James Tobin stod bag Tobin-skatten – men blev bekymret, da de globaliseringskritiske tog den til sig

Kort før sin død i 2002 oplevede den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin at blive verdensberømt, i kraft af hvad han selv anså for en misforståelse.

Den globaliseringskritiske bevægelse Attac, der omkring årtusindskiftet voksede sig stærk i Europa, præsenterede den såkaldte Tobin-skat som et helt centralt krav og redskab til styring af den spekulative finanskapital og dermed til en mere fair økonomisk globalisering. Tobin-skatten blev beskrevet som en lille afgift på alle finansielle transaktioner – potentielt resulterende i et stort provenu, der skulle reserveres til de fattige landes udvikling. En slags international Robin Hood-skat.

Men det var ikke helt sådan og slet ikke i den kontekst, at James Tobin tilbage i 1971 foreslog afgiften, der kom til at bære hans navn.

Tobin var elev af John Maynard Keynes, og det var faktisk Keynes, der oprindelig i sit hovedværk fra 1936, General Theory, havde foreslået en spekulationsdæmpende afgift på transaktioner. Da USA’s præsident Nixon i 1971 droppede guldstandarden – muligheden for at veksle dollarreserver til guld – og dermed lod dollarkursen flyde, var det en invitation til valutaspekulation.

Det var som redskab til at sikre en vis stabilitet på valutamarkedet, at James Tobin i den situation fandt Keynes’ ide frem og foreslog en afgift på valutahandel, f.eks. på 0,5 pct. af den handlede sum. Altså ikke en bred finanstransaktions-skat og ikke med det formål at skaffe et provenu til de fattige.

Da afgiften imidlertid omkring år 2000 blev fremlagt som sådan af Attac, sagde Tobin fra.

»Deres holdninger er velmenende, men dårligt gennemtænkt. Jeg vil ikke have mit navn knyttet til dette (…) Jeg har absolut intet til fælles med disse antiglobaliseringsrebeller,« sagde han i et interview i Der Spiegel.

Det fremgik, at han egentlig var glad nok for Tobin-skattens genkomst i debatten, men vred over at se den anvendt i det, han oplevede som en kamp mod den internationale orden, han troede på.

»Jeg er økonom, og som de fleste økonomer støtter jeg frihandel. Jeg går dertil ind for Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen. De har kidnappet mit navn,« sagde han.

Havde James Tobin levet længe nok, ville han have oplevet, at ideen om en international skat på finansielle transaktioner gradvist – og ikke mindst under finanskrisen – vandt officiel opbakning hos bl.a. den tyske og franske regering, blandt amerikanske kongresmedlemmer, i IMF’s ledelse samt hos regeringer i Brasilien, Venezuela og Cuba. USA, Canada og Storbritannien har imidlertid hele tiden været imod, og også derfor er det kun en håndfuld enkeltlande, der siden har indført egne, nationale afgifter på finansielle transaktioner.

Er vækst forældet?

Hvor Tobin-skatten har gjort den amerikanske økonom posthumt kendt i en bredere offentlighed, er det andre indsatser, han huskes for blandt økonomer, og som i 1981 indbragte ham Nobelprisen.

James Tobin blev født i Illinois i 1918, blev økonom fra Harvard University i 1939, var i flåden under Anden Verdenskrig, vendte tilbage til Harvard og kom i 1950 til Yale University, hvor han som professor virkede resten af sin karriere.

Hans forskning handlede bl.a. om finansielle markeder, og hvordan ændringer på de finansielle markeder påvirker virksomheder og husholdningers beslutninger om brugen af penge.

I et berømt og kontroversielt essay, skrevet sammen med kollegaen William Nordhaus i 1972, rejste Tobin spørgsmålet ’Is growth obsolete?’ – Er vækst forældet?

De to økonomer gør opmærksom på, at det politiske og økonomiske fokus på økonomisk vækst er et fænomen af nyere dato.

»Vækst var i betydelig grad en opdagelse, den økonomiske videnskab gjorde efter Anden Verdenskrig,« skriver de.

»Den mainstreamøkonomiske analyse var ikke komfortabel med fænomenet om forandring og fremskridt. Den langsigtede ligevægt i klassisk og neoklassisk teori var det stationære stadie«, og selv keynesianismen var del af denne tradition, minder Tobin og Nordhaus om.

Først efter Anden Verdenskrig ændres paradigmet til et fokus på vækst som økonomiens centrale mål.

»Vækst i en eller anden form er nu den etablerede økonomiske norm,« fastslår de.

Men vækst er samtidig på dette tidspunkt – omkring 1972 – kommet i modvind på grund af den tiltagende miljøkrise og befolkningsvækst. Derfor spørger de to økonomer, om vækst nu må ses som et forældet fokus og mål.

Deres første svar er, at vækst i BNP i hvert fald ikke er en god måde at måle velfærd. De foreslår derfor et nyt og bredere mål, ’målet for økonomisk velfærd’, MEW.

Dernæst analyserer Tobin og Nordhaus udsagnet om, at fortsat vækst vil blive begrænset af presset på Jordens ressourcer. Den vurdering afviser de.

»Vækst i produktion pr. person vil accelerere en smule, selv i takt med at lagrene af naturressourcer svinder,« mener de.

Der er ikke noget galt med økonomisk vækst i sig selv, der er kun det galt, at økonomien ikke prissætter presset på ressourcer og miljø korrekt. Sker det, vil pressede ressourcer blive dyre, og i den situation vil økonomien evne at substituere dem med noget andet.

»I øjeblikket er der ingen grund til at bremse den generelle økonomiske vækst for at bevare naturressourcer,« mener James Tobin og hans medforfatter.

»Der er ingen grund til, at den klassiske stationære tilstand skal blive vor utopiske norm,« lyder konklusionen i 1972. Det har lige siden har været hovedsætningen for den toneangivende økonomiske og politiske tænkning.

Anbefaling til videre læsning: William Buiter: James Tobin: An appreciation of his contributions to economics. National Bureau of Economic Research, juni 2003