Læsetid: 6 min.

Det trækker ud med at trække CO2 ud af luften

Før dagens præsentation af regeringens klimaplan har klimaministeren bebudet 100 mio. kr. til forskning i muligheder for at trække CO2 ud af atmosfæren. Det kan gøres ved at plante skov eller ved at sætte filtre på kraftværker og gemme deres CO2 i undergrunden – det kniber med det sidste
En forsker ved National Physical Laboratory i Storbritannien undersøger såkaldte ’carbom capture methods’.

En forsker ved National Physical Laboratory i Storbritannien undersøger såkaldte ’carbom capture methods’.

Andrew Brookes

9. oktober 2018

Kl. 10.30 tirsdag præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hele fem andre ministre regeringens længe ventede bud på en ny klimaplan for Danmark.

Som optakt sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt mandag, at den netop offentliggjorte rapport fra FN’s Klimapanel IPCC tegner »et dystert billede af klimaets fremtid og ambitionen om markante reduktioner i verdens CO2-udledning«.

IPCC-rapporten »understreger behovet for, at udviklingen af radikale grønne teknologier og ændringer i vores måde at leve på her på jorden vil være bydende nødvendige for at reducere klimaforandringerne. Det skal gå hurtigt, og det kræver politisk mandshjerte og vovemod,« fastslog ministeren.

Han har på forhånd i Berlingske løftet sløret for, at forskning i »radikale grønne teknologier« spiller en væsentlig rolle i klimaplanen. 100 mio. kr. vil således af regeringen blive afsat til at forske i lagring af CO2, dvs. aktiv ’støvsugning’ af atmosfæren for CO2, fordi det ifølge ministeren ikke er muligt at nå klimamålene ved blot at reducere CO2-udledningerne via grøn energi, energibesparelser m.m.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at vi efter 2050 skal reducere med mere, end vi udleder,« sagde ministeren i Berlingske-interviewet og signalerede en ret lang tidshorisont.

Også FN’s Klimapanel peger på, at det med stor sandsynlighed bliver nødvendigt således at fjerne CO2 aktivt fra atmosfæren for at have chance for at bremse den globale opvarmning ved Paris-aftalens mål om højst 1,5-to graders temperaturstigning.

Det kan ske ved at stoppe skovrydning og plante ny skov, der opsuger og binder CO2, og det kan ske ved at introducere nye teknologier, der fjerner og deponerer CO2 fra skorstene på kraftværker, cement- og stålfabrikker m.m., den såkaldte carbon capture and storage-teknik, CCS.

Deponering til evig tid

IPCC har beskrevet fire scenarier for overholdelse af 1,5 gradersgrænsen. I de tre scenarier kommer verden for sent med vedvarende energi, adfærdsændringer m.m. til at forhindre et midlertidigt ’overshoot’, det vil sige, at temperaturen for en tid overskrider de 1,5 grader – i disse scenarier bliver brug af støvsugningsteknikkerne nødvendig.

I det fjerde scenarie handler verden resolut nok med grøn teknologi, energibesparelser og adfærdsændringer til at holde målet og undgå overshoot, selv om levestandarden – især i udviklingslandene – forudsættes at vokse. I dette scenarie er kun en bremse på skovrydning nødvendig som redskab til at suge CO2 ud af atmosfæren.

Ifølge Lars Chr. Lilleholt har regeringen ikke på forhånd afgjort, om de 100 mio. skal gå til at forske i CCS-teknologi, i etablering af mere skov på bekostning af landbrug eller i begge dele.

Et faktum er, at CCS er den mest komplicerede og omkostningstunge mulighed af de to og dertil én, som endnu ikke er tilgængelig i kommerciel storskala til kraftværker.

Forenklet sagt handler CCS om at installere et ’filter’, der kan opfange CO2 fra kraftværker fyret med kul, gas eller biomasse eller på f.eks. cementfabrikker, som også har stor CO2-udledning. Den indfangede CO2 skal herefter med tankvogne, tankskibe eller pipelines føres til et sted i undergrunden, hvor det kan deponeres permanent – for Danmarks vedkommende kunne det være i udtømte olie- og gasreservoirer i Nordsøens bund, i salthorste i undergrunden eller i sandstenslag.

Hvis CCS-systemer installeres i kul- eller gasfyrede kraftværker, er effekten alene at fange den CO2 fra værket, som ellers ville have belastet atmosfæren efter forbrænding af det fossile brændsel. Bruges systemet derimod på et kraftværk fyret med biomasse, kan der være tale om reelt at suge CO2 ud af atmosfæren:

Først har man dyrket biomasse, der under væksten optager CO2 fra luften, og derefter tilbageholder man denne CO2 i kraftværket, deponerer det i undergrunden og sikrer dermed, at den biomassebundne CO2 reelt fjernes fra atmosfæren. Denne variant af CCS-teknologien kaldes BECCS, Bioenergi med CCS.

Svagt erfaringsgrundlag

Ifølge en statusopgørelse dateret april 2018 fra Global CCS Institute findes der endnu kun to kulfyrede kraftværker med et aktivt CCS-demonstrationsanlæg: det canadiske Boundary Dam-kraftværk og det amerikanske Petra Nova-værk i Texas.

Det canadiske kraftværks enhed 3 installerede systemet i 2014, men har opnået blandede resultater, og i juli meddelte værkets ejer, SaskPower, at man har droppet at udstyre enhed 4 og 5 med CCS, fordi økonomien ikke holder. I stedet lukker man de to enheder.

Det kulfyrede værk i Texas tog CCS-teknikken i brug i januar 2017 og havde et halvt år senere ifølge den amerikanske energistyrelse EIA reduceret sine CO2-udledninger med omkring 25 pct. Når indfangningen af CO2 ikke er større, skyldes det bl.a., at CCS-anlægget er energikrævende, og at man for at sikre dets elforsyning har måttet etablere et ekstra gasfyret anlæg, der i sig selv udleder CO2.

Når det gælder de biomassebaserede systemer, BECCS, med størst klimaperspektiv, er man helt uden kommercielle erfaringer i kraftværkssektoren. I Storbritannien har der været planlagt to kraftværker med kombineret kul- og biomassefyring og med CCS installeret – White Rose-projektet og North Killingholme-projektet med forventet start næste år – men begge projekter er opgivet.

Meget langt fra målet

Global CCS Institute, der arbejder for teknologiens ibrugtagning og udbredelse, opgiver i sin statusopgørelse, at der i løbet af i år vil være i alt 21 CCS-anlæg i drift globalt, men bortset fra de to ovennævnte i Canada og Texas er det anlæg, der bruges til at indvinde CO2 i andre typer industri – kemisk industri, syntetisk gasproduktion, håndtering af gas på boreplatforme m.m. Og der er ifølge instituttets opgørelse ingen anlæg på fossile kraftværker på vej noget sted i verden inden for en femårig tidshorisont.

De 21 anlæg fjerner tilsammen ifølge instituttet omkring 40 mio. ton CO2 årligt – det er noget mindre end Danmarks årlige udledninger og meget langt fra de to milliarder ton pr. år, som Det Internationale Energiagentur, IEA, skønner det nødvendigt at indfange og deponere i 2030, det vil sige om godt ti år.

Global CCS Institute angiver selv, at der skal opføres 2.500 CCS-anlæg inden 2040 for at gøre det muligt at nå Paris-aftalens to-graders-mål.

I en videnskabelig statusartikel i tidsskriftet Renewable and Sustainable Energy Reviews konstaterede et forskerhold ledet af Dennis Leung, University of Hong Kong i 2014, at:

»Skønt teknologierne til indfangning og deponering af CO2 eksisterer, er de samlede omkostninger ved brug af dagens CCS-systemer stadig høje og må reduceres markant, før de kan tages bredt i anvendelse. Der er en række barrierer for CCS-anvendelse, som må håndteres de kommende år, herunder at der mangler en klar forretningsmodel for investering i CCS samt fraværet af robuste økonomiske incitamenter til at understøtte de ekstra, høje kapital- og driftsomkostninger knyttet til CCS.«

Siden da er priserne på vedvarende energiteknologi faldet markant og har dermed forværret CCS-kraftværkers konkurrenceevne, men samtidig er det erklærede behov øget for at inddrage alle tilgængelige teknologier for at bremse den truende globale opvarmning.

Tilbage på dagsordenen

Hos Global CCS-institute udtrykker man optimisme og siger, at »CCS pludselig er blevet del af den politiske diskurs«, mens netværket CO2GeoNet af europæiske forskningsinstitutioner, der arbejder med geologisk deponering af CO2 – i Danmark GEUS – erklærer, at »CCS er tilbage på dagsordenen«.

Spørgsmålet er, om det er den retning, regeringen vil gå med sine annoncerede 100 mio. kr., og om et folketingsflertal i givet fald vil gå med.

Herhjemme er de fossile kraftværker på vej ud af elsystemet til fordel for vedvarende energi og biomassefyring. Såvel energiselskabet DONG Energy – i dag Ørsted – som konkurrenten Vattenfall har for flere år siden opgivet egne pilot- og demonstrationsprojekter med CCS-teknologien på deres kulfyrede værker. I princippet kunne de arbejde for BECCS på de kraftværker, der i dag fyrer med biomasse i form af træflis, halm og lign.

Hos Ørsted er meldingen fra presseafdelingen ved Informations forespørgsel imidlertid, at »vi ikke i dag har nogen planer om at arbejde med CCS-teknologien. Vi anser den stadig for umoden og ikke gennemprøvet kommercielt.«

Klimaforskeren Sebastian Mernild, professor og direktør ved det norske klimaforskningscenter Nansen Centret, mener, at forskning i metoder til at trække CO2 ud af atmosfæren er vigtig, og at det haster voldsomt.

»Jo længere vi venter, desto mere ekstremt bliver klimaet, og desto flere konsekvenser får det. Lige nu halter vi bare bagefter,« siger han.

»Vi ved jo, at fra man får afsat penge, og til forskerne har gjort deres arbejde, fået publiceret resultaterne, lavet pilotprojekter og gjort dem kommercielle i stor skala, går der rigtig lang tid.«

Mernild tager ikke stilling til, hvilke metoder der er at foretrække, men han appellerer til politikerne om at handle hurtigt og afsætte penge nok. 100 mio. kr. fordelt over flere år rækker ikke, mener han.

»Og også hvis man bruger pengene til at plante skov, tager det en årrække, før træerne er vokset op og har trukket CO2 ud af atmosfæren,« understreger Sebastian Mernild.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Man må jo gå ud fra, at eksperterne ved, hvad de taler om, men umiddelbart forekommer CCS-teknologien som en alt andet end permanent løsning. Det minder lidt om den måde, man deponerer radioaktivt affald på. Det er væk nu, men fremtidige generationer får sandsynligvis problemer med det.

Knud Krogsgaard Jensen

At deponer CO2 på den ene eller anden måde, minder lidt om at optage lån fremfor at ændre sin adfærd så den passer til de muligheder der nu en gang er mulige.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Carsten Munk og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Den helt korte kommentar til cirkusset med at trække CO-2 ud af luften er - opstil nogle flere vindmøller og byg nogle kernekraftværker.
At opsamle CO-2 er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Jørgen Clausen

Hver dag bliver yderligere ca. 410.000 mennesker løftet op fra fattigdom til forbrugere i middelklassen. Det svare til hele Danmarks befolkning hver eneste 14. dag.

De tiltag den danske Venstre regering har fremlagt i dag viser handlekraft over for vælgerne i et valgår. Og det var så det. Disse små justeringer rækker ikke særligt for at komme i mål i kampen mod en klimakatastrofe.

Løkke vil nedsætte den danske CO2 udledning med 30 millioner tons årligt når alle tiltag er gennemført. De 12 millioner CO2 reducering forventes at ske gennem optagelse på landbrugsarealer og skove.

Christian De Thurah

Kim Ejlertsen

Tak for linket. Argumentet fra tilhængerne af CCS er åbenbart, at det skal være en slags overgang fra fossil til vedvarende energi. Man kan frygte, at det bliver en meget lang og klimamæssigt kostbar overgang.

Det er let nok, at sidde og mene at alle andre er idioter og at der skal gøres noget NU for at redde menneskeheden. Men der mangler i allerhøjeste grad en samlet vision og konkret køre- og tidsplan fra EL, Alternativet, SF og Radikale om, hvordan klimaet reddes. Hvis ikke disse gode kræfter og kloge hoveder kan samles om, hvilke tiltag der skal til, så ser det da temmeligt sort ud! Der er intet lettere end at sidde i et hjørne og råbe op om klimakatastrofen og klodens snarlige undergang uden selv at kunne fremkomme med brugbare løsninger. Skal alverdens befolkninger flytte på landet og bo i jordhuler mens vi dyrker kollektive jordbrug eller hvad ..?

Der er desværre slet ikke grund til at tro, at 'Negative Emission Technologies' er en løsning på vores problem. Hvis BECCS - mod forventning - skulle vise sig at virke i stor skala, man vil man skulle anvende et dyrkningsareal til biomasse på størrelse med Indien (i en verden på vej mod en omrentlig fordobling af befolkningen og dermed tilsvarende forøget fødevarebehov), desuden en fordobling af den nuværende globale skibstonnage til fragt af biomasse til kraftværkerne.
At satse på BECCS er mao. helt hen i vejret og aldeles uansvarligt!
https://www.diis.dk/node/14133

Trods løfter om CCS i fuld størrelse og kommercielt leveringsdygtig, dvs. i forbindelse med kulkraftværker eller cement industri, mangler der stadig fungerende anlæg. CCS har været støttet af den største lobby, nogen teknologi endnu har haft bag sig: kul-, olie- og gas-industri; OECD, IEA, EU, FN’s klimapanel, over 20 stater; energiselskaber med kul- og gaskraftværker; store rådgivnings- og ingeniørvirksomheder, universiteter og nogle miljøorganisationer.

Omkring 2010 var der her i landet kraftig lokal modstand omkring Brovst mod at komme til at bo oven på en CO2-losseplads, som Vattenfall planlagde. NOAH, DN, VedvarendeEnergi og Greenpeace støttede denne modstand, og ved fælles hjælp lykkedes det at få projektet lukket ned. To klimaministre forsikrede, at CCS ikke skulle fremmes i Danmark. Den første var Venstres Lykke Friis, den næste var Martin Lidegaard.

Nu lader det så til, at Venstre vil tage CCS op til overvejelse igen. Det er ikke en bedre ide i dag, end det var for otte år siden.

CCS er ligesom andre tekniske fix ikke i stand til at modvirke udledningen af klimagasser i det omfang, der er behov for, selv hvis de pludselig kom til at virke.

CCS har en lav effektivitet: hvis man ser det i forhold til hele den kraftværkssektor, som fx IEA har forestillet sig udstyret med CCS, vil det over en 40-årig periode kun betyde at ca. 10 procent af udledningerne til atmosfæren undgås. Men fortalerne hævder. at det omvendte er tilfældet: 90 procent vil undgås. Det skyldes, at man ikke tager hensyn til, at udbredelsen af teknologien (eller rettere teknologierne) vil tage årtier. I mellemtiden vil kulkraftværkerne stå og udlede på fuld damp. Derfor kan CCS med god ret kaldes for "nyt liv for kulindustrien".

Når fortalerne hævder, at CCS kan opfange 85-90 procent, er det noget, som måske kunne opnås på et enkelt anlæg, men så indregner man ikke den ekstra energi, der skal til opsamlingen, til infrastruktur, transport osv. osv.

I 2005 udgav IPCC (FN’s klimapanel) en specialrapport om CCS, den første af slagsen for en enkelt teknologi. Ti år senere blev Parisaftalen indgået med de meget omtalte mål om højst 2 graders (og helst nærved kun 1,5 grad) gennemsnitlig global temperaturstigning og med den meget lidt omtalte forudsætning, at det lykkes at udvikle negative emissions teknologier, NETs. Især BECCS. Men det kommer altid med en bemærkning om, at det altså ikke virker i dag - og måske heller ikke kommer til det. Man skal lede i fodnoterne i IPCC’s vurderingsrapport fra 2014 for at finde ud af, at makronbunden i Parisaftalen er BECCS eller for at sige det ligeud: et fata morgana.

Den nye 1.5 Special Rapport fra IPCC går i de fleste scenarier ud fra, at CCS og BECCS kan komme til at fungere. Men der er også en gruppe af scenarier, der kaldes LED, Low Energy Demand - eller P1, Pathway 1, som klarer sig bedre og IKKE opererer med nogle årtier, hvor koncentrationen af CO2 i atmosfæren "får lov til" at overstige ethvert forsvarligt niveau, hvis verden skal undgå at overskride 2 grader tærsklen.
Se http://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf (oversigt side 20)

Men BECCS er altså blot CCS på kraftværker, der fyrer med biomasse i stedet for kul. Storskala biomasseenergi er noget nær det værste, man kan sætte i stedet for kulenergi. Planternes evne til at opfange CO2 ved hjælp af fotosyntesen og omsætte den til plantevækst bliver til en undskyldning for at rydde enorme skovarealer. CO2-neutral er det grønmalende udtryk, som skal forsvare fremgangsmåden. I regnestykket forbigår man tidsfaktoren: Et træ, der er fyrre år, brænder hurtigt, men det træ, der skal erstatte det, er mange år om at opfange den CO2, som udledes. Sådan cirka 40 år.

Hvis BECCS en dag kom til at virke, ville det kræve et landareal på 1½ gange Indiens areal for at levere brændsel i et omfang, der kunne betyde noget i klimaregnskabet. Hvor det areal skal findes, glemmer fortalerne at gøre rede for.

CCS og BECCS møder modstand hos mange miljøorganisationer. Der er velvoksne problemer med at få skidtet til at fungere, og der er altså gedigne argumenter mod, at det overhovedet duer at gå den vej. Vi har i NOAH i 2009 lavet en hjemmeside om CCS, der er både på dansk og (delvis) på engelsk, hvor de argumenter findes. se http://ccs-info.org

Vi er ikke alene med kritikken: Kevin Anderson fra Manchester University har fx en meget klar argumentation imod, at verden sætter sin lid til BECCS. Det eneste jeg ikke forstår hos ham er, at han som Sebastian Mernild mener, at der skal forskes i NETs. Men hans hovedbudskab er, at de tekniske løsninger ikke kan hjælpe os med mindre vi sætter massivt ind på at ændre produktion/adfærd/forbrug - vel at mærke hos de rigeste 10-20 procent af jordens befolkning.

Kevin A. nævner, at BECCS vil kræve, at man transporterer biomasse i et omfang, der er på størrelse med den totale nuværende shipping. (Hertil kommer pipelines der skal transportere det firedobbelte antal tons i form af flydende CO2.)

Men først og fremmest er det hasard at sætte menneskehedens fremtid på højkant ved at antage, at teknologierne kan lykkes, og at alle de negative konsekvenser med landgrabbing kan trylles væk.
Kevin A. nævner til gengæld, at de 10 procent, der udleder mest i verden er ansvarlig for halvdelen af de globale udledninger. Denne globale elite omfatter rigtig mange i et rigt land som Danmark. Når Kevin A. taler til sit normale universitetspublikum, siger han, at 'vi' kender dem, vi ser dem i spejlet om morgenen, når vi lægger make up eller barberer os.) Hvis disse 10 procent ville affinde sig med en levestandard som EU-gennemsnittet har, så ville en tredjedel af de globale emissioner undgås.

Klimaproblemet er ikke først og fremmest teknisk/teknologisk, det er i langt højere grad moralsk.
(Se Kevin A: Revealing the Naked Emperor: http://kortlink.dk/t6tf (47 min.))