Læsetid: 3 min.

Amnesty: Udlændingenævnet begår en eklatant sagsbehandlingsfejl med vidtåbne øjne

Det er uforståeligt, hvorfor Udlændingenævnet laver en så eklatant sagsbehandlingsfejl i sagerne om de somaliske familier, siger jurist Claus Juul fra Amnesty International, som i lighed med juraprofessor Jens Vedsted-Hansen kalder det ulovligt
31. oktober 2018

»Det er helt sort, når Udlændingenævnet inddrager en tilladelse til familiesammenføring uden at vente på den endelige afgørelse i sagen om den person, der har fået asyl. Så længe retstilstanden formelt ikke er helt afklaret eller ligger fast – det vil sige, at der ikke er truffet en afgørelse i ankeinstansen om asylspørgsmålet, eller der er givet afkald på anke – kan Udlændingenævnet ikke træffe en afgørelse om familiesammenføringen,« siger Amnesty Internationals jurist Claus Juul som kommentar til Informations afsløring af Udlændingenævnets behandling af sager om inddragelse af opholdstilladelser for somaliske familier. Han er enig med juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet, der har kritiseret Udlændingenævnets sagsbehandling i disse sager for at være »klart ulovlig«.

Ifølge Claus Juul er det materiale hentet fra »grundbogen i jura«, at hvis man har to afgørelser, hvor udfaldet af den ene afhænger af behandlingen af den anden, så kan man ikke afgøre den ene uden at kende til resultatet af den anden. Asylsagens faktum er ganske enkelt ikke afgjort, og derfor er der en uafklaret retstilstand i forhold til familiesammenføringssagen, siger han.

– Hvorfor gør Udlændingenævnet det så? Nævnet er sammensat af jurister, der vel ikke er uvidende om lovgivningen?

»Nej, det er der intet, der tyder på. Det er det, der gør det helt sort. Det er ikke til at forstå, at man har lavet en uafhængig myndighed, der så med vidtåbne øjne begår en eklatant sagsbehandlingsfejl.

– Hvorfor gør de det så?

»Det vil jeg ikke gætte på. Måske har man tænkt, at man vil være effektiv. Men sagen er ganske enkelt, at før der ligger en endelig afgørelse fra Flygtningenævnet, så kan man ikke gøre det, som de har gjort.

– Nævnets sekretariatschef har sagt til Information, at nævnet behandler sagerne uafhængigt af, hvad der sker hos andre myndigheder?

»Jamen, Udlændingenævnet skal jo netop tage sig af, hvad der sker i Flygtningenævnet. For hvis den person, der har fået asyl, får inddraget sin opholdstilladelse i Flygtningenævnet, så skal resten af familien jo rejse hjem. Det ligner et embedsmandssvar, hvor man har malet sig op i et hjørne.

– Udlændingenævnet siger så, at familierne kan søge om genoptagelse, hvis Flygtningenævnet ikke inddrager opholdstilladelsen?

»Det er at vende tingene helt på hovedet. Hvis Flygtningenævnet omgør eller hjemviser Udlændingestyrelsens beslutning om at inddrage opholdstilladelsen for den i familien, der har fået asyl, så skal familien ikke søge om genoptagelse. Nej, for så står det jo sort på hvidt, at Udlændingenævnets afgørelse har været forkert, og så skal nævnet selv sørge for at berigtige den forkerte sagsbehandling, som de ikke har haft hjemmel til at gennemføre i første omgang.

– Kan Udlændingenævnet ikke arbejde ud fra en tese om, at Flygtningenævnet i de fleste sager vil stadfæste inddragelsen?

»Når man ser tallet for de 103 inddragelsessager, der foreløbig er afgjort i Flygtningenævnet, så kan man se, at under halvdelen er blevet stadfæstet. Så Udlændingenævnet har ikke en gang statistikken på deres side. Tallene viser ganske tydeligt, at det ikke bare er en formssag at vente på Flygtningenævnets afgørelse. Men Udlændingenævnet tager så at sige chancen, og det er klart, at det kan man ikke. Det er jo ikke en banal byggesag om tilladelse til at opføre en carport, men sager om liv og død, nemlig om, hvorvidt familier med børn skal blive her i landet eller sendes tilbage til Somalia,« siger Claus Juul.

En familie med 7 børn fra Somalia kan ikke få opholdstilladelse. 6 af de 7 børn i alderen 2-12 år, skal angiveligt separeres fra deres mor og udsendes til Somalia med deres far. Den sag har fået venner, skolekammerater, pædagoger, fodboldvenner, kolleger, naboer, frivillige og andre på gaden i støtteoptog for familien.
Læs også
I oktober 2013 indrejste den 24-årige somaliske kvinde Ifrah Mohamud til Danmark, og i maj 2015 blev hendes mand, Salah Ahmed, og parrets seks børn familiesammenført og fik opholdstilladelse. På trods af at Ifrah Mohamuds sag ikke er endeligt afgjort, har Udlændingenævnet nu inddraget hendes families opholdstilladelse. Det fik borgere på gaden i protest. 
Læs også
Udlændingenævnet har i en række sager frataget somaliske familiers ret til ophold i Danmark, selv om sagen ikke er endelig afgjort endnu. Den praksis får skarp kritik fra en række eksperter. Det er ’klart ulovligt’, siger juraprofessor
Læs også
Serie

Somaliersagen

Fire uger og 13 artikler .... Det skulle der til, før Udlændingenævnet ændrede ’ulovlig’ praksis i forhold til at inddrage opholdstilladelser for familiesammenførte somaliere. Læs artiklerne her

Seneste artikler

  • Flygtningenævnet omgør hver fjerde inddragelse af somalieres opholdstilladelse

    12. juni 2019
    Det går ikke så godt med regeringens stort anlagte ’Somalia Projekt’, hvis mål bl.a. var at undersøge mulighederne for at inddrage opholdstilladelserne i omkring 1.200 somaliersager. Nye tal viser, at Flygtningenævnet foreløbig har omgjort inddragelsen af opholdstilladelser for 59 ud af 214 somaliere
  • Støjberg skal forklare sig i somaliersag

    3. december 2018
    Hvorfor skulle der gå fem måneder, fra at Inger Støjbergs embedsmænd fik oplysning om Udlændingenævnets praksis i 177 såkaldte somaliersager – der af jurister er blevet kritiseret for at være ’klart ulovlig’ – til at ministeren selv blev orienteret? Det spørger oppositionen nu om i Folketinget
  • Udlændingenævnet dropper nu helt den ’ulovlige’ praksis i somaliersager

    27. november 2018
    Efter Informations afsløringer er Udlændingenævnet for tredje gang på tilbagetog i forhold til deres sagsbehandling i sager vedrørende somaliere. Nu opgiver nævnet helt den praksis, som flere jurister har kritiseret for at være ’klart ulovlig’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mandatar Torben Wilken
  • Poul Erik Riis
  • Katrine Damm
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Mandatar Torben Wilken, Poul Erik Riis, Katrine Damm, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Nej, det er der intet, der tyder på. Det er det, der gør det helt sort. Det er ikke til at forstå, at man har lavet en uafhængig myndighed, der så med vidtåbne øjne begår en eklatant sagsbehandlingsfejl."

Man erindrer en anden sag om adskillelse af ægtepar på asylcentrene, hvor denne praksis blev kendt ulovlig. Det var man også klar over at den var, men fortsatte alligevel. Går den, så går den, syntes logikken at være. Heldigvis var resultatet ikke helt så fatalt som nu, men trods alt gik det ud over adskillige unge par, som administrativt blev separeret uden en individuel vurdering, og det havde også menneskelige konsekvenser.

Er der ingen folketingspolitikere der mener det er et problem når Udlændingenævnet hastebehandler sager, hvor de burde afvente Flygtningenævnets afgørelse først?

Jeg ser frem til Informations opfølgning på sagen inde på Borgen.

Mandatar Torben Wilken, Katrine Damm, Tue Romanow, Dorte Sørensen, Rolf Andersen, Gert Romme, Christian Mondrup, Knud Anker Iversen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar