Grønland står over for sit største infrastrukturprojekt nogensinde. Tre store nye lufthavne til internationale flyvninger skal trække flere turister til øen, så Grønland kan få del i det arktiske turistboom. Selv om Danmark for nylig gav tilsagn om et markant tilskud, bliver de 3,6 milliarder kroner dyre lufthavne en kostbar investering for det lille samfund.
Men det er ikke kun økonomien bag projektet, som de grønlandske politikere skal tage stilling til torsdag, hvor lufthavnene er hovedemne på parlamentets dagsorden. Der er også militære og geopolitiske interesser på spil.
For selvom målet med projektet er større økonomisk selvstændighed, tyder meget på, at de grønlandske lufthavne er ved at blive en brik i det geopolitiske spil om indflydelse og tilstedeværelse på verdens største ø – med Kina, Rusland og USA som aktører i kulissen.
Kinesiske investeringer har længe været på tale for at sikre finansiering til lufthavnene, og nu har også USA budt sig til med finansiel støtte.
Spørgsmålet er, om prisen for amerikansk støtte bliver øget oprustning, som Sara Olsvig, tidligere formand for det største oppositionsparti IA, bekymret har bemærket:
»Hvis vort land skal lægge jord til yderligere oprustning, skal vi selvfølgelig spørges først. Ingen skal have lov til at komme ind ad bagdøren,« sagde Sara Olsvig for nylig til den grønlandske avis Sermitsiaq.
For svært at komme til Grønland
Større lufthavne fra de vigtigste byer i Grønland og direkte ud i verden har længe været et ønske i Grønland. Der er ingen direkte internationale fly til og fra hovedstaden Nuuk. Alle skal en tur omkring Kangerlussuaq og København.
»Det er for svært at komme til Grønland. Vi skal have flere turister og udvikle erhvervslivet. Vi er nødt til at give det et løft – frem for at vi hele tiden skal være afhængig af fiskeriet,« sagde den grønlandske naalakkersuisoq (minister) for infrastruktur Simon Simonsen i en diskussion i Radio24syv i sommer. Her mindede han om, at nye og længere landingsbaner allerede blev anbefalet af Transportkommissionen i 2009.
»Vi har ingen veje. Vores infrastruktur er utroligt sårbar. Vi er helt afhængig af luftfart. De store lufthavne, vi har i dag i Kangerlussuaq og Narsarsuaq, blev anlagt af amerikanerne under krigen. De ligger ikke dér, hvor vi bor. Derfor bruger vi en masse penge og tid på indenrigsflyvning.«
Grønland drømmer om at komme med på det arktiske turisteventyr. Island oplever et sandt boom med to millioner turister årligt. Turismen er nu vulkanøens vigtigste erhverv. På samme måde strømmer turister til Nordnorge og Svalbard. De vil opleve nordlys, rigtigt mørke, slædehunde og storslået natur. Det har Grønland i rigt mål.
Derfor skal landingsbanerne i Nuuk Lufthavn og isfjordsbyen Ilulissat Lufthavn udbygges til 2.200 meter, og landingsbanen i Qaqortoq, Sydgrønlands største by, til 1.500 meter.
Men prisen for at få direkte adgang til den store verden og flere turister er høj. De 3,6 milliarder kroner, som projektet koster, svarer til 20 procent af det grønlandske bruttonationalprodukt. Overført til danske forhold svarer det til en investering på 360 milliarder kroner eller knap ti Storebæltsbroer i 2018-priser.
Derfor tog de fleste grønlandske politikere med kyshånd imod, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i september gav tilsagn om økonomisk støtte fra Danmark på 1,6 milliarder kroner i tilskud og billige lån til lufthavnene.
Men samtidig satte statsministerens lynvisit i Nuuk gang i den politiske karrusel. I løbet af et døgns tid havde koalitionsregeringen med Kim Kielsen i spidsen mistet sit flertal.
Hos Kielsens koalitionspartner i det lille nationalistiske parti Naleraq betragtede formand Hans Enoksen Løkkes tilbud som kolonialistisk indblanding i interne grønlandske forhold. Samtidig var han fortørnet over, at Kielsen ikke havde orienteret ham og hans parti om statsministerens ankomst og gaven i kufferten.
Kim Kielsen har formået at holde sig ved magten, men nu i en mindretalsregering på nåde af det borgerlige parti Demokraterne, hvis partileder Niels Thomsen har lovet at bære den vigtige lufthavnspakke igennem det grønlandske parlament.
IA, Grønlands næststørste parti, stemmer formentlig også for de nye lufthavne. Men samarbejdsklimaet mellem de to største partier lige nu er giftigt, og IA’s tillid til Kim Kielsen kan ligge på et meget lille sted.
Glad for danske penge
Takket være den danske håndsrækning bliver den økonomiske byrde og risiko dog betydeligt mindre for Grønland.
Grønlands Økonomiske Råd – svarende til vismændene i Danmark – advarede i første omgang mod projektet. Det var, mente formanden, økonomiprofessor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, alt for risikabelt. Med gaven fra Danmark ser situationen anderledes ud.
»Finansieringsaftalen betyder, at vores bekymring er blevet mindre. Med den danske finansiering tipper det til fordel for lufthavnspakken. Men det er stadig et stort projekt med rigtig meget risiko,« advarer Torben M. Andersen, og lufthavnene løser ikke noget i sig selv:
»At der bygges lufthavne i Grønland er ikke noget trylleslag. Spørgsmålet om at skaffe et bredere erhvervsgrundlag løses ikke af den grund. Det er stadig helt urealistisk, at Grønland bliver selvbærende, hvis der ikke kommer massive udenlandske investeringer.«
Hvis man eksempelvis ser på turismen, er det rigtigt, at det vil gavne tilstrømningen, når de nye lange landingsbaner pludselig gør det muligt at åbne direkte ruter med mellemstore fly direkte fra Europa og USA til Nuuk og Ilulissat. På den måde sparer turisterne omvejen omkring Kangerlussuaq, hvor man i dag skal skifte til et mindre propelfly.
»Infrastruktur har stor betydning for turismen. Og de nye lufthavne vil kunne lokke flere turister til Grønland,« spår Torben M. Andersen.
Men samtidig gør han opmærksom på, at det også kræver store investeringer i hoteller og turistfaciliteter, som Grønland mangler i dag.
Investorerne tripper allerede i kulissen, forsikrer Nuuks borgmester, Asii Chemnitz Narup. Norske Hurtigruten og andre turistaktører planlægger at investere for op mod en milliard kroner i den grønlandske hovedstad. Men det forudsætter en landingsbane på mindst 2.200 meter.
I nordgrønlandske Ilulissat, det absolutte turistcentrum i Grønland, planlægges turistinvesteringer på en halv milliard kroner.
»Men skal der mere gang i turismen og investorerne lokkes til at investere i nye hoteller og turistfaciliteter, er det meget vigtigt med en bred politisk opbakning til projektet. Usikkerhed og politisk siksakkurs skræmmer investorer. Derfor er det utroligt vigtigt at skaffe sikkerhed og et bredt flertal bag projektet,« siger Torben M. Andersen.
Han har tidligere kritiseret, at prognoserne omkring trafikudvikling og billetpriser er for uklare.
»Når først lufthavnene er bygget, så hænger man på dem. Kommer der ikke så meget trafik som ventet, kan man ikke bare lade lufthavnene gå fallit.«
Alternativet er en vej
I Nuuk tror borgmesteren på, at den nye lufthavn vil være med til at øge Nuuks befolkningstal fra 17.000 til 30.000 mennesker i løbet af de næste 12 år.
Det tror professor Ulrik Jørgensen fra Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, til gengæld ikke på.
»Der er slet ikke belæg for den prognose. Selv om mange funktioner er centraliseret og flyttet til Nuuk, har tilflytningsraten de senere år været meget lavere. At satse så meget på Nuuk er en helt forkert prioritering. Og det er økonomisk farligt at binde så mange penge i tre lufthavne,« mener Ulrik Jørgensen.
Der er ikke erhvervsgrundlag i byen til så gigantisk en investering. Han mener i stedet, at der bør laves en mindre udbygning af lufthavnen i Nuuk og indsættes fly fra Kangerlussuaq, som kan tage flere passagerer.
Ifølge Ulrik Jørgensen er pengene givet bedre ud til etablering af en vej i Sydgrønland mellem Narsaq, Narsarsuaq og Qaqortoq og en vej i Midtgrønland mellem Sisimiut og lufthavnen i Kangerlussuaq.
Grønland er nemlig det eneste velfærdssamfund i verden, som ikke er bundet sammen af veje. De 18 små byer og 65 bygder ligger hver for sig som afsondrede ’øer’ uden anden forbindelse til omverdenen end fly, helikoptere og i mange tilfælde kun ugentlig – eller slet ingen – offentlig bådforbindelse.
Grønlands næststørste by Sisimiut har i årevis kæmpet for en vej. Prioriteres Nuuk som hovedlufthavn i Grønland, frygter byen på polarcirklen at blive koblet af udviklingen. Det vil nemlig betyde, at den i dag altdominerende lufthavn i Kangerlussuaq neddrosles.
USA vil være med
En sårbar, dyr infrastruktur har alle dage været Grønlands akilleshæl. Men nu ser det altså ud til, at porten mod verden bliver lidt bredere.
Formentlig er der også amerikanske penge på vej. For nylig kom viceforsvarsminister John Rood efter et besøg på den amerikanske militærbase i Thule med tilsagn om finansiel støtte til lufthavnene. Indtil videre har USA været meget lidt konkret med, hvor meget det drejer sig om.
Amerikanerne har i længere tid ført forhandlinger med Danmark/Grønland om støtte i den såkaldte Permanent Committee, der er knyttet til Thule-basen.
Kilder tæt på forhandlingerne gætter på, at USA er parat til at investere en halv milliard kroner i lufthavnsprojektet. Men det tal er ikke bekræftet officielt.
De samme kilder peger på, at amerikanerne er interesseret i at holde Kangerlussuaq kørende. USA vil muligvis betale for driften og investere penge i lufthavnen, som er slidt ned og lider under skader på grund af optøet permafrost. Muligvis er amerikanerne også af militærstrategiske årsager interesseret i at investere penge i Ilulissat og lufthavnen i Qaqortoq.
USA har nemlig blikket stift rettet mod de russiske ubåde i farvandet syd for Grønland, og er i det hele taget bekymret for russisk oprustning i Arktis, hvilket skulle være baggrunden for, at USA ønsker at skyde penge i de grønlandske lufthavne.
Og endelig er der Kina.
Kinesiske ambitioner
Den gigantiske kinesiske entreprenør CCCC er blandt de prækvalificerede selskaber, som er indbudt til at byde på opgaven med at bygge de tre lufthavne.
Kinas arktiske ambitioner er et prekært emne i forholdet Grønland-Danmark. Kina betragter sig som en ’nærarktisk’ stat og har ambitioner om at gøre Arktis til en del af deres verdensomspændende nye Silkevej, det såkaldt One Belt, One Road Initiative.
Det kinesiske selskab, General Nice, som sidder på koncessionen til en jernmine i Isua ved Nuuk, har tidligere forsøgt at købe den forhenværende danske flådestation i Grønnedal, som er nedlagt. Det blev forhindret ved en dansk feberredning, hvor forsvaret hurtigt vakte en del af flådestationen til live igen.
Ved både at tilbyde byggeri og billig finansiering til lufthavnene kommer Kina til at sidde tungt på den afgørende infrastruktur i Grønland, og det har givet anledning til dyb panderynken i København og Washington.
På et nyligt samråd i Folketinget blev finansminister Kristian Jensen flere gange spurgt, om den lurende kinesiske dominans ikke er den reelle årsag til det danske engagement i lufthavnene. Finansministeren veg uden om og nøjedes med at sige:
»Vi ser gerne, at Kina investerer i Grønland. Men ved et infrastrukturprojekt af den her størrelse og vigtighed er det naturligt, at Danmark og Grønland går sammen.«
Den danske stat kommer ifølge planen til at eje en tredjedel af aktierne i selskabet bag lufthavnene, Kalaallit Airports.
Men Danmark vil være ’passiv investor’, forsikrede Kristian Jensen under samrådet. Den danske investering sker i solidaritet med Grønland for at gøre projektet mindre risikabelt.
Gad vide hvorfor så mange mennesker er så bange for kinesiske investeringer? Det er jo ikke fordi kineserne har et langt generalieblad med invasioner af en masse lande rundt omkring i verden. På stående fod kan jeg kun komme i tanke om Tibet, som ligger klods op ad Kina, så er det ikke lidt langt ude at tro, at kineserne vil invadere Grønland?
Faktisk tror jeg, at grønlænderne er meget bedre tjent med at lade sig inddrage i det kinesiske Silkevejsprojekt, som potentielt kan øge velstanden for de involverede via handel, end i det amerikanske imperiums fald.
Kineserne har invaderet hele det såkaldt Sydkinesiske hav ved at bygge kunstige øer og befæste dem militært. Udover at de invaderer andre landes territorialgrænser, ødelægger de også havmiljøet fatalt.
De har også lige ophævet forbuddet mod at handle med illegale artefakter fra truede dyr, som Kina ellers har opretholdt siden 1993 efter pres fra omverdenen. Men nu er de blevet så mægtige i egen selvforståelse, at andres mening om dem ikke længere synes at have betydning.
Så ja, man gør klogt i at være forsigtig med konsessioner i Grønland.
Samme forbehold gælder naturligvis også for USA og Rusland, der har lignende interesser i Arktis.
Hvis ikke Grønland skal udvikle sig til et nyt Klondyke med ureguleret Wild North- mentalitet og dertilhørende ødelæggelse af befolkningens og miljøets fremtid, bør Danmark og Grønland arbejde meget tæt sammen.
Men det er også forståeligt at mange grønlændere betragter Danmark som en formynderisk kolonimagt stadigvæk. Samarbejdet har aldrig været ligeværdigt, og det burde man satse på det blev.
PS. Sara Olsvig har just forladt IA og politik, netop på grund af det giftige samarbejdsklima.
Eva, Det sydkinesiske Hav ligger klods op af Kina, så det gælder ikke rigtigt som sammenligningsgrundlag. Nærområder lever per definition livet farligt, uanset om de er naboer til USA, Rusland eller Kina. Grønland er ikke i det kinesiske nærområde, og er derfor uden for fare, især fordi kineserne endnu ikke har bygget sig en dybhavsflåde, der kan sejle helt til Grønland. Kineserne projicerer deres magt ved hjælp af investeringer, ikke ved hjælp af krigsmateriel.
Og både Japan og Philippinerne synes at vende opmærksomheden mod Kina i disse Trump-tider, forleden trykkede japans statsminster Abe således hånd med Kinas præsident Xi Jinping, og smilene kunne ikke blive større, hvilket sandelig ikke var tilfældet bare for et år siden.
Grænlænderne er med rette splittede mellem USA og Rusland, da begge disse stater ligger relativt tæt på Grønland, ligesom begge har en flåde og et luftvåben, der kan udgøre en militær trussel. I forhold til Kina er det farligste der kan ske, at grønlænderne kommer til at skylde kineserne en masse penge, men jeg er ret sikker på, at kineserne vil stille sig tilfredse med at gælden afbetales med råvarer, som der er masser af i Grønland.
Det vil selvfølgelig gå ud over naturen, men det vil det uanset hvem, der investerer i Grønland.
Niels, det er just derfor at Danmark bliver nødt til at behandle grønlænderne bedre end hidtil.
Ellers bliver Grønland et slaraffenland for diverse stormagter.
Jeg deler slet ikke din tillid til kineserne, for selvom de 'kun' bruger penge til at opkøbe indflydelse, gør det dem ikke mere tillidsvækkende.
Helt ved siden af? jeg ved det; men i betragtning af at turismen for det meste viser sig som vor tids pest, er det nedslående at den dyrkes så blindt.
når magthaverne i et fattigt land sælger konsessioner er det jo sådan set ofte afløseren for kolonianismen, nu ejer et rigt land (eller selskab) ikke landet, men kun landets værdier, og så får statskassen ( magthaverne ) en del af kagen,
befolkningen derimod kan få jobs til lav løn hvilket jo er godt for firmaets profit, men hvis de lokale magthavere køber "sikkerhed" ( militær og våben ) for pengene kan tilværelsen for befolkningen blive ringere som følge af aftalen, bare se på Afrika hvis du savner eksempler på dette.
Grønland bør selv stå for udvindingen, og købe sig til den nødvendige expertise i form af uddannelse af lokale, og midlertidig ansættelse af udenlandsk arbejdskraft, men med en dansk borgerlig regering som rådgiver ender det vel med en konsessions-løsning
*kolonialismen øv ingen redigering
@Niels Duus Nielsen.
Er det ikke bemærkelsesværdigt at hverken England eller USA officielt forlanger at Tibet skal have deres selvstændighed tilbage. Det skyldes formodentligt at de har en bedre forståelse af de historiske fakta modsat danskerne som tilsyneladende får deres ”fake news” fra den DanskTibetansk forening.
Fakta er at England erobrede Tibet fra Kina i vistnok 1903 og at fredstraktaten var underskrevet af kun England og Kina. (Altså England erkendte ikke Tibet som en selvstændig nation.) Dokumentet ligger til beskuelse i et London museum.
I vistnok 1947 skulle England indskrænke deres økonomi og derfor gav landet tilbage til Kina. Også denne begivenhed er dokumenteret med en Trakteret mellem disse 2 lande. Hele problemet skyldes 2 ting. Kineserne ventede 5 år før de kunne agere på overdragelsen på grund af deres ludfattigdom som var et resultat af krigen med Japan. Den anden ting var at de Tibetanske Landowner erkendte at Kina i mellemtiden var blevet kommunistisk, hvilken betød at de ville miste deres ejendomsret under Kinesisk herredømme. Derfor gjorde de modstand.
En sikre grund til at Tibet aldrig bliver selvstændigt er at hvis det skulle ske, så ville der med det samme blive oprettet en Amerikansk millitærbase.
Realiteten er at Kina befriede tibetanerne fra et feudalt munke-styre der levede på ryggen af tibetanske bønder og hyrder.
Kinas indflydelse i EU er sket via Grækenland. Grækenland gik næsten fallit, blev hjulpet af IMF, som påbød grækerne at sælge ud af/privatisere græsk infrastruktur, til gavn for gæld og lån. Piræus havn blev købt af kineserne. Da EU skulle stemme om en kritik af Kinas overholdelse af menneskerettighederne, stemte grækerne imod. Fin "kile" IMF her har plantet i EU!
Grønlænderne har et ønske om bedre infrastruktur og flere turister, fint nok. Skal kineseren bygge i Grønland, vil de have deres egne til det. Så vi i forbindelse med deres mineprojekt i Grønland, som krævede 2000 kinesiske arbejdstilladelser!
Nå, grønlænderne er uden for EU, men jeg håber ikke at få kinesere på "bagsmækken"/sikkert med fri indrejse til DK.
Da kineserne købte Volvo var der da ingen, som mente de var ved at overtage Sverige. Sagens kerne er nok, at Grønland ligger inden for USA's nær- og interesseområde.
Niels Duus Nielsen
31. oktober, 2018 - 07:44
Det sydkinesiske hav består af 9 landes territorier foruden Kinas. Det er omstridt, hvorvidt Kinas kunstige øer krænker andre landes territorier.
Det bliver ikke nemt for grønlændere de nærmeste år.
Af helt forståelige grunde ønsker de naturligvis at frigøre sig fra gamle bindinger og dansk kolonialisme (som dog i denne sammenhæng, dvs. sammenlignet med de andre store imperialistiske magters meget mere brutale og myrdende opførsel i egne oversøiske kolononier har været relativ skånsom.
Det ville på mange måder fortsat være bedst om Danmark fortsat også fremover, også ved fuld selvstændighed for Grønland, kan være det "gamle koloniland" asom stadig - også mere kommercielt - ville stå for forbindelserne til dette seje folk !
Både Kina, USA, Rusland burde derfor sættes langt væk mht. investeringer.
Men hov, og husk nu lige positivt oveni:
Der findes jo et ganske udmærket land, Canada.... Lige vest for. Befolket selv med mange inuitter.
Desuden et land med stor forstand på både minedrift, plus opretholdelse / udbygning af moderne infrastruktur, selv i mest utilgængelige arktiske områder. Ikke så ringe endda.
Tre lufthavne? Har vi ikke lige haft en debat om at flyvning er dårligt for klimaet? Kan det overhovedet forsvares rent klimamæssigt at opretholde et højteknologisk samfund præget af forbrug et sted som Grønland – en slags kold udgave af Dubai?
Grønland/Danmark har virkelig brug for et hospitalskib, til de nye isfrie områder i nord, der sejler allerede idag et stort antal krydstogtsskibe mf., skulle der ske en ulykke er der ingen mulighed for, at sikre nogen hjælp til de nødstedte.
Grønland/Danmark vil gerne sikre sig lov og ret over området, men forpligter det så ikke også ved, at tage ansvar for sikkerheden?
PS.
Når jeg skriver Grønland/Danmark, så er det fordi det er virkeligheden i dag ‘politisk’, men Grønland er naturligvis Grønland.