Uligheden er steget under samtlige statsministre siden Poul Schlüter

Økonomisk ulighed handler om fordelingen af samfundets ressourcer og forskellen mellem rig og fattig. Mens meget få argumenterer for et samfund med fuldstændig lighed, er det et af de mest omdiskuterede økonomiske spørgsmål rent ideologisk, hvor stor uligheden bør være.

Indkomstskatternes udformning og overførsler som kontanthjælp og dagpenge bliver i velfærdsstaten brugt til at mindske uligheden i indkomster, men der er stor uenighed om, hvornår ulighedens størrelse bliver et problem for samfundet.

Den mest brugte metode til at måle ulighed i indkomster er den såkaldte Gini-koefficient. Fordelen ved den er, at den med et enkelt tal siger noget om indkomst eller formuefordeling i et samfund. Gini-koefficienten bruges oftest til at måle på udviklingen over tid eller til at sammenligne lighedsgraden imellem lande.

I Danmark bruger man – på grund af dataproblemer i forhold til formuer – primært Gini-koefficienten til at opgøre indkomstfordelingen. Danmarks Statistik opgør den til et tal mellem 0 og 100, hvor 0 er, hvis alle personer i samfundet har præcis den samme indkomst, mens 100 er hvis al indkomst går til én enkelt person. I OECD’s og andres opgørelser er tallet mellem 0 og 1, men det dækker over det samme.

Gini-koefficienten findes ved hjælp af den såkaldte Lorenz-kurve, hvor man har indkomst på den ene akse og befolkning på den anden. Ved en ligelig fordeling ville kurven være fuldstændig diagonal, og når man så indplacerer de faktiske tal for indkomstfordelingen i et land, kan man se afstanden fra den faktiske fordeling til diagonalen. Det kan f.eks. være, at de fattigste ti procent af befolkningen har tre procent af indkomsterne, mens de rigeste ti procent har 25 procent af indkomsterne. Afstanden mellem de to grafer bliver så omregnet til et enkelt tal, altså Gini-koefficienten, som man kan bruge til at sammenligne med.

I Danmark har uligheden – målt på Gini-koefficienten – været stigende igennem en længere årrække. Ifølge Danmarks Statistik var den i år 2000 på 24,4, mens den i 2016 var på 28,97. Den mest markante stigning i uligheden i den periode var årene med det store økonomiske opsving under Anders Fogh Rasmussen, og det mest bratte fald var i årene efter 2008, hvor finanskrisen kom.

Uligheden stiger altså med forskellig hastighed alt efter den politiske og økonomiske udvikling, men at den stiger er et faktum, uanset hvilket parti der har siddet på magten i nyere tid. Som den liberale tænketank CEPOS har påpeget, er uligheden steget under samtlige statsministre siden Poul Schlüter.