Udviklingsbistanden betaler for Løkkes milliondyre P4G-topmøde

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge bød statsledere, erhvervsfolk og ngo’er til P4G-topmøde i København, blev regningen betalt med penge fra udviklingsbistanden.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Et endeligt regnskab foreligger ikke endnu, men »det samlede budget for afholdelsen af topmødet er på 10.425.000 kroner«. Beløbet dækker blandt andet udgifter til sikkerhed, mediehåndtering, konferencebureauer, leje af konferencelokaler samt forplejning.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen sidder selv i P4G’s advisory board. Alligevel så hun »helst«, at pengene til topmødet »blev fundet et andet sted end i rammen for udviklingsbistand«.

»Udgangspunktet for Folkekirkens Nødhjælp er altid, at vi gerne vil have så mange penge som muligt ud til de områder, hvor nøden er størst. Derfor havde det i udgangspunktet været positivt, hvis man havde tilført ekstra penge,« siger hun.

»Omvendt ser vi et stort potentiale i P4G-initiativet. Derfor ser vi også topmødet som en investering i fremtiden, fordi det er med til at udbrede forståelsen af, at hele samfundet skal være med til at redde planeten og de mennesker, der står i forreste række, når klimaet ændrer sig.«

Prestigeprojekt

P4G står for ’Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030’ og er regeringens store prestigeprojekt på udviklingsområdet. Initiativet blev lanceret på FN’s topmøde i New York i september sidste år og handler om at skabe grøn vækst og bæredygtig udvikling gennem offentligt-private partnerskaber.

Det sker blandt andet ved hjælp af en såkaldt partnerskabsfond, som finansierer projekter i lande som Kina, Mexico og Etiopien.

Dertil kommer et topmøde hvert andet år, som skal være med til at skabe nye partnerskaber gennem dialog og networking samt profilere projekter, der allerede er i gang. Udgifterne til topmødet i København kommer oven i de 225 millioner bistandskroner, som regeringen foreløbig har bevilget til P4G, oplyser Udenrigsministeriet.

Det er ikke første gang, at udviklingsmidler bruges til at betale for konferencer og topmøder, påpeger Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet og ekspert i udenrigstjenesten.

»Der er meget mødeaktivitet rundt omkring i hovedstæderne. Det er nogenlunde de samme mennesker, der mødes igen og igen,« siger han.

»Det er en dyr måde at arbejde diplomatisk og udviklingspolitisk på. For der er langt fra de konferencer og den mødeaktivitet til det, det i virkeligheden handler om: at skabe udvikling. I bedste fald skaber møderne et momentum for forandring. I værste fald er der tale om udviklingsturisme.«

Helle Munk Ravnborg, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, finder det problematisk at finansiere P4G-topmødet over udviklingsbistanden.

Hun peger på, at P4G ifølge sit programdokument er et initiativ, der primært beskæftiger sig med at fremme bæredygtig udvikling og grøn vækst, og når det er tilfældet, bør finansieringen komme fra andre midler end bistanden.

Hun henviser til, at det på FN’s klimatopmøde i København i 2009 blev aftalt, at bistand, som bliver givet til klimaprojekter, skal være såkaldt »nye og additionelle« i forhold til den almindelige bistand, som fortrinsvis er til fattigdomsbekæmpelse. Det ser ikke ud til at være tilfældet med P4G, mener Helle Munk Ravnborg.

»Hvis alle de her internationale aftaler og løfter overhovedet skal bruges til noget som helst, så skal man kunne tro på dem. Ellers er det bare tomme ord,« siger hun.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) anerkender dog slet ikke denne definition for, hvad nye og additionelle midler er. Her har Danmark ifølge ministeren en anden fortolkning.

»Der er ikke en internationalt anerkendt definition af begrebet ’additionel’ under FN’s klimakonvention, og det har altid været et stærkt omdiskuteret spørgsmål,« skriver ministeren til Information. 

Ifølge Tørnæs har Danmark de seneste år fortolket ’additionel’ som nye midler i forhold til, hvad der tidligere er blevet rapporteret til FN’s klimakonvention UNFCCC. Og altså ikke som noget, der skal ligge ud over den almindelige bistand på 0,7 procent af BNP.

En forklaring som undrer Helle Munk Ravnborg. Konflikten omkring klimabistanden har ved topmøderne handlet om, at de fattigste lande ikke ville acceptere, hvis de midler, som skulle hjælpe med at gøre dem mere modstandsdygtige over for klimaforandringerne, blev taget fra den almindelige bistand på 0,7 procent af BNP, som de rige lande har lovet, mener hun.

»Det kan godt være, det er additionelt i forhold til klimakonventionen. Men det gør det ikke additionelt i forhold til de 0,7 procent, som vi i årevis har lovet verdens fattigste lande,« siger Helle Munk Ravnborg.

Mulig katalytisk effekt

Generalsekretær i Care Danmark, Rasmus Stuhr Jakobsen, ser ikke noget problem i at finansiere topmødet med bistandsmidler.

»Vi bliver nødt til at have mod til at tænke ud af boksen også i forhold til, hvordan traditionelle udviklingspenge bliver brugt, og det er netop det, P4G-mødet prøver på,« siger han.

»Det centrale er den mulige katalytiske effekt, det her kan have i forhold til i sidste ende at fremme nogle udviklingsmål. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at hele involveringen af den private sektor kommer til at spille en afgørende rolle i, at vi overhovedet kan gøre os nogle realistiske forhåbninger om at nå i mål med verdensmålene.«

– Men er der ikke lidt langt fra et topmøde med politikere og erhvervsfolk til det, vi traditionelt forbinder med udviklingsbistandens mere direkte hjælp til verdens fattige?

»Det er klart, at det på en eller anden måde er en omvej, hvis man kigger på udviklingspengene som nogle, der skal så direkte derned som muligt. Men vores kæmpestore problem i verden er, at vi skal bruge i nærheden af tre billioner dollar om året for bare at nærme os opfyldelsen af verdensmålene.«

Derfor nytter det ikke at bruge bistandsmidlerne, som vi plejer, mener Rasmus Stuhr Jakobsen.

»Der bliver nødt til at være nogen et eller andet sted i systemet, der må turde at bruge nogle penge anderledes med den bagtanke at få flere ressourcer og penge ind,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorfor udviklingsbistanden skal finansiere P4G-topmødet, peger udviklingsminister Ulla Tørnæs også på mødets store ambitioner. Deltagelse af folk på præsident- og statsministerniveau sikrer »gennemslagskraft«, og at betale mødet over bistanden er ifølge ministeren i overenstemmelse med OECD’s regler »for finansiering af møder relateret til udviklingsprogrammet«.

»Verden har ikke brug for flere målsætninger og gode hensigter. Der er brug for innovation og handling, hvis vi skal realisere verdensmålene. Ikke mindst i udviklingslandene, hvor udfordringen er allerstørst. Et af midlerne er offentligt-private partnerskaber. Vi ved, det virker, men der er brug for, at flere aktører kommer om bord, at nye partnerskaber udvikles, og at de bedste skaleres op hurtigere til gavn for flere,« skriver Ulla Tørnæs.