
Kort før sin død i 2002 oplevede den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin at blive verdensberømt, i kraft af hvad han selv anså for en misforståelse.
Den globaliseringskritiske bevægelse Attac, der omkring årtusindskiftet voksede sig stærk i Europa, præsenterede den såkaldte Tobin-skat som et helt centralt krav og redskab til styring af den spekulative finanskapital og dermed til en mere fair økonomisk globalisering. Tobin-skatten blev beskrevet som en lille afgift på alle finansielle transaktioner – potentielt resulterende i et stort provenu, der skulle reserveres til de fattige landes udvikling. En slags international Robin Hood-skat.
Men det var ikke helt sådan og slet ikke i den kontekst, at James Tobin tilbage i 1971 foreslog afgiften, der kom til at bære hans navn.
Tobin var elev af John Maynard Keynes, og det var faktisk Keynes, der oprindelig i sit hovedværk fra 1936, General Theory, havde foreslået en spekulationsdæmpende afgift på transaktioner. Da USA’s præsident Nixon i 1971 droppede guldstandarden – muligheden for at veksle dollarreserver til guld – og dermed lod dollarkursen flyde, var det en invitation til valutaspekulation.
Det var som redskab til at sikre en vis stabilitet på valutamarkedet, at James Tobin i den situation fandt Keynes’ ide frem og foreslog en afgift på valutahandel, f.eks. på 0,5 pct. af den handlede sum. Altså ikke en bred finanstransaktions-skat og ikke med det formål at skaffe et provenu til de fattige.
Da afgiften imidlertid omkring år 2000 blev fremlagt som sådan af Attac, sagde Tobin fra.
»Deres holdninger er velmenende, men dårligt gennemtænkt. Jeg vil ikke have mit navn knyttet til dette (…) Jeg har absolut intet til fælles med disse antiglobaliseringsrebeller,« sagde han i et interview i Der Spiegel.
Det fremgik, at han egentlig var glad nok for Tobin-skattens genkomst i debatten, men vred over at se den anvendt i det, han oplevede som en kamp mod den internationale orden, han troede på.
»Jeg er økonom, og som de fleste økonomer støtter jeg frihandel. Jeg går dertil ind for Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen. De har kidnappet mit navn,« sagde han.
Blå bog: James Tobin
- Født 1918
- Død 2002
- Søgte svar på spørgsmålet ’Er væksten forældet?’
Havde James Tobin levet længe nok, ville han have oplevet, at ideen om en international skat på finansielle transaktioner gradvist – og ikke mindst under finanskrisen – vandt officiel opbakning hos bl.a. den tyske og franske regering, blandt amerikanske kongresmedlemmer, i IMF’s ledelse samt hos regeringer i Brasilien, Venezuela og Cuba. USA, Canada og Storbritannien har imidlertid hele tiden været imod, og også derfor er det kun en håndfuld enkeltlande, der siden har indført egne, nationale afgifter på finansielle transaktioner.
Er vækst forældet?
Hvor Tobin-skatten har gjort den amerikanske økonom posthumt kendt i en bredere offentlighed, er det andre indsatser, han huskes for blandt økonomer, og som i 1981 indbragte ham Nobelprisen.
James Tobin blev født i Illinois i 1918, blev økonom fra Harvard University i 1939, var i flåden under Anden Verdenskrig, vendte tilbage til Harvard og kom i 1950 til Yale University, hvor han som professor virkede resten af sin karriere.
Hans forskning handlede bl.a. om finansielle markeder, og hvordan ændringer på de finansielle markeder påvirker virksomheder og husholdningers beslutninger om brugen af penge.
I et berømt og kontroversielt essay, skrevet sammen med kollegaen William Nordhaus i 1972, rejste Tobin spørgsmålet ’Is growth obsolete?’ – Er vækst forældet?
De to økonomer gør opmærksom på, at det politiske og økonomiske fokus på økonomisk vækst er et fænomen af nyere dato.
»Vækst var i betydelig grad en opdagelse, den økonomiske videnskab gjorde efter Anden Verdenskrig,« skriver de.
»Den mainstreamøkonomiske analyse var ikke komfortabel med fænomenet om forandring og fremskridt. Den langsigtede ligevægt i klassisk og neoklassisk teori var det stationære stadie«, og selv keynesianismen var del af denne tradition, minder Tobin og Nordhaus om.
Først efter Anden Verdenskrig ændres paradigmet til et fokus på vækst som økonomiens centrale mål.
»Vækst i en eller anden form er nu den etablerede økonomiske norm,« fastslår de.
Men vækst er samtidig på dette tidspunkt – omkring 1972 – kommet i modvind på grund af den tiltagende miljøkrise og befolkningsvækst. Derfor spørger de to økonomer, om vækst nu må ses som et forældet fokus og mål.
Deres første svar er, at vækst i BNP i hvert fald ikke er en god måde at måle velfærd. De foreslår derfor et nyt og bredere mål, ’målet for økonomisk velfærd’, MEW.
Dernæst analyserer Tobin og Nordhaus udsagnet om, at fortsat vækst vil blive begrænset af presset på Jordens ressourcer. Den vurdering afviser de.
»Vækst i produktion pr. person vil accelerere en smule, selv i takt med at lagrene af naturressourcer svinder,« mener de.
Der er ikke noget galt med økonomisk vækst i sig selv, der er kun det galt, at økonomien ikke prissætter presset på ressourcer og miljø korrekt. Sker det, vil pressede ressourcer blive dyre, og i den situation vil økonomien evne at substituere dem med noget andet.
»I øjeblikket er der ingen grund til at bremse den generelle økonomiske vækst for at bevare naturressourcer,« mener James Tobin og hans medforfatter.
»Der er ingen grund til, at den klassiske stationære tilstand skal blive vor utopiske norm,« lyder konklusionen i 1972. Det har lige siden har været hovedsætningen for den toneangivende økonomiske og politiske tænkning.
Anbefaling til videre læsning: William Buiter: James Tobin: An appreciation of his contributions to economics. National Bureau of Economic Research, juni 2003
Vi tager økonomien tilbage
Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.
Seneste artikler
S åbner for at gøre det lettere at være demokratisk virksomhed efter et valg
3. maj 2019Der er udsigt til bedre vilkår for demokratiske virksomheder, hvis regeringsmagten skifter efter et kommende folketingsvalg, lyder det fra Socialdemokratiet. Partiet er blandt andet positive stemt over for at kigge på skattefordele og en ny selskabsform til demokratiske virksomhederNyt udspil: Enhedslisten vil lette skatten for demokratiske virksomheder
2. maj 2019Med et nyt udspil vil Enhedslisten gøre livet lettere for demokratiske virksomheder. Det skal blandt andet ske ved at give en skatterabat til virksomhedsejere, der vil overdrage deres virksomhed til medarbejderne. Ifølge økonom kan differentieret skat være konkurrenceforvridendeDemokratiske virksomheder er ikke bare en sympatisk tanke. De er også en økonomisk succes
7. marts 2019Selskaber, der ejes af forbrugere, medlemmer eller foreninger er mellem 9 og 38 procent mere produktive end andre virksomheder, viser en ny kortlægning fra tænketanken Demokratisk Erhverv. Alligevel grundlægges der ganske få selskaber med demokratisk ejerskab i Danmark. Der er brug for, at politikerne skaber bedre vilkår, mener tænketanken
Blandt andet som resultat af Trumps skattelettelser til erhvervslivet, er underskuddet på statsfinanserne vokset ufatteligt.
Måske derfor har USAs nationalbank nu besluttet at renterne skal stige.
Som resultat er aktiekurserne begyndt at falde.
Trump, der hidtil har glorificeret sig selv for aktiekursernes raketagtige stigning, har kaldt Nationalbanken for "skør".
Sådan er der så mange fortolkninger ;-)
PS. Man behøver jo heller ikke kalde det en Tobin-skat. Selvom der i høj grad er brug for en sådan.
Man kunne bare kalde det en Trump-skat :-)
PPS. Uha, den ligger lige for :
"Grab-them-by-the-dick-tax"
Interessant at den verden Tobin skyldte sin eksistens betød mindre for ham, en den fiktive økonomiske verden, han befandt sig i. Det vigtigste for Tobin var ikke at mennesket havde det godt i fællesskab med alle de organismer, vores livsmulighed afhænger af.
Det gjaldt om at sikre, at spillet "National Økonomi" kunne fortsætte til fælles glæde for spillerne.
Lider vores økonomiske ledere mon af ludomani?
Det eneste land der har prøvet Tobin-skat er Sverige - og her er det værd at huske at den skat direkte var rettet mod valutaspekulation (Hvem husker ikke Georg Soros´angreb på det britiske pund) altså angreb på et lands valuta for at gennemtvinge en devaluering - noget der skete i både Sverige og Storbritannien. Så Tobin-skat har meget lidt med den moderne udgave at gøre. Transaktionsskat der gælder alle slags handler med værdipapirer - især High-speed trading eller algoritme-handel.
Preben Wilhjelm har foreslået er differentieret transaktionsskat der hovedsagligt skal regulere algoritme-handel der foregår i nano-sekund området hvor konkurrencen går på hvem der har den hurtigste internetforbindelse.
For at forhindre uhensigtsmæssig spekulation ( herunder også cash caws) kunne man pasende indføre en tobinskat som blev tilbagebetalt hvis investerieng var over 1 år .
Jo kortere spekulations tid jo højere Tobinskat.
Torben K L Jensen
Nej, Sverige er faktisk ikke det eneste land, der har prøvet Tobinskatten. I perioden frem til 1914 benyttede England, Frankrig og Tyskland en form for beskatning, der minder ganske meget om Tobinskatten, om end denne betegnelse (af gode grunde) ikke anvendtes. Jeg er ikke bekendt med megen litteratur om effekterne af og den præcise udformning af denne skat, men den sameksisterede i alle tilfælde med en meget høj grad af international kapitalmobilitet.