Læsetid: 3 min.

Tænketank: Pape-lovforslag begrænser ytringsfriheden

Kritikken af et lovforslag fra justitsministeren, der skal styrke indsatsen mod udenlandske efterretningstjenesters muligheder for at påvirke meningsdannelsen i Danmark, fortsætter. Senest har den juridiske tænketank Justitia vurderet, at forslaget vil medføre ’en signifikant begrænsning af ytringsfriheden’
Kritikken af et lovforslag fra justitsministeren, der skal styrke indsatsen mod udenlandske efterretningstjenesters muligheder for at påvirke meningsdannelsen i Danmark, fortsætter. Senest har den juridiske tænketank Justitia vurderet, at forslaget vil medføre ’en signifikant begrænsning af ytringsfriheden’

Ólafur Steinar Gestsson

19. oktober 2018

Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forslag om at ændre straffeloven, så det bliver strafbart at hjælpe en fremmed efterretningstjeneste med at udøve såkaldt påvirkningsvirksomhed, får en ublid medfart fra tænketanken Justitia.

Lovforslaget, der skal styrke indsatsen mod udenlandske efterretningstjenesters muligheder for at påvirke meningsdannelsen i Danmark, kritiseres for at føre til »en betænkelig og unødvendig vidtgående begrænsning af ytringsfriheden«, som tilmed medfører en høj grad af retsusikkerhed.

Ifølge tænketanken vil lovforslaget med sin nuværende udformning f.eks. gøre en ytring, som viderebringer et budskab fra en allieret, fremmed efterretningstjeneste, ulovlig.

»Med andre ord vil det i princippet være strafbart at dele et opslag om behovet for at bruge flere penge på NATO, såfremt det er overvejende sandsynligt, at budskabet stammer fra den amerikanske efterretningstjeneste,« hedder det i Justitias høringssvar.

Derfor bør lovforslaget ændres, anbefaler tænketanken, så det alene bliver strafbart, hvis der er tale om »aktiviteter udøvet på grov, systematisk og vedvarende vis« – eksempelvis, hvis en borger mod vederlag fra en fremmed efterretningstjeneste opretter en såkaldt troldefabrik, der via falske internetprofiler systematisk og målrettet publicerer propaganda rettet mod danske interesser.

Vagt og uklart formuleret

Lovforslaget, der som tidligere omtalt i Information udgør en tilføjelse til straffelovens milde spionageparagraf (§ 108), kritiseres af Justitia for at være »formuleret i vage vendinger«, som ikke giver borgerne mulighed for at identificere de ytringer, der måtte være omfattet af bestemmelsen.

Tilmed præciseres det ikke, hvilke beslutninger der er tale om, og det åbner op for »vilkårlige afgørelser og medfører en forringelse af borgerens retssikkerhed og retsstillingens forudsigelighed«.

Ifølge lovforslaget skal også påvirkning af den »almene meningsdannelse« være strafbar. Hertil siger Justitia, at formuleringen er »bred og uklar«, og at den derfor »vil omfatte stort set alle ytringer, som har til formål at påvirke den almene meningsdannelse«. Især i lyset af, at det er almindeligt på sociale medier at dele og skrive politisk betonede opslag, som vil være omfattet af bestemmelsen, må en præcisering være påkrævet, mener tænketanken.

Endelig rejser Justitia spørgsmålet om, hvorvidt lovforslagets forslåede strafferamme på op til seks års fængsel – endda stigende til 12 år, hvis der er tale om påvirkning forud for et kommune- eller folketingsvalg eller en folkeafstemning – er proportional.

Tag som eksempel en almindelig borger »uden særlig indflydelse og med få følgere«, som tænketanken skriver, som deler et opslag på Facebook, som vedkommende sympatiserer med, uanset at vedkommende måske mener, at det sandsynligvis hidrører fra en fremmed efterretningstjeneste – i en sådan sammenhæng er en strafferamme på seks eller 12 års fængsel ude af proportioner.

Også Institut for Menneskerettigheder (IMR) har udarbejdet et høringssvar om Papes lovforslag. Instituttet betoner i sit korte høringssvar, at forudsætningen for, at strafforfølgelse af en ytring ikke strider mod Den Europæiske Menneskerettighedserklærings sikring af ytringsfriheden, er, at lovgivningen indeholder en hjemmel til at straffe sådanne ytringer, der kan skade den nationale sikkerhed. Det er denne hjemmel, som lovforslaget tænkes at udgøre.

Men, fremhæver IMR så, Menneskeretsdomstolen »har fastslået«, at hjemlen ikke blot skal være til stede, men også opfylde nogle kvalitetskrav. Det indebærer ifølge IMR, at en hjemmel »skal være formuleret med tilstrækkelig klarhed, præcision samt tilgængelighed for borgeren, således at der er mulighed for at indrette sin adfærd og have mulighed for at forudsige konsekvenserne af en eventuel handling eller ytring« – altså netop de kritikpunkter, som Papes lovforslag ifølge Justitia ikke lever op til.

Hverken Justitsministeriet eller Søren Pape Poulsen har ønsket at kommentere kritikken af lovforslaget.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mener, lovforslaget om hjælp til udenlandske efterretningstjenester er afgørende for Danmark, mens en række kritiske høringssvar blandt andet påpeger, at det vil skabe stor retsusikkerhed. Arkivfoto.
Læs også
Søren Pape Poulsen vil sætte gang i arbejdet med at revidere de danske logningsregler.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Andersen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

I sidste ende er det vel kun regeringen der må ytre sig...?!?

Steen Sohn, Bjarne Andersen, Per Klüver, Anne Eriksen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

ja jeg undre mig - tidligere var det skrækkeligt med forebyggende tilbageholdelser osv,osv.... - nu må politiet godt forebyggende tilbageholde folk og en gruppe folk må ikke længere frit bo hvor de ønsker osv-.....

-ytringsfriheden kunne ikke gradbøjes - men nu kan få op til 12 års fængsel for en ytring.

Anne Eriksen, Benta Victoria Gunnlögsson, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Andre lande må ikke påvirke vores meninger, men hvor har vi ellers fået alle vores meninger og idealer fra?

Anne Eriksen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I hvert fald ikke fra de danske politikere, f.eks som her, hvis sidste mange påfund nærmer sig det amoralske/ uetiske...

Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

I de sidste 15 år har gentagende borgerlige regeringer ikke bare brækket løs på velfærdsstaten, som bygger på et demokratisk fundament, men også selve det danske demokrati.

Og de får åbenbart lov til at fortsætte med rygdækning fra Dansk Folkeparti og en befolkning som efterhånden er hensat i en paralyserende lammelse bygget på en blanding af politisk konstrueret frygt, angst og forargelse.

Peter Wulff, Anne Eriksen, Ken Sass, Benta Victoria Gunnlögsson, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Man binder os på hånd og mund
Styret sikrer sig flere legitime rettigheder til at nedkæmpe modstandere.

Carsten Munk, Anne Eriksen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar