Læsetid: 4 min.

Kun pengene tæller, sagde neoliberalisten Milton Friedman

Grundlæggeren af Chicago-skolen skubbede Keynes’ lære ud på sidelinjen og gav Reagan og Thatcher fundamentet for økonomiens liberalisering
Milton Friedman grundlagde den såkaldte Chicago-skole, karakteriseret som Keynes-kritisk og neoliberal

Sofie Holm Larsen

10. oktober 2018

Hvad John Maynard Keynes var for økonomisk teori og politik i perioden fra 1940’erne til begyndelsen af 1970’erne, blev Milton Friedman fra midten af 1970’erne og frem til finanskrisen i 2007. I tre årtier fulgte de fleste vestlige lande keynesianismens recept på forvaltning af økonomien, i tre efterfølgende årtier skiftede man i vid udstrækning til Friedmans alternative medicin, af ham selv betegnet neoliberalisme.

Milton Friedman blev født i New York under Første Verdenskrig, læste matematik og økonomi, drømte om et job i forsikringsbranchen, men fik i 1932 et stipendium på University of Chicago, hvor han stiftede bekendtskab med både kritikere af Keynes og tilhængere af monetarismen, dvs. styring af den nationale økonomi via regulering af pengemængden frem for via finanspolitisk regulering af offentlige indtægter og udgifter.

Efter job i staten og ophold på andre universiteter vendte Friedman i 1946 tilbage til universitetet i Chicago, hvor han blev i 30 år og blev toneangivende i den såkaldte Chicago-skole, karakteriseret som Keynes-kritisk og neoliberal.

Håbet om neoliberalismen

Friedman luftede første gang sine ideologiske visioner i teksten Neo-Liberalism and its Prospects fra 1951.

Det var fem år efter Keynes’ død og på et tidspunkt, hvor dennes tanker for alvor var ved at slå igennem i økonomisk teori og politik.

»Neoliberalismen vil acceptere det 19. århundredes liberale betoning af vigtigheden af det enkelte individ, men den vil udskifte det 19. århundredes mål om laissez faire som vej hertil med et mål om konkurrence. Den vil efterstræbe konkurrence mellem producenter for at værne forbrugere mod udnyttelse, konkurrence mellem arbejdsgivere for at beskytte arbejdere og ejendomsbesiddere og konkurrence mellem forbrugere for at beskytte virksomhederne selv.«

Hvor staten skulle bane vej for denne konkurrence, skulle »borgerne beskyttes mod staten via eksistensen af et frit privat marked og mod hinanden ved at opretholde konkurrence«.

Blå bog: Milton Friedman

  • Født 1912
  • Død 2006
  • Pegede på krisen som øjeblikket for omvæltning

Uden eksplicit at nævne den i efterkrigstiden triumferende keynesianske revolution skrev Friedman, at »hvis disse forhindringer kan overvindes, tilbyder neoliberalismen ægte håb om en bedre fremtid, et håb der allerede udgør en stærk strømning af holdninger på tværs, og som er i stand til at fange entusiasmen hos mænd af god vilje overalt og dermed blive hovedstrømmen af meninger«.

Den individuelle frihed og retten til at forfølge egennytten var nøgleværdien for Friedman og var samtidig – helt i tråd med Adam Smith – instrumentet til via det fri marked at sikre velstandsfremgangen.

»Verden fungerer via individer, der forfølger deres egeninteresse,« sagde han i et tv-interview.

»Findes der Dem bekendt noget samfund, der ikke er drevet af grådighed? Tror De, at det kommunistiske kommissariat belønner dydighed? Tror De, Hitler belønnede dydighed? Tror De – tilgiv jeg siger det – at den amerikanske præsident belønner dydighed,« spurgte Friedman retorisk.

Om det fri markedssystem skrev Chicago-økonomen, at det »er ligeglad med folks hudfarve, ligeglad med deres religion. Det er det mest effektive system, der sætter personer, der hader hinanden, i stand til at handle med hinanden og hjælpe hinanden«.

I de første årtier efter krigen var der ikke medvind for de neoliberale tanker, men Friedman pointerede, at det handlede om at holde sig klar til det rette øjeblik.

»Kun en krise – reel eller opfattet som sådan – udløser virkelig forandring. Når krisen indtræffer, afhænger de valgte handlinger af, hvilke ideer der ligger klar. Det er efter min mening vores grundlæggende opgave: At udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem levende og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige,« skrev Chicago-økonomen i 1962 i bogen Capitalism and Freedom.

Vendepunktet

For Friedman og neoliberalisterne kom vendepunktet, da voksende inflation sidst i 1960’erne begyndte at give keynesianerne besvær, efterfulgt i 1973-74 af oliekrisen, der føjede lav vækst og høj arbejdsløshed til. Kombinationen lavkonjunktur, høj inflation og høj arbejdsløshed – stagflation – var uventet, nærmest utænkelig ifølge de dominerende teorier, og det efterlod døren åben for økonomer, der som Milton Friedman faktisk havde forudsagt fænomenet og nu tilbød en anden kur end den tilsyneladende opbrugte medicin fra Keynes.

»Festen er forbi,« sagde den britiske Labour-minister Anthony Crosland i 1975, i 1979 overtog den konservative Margaret Thatcher magten i Storbritannien, og i 1981 indtog republikaneren Ronald Reagan Det Hvide Hus i USA.

Med Friedman som den centrale inspirator og rådgiver for begge, indledte de deres liberalistiske felttog, der kom til at forvandle og præge politikken og samfundsudviklingen i store dele af verden de følgende tre årtier.

Monetarismens fader

Friedman bidrog samtidig til den ny politik og til økonomisk teori med sit arbejde om og forsvar for monetarisme, pengepolitikken.

I stedet for at staten bedrev en kompliceret, informationskrævende og sårbar styringspolitik for økonomien ved at bruge detailregulering af de offentlige indtægter og udgifter som speeder og bremse, burde man ifølge Friedman bruge den meget enklere styring af pengemængden som redskab til at kontrollere inflationen. Altså flytning af fokus fra de statslige økonomiministerier til centralbankerne, fra politisk detailstyring til enklere teknokratstyring.

Dette arbejde gav Milton Friedman prædikatet ’monetarismens fader’ og i 1976 Nobelprisen i økonomi.

»Han har givet os udtrykket ’pengene tæller’ eller endog ’kun pengene tæller’,« skrev det svenske videnskabsakademi i sin begrundelse for prisen.

Med sin autoritet således knæsat forstærkede Friedman i årene, der fulgte, den mere ideologiske side af sit arbejde, i 1980 f.eks. med årets mest sælgende ikke skønlitterære bog i USA, Free to Choose, der blev ledsaget af en hel tv-serie på PBS, Public Broadcasting Service, med 10 timelange programmer, der havde Friedman som tilrettelægger og fortæller og gjorde hans neoliberale budskab til hvermandseje i USA. Tv-udsendelserne kan stadig ses på nettet.

Milton Friedman døde i 2006, året før virkeligheden ifølge kritikere indhentede hans doktrin i form af finanskrisen.

Anbefaling til videre læsning: Naomi Klein: Chokdoktrinen, Klim, 2008 – bogen har Milton Friedman i en hovedrolle

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Hans Ditlev Nissen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Der er eddermame mange der aldrig burde have fået Nobelprisen..

Elise Berg, Elisabeth Andersen, Torben Bruhn Andersen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Mogens Holme, Flemming Berger, John S. Hansen, Torben Skov og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Det kan Chile uden tvivl snakke med om, - først ødelagde Amerika den chilenske økonomi, og siden kan Milton Friedman med sin neoliberale ideologi "monetarismen", som skulle rette op på alting, men viste sig mere at være luftkasteller - hvor privatisering og privatisering skulle rette op på det, men med et noget pauvert resultat.

Vist blev der liberaliseret, men de sociale problemer blev blot inddæmmet, og holdt udenfor neoliberalismens frelse, for dem gik det modsat.

Elise Berg, Elisabeth Andersen, Torben Bruhn Andersen, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det rigtige spørgsmål er vel et der skal rettes mod "det svenske akademi" der uddeler Nobel priserne og herunder også i økonomi, for hvor befinder deres holdning til den økonomiske lære og dens virkning for et samfund sig henne, - siden de kan vælge neoliberale økonomer år efter år til Nobel prisen.

Valgene til Nobel priserne i økonomi burde være langt mere samfundsorienterede i deres valg, - og det skæmmer Nobel oprindelige tanke om hensigten med uddelingerne - det skulle gavne og kommer samfundene til gode i en helhed, - og det gør neoliberalismen bestemt ikke.

Elisabeth Andersen, Torben Bruhn Andersen, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det næste bliver nok at svindlerkongen Trump får fredsprisen :-/

Torben Bruhn Andersen, Bjarne Andersen, Michael Waterstradt, Kim Houmøller og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Konkurrence fremmedgør mennesker for hinanden, mens samarbejde skaber fællesskab.
Kun pga. præstationssamfundet opstår behovet for indbyrdes konkurrence, mens en forståelse af, at vi alle trækker på samme hammel og har lige interesse i samfundets mangfoldighed trækker i retning af både en helt nødvendig mindre vækst og et liv, der er indholdsmættet i sig selv uden at søge bekræftelse i en sammenligning med andre.

Elise Berg, Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Eva Schwanenflügel

Donald Trump er isolationist.

Han vil have troppene hjem fra Afghanistan & Syrien - og han er ret ligeglad med øget russisk, talibansk eller hvad som helst indflydelse i Mellemøsten.

Jeg indrømmer blankt, at jeg forstår ham kun alt for godt -
vi burde selv trække alle tropper hjem fra Mellemøsten & Nordafrika.

Det kan ikke udelukkes, at han får Fredsprisen, hvis han trækker de amerikanske tropper hjem fra hele verden. Så kommer USA da ikke i krig, med mindre de bliver invaderet - og det ligger vel ikke lige for.

Friedmanns elendige menneskesyn og etik har gjort ham til en af de mest skadelige enkeltindivider i nyere tids historie. En gennemusympatisk mandsling som har nedbrudt det ene samfund efter det andet og skabt pervers rigdom for enkelte og rystende fattigdom for mange.

Elise Berg, Elisabeth Andersen, Torben Bruhn Andersen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Steffen Gliese, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

“Anbefaling til videre læsning: Naomi Klein: Chokdoktrinen, Klim, 2008 – bogen har Milton Friedman i en hovedrolle”.
Ja, også i den grad. Alle burde læse den bog.

Elise Berg, Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bo Klindt Poulsen

Om end man kan kritisere Svenska Akademien for mangt og meget, særligt for tiden, skal de dog ikke have ansvaret hverken for nobelprisen i økonomi eller valget af Friedman til samme. Det er nemlig ikke Svenska Akademien, der uddeler økonomiprisen - de uddeler kun litteraturprisen - lige som det heller ikke er "Nobel-penge", der står bag økonomiprisen. Den uddeles af Sveriges Riksbank til minde om Alfred Nobel. Ret beset er det slet ikke en Nobelpris, hvis man dermed forstår priser der er udsprunget af Nobels testamente og betalt af Nobelstiftelsen.

Elisabeth Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Brøndum, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg er begyndt at omtale den økonomiske Nobelpris som den økonomiske Model-pris - det er mere retvisende.

Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Wentzlau

Konkurrence, der er én forudsætning for, at det virker og det er folks lige forbrugsmulighed, Har man opfyldt den forudsætning, så er konkurrence bedst til at regulere, hvad der skal produceres – fordeles i samfundet og ikke planøkonomi. Konkurrence er gift for demokratiet i et klimaskabt mangelsamfund, hvor de rige sidst kommer til at mangle nødvendige ting - som vand!
Alle skriger på vækst, og venter forgæves på den kommer. %vis vækst er også gift for demokratiet, fordi den tid der er til handling, bliver kortere og kortere, hvilket medfører diktatoriske tiltag. Dette beskrevet bedre i bogen: Oprør fra Midten.

I 60erne var væksten på sit højeste, en konsekvens af, at man startede fra 0 pga verdenskrigen, det meste af verden manglede alt. Og som en konsekvens af Marchall-hjælpens dollar indsprøjtning. Marchall-hjælpen nødvendiggjorde også velfærdsstatens tilblivelse, ændringerne skete så hurtigt, at det ikke kunne være folks egenskyld, men effektiviseringen af landbruget, der overflødig-gjorde flere100 tusinder på landet.
Olie-krisen i 70erne indtraf da USA ikke længere ombyttede dollarsedlerne med guld, som der stod på dem, at man kunne. Man gik over til gældsbeviser i stedet for guld, det der hedder monetarisme. I praksis, sender kineserne dollarsedlerne retur til USA, mod at få en obligation istedet, jeg formoder Kineserne har fået USA´s guldbeholdning først. USA fik verdens herredømmet på den måde, nu er det Kineserne der bruger metoden. Overvågnings teknologien deles de om at bruge. Nogen fokker med vores hjerner, men det kan være ligemeget klima ændringerne kommer-------og tager!!