Læsetid: 7 min.

SF vil samle oppositionen frem mod valget – men de andre partier stritter imod

I en kronik i dagens avis formulerer SF-formand Pia Olsen Dyhr fem politikområder, hvor centrum-venstre kan og bør stå samlet. Socialdemokratiet kalder kronikken et »meget positivt bidrag«, men de øvrige oppositionspartier er skeptiske. »Vi har ingen ambitioner om fælles fodslag frem mod næste valg,« siger Alternativets formand Uffe Elbæk
Sidste år viste en undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, at 25.000 børn lever i fattigdom. Det er helt vilde tal i et land som Danmark, der med sin velstand burde kunne sikre, at tallet var et stort, rundt nul, skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr i dagens kronik.

Sidste år viste en undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, at 25.000 børn lever i fattigdom. Det er helt vilde tal i et land som Danmark, der med sin velstand burde kunne sikre, at tallet var et stort, rundt nul, skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr i dagens kronik.

Sigrid Nygaard

25. september 2018

For børnenes, miljøets og de udsatte gruppers skyld skal partierne i centrum-venstre holde op med at skændes med hinanden. I stedet skal oppositionen begynde at arbejde sammen om de ting, der samler den.

Det er budskabet i dagens kronik af SF’s formand, Pia Olsen Dyhr. Her fremhæver hun fem politiske områder og konkrete forslag, som hun mener, oppositionen står samlet på, og som udgør et reelt alternativ til den nuværende regering.

Det gælder en mere ambitiøs klimaplan, mere velfærd – herunder minimumsnormeringer i daginstitutionerne og flere penge til psykiatrien – bekæmpelse af børnefattigdom, renere natur og mindre centralisering.

»Ingen af os kommer til at sidde med 90 mandater alene, så vi skal samarbejde, og derfor bør vi også bruge noget af tiden op mod valget til at finde de steder, hvor vi er enige,« siger Pia Olsen Dyhr.

Kronikken kommer i en tid, hvor det kan se ud til, at der er langt mere, der splitter, end der samler oppositionen.

Socialdemokratiet har afvist at gå i regering med De Radikale. Uffe Elbæk (Alt) og Pernille Skipper (EL) har meldt sig som statsministerkandidater som alternativer til Socialdemokratiets Mette Frederiksen. Og endelig er der ikke fremlagt nogen større fælles politiske udspil mellem SF, Alternativet, Enhedslisten, De Radikale og Socialdemokratiet.

Men Pia Olsen Dyhr mener, at der stadig er en mulighed for at samle oppositionen inden valget, der senest skal afholdes til foråret næste år.

»Der er otte-ni måneder til, og jeg synes egentlig, at der er god tid til at finde løsninger på nogle af de udfordringer, som vi jo bliver nødt til at løse i fællesskab,« siger hun.

Det er for sent

Alternativets formand, Uffe Elbæk, der peger på sig selv som statsminister, er enig i, at kronikken tegner nogle politiske områder, hvor centrum-venstre kan enes »langt hen ad vejen«.

»Men det der med at sige, at vi skal samle centrum-venstre, det tror jeg ikke på. Dels fordi vi er så tæt på et valg, så timingen forstår jeg ikke. Hvis det her havde været et udspil for to år siden, så kunne vi måske begynde at formulere et fælles projekt, men der er vi ikke overhovedet i dag,« siger han.

Samtidig mener han, at SF skal passe på med at »foregøgle større enighed, end der er«.

Ifølge Uffe Elbæk har Alternativet nogle andre politiske analyser end de øvrige partier i oppositionen, særligt når det gælder klimaforandringer, hvor de ønsker et »systemskifte«.

»Vi har ingen ambitioner om at få fælles fodslag op mod næste valg. Vi går gerne ind på konkrete initiativer og vil også støtte andre partiers forslag, som vi synes er gode, men et fælles projekt op mod næste valg er altså en forbipasserende mulighed. Det kommer ikke til at ske,« siger han og slår fast, at Alternativet går til valg på sit eget politikgrundlag og med sin egen statsministerkandidat.

»Vi ønsker ikke at øge konfliktniveauet, men tiden er passeret. Det var noget, vi skulle have gjort for to år siden.«

– Hvis du kan slutte op om de her fem områder, vil det så ikke være givtigt for det, I gerne vil opnå, nemlig en ny kurs for Danmark, at I signalerer udadtil, at I har en fællesmængde, og at der er nogle mål, som I kan arbejde henimod sammen?

»Det gør vi da gerne. Alle de steder, vi er enige, samarbejder vi. Det ændrer bare ikke ved, at der er tre statsministerkandidater i oppositionen i dag, som har hvert deres eget politiske projekt og ambition om, hvor Danmark skal hen. Og så er laveste fællesnævner ikke nok for os.«

De Radikale mener også, at centrum-venstre skal arbejde hårdt for de områder, SF formulerer i kronikken. Folketingsmedlem Sofie Carsten Nielsen føler sig dog ikke sikker på, at Socialdemokratiet er med på at få Danmark i en ny retning. Hun frygter, at de vil samarbejde med Dansk Folkeparti på afgørende områder, blandt andet for at føre en stram udlændingepolitik.

»Det er en samlet retning, vi skal trække Danmark i, og hvis vi skal have held med at trække i den rigtige retning, så kan vi ikke lade Dansk Folkeparti diktere det. De er ligeglade med uddannelse og den grønne omstilling. Og de går heller ikke meget op i public service og retssikkerheden. Og det er afsindigt vigtigt for De Radikale,« siger hun.

Sofie Carsten Nielsen mener ikke, at det nytter noget »at holde kæft med retssikkerhed, demokrati og børn på Sjælsmark (udrejsecenter, red.), fordi vi skal huske at tale sammen om den grønne omstilling«.

Endelig er der Enhedslisten, som har meldt ud, at de ønsker Pernille Skipper som statsminister, hvis der tegner sig et flertal for det. Folketingsmedlem Rune Lund har læst SF’s kronik og mener, at »der er mange fine ting i den«.

»Men der er også nogle meget store plomber, som glimrer ved deres fravær. Det er pensionsalderen, der ikke skal stige, men falde. At velfærden ikke bare skal være det demografiske træk, som kun lige akkurat er nok til at sikre den velfærd, vi har i dag. Og at der kommer en ordentlig løsning for dem, der er blevet ramt af de seneste års ulighedsskabende reformer.«

– Selv om I er uenige eller vil mere på nogle områder, giver det så ikke mening at fokusere der, hvor der er kant til blå blok og regeringen, hvis I ønsker en ny regering?

»Vi repræsenterer jo den del af befolkningen, som vil have solidarisk velfærd, en ordentlig behandling af syge og arbejdsløse, og som inderligt gerne vil have en grøn omstilling – og også vil have, at vi behandler flygtninge og indvandrere ordentligt. Det gør vi jo ikke bedst ved at sætte os over i et hjørne og tage vores mandater ud af ligningen, men vi gør det heller ikke ved at deponere vores mandater hos Socialdemokratiet og lade laveste fællesnævner i oppositionen være styrende for det politiske projekt, som vi ønsker,« siger han.

S hilser bidrag velkommen

I modsætning til sine kolleger i oppositionen ser politisk ordfører for Socialdemokratiet, Nicolai Wammen, kronikken som et »positivt og konstruktivt bidrag til at understrege, at der er brug for en ny kurs for Danmark«. Han vil dog ikke gå konkret ind i hvert enkelt forslag, som Pia Olsen Dyhr kommer med, men er enig i de overordnede linjer.

»Selv om der er ting, vi er uenige om i oppositionen, så er der rigtig meget, der samler. Både når det gælder det grønne, vores velfærdssamfund, kampen mod ulighed, og også at vi ønsker et samfund, hvor det er mere decentralt, end vi ser i dag – som kronikken viser,« siger han.

Han deler Pia Olsen Dyhrs opfattelse af, at der er brug for en opposition, der står mere samlet end i dag.

– Hvorfor har Socialdemokratiet ikke forsøgt at få mere fokus på de ting, der samler jer, noget før?

»Jamen det er, fordi uenigheden på udlændingeområdet og procesdiskussionen om regeringsdannelser har fyldt rigtig meget. Derfor ser jeg det også som noget meget positivt, at Pia Olsen Dyhr her siger: ’Lad os nu fokusere på det politiske indhold: Hvad er det, vi i fællesskab kan gøre anderledes og bedre for Danmark’.«

I kronikken fremhæver Pia Olsen Dyhr blandt andet, at centrum-venstre bør stå sammen om at fjerne kontanthjælpsloftet, som er et af SF’s krav til en socialdemokratisk regering. Socialdemokratiet har meldt ud, at partiet først vil have en kommission til at undersøge de såkaldte fattigdomsydelser, og det holder Nicolai Wammen fast i.

»Vi har sagt, at vi er imod kontanthjælpsloftet, og vi vil, hvis vi får regeringsmagten, lave en ydelseskommission, hvor vi kan se på, hvordan vi kan lave et bedre og mere retfærdigt bud, end det kontanthjælpsloft der er i dag. Det er så en diskussion, vi løbende har med både SF og de andre partier i oppositionen,« siger han.

Nicolai Wammen understreger, at de partier, der er parate til at pege på Socialdemokratiet, »selvfølgelig også får indflydelse på den politik, der bliver ført«.

»Socialdemokratiet kommer jo ikke til at få 90 mandater alene, og derfor er der alene af den grund behov for, at andre partier peger på og støtter op om Socialdemokratiet. Så jeg ser det som helt naturligt, at der skal være et tæt samarbejde mellem de her partier på en række politiske områder, og jeg håber og tror, at de partier også vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, når vi har haft folketingsvalg her inden længe,« siger han.

Trods uenigheder og kompromiser i oppositionen mener Pia Olsen Dyhr ikke, at de politiske områder, der ifølge hende samler centrum-venstre, er »den laveste fællesnævner«.

»Hvis vi hele tiden taler centrum-venstre ned under gulvbrædderne, så risikerer det at blive en selvopfyldende profeti. Selvfølgelig har vi store uenigheder. I SF er vi meget mere ambitiøse på socialpolitikken end Socialdemokratiet, men hvis vi kun fokuserer på alt det, der skiller os, så kommer Danmarks næste statsminister til at hedde Lars Løkke Rasmussen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Kim Folke Knudsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Fornuftig snak,Pia - En formand der har begge ben solidt på i realiteternes hårde muld er noget man kan være stolt af som socialist og medlem af SF. ALLE burde tage en kold lytter og komme ned på kloden inden den forsvinder.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Tine Friis, Bjarne Tingkær, Eva Schwanenflügel og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg synes Pia Olsen Dyhr har en pointe.
Venstrefløjen burde bruge mere tid på at blive enige om fælles mål før valget.
Men hvorfor gør venstrefløjen så ikke det? Her inkluderer jeg ikke S, som jeg ikke længere ser som røde.
Er et af problemerne ikke, at det kun er Ø og SF, der er socialister?
Og et andet problem er S, der nærmest har ligget lårene af DF for at skrabe stemmer til sig - uden synlige resultater, vel at mærke..
Det er da S, der burde tage sig selv i kraven og virke samlende, hvis de vil have Mette F. som statsminister..?
S er konstant ude med svinere til sit eget bagland. Sidst var det Mattias Tesfaye, der i Information kritiserede Enhedslisten sønder og sammen.
S virker snobbede og arrogante. Det burde Pia Olsen Dyhr måske også adressere.

Trond Meiring, Kim Folke Knudsen, Jan Weber Fritsbøger, Torben K L Jensen, Thomas Jensen, Carsten Wienholtz, Bjarne Tingkær, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Bjarne Andersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Socialdemokratiet har meldt ud, at partiet først vil have en kommission til at undersøge de såkaldte fattigdomsydelser.

Den kommission skal vel bruge lidt over 4 år.

Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Carsten Svendsen, Torben Skov, Kurt Nielsen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Pia er jo dybt naiv, såkaldt rød blok er jo grundlæggende uenige om EU politiken og udlændinge politiken. EL og SF ønsker som altid primært blot at føre ting tilbage fra den forrige regering, S vil selvfølgelig ikke love noget for pengene skal jo findes. Og netop på det økonomiske områder er partierne jo også fundamentalt uenige og så kan de være nok så enige om mere grøn omstilling og mere velfærd men det batter jo intet når uenigheden blomstrer op straks de kommer til finansieringen.

Jan Weber Fritsbøger

vi ved godt hvad S har på tapetet, de ligner DF hvilket vil sige kun sociale på facaden, og ellers dybt borgerlige, hvis de var socialt indstillet, ville de jo nok ikke nærmest insistere på at føre politik over midten, hvilket i mine øjne betyder give V vetoret, og så kan politikken jo kun blive borgerlig blokpolitik akkurat som under Thorning.

Jan Weber Fritsbøger

nej Pia er ikke dybt naiv, hun er realist i langt højere grad end hele højrefløjen incl S tilsammen,
og vigtigere hun kæmper for en bedre verden, en kamp som skal kæmpes globalt,
og hvis kampen tabes har hele menneskeheden tabt, for den udvikling verden er i gang med er en kurs som kun kan ende i katastrofe,
det mest naive synspunkt der er i verden i dag, er at vi godt kan fortsætte med det vi gør, og alle som siger vi skal ændre kurs har jo forstået at netop det kan vi ikke.

Kim Folke Knudsen

Måske skulle Den Røde Blok begynde med lidt Team building.

Nu er det jo ikke sådan, at du selv vælger alle de partnere du i din dagligdag skal team builde eller samarbejde med ?

På Arbejdspladsen indretter vi os med kolleger, som måske ikke er helt så ens. Samarbejdet opstår når ideer temperamenter og mennesker mødes.

I fritiden er det fodboldholdet ikke fuldstændig ens eller løbeholdet eller vennerne osv.

Den borgerlige Blå blok har den store fordel, at de i det store og hele er enige om de store linjer i politikken. Der er ikke en række farvestrålende ideologier, som peger i en vidt forskellig retning. Alle vil konkurrence bedre vilkår for erhvervslivet, lidt mindre stat og til tider lavere skatter. De borgerlige partier kan støtte sig på en vis grad af samfundbevarelse. De skal ikke forandre, de skal til dels forsvare den nuværende samfundsindretning med privat ejendomsret og med private virksomheder, hvis primære formål er at tjene penge.

og så har De borgerlige partier pansat sig til DF, hvad angår " Den unikke og fantastiske Udlændingepolitik ". De må nærmest kunne tage varepatent på den i DF.

Anderledes er det i rød blok. Der er SF og Enhedslisten med varierende socialistiske standpunkter. Så der er den nye grønne bevægelse med Alternativet, der vel ikke kan ses som et socialistisk parti eller er det en tredie vej til fællesskabet ??

Så er der Det Radikale Venstre der på ejendommelig vis som et borgerligt liberalt midterparti er havnet i Rød Blok. Et blåt parti i Rød Blok en sand dansk besynderlighed.

Hidtil har det regeringsbærende Socialdemokrati ligesom kunne holde sammen på alle de uregerlige idealister i Regnbuepartierne. Der har været en vis autoritet og samling i kraft af Socialdemokraternes evne til at optage nye strømninger indenfor den socialdemokratiske bevægelse og gøre dem til reformpunkter i samfundet. Det ser jeg som Socialdemokraternes store styrke, når de formår den kunst. Det er det som gør Socialdemokraterne til et ægte folkeparti.

Jeg tror, at Socialdemokraterne mangler at finde tilbage til den styrepind og til den evne, som de før besad.

Og så må Regnbuepartierne med alle de fine og smukke farver lige fra Lyserødt, Rødt, Orange over Grønt til Lilla finde melodien ved at give plads til hinanden indenfor koalitionen. Det gør de bedst ved ikke at føre krig mod Socialdemokraterne men ved at optræde, som det et parti er. En fællesmængde af holdninger og samfundssyn. Det vil sige vi kritiserer socialdemokraterne der hvor vi er uenige, men vi stiller os i samme moment til rådighed for samarbejdet. Er der så tale om løftebrud overfor vælgerne. Nej det er der ikke. Enhver fornuftig vælger ved godt, at ens eget parti ikke kan få hele sit eget program igennem. Det har intet med løftebrud at gøre.

Den Røde Blok har fællesmængde i spørgsmål om

Et mere grønt og energivenligt Danmark.

En indsats for at alle her i landet får en god uddannelse som er betalt af os alle over skatten.

En indsats for at fjerne fattigdomsydelserne indenfor kontanthjælp og lignende.

Bedre kollektiv trafik og mere grøn kollektiv trafik.

Et Danmark som ikke lukker sig om sig selv i national selvoptagethed, men er en aktiv part i de store samarbejdsorganisationer her i Verden.

Samarbejdets kunst find den nu frem.

Socialdemokrater
Folkesocialister
Enhedslistefolk
Radikale Socialliberale
Grønne Alternativister.