’Spejderen’ fra tamilsagen er død

»Min klient har været udsat for et veritabelt korstog initieret af Anders Fogh og med professor Bent Jensen som Jerusalems storvesir.«

Sådan lød salutten, da advokat Henrik Holm-Nielsen i oktober 2013 afsluttede sin procedure i den injuriesag om Den Kolde Krig, som journalist Jørgen Dragsdahl havde anlagt mod historieprofessor Bent Jensen. Baggrunden var, som Informations læsere vil vide, at Bent Jensen havde omtalt Jørgen Dragsdahl som KGB-spion, mens han arbejdede på Information.

Så jo, livet i danske retssale bliver nok en smule mere trist med beskeden søndag morgen, at Henrik Holm-Nielsen, 80 år, er død. Nu skal vi ikke længere se den farverige advokat ankomme til retten i sit letgenkendelige outfit: En rød baret, camouflagefarvet jakke og vandrebukser.

’Spejderen’ blev han kaldt, fordi han altid – når han altså ikke lige var i byen og i retten – gik rundt med en dolk hængende fra spejderbæltet i bukserne. Henrik Holm-Nielsen brugte stadig sit gamle spejdernavn – Glente – i sin mailadresse. Et andet tilnavn, Henrik Holm-Nielsen erhvervede sig, var ’Ringbindenes Herre’, fordi han var i stand til at overskue utrolige mængder af sagsakter – længe før computeren blev fast inventar på advokatkontorerne.

»Henrik Holm-Nielsen var en af sin tids højest respekterede advokater med fast gang hos domstolene. Han udtrykte de bedste advokatværdier som individualisme, samfundssind, integritet og grundighed,« siger advokat René Offersen, der afløste Henrik Holm-Nielsen som forsvarer for Jørgen Dragsdahl og vandt sagen i Højesteret.

»Jeg oplevede det på nærmeste hold, da vi efter hans selvvalgte pensionering arbejdede sammen om forberedelsen af Koldkrigssagen i Højesteret. Hans indsats var så stor, at jeg foreslog, at vi gav møde sammen under den mundtlige forhandling, men han takkede nej på sin egen helt umisforståelige facon. Han havde ikke flere ærinder i Højesteret,« tilføjer René Offersen.

Først og fremmest tamilsagen

Henrik Holm-Nielsens legendariske ry er knyttet til en række store sager: Farum-sagen, Hafnia-sagen, Riskær-sagen, Koldkrigs-sagen – men først og fremmest Tamil-sagen fra den sidste halvdel af 1980’erne. Som bekendt handlede Tamil-sagen om daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige syltning af tamilske flygtninges ansøgninger om familiesammenføringer – og ikke mindst om embedsværket i Justitsministeriet, der med en vag og slap departementschef i spidsen ikke formåede at sætte den konservative minister stolen for døren og få stoppet ulovlighederne. Tamil-sagen, som efter en dommerundersøgelse udmøntede sig i en rapport på seks tykke bind, var så belastende for Erik Ninn-Hansen og også daværende statsminister Poul Schlüter, at denne valgte at gå af samme dag, som rapporten blev offentliggjort. Det banede vej for socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen som statsminister.

I tamilsagen havde Henrik Holm-Nielsen, der indtil da havde været mest kendt som en myreflittig erhvervsadvokat, fået rollen som udspørger. Så sent som i januar i år fortalte han til Information, hvordan han havde grebet den omfangsrige sag an. Han modtog seks flyttekasser med dokumenter fra Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge og tog det hele med op til sin ødegård i Värmland i Sverige. Efter endt gennemlæsning var han chokeret:

»Jeg havde ikke drømt om, at sådan noget kunne foregå. Én ting var, at Erik Ninn-Hansen administrerede udlændingeloven, som om den indeholdt en særlig paragraf: Loven gælder ikke for Grønland, Færøerne og Justitsministeriet. En anden ting var, at embedsværket ikke klart og tydeligt sagde fra.«

I dag huskes Tamilsagen nok mest for Poul Schlüters berømte ’gulvtæppetale’, hvor Folketinget blev forsikret om, at der ikke var noget galt: »Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt, og ansvaret var regeringens og justitsministerens. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet,« som Poul Schlüter sagde til Folketinget den 25. april 1989.

Det var mildest talt ikke sandt: »Det var det glade vanvid og temmelig rystende for mig dengang at erkende, at en statsminister positivt havde stået og løjet i sin orientering af Folketinget. Det var lodret forkert, når statsministeren bedyrede, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet, for det var jo netop det, der var sket,« sagde Henrik Holm-Nielsen.

Ikke mindst takket være ’Spejderens indsats som udspørger kom Tamilsagen til at sætte sig varige spor i samfundsdebatten på i hvert fald to måder: For det første betød sagen et næsten uopretteligt tillidsbrud til de førhen så agtede kronjurister i Justitsministeriet. At nogle af landets skarpeste juridiske hjerner kunne undlade at sige fra i forhold til ulovligheder var ikke så lidt af en øjenåbner. For det andet knæsatte sagen et princip, som senere har været gældende for embedsværket: De har en forpligtigelse til at sige fra, hvis de bliver bedt om at udføre en handling, som er klart ulovlig. Det rækker ikke bare at dukke sig og mukke i dagbogen. Næh, de skal gøre indsigelse, og de skal gøre det klart og tydeligt.

»I flok og følge skulle topembedsmændene have sagt til ministeren, at han fulgte en ulovlig kurs, og at de ville orientere Statsministeriet derom, hvis ikke ministeren rettede ind. Og så skulle topembedsmændene have forladt deres job. Der kan komme et tidspunkt, hvor man i sådan en stilling må rejse sig op og sige: Nu går jeg, for det her vil jeg ikke være med til,« sagde Henrik Holm-Nielsen.

Klar tale. Desværre for alle os andre er Glentens stemme nu forstummet.