Læsetid: 6 min.

»Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«

Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hun
Sygeplejerske Marie Møllenborg arbejder på Bispebjerg Hospital, og hun mener, at konkurrencestatens New Public Management-regime usynliggør den omsorg, nærvær og kommunikation, som er en grundlæggende del af hendes faglighed.

Sygeplejerske Marie Møllenborg arbejder på Bispebjerg Hospital, og hun mener, at konkurrencestatens New Public Management-regime usynliggør den omsorg, nærvær og kommunikation, som er en grundlæggende del af hendes faglighed.

Sigrid Nygaard

12. september 2018

»Træk vejret og forestil dig et øjeblik, at du pludselig er lænket til en kørestol i en krop, hvor arm og ben i den ene side ikke kan bevæges. Forestil dig nu, at der er fire plejepersonaler til 22 patienter, der alle skal have pleje, mad, målt puls, blodtryk og temperatur, skiftet ble, mobiliseres og alt dette skal dokumenteres i vores nye Sundhedsplatform.«

Scenariet stammer fra den 39-årige sygeplejerske Marie Møllenborgs arbejdsliv. Det er beskrevet i et brev til Region Sjælland, som hun var initiativtager til, mens hun arbejdede på Holbæk Sygehus. En stilling, hun opsagde i begyndelsen af året på grund af et arbejdspres, der gik for hårdt ud hendes faglighed.

»Vi kan ikke løbe hurtigere, og vi kan ikke prioritere mere ind til benet, end vi gør,« som hun fortalte TV2 Øst i januar.

Nu arbejder Marie Møllenborg på Bispebjerg Hospitals akutte neurologiske afdeling, som modtager hjernepatienter med blandt andet blodpropper, blødninger, tumorer og hovedtraumer.

Hun er nyvalgt tillidsrepræsentant på det københavnske hospital og ikke færdig med at kæmpe for bedre vilkår i et sundhedssystem, der ifølge hende er druknet i toprocentsbesparelser, dokumentationskrav og reformiver. Det er den virkelighed, hun forbinder med konkurrencestaten.

I sin nye bog Reaktionens tid – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion argumenterer professor Ove K. Pedersen ellers for, at konkurrencestaten ikke er en modsætning til, men en videreudvikling af velfærdsstaten. Bogen har fået diskussionen om det omstridte begreb til at genopblusse.

I den anledning har Information mødt Marie Møllenborg til en snak om, hvordan det er at arbejde i første række i det velfærdssamfund, som konkurrencestaten i disse år forandrer.

Flere skemaer og regler

7 ud af 10 offentligt ansatte oplever, at de mange krav til mål og dokumentation af deres arbejdsindsats er et udtryk for politisk mistillid. Det viser en ny undersøgelse, som hovedorganisationen FTF har gennemført blandt regionale, statslige og kommunalt ansatte, og som er beskrevet i Politiken.

Marie Møllenborg genkender følelsen fra sit arbejdsliv.

»Jeg har aldrig mødt dovne kollegaer, kun nogle som elsker deres fag. Alligevel kigges vi konstant efter i sømmene. Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer til gavn for den enkelte patient,« siger hun.

Men konkurrencestatens New Public Management-regime med styringsredskaber og incitamentsstrukturer handler ikke kun om mistillid, mener Marie Møllenborg.

Det er også en fundamental misforståelse af hendes faglighed. For evalueringsskemaer, fastlagte forløb og måltavler gør det svært at synliggøre sygeplejen.

»Hvordan skal jeg registrere omsorg, kommunikation og nærvær, der er mine kerneopgaver som sygeplejerske, på den KPI-tavle (Key Performance Indicator, red.), som måler afdelingens indsats,« siger hun.

»I stedet kommer det hele meget til at handle om teknisk pleje. Men bare fordi jeg arbejder på neurologisk afdeling, nytter det ikke noget, at jeg kun fokuserer på patientens hjerne. Vi glemmer det hele menneske. Det er kun er hårde tal og kvantitet, som måles, men et sundhedsvæsen handler jo også om livskvalitet og velvære.«

Forebyggelse og omsorg kan også være en god forretning, påpeger Marie Møllenborg. En måde at sikre, at patienterne trygt kan forlade hospitalet, husker at tage deres medicin og hurtigere føler sig klædt på til at genoptage hverdagen.

»Det kan være svært at måle, om det hjalp, at patienten mødte en nærværende sygeplejerske. Men det tror jeg på, at det gør. Jeg fungerer slet ikke som sygeplejerske, hvis man fratager mig den menneskelig kontakt og kun måler min tekniske indsats,« som hun siger.

I løbet af sit 13-årige arbejdsliv som sygeplejerske har Marie Møllenborg oplevet fire forskellige dokumentationsredskaber på både papir og computer. Og hun har været førstehåndsvidne til, hvordan antallet af registreringskrav og regler er vokset stødt.

Eksempelvis skal alle patienter i dag ernæringsscreenes.

»Det får syge, gamle fru Jensen jo ikke nødvendigvis noget at spise af. Så det kan føles forkert at afsætte tid til. Men jeg er nødt til at gøre det, fordi det har politisk bevågenhed, og min arbejdsindsats vurderes herefter,« siger hun.

Konkurrencestaten

  • I sin nye bog Reaktionens tid – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion forklarer professor emeritus Ove K. Pedersen, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten.
  • I konkurrencestaten er det offentliges opgave at fremme virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked, og i den nye bog redegør Ove K. Pedersen både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, der er fulgt i kølvandet på dens mange reformer. Krisen består bl.a. i, at konkurrencestaten og den reformisme, der løbende har tilpasset velfærdsstaten til nye konkurrencebetingelser, aldrig er blevet ideologisk begrundet. Det har åbnet op for massiv kritik af konkurrencestaten til trods for, at den er en verdenssucces og har fastholdt og videreudviklet Danmark som et af de rigeste og mest lige lande i verden.
  • Hvis konkurrencestatens værdikrise ikke løses, kan det skade videreudviklingen af velfærd og velstand, mener Ove K. Pedersen.

Komplekse patienter

Værst føler Marie Møllenborg sig dog ramt af det såkaldte omprioriteringsbidrag, der beskærer forbruget i den offentlige sektor med to procent årligt.

Nogle af de ændringer, som besparelserne har medført, giver mening, medgiver hun. Eksempelvis at mange patientforløb i dag er accelereret op, så mindre syge patienter hurtigere hjemsendes fra sygehuset – både til gavn for dem selv og hospitalsøkonomien.

»Problemet er bare, at vi alligevel ikke får færre patienter. Tværtimod får vi flere kronikere og ældre. Så de tomme hospitalssenge bliver bare fyldt op med en langt mere krævende og kompleks patientkategori. Men normeringen af sundhedspersonale følger ikke med,« siger hun.

»I dag er vi samme antal personale til samme antal patienter, men deres kompleksitet og plejebehov er langt større. Men sådan noget kan ikke ses i en spareplan.«

Løsningen bliver ifølge Marie Møllenborg, at hun og kollegerne løber stærkere.

»Vi yder ekstra, skipper pauserne, arbejder over. Som faggruppe har vi sygeplejersker overskredet vores egne grænser for at sikre, at patienterne ikke lider under forholdene. Men meget af mit arbejde handler også om forebyggelse og om at tage hånd om både patienterne, men også deres pårørende. At få folk videre, når de er ramt på livet. Den pleje forsvinder i travlheden,« fortæller hun.

I dag mangler hospitalerne desuden erfarne sygeplejersker. »Rollemodeller,« som Marie Møllenborg kalder dem. Nogle forsvinder fra faget, fordi de ikke kan stå inde for plejen, andre søger over i den private sektor, hvor arbejdsforholdene er bedre.

På sigt frygter hun, at sparekrav og personalemangel også kommer til at gå ud over patienterne. Hun mærker allerede, at nogle patienter er utrygge efter at have hørt om sundhedsvæsenets pressede forhold i medierne.

»De har brug for en ekstra forsikring om, at vi har styr på tingene. Det kan jo ødelægge den tillid til det offentlige system, der er så afgørende for velfærdssamfundet.«

Ikke flere reformer

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) i sidste uge præsenterede en afbureaukratiseringsreform – som er første del af regeringens store ’sammenhængsreform’ – var det med erkendelsen om, at »New public management har taget overhånd, og der er kommet for meget topstyring af den offentlige sektor.« Eller med andre ord: Konkurrencestatens logikker er gået for vidt.

Reformen er blevet rost af eksempelvis FTF’s formand Bente Sorgenfrey. Men Marie Møllenborg er mere skeptisk. Hun har fået nok af den reformisme, som professor Ove K. Pedersen ellers roser i det nylige interview med Information.

Det er svært at navigere i et arbejdsliv, som konstant forandres af nye politiske ambitioner, påpeger hun. Uanset om det er supersygehuse, Mette Frederiksens (S) nærhedshospitaler eller regeringens bebudede sundhedsreform.

»Som sygeplejerske er min energi og overskud brugt, så flere ændringer for ændringernes skyld er svært at overkomme. Det bliver ikke en afbureaukratiseringsreform, der kommer til at frigive en ny medarbejder på hver afdeling i aftenvagt. Det er fint, hvis færre ting skal måles. Men det, vi allermest har brug for, er flere mennesker til at udfylde kerneopgaven.«

Hvis besparelserne, målstyringen og de uafbrudte reformer bliver ved at dominere sundhedsvæsenet, frygter Marie Møllenborg for sit fag. Som hun siger:

»Jeg har verdens bedste job. Men jeg vil gerne kunne se patienterne i øjnene, når jeg står over for dem.«

Serie

Er der håb for konkurrencestaten?

Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.

Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.

I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.

Seneste artikler

  • Det engelske ord for konkurrencestat er: Denmark

    15. september 2018
    Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: Konkurrencestaten
  • Der findes ikke en nødvendig politik

    13. september 2018
    Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer
  • Tidligere FOA-formand: Konkurrencestaten har en udløbsdato

    7. september 2018
    Fagbevægelsen har ikke gjort nok for at bekæmpe konkurrencestaten, siger FOA’s tidligere formand Dennis Kristensen. Men han ser konturerne af et velfærdsoprør tegne sig, og i det finder han håb for konkurrencestatens endeligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Anne Schøtt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er, at man gør, hvad man kan, selvom det er hamrende unødvendigt. Blot fordi man har mulighed for at måle noget, betyder det ikke, at man skal. Men at måle det bedre i dag, som man tidligere ikke kunne få tilstrækkeligt gode og hurtige svar på, det er en fordel og en effektivisering.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt, Børge Neiiendam og Thomas Corydon anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Det er en umådelig trist og uværdig udvikling der beskrives.

Så fri mig for Neoliberalisme og konkurrencestat !

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, John Andersen, David Zennaro, Rolf Andersen, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Michael Waterstradt, Anne Schøtt, Egon Stich, Steffen Gliese, Tommy Clausen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Problemet med konkurrencestaten er, at den modarbejder det ordentlige, lige, regelmæssige og dermed sunde samfund, vi havde: i stedet for at fremskridt skyldes teknologi eller flere ansatte, søges den skabt ved at presse mere ud af de ansatte. Det er helt forkert! Tværtimod skal man selvfølgelig arbejde på, at dagen i morgen bliver bedre end i dag, for enhver i vores samfund.

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Michael Waterstradt, Bettina Jensen, Anne Schøtt, Børge Neiiendam, Minna Rasmussen og Thomas Corydon anbefalede denne kommentar

Hvis konkurrencen gjaldt at tjene helheden ( - Danmarks ve og vel) på bedste måde kunne det være god, men som al konkurrence drejer det sig - for det meste - om egoet, hvor der kun er een (eller meget) få vindere og en masse tabere. Hvordan får man det bedste - kvalitetsmæssigt - ud af "folk" ? - med kærlighed - ikke bare fra "baglandet" men også fra hjertet !

Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Michael Waterstradt, Lise Lotte Rahbek og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar

"Problemet med konkurrencestaten er, at den modarbejder det ordentlige, lige, regelmæssige og dermed sunde samfund, vi havde:"

Vi har jo hele tiden været på kollissionskurs med naturens balancer, særligt når det kommer til fremmedgørelse og forbrugerisme; utilitarismen - men enig i at vi for omkring 30-40 år siden faktisk havde en ganske fornuftig ramme og retning på samfundsudviklingen. Den brede befolkning havde konsensus om at mangfoldighed, solidaritet og strukturel lighed var væsentlige og relevante samfundsmål at stræbe efter; økonomien skulle indrettes derefter. Mao. socialstatsudviklingen, som kunne have været et spring frem mod genuin socialistisk samfundsudvikling (som altså er en evig proces, hvilket måske er én af årsagerne til at dette fokus tabte energi i takt med at resultatorientering, modellering og styring/kontrol blev mere manifeste samfundskulturelle pejlemærker, hvorpå sameksistensidealet drejede bort fra kvalitativ fællesskabsorientering til positivistisk individualisering.

Peter Beck-Lauritzen, Jens Kofoed, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Anne Eriksen og Thomas Corydon anbefalede denne kommentar

For blot 20 år siden grinede vi os fordærvede af 'amerikanernes værdier' med nyt og stort i uendelige mængder, som om de var små id-styrede børn.
Danmark var landet, hvor energikriser medførte en landsdækkende kamp for at nedsætte indendørstemperaturen, isolere mest muligt etc. Hvor alt blev sat ind på at begrænse reklamer i offentligheden etc. etc.

Peter Beck-Lauritzen, Thomas Corydon, Karsten Lundsby, Bettina Jensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Danmark var også landet, hvor folk i høj grad gik, cyklede og brugte offentlige transportmidler - først i 00erne blev alt for mange grebet af en bil-mani, som er højst uforståelig.

I Marie Møllenborgs klare beskrivelse af sit sygepleje-arbejde er der intet om rivalisering eller konkurrence mellem sygeplejerne. Tværtimod. Betegnelse af perverteringen af velfærdssamfundets humane værdier, som er globalt enestående, er vildledende. Ordet ”konkurrence” henleder opmærksomheden på sport og underholdning.
Perversionens er ”overvågningsstat” som er et fascistoid idesæt fælles med kapitalismen.
Når offentlige ansatte presses bilder man sig ind at produktiviteten vokser så der kan afskediges personale. Afskedigelser har vi set i lange baner, tænk på ødelæggelsen af Skatteministeriet og Miljøministeriet Det forventes så at det vil øge BNP og, ikke at glemme, mellem-og overklassens arbejdsfrie indkomster, og samtidig nedsætte skatterne.
En udenlandsk bankejer har, til fædrelandets frelse, finansieret et politisk parti for dette noble mål.
Ret beset er det lige ud af landevejen.

Thomas Corydon, Lars Løfgren, Karsten Lundsby, Bettina Jensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Martin Rønnow Klarlund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det officielle forsvar for konkurrencestaten er, at den giver incitamenter til at forbedre kvaliteten af de velfærdsydelser, vi grundlæggende er enige om at dele ligeværdigt og retfærdigt.

Men det er Newspeak.

Den kapitalistiske konkurrence handler ikke om at blive bedre til noget og højne kvaliteten af velfærdssamfundet. Dens epicenter har som udgangspunkt at maximere profit og udmanøvrere konkurrenterne, og det gøres blandt andet ved at spare på lønningerne, der anses for at være årsagen til træghed og fordyrelser, samt indføre automatisering og robotisering af det menneskelige samspil. Derfor hele tiden færre varme hænder.

Når man konkurrenceudsætter velfærdsydelser, så som sygepleje, lægebehandling, omsorg for børn og ældre, vælger man at kvantitet er vigtigere end kvalitet, og at enhver besparelse skal føre til øget profit fremfor forbedringer indenfor det specifikke område. Og at progressive forringelser ved salami- eller grønthøstermetoden aldrig bringes til standsning, men fortsætter indtil hele området er udhulet nok til at privatisere helt og holdent.

Der er intet humant eller varmt ved denne teknokratisering af et samfund.
Derfor bliver det tiltagende uudholdeligt at arbejde og leve i et sådant regime, hvorfor tvang og kontrol skal skabe frygt for fyring, og økonomisk marginalisering af lønarbejderne, de arbejdsløse og de syge bliver det foretrukne redskab til at dreje samfundshjulet rundt.

Peter Beck-Lauritzen, Thomas Corydon, Anne Mette Jørgensen, Bettina Jensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar

"US Steel is not in the business of making steel; it's in the business og making the highest possible profit for its shareholders", kan Michael Parenti i dette friske foredrag fra 2004 citere den afgående president og US Steel for at have sagt: https://www.youtube.com/watch?v=FZqwlNpXelg

Parenti beskriver også hvordan akkumulering, akkumulering og akkumulering er den patologiske drivkraft i jagten på velstand, og det er pænt underholdende (nok nødvendigt på den kedelige baggrund).

Bent Gregersen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Bach Jensen

Et andet eksempel på uproduktiv kontrolarbejde. Styrelsen for patientsikkerheds tilsyn med bla praktiserende læger er et af de kontrolinitiativer, som desværre synes at medføre forringelse af patientbehandlingen fremfor det modsatte. Der er ingen dokumentation for at deres tilsyn fører til bedre kvalitet eller øget sikkerhed. Til gengæld har tilsynene den effekt at de øger dokumentationskravene: af negative fund (alt det patienten ikke fejlede), tilsagn og anden notering af forhold som ikke forbedrer behandlingen, men er for ikke at få påtale af tilsynet. For hvert minut lægen bruger på denne dokumentation er et minut som går fra at lægen kan snakke med patienten, undersøge patienten og rådgive patienten. Dvs hvert minut der bruges på denne dokumentation giver dårligere behandling. Tilsynsenhederne vokser og vokser, selvom de intet værdiskabende laver - ingen patienter bliver helbredt af deres virke - samtidig med at der er stor mangel på klinisk arbejdende læger. Nye lægemidler skal dokumentere at de har positive effekter for behandlingen før de indføres - nye tilsynsregler kan føre til store skadelige ændringer uden at det fører til at politikerne griber ind. Det er en ganske uforståelig udvikling og især trist for patienterne, som bliver taberne når lægen sidder og kigger ind i skærmen og skriver fremfor at lytte til hvad patienten har på hjerte.