Læsetid: 5 min.

Larry Summers blev beskyldt for at skabe forudsætningerne for krisen – og sat til at rydde op efter den

Larry Summers kom fra en familie af stjerneøkonomer, men var selv mest tiltrukket af den politiske indflydelse uden for universitetet
Larry Summers kom fra en familie af stjerneøkonomer, men var selv mest tiltrukket af den politiske indflydelse uden for universitetet

Sofie Holm Larsen

31. oktober 2018

Lawrence H. Summers – kaldet Larry – er en af de seneste årtiers mest markante og indflydelsesrige økonomer.

Han blev i offentligheden udpeget som en af de skurke, der var med til at forårsage finanskrisen i 2008. Alligevel blev han efterfølgende udpeget af Barack Obama til at være med til at få USA ud af krisen igen. Og det på trods af, at han i mellemtiden nåede at være lønnet af flere af de største Wall Street-firmaer, som blev lagt voldsomt for had.

Kritikere har kaldt det et eksempel på systemets korruption og fremhævet Summers som et eksempel på, at man efter krisen ikke formåede at lære af fortidens fejl. Men man kan også se det som et eksempel på, at Larry Summers trods utallige kontroverser og et iltert temperament åbenbart er umulig at komme udenom.

Overlevede læk af giftigt notat

Det er ikke en overdrivelse at sige, at Larry Summers blev født til at være økonom. Hans forældre var begge økonomiprofessorer, og hans to onkler – Paul Samuelson og Kenneth Arrow – er begge blevet tildelt Nobelprisen i økonomi. Summers blev professor i økonomi på Harvard i 1983 i en alder af bare 28 år – den yngste fastansatte professor i universitetets historie.

Ret hurtigt blev Summers tiltrukket af de mere praktiske sider af økonomifaget end det, der udfoldede sig på universitetet. Han var aktiv som økonomisk rådgiver i demokraten Michael Dukakis’ præsidentkampagne, og siden forlod han Harvard for en stilling som cheføkonom i Verdensbanken.

Her overlevede han blandt andet et læk af et såkaldt »giftigt notat«, hvor han blev refereret for at argumentere for, at »underbefolkede lande i Afrika er kraftigt underforurenede«, og at der derfor var en økonomisk logik i at »dumpe giftigt affald« i de lande.

Efterfølgende har en lavere rangerende økonom i banken fortalt, at det var ham, der skrev notatet, og at Summers kun overfladisk læste det og sendte det videre for at skabe intern debat. Lækagen skete desuden på en måde, der var vildledende og designet til at skade Summers. Men Summers påtog sig alligevel skylden i offentligheden med kommentaren om, at »Når jeg laver en fejl, så er den kolossal«.

Larry Summers forlod Verdensbanken og indtog siden skiftende roller i Clinton-regeringen fra 1991. Han steg løbende i graderne, til han endte som finansminister hen mod slutningen af Clinton-tiden. Under Clinton var Summers med til at foretage flere store reformer af finanssektoren. Blandt andet var han med til at fjerne den såkaldte Glass-Steagal-lovgivning, som regulerede, at den mere almindelige bankdrift med ind- og udlån blev adskilt fra den spekulative og risikable investeringsforretning, som ifølge Summers var »forældede finansielle begrænsninger«.

Hvad der skulle vise sig at blive endnu mere skæbnesvangert, var han også med til at modsætte sig øget regulering af derivater – finansielle instrumenter, der gør det muligt at spekulere i stigninger og fald i underliggende aktiver – som siden var helt centrale i at udløse finanskrisen.

Larry Summers

  • Født 1954
  • Er blevet betegnet som »økonomen alle elsker at hade« på grund af sin rolle i dereguleringen af finanssektoren op til kollapset i 2008.

Præsident på Harvard

Larry Summers blev udpeget til præsident på Harvard (2001-2006), og også her kom han ud i et voldsomt stormvejr, da han til en konference udtalte, at blandt årsagerne, til at der var færre kvinder i toppen af den akademiske verden, var biologiske forskelle.

På trods af at han dermed havde lagt sig ud med store dele af den akademiske verden, og af venstrefløjen blev set som en af finanskrisens største skurke, kom Summers tilbage til politik midt i krisen, da Obama udpegede ham til en post i Det Nationale Økonomiske Råd.

Her var han med til at bestemme, hvilke virksomheder der skulle reddes af regeringen, hvor store de økonomiske redningspakker til at stimulere økonomien skulle være og rammerne for ny øget regulering af sektoren. Han lod sig ikke gå på af, at han blev anklaget for at ændre kurs og henviste til John Maynard Keynes’ berømte citat om, at »når omstændighederne ændrer sig, så ændrer jeg holdning«.

Summers fastholder selv i dag, at offentlighedens forståelse af den finansielle deregulering under Bill Clinton er baseret på forsimplinger, og at der også ville have været opstået problemer, hvis man havde truffet andre politiske valg. Hvis det var muligt at se alting i bagklogskabens klare lys, ville det jo være let nok. Han har afvist, at ophævelsen af Glass-Steagall havde substantiel betydning for finanskrisen, men erkender dog, at han ville ønske, at Clinton-administrationen allerede dengang havde vedtaget en regulering af blandt andet derivathandlen, som Summers siden var med til at indføre med Obamas Dodd-Frank-lovgivning.

Arrogance, mobning, stædighed

I 2013 var han endnu en gang i spil til et af de højeste politiske embeder i verden, da han blev spået en god chance for at blive udpeget som centralbankchef efter Ben Bernanke. Men noget tyder på, at der alligevel er grænser for, hvor mange comebacks man kan få, og Summers trak sig selv ud af feltet efter udpræget negativ offentlig opmærksomhed om hans kandidatur. Som The Atlantic skrev:

»Selvfølgelig er han strålende. Men han viser også alle de egenskaber – arrogance, mobning og stædighed – som du ikke ønsker i spidsen for centralbanken«.

Efter at Larry Summers – foreløbig – har forladt politik, gør han sig stadig bemærket som forsker og aktiv økonomisk debattør. Særligt markerede han sig ved en tale til IMF i november 2013, hvor han diagnosticerede verdensøkonomien som værende i en tilstand af såkaldt »sekulær stagnation«.

Det betyder, at økonomien er i ubalance, hvor folk sparer op frem for at investere, og hvor den vækst det lykkedes at skabe stammer fra gældsoptagelse og pengepolitiske stimulanser frem for reel forbedring af økonomien. Derfor risikerer man, at langvarige perioder med lavvækst bliver afløst af store finansielle bobler forårsaget af de værktøjer, man anvender til at forsøge at få væksten i gang.

At det kun er lykkedes verden at opnå relativt beskedne vækstrater under de helt ekstraordinære politiske og finansielle skridt, der er blevet taget for at øge investeringerne efter finanskrisen, bekræfter ifølge Summers, at han har ret.

At løse dette problem er ifølge Summers »den definerende makroøkonomiske udfordring i vores tid«.

Anbefalet læsning:

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
Olaf Tehrani, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Poul Erik Riis, Eva Schwanenflügel og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Tror mange amerikanere havde håbet at de i Obama fik en ny Roosevelt der som sagt fik gennemført Glass-Steagall reguleringen af banker med opsplitning af banker i investeringsbanker og alm. bankdrift. Lige nøjagtigt den regulering der havde virket stabiliserende siden 1933 afskaffede Larry Summers med Bill Clinton´s billigelse. Blålyset (Obama) gjorde det modsatte - han satte ræven til at vogte gæs. For fanden i hede hule helvede - han åbnede en perleport Donald Trump.

Henrik Plaschke

Larry Summers har, som det fremgår af ovenstående portræt, spillet en vigtig rolle i de sidste årtiers amerikanske og internationale økonomisk politikudformning. Og som det også fremgår spillede han en central rolle som arkitekten bag de finansielle liberaliseringer i slutningen af 1990erne, hvor han var finansminister under præsident Clinton.

Men Summers har også - måske lidt overraskende – været engageret i en helt anden sammenhæng, nemlig som rådgiver for den græske finansminister Yanis Varoufakis, i sidstnævntes korte periode som græsk finansminister i første halvdel af 2015. Som professional fagøkonom, der ikke var betalt for at mene det modsatte, forstod Summers naturligvis, at Varoufakis’ forsøg på at genforhandle den græske gældsbyrde med de internationale kreditorer og den såkaldte trojka (Europakommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond), repræsenterede økonomisk sagkundskab og fornuft. På dette område fik han følgeskab af andre fagøkonomer som eksempelvis Jeffrey Sachs og James Galbraith, der samme med en andre uafhængige økonomer indgik i et team, der støttede Varoufakis.

Varoufakis beretter i sin bog Adults in the Room, London 2017, om det første møde med The Prince of Darkness: ”Unperturbed, Larry Summers replied, ’At least you called me a prince. I have been called worse’ (p. 7), der forgår på en bar i en sen nattetime i Washington DC i en mørk og regnfuld atmosfære, der bringer minder om en roman af Raymond Chandler.

Summers skelner mellem insiders og outsiders:

”There are two kind of politicians… insiders and outsiders. The outsiders prioritize their freedom to speak their version of the truth. The price of their freedom is that they are ignored by the insiders, who make the important decisions. The insiders, for their part, follow a sacrosanct rule: never turn against other insiders and never talk to outsiders about what insiders say or do. Their reward? Access to inside information and a chance, though no guarantee, of influencing powerful people and outcomes…” So Yanis, he said, ”Which of the two are you?”.

Varoufakis er langt mere outsider end insider og omvendt for Summers’ vedkommende. Ikke desto mindre vælger Summers faktisk at støtte Varoufakis. Sidstnævnte beskriver det på følgende måde:

”Summers was an ally, albeit a reluctant one. He had no time for my government’s left-wing politics, but he understood that out defeat was not in America’s interest. He knew that the eurozone’s economic policies were not just atrocious for Greece but terrible for Europe, and by extension, for the United States too. And he knew that Greece was merely the laboratory where these policies were being tested and developed before their implementation everywhere across Europe. This is why Summers offered a helping hand. We spoke the same economic language, despite different political ideologies, and had no difficulty reaching a quick agreement on what our aims ought to be.” (p. 8-9).

Andetsteds I bogen beskriver Varoufakis i detaljeret form sine forhandlinger med trojkaen – og herunder også Summers konstruktive støtte.