestrækket for disse, at de har et enormt teknisk og matematisk fokus. Derfor svinder interessen naturligt for økonomiens historie.

Men det er ikke kun travlhed og tidspres, der har indsnævret økonomifagets horisont. Gonçalo Fonseca peger også på den dominerende politiske strømning, der har domineret Vesten siden 1980’erne som forklaring på den idéhistoriske smalhed.

»Da folk begyndte at se de mere kritiske ideer, der lå begravet i økonomiens idéhistorie, opstod der en vis ideologisk nervøsitet. En nervøsitet over, at hvis de studerende får lov at dykke ned i økonomiens idéhistorie og opdager, at tingene ikke er sat i sten, så begynder de måske at tænke, at faget i virkeligheden ikke er så videnskabeligt,« siger Gonçalo Fonseca.

Denne dynamik har også haft betydning for, hvilke persontyper der vælger at beskæftige sig med økonomi – og strømligningen har ført til en homogenisering af økonomfiguren, hvilket både har hæmmet og skadet fagets kreativitet og udviklingspotentiale.

»De nye studerende, der kommer med et bredere perspektiv, bliver hurtigt fremmedgjorte, når de bliver præsenteret for meget få modeller, som de ikke rigtigt diskuterer, men bare må acceptere. De, der ikke kun er interesseret i det tekniske, og tænkte at økonomi var andet end anvendt matematik, dropper ofte ud. Og så ender du op med akademikere, som tenderer til at begrænse deres nysgerrighed og bruger tiden på at forbedre deres matematiske færdigheder frem for at udforske nye ideer,« siger Gonçalo Fonseca.

En falsk præmis

Præmissen for fokuseringen af økonomifagets stofområde er grundlæggende, at der eksisterer en modsætning mellem bredde og dybde. Enten kan du blive generalist – middelmådig til mange ting – eller også kan du fordybe og dygtiggøre dig i et enkelt specifikt fagområde. Og derfor ofres det bredere historiske perspektiv på ekspertisens alter.

Men det modsætningsforhold køber Gonçalo Fonseca ikke. Bredde – kontekst og baggrundsviden – er tværtimod en forudsætning for at udarbejde økonomiske teorier, der er forbundet til virkeligheden og ikke kun fungerer i matematiske luftkasteller.

»Nye ideer opstår som regel, når man kigger uden for sit fagområde eller sin samtid. Der er intet bredde-dybde trade-off, fordi bredden giver de studerende en mere ekspansiv idé om, hvad der er muligt – en større palet at lege med. Det er en måde at opdage nye ideer på, hvilket er helt essentiel for enhver moderne økonom,« siger Gonçalo Fonseca.

Fonseca tilføjer, at han i sit arbejde med forskellige landes embedsværk, tænketanke og konsulentvirksomheder ofte hører klagesang over, at selv de dygtigste økonomiske medarbejdere er ensidige og ude af stand til at nytænke.

»Når jeg snakker med offentlige myndigheder og andre arbejdsgivere, får jeg tit at vide, at ja, de kan finde ud af at bruge denne ene model, men det er det. Når du beder dem om at tænke anderledes, er de ude af stand til det. Vi bliver nødt til at reagere, når vi opdager, at økonomerne ikke kan se ud over det specifikke fagområde, de har specialiseret sig i,« siger Gonçalo Fonseca.

Yann Giraud genkender billedet. Han fortæller, at hans professorkolleger på Sciences Po ofte er uforstående over for den systemiske kritik af økonomifaget, der går på, at det ikke er en objektiv videnskab.

»Mange af mine kolleger forstår ikke den kritik af økonomer, der handler om, at de skulle være grundlæggende neoliberale. Derfor værdsætter de økonomifilosoffer, -historikere og -metodologer, fordi de minder dem om, at der er større samfundsmæssige spørgsmål på spil, end de tekniske udregninger de sidder med til daglig,« siger Yann Giraud.

Han bakker desuden Fonseca op i, at modsætningen mellem bredde og dybde er falsk.

»Når du finder økonomer, som omfavner de samfundsmæssige spørgsmål – en som Thomas Piketty – så får du grundlæggende rigere og bedre økonomisk teori. En global forståelse af hele faget, giver simpelthen mere retvisende økonomiteori,« siger Yann Giraud.

Gonçalo Fonseca mener tilsvarende, at det historiske blik og bredere perspektiv fører til bedre teori.

»Nogle af de største omvæltninger i den økonomiske teori kom fra folk, der kiggede tilbage i historien, sammenlignede med samtiden modeller og syntesirede nye ideer. Jeg tror helt bestemt, at vi kan udvikle bedre økonomisk teori, der er mere nuanceret, realistisk og knyttet til samfundets hensyn og den nære virkelighed.«

Udvidelse af kampzonen

Et er, hvad de økonomiske magtbastioner ville vinde ved at udforske økonomihistorien, men spørgsmålet, der står tilbage, er, hvad almindelige dødelige kan få ud af det.

Yann Giraud bemærker, at økonomi som disciplin og logik har vundet stadig større indpas i den offentlige samtale over de sidste 50 år og i dag rammesætter mange af de vigtigste samfundsmæssige spørgsmål. Det økonomiske perspektiv er således uomgængeligt, næsten uanset hvad man ønsker at forstå eller beskæftige sig med. Og humlen er, at der i den brede offentlighed i samme periode er sket en fremmedgørelse fra de økonomiske instrumenter.

»Jeg tror, at flertallet i dag er skræmt af økonomien. De har en fornemmelse af, at de hverken forstår teorien eller værktøjerne. Men de ved, at værktøjer er helt centrale i udviklingen af den førte politik, og det betyder i praksis, at folk regeres af redskaber, som de ikke forstår,« siger Yann Giraud.

Han bebrejder økonomerne for at bekymre sig om små tekniske problemer og svigte den dialog med offentligheden, der skal sikre gennemsigtighed og demokratisk legitimitet. Derfor må folket selv uddanne sig i den økonomiske historie for at opdage, at der intet endegyldigt er ved det nuværende paradigme.

»Ved at optegne den større kontekst og forklare fagets udvikling kan økonomiens idéhistorie være med til at indgyde selvtillid og magt i folket. De får en bedre forståelse for den verden, som vi lever i. Spørgsmålet er, hvad de vil gøre med den viden,« siger Yann Giraud

Og idéen om, at offentligheden skal kunne blande sig i, hvad vi skal med økonomien, er også en del af Gonçalo Fonsecas argument for at udbrede økonomiens idéhistorie til lægfolk.

»Er vi interesserede i vækst? Er vi interesserede i effektivitet? Eller er der etiske overvejelser om omfordeling, som vi kan se fra filosofiske, politologiske eller sociologiske perspektiver, der er vigtigere? Vi må tage en debat om, hvad økonomien er og skal være. Vi har brug for en revolution, ikke kun i metode, men også i selve opfattelsen af, hvad økonomien er.«

På Københavns Universitet er lederen af det økonomiske institut, Christian Schultz, dog ikke overbevist om, at det er »de rigtige spørgsmål«. Det er en forfejlet debat. Han opfatter det ikke som universitetets rolle at udfordre den måde, hvorpå der undervises i økonomi.

»Vi har en forpligtelse til at undervise i det, der undervises i på verdens universiteter. Vi uddanner økonomer, som skal kunne sidde i Finansministeriet, Nationalbanken og i større danske virksomheder og bruge fagets metoder på at beskæftige sig med de problemer, der er relevante i tiden. Det er vores basale formål,« siger Christian Schultz.

Det handler om teknik, statistik og databehandling. Formålet er at klæde eleverne på til at »forstå, hvordan en kapitalistisk markedsøkonomi fungerer«. Og her undervises der i »det, som vi tror på, virker«.

»Vi har faktisk et fag i teorihistorie, men det er sjovt nok ikke så velbesøgt. Og noget af det, vi ikke underviser så meget i, som da jeg var studerende, er marxistisk og alternativ økonomiteori,« siger Christian Schultz.

– Er du aldrig nervøs for, at der går drift i den, og at man bliver blind for de fejl, der måske er i den måde, vi forstår økonomien i dag?

»Det tror jeg altid, man skal være,« siger Christian Schultz. Og han anerkender da også, at den herskende økonomiopfattelse kan have blinde vinkler, og at økonomifaget i én forstand er reaktivt.

»Vi er ret godt klædt på til at undgå den næste finanskrise – men vi er sikkert ikke ret godt klædt på til at modgå den næste krise, der kommer et helt andet sted fra.«