Læsetid: 9 min.

Vismand: Vi kan godt leve med svag vækst, men at forlange den stoppet giver ikke mening

Hvis bare politikerne ville sætte de rette høje priser på fossil energi, kunne klimaproblemet håndteres. Der er ikke brug for noget økonomisk paradigmeskift, mener miljøvismand Lars Gårn Hansen
Det er ikke nødvendigt at sætte væksten helt i stå for at gøre noget ved klimaproblemet, mener  miljøvismand Lars Gårn Hansen. Det kræver bare politisk vilje til at sætte handling bag.

Det er ikke nødvendigt at sætte væksten helt i stå for at gøre noget ved klimaproblemet, mener  miljøvismand Lars Gårn Hansen. Det kræver bare politisk vilje til at sætte handling bag.

Peter Nygaard Christensen

9. oktober 2018

»Debatten om vækst er forvirret,« siger Lars Gårn Hansen.

Han er professor i miljøøkonomi på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og dertil medlem af De Økonomiske Råds formandskab som miljøøkonomisk vismand. Forleden var han inviteret opponent, da den britiske professor i bæredygtig økonomi, Tim Jackson, talte kritisk om vækstøkonomien ved en forelæsning på Københavns Universitet.

»Fra min faglige stol oplever jeg, at en masse ting og begreber bliver blandet sammen på en måde, som ikke bør ske. Men der er også en masse følelser på spil i debatten,« mener Lars Gårn Hansen.

Et eksempel på det, han kalder forvirring, og som også bringer stærke følelser i spil, er forløbet omkrig det klimaopråb, som 301 danske forskere udsendte i maj, og som blev efterfulgt af en lignende fælleserklæring fra 237 europæiske forskere for nylig.

Vismændene reagerede selv kritisk på det danske forskeropråb – det vender vi tilbage til – men en stærkere reaktion kom fra Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, som i Berlingske tog stærkt afstand fra det, han omtalte som en helt anden samfundsmodel med lav eller negativ vækst.

»De, der siger sådan, mangler at forklare, hvad de mener. Enten er det, de siger, noget egoistisk ævl, eller også er det ondt,« sagde Aagaard og udmalede de dystre konsekvenser for samfundet, »hvis vi alle producerede så lidt, som Bonderøven gør«.

»De ord ville jeg aldrig bruge,« siger vismanden, »jeg tror hverken, at de, der deltager i debatten, er onde eller egoistiske. Det handler om et ægte engagement i en vigtig sag.«

»Det, vi som vismænd siger, er blot, at den empiri, vi har om disse sammenhænge, ikke tilsiger, at det er nødvendigt at sætte væksten i stå for at håndtere klimaproblemet. Det er simpelthen en forkert præmis for debatten.«

Lars Gårn Hansen frygter, at den vigtige klimadiskussion lukkes af, hvis den ender som en polariseret strid for eller imod vækst.

– Er den økonomiske vækst da grænseløs i jeres optik? Kan den fortsætte i uendelighed?

»I logisk forstand er der formentlig ikke noget, der er grænseløst, så et eller andet sted er der nok grænser for vækst. Men det mere relevante spørgsmål er, hvad der er de snærende grænser for vækst de næste 50-100 år. For mig og andre klassiske økonomer er det ikke ressourcer som sådan, herunder energiressourcer, der sætter grænser for vækst, men derimod klimaproblemet. Det udgør en meget snærende og alvorlig grænse, fordi det ikke er en, der regulerer sig selv.«

»Ved mangel på ressourcer stiger prisen, og så begynder økonomien automatisk at tilpasse sig – finde alternativer, udvikle teknologien osv. – men den automatik gælder ikke med klimaproblemet. Hvis der er kul nok, så bliver kul ved at være billige, selv om vi tonser CO2 ud og ødelægger klimaet. Så i modsætning til de fleste ressourcespørgsmål, hvor prismekanismen vil sikre løsninger, så kræver klimaproblemet, at politikere verden over bliver enige og gennemfører den nødvendige regulering.«

– Hvis man antager, at vi løste klimaproblemet ved globalt at stille om til CO2-fri energi, så vil den grænse for vækst være fjernet indtil videre. Men med masser af grøn energi til rådighed vil der vel blive lagt op til en uhæmmet forbrugsvækst, hvor andre ressource- og miljøproblemer i stedet bliver ubærlige?

»Ja, men der vil jeg skelne mellem ressourcegrænser og miljøgrænser. Ressourcegrænser er ’selvregulerende’ – hvis titan bliver en mangelvare, så stiger prisen, og erfaringen siger, at økonomien så er fantastisk til at sikre alternativer via teknologisk udvikling eller substitution. Det er selvfølgelig ikke noget, vi ved, når det gælder fremtiden, men erfaringen tilsiger, at det bliver løst inden for systemet.«

»Der, hvor vi står med problematiske udfordringer, er på miljøområdet, hvor tingene ikke regulerer sig selv, og hvor der er snærende grænser. F.eks. presset på skove og biodiversitet. Det kræver regulering, ofte global regulering, og der har vi virkelig et problem, fordi vi ikke har stærke internationale institutioner.«

– Du henviser til hidtidige erfaringer med teknologisk udvikling og substitution. Men den fysiske verden er jo ikke en evighedsmaskine. De fysiske forhold på planeten ændres faktisk via vores forbrug, så vi kan næppe bare se fremtiden som en forlængelse af fortiden? Der er vel grænser for effektivisering og substitution?

»Det anerkender jeg. Men Jorden har eksisteret i flere milliarder år, og hvis de reelle grænser ligger mange tusind år fremme i tiden, så er det måske vigtigt at holde fokus på andre og meget mere akutte problemer.«

De faldende vækstrater

– Ser vi på selve væksten, så gælder det, at BNP-vækstraterne har været faldende gennem de seneste 50 år. Hvad skyldes det, og skal vi indstille os på en ny og varig situation med økonomisk lavvækst?

»Det er et af de store spørgsmål for økonomer, og jeg tror ikke, nogen har svaret,« siger Lars Gårn Hansen.

Han mener, at noget af forklaringen på de faldende vækstrater er, at vi som forbrugere har præference for varer, hvor produktivitetsudviklingen er langsom. Når indkomsten stiger, får vi lyst til at bruge pengene på sundhedsydelser, noget der kommer vore børn til gode eller andre velfærdsting, hvor produktivitetsstigningen bare ikke går særlig stærkt.

»Samtidig med disse forbrugsændringer de senere årtier foregår der et grundlæggende fald i produktivitetsvæksten i traditionelle sektorer som industrien. Hvorfor det sker, er der ikke nogen sikker viden om. På det punkt har vi ikke rigtig nogen gode svar.«

»Så vi kan sagtens se ind i en fremtid, hvor væksten løjer af, og vi ikke kommer til at genopleve de kendte vækstrater gennem de seneste 50-100 år.«

– Hvis vi er på vej ind i en tid med BNP-vækstrater på måske nul til én pct. i vores del af verden, skulle økonomerne så ikke beskæftige sig mere med at få teorien på plads for en sådan lavvækstøkonomi?

»Det er bestemt noget, man skal forholde sig til, men på det strukturelle plan er der ikke noget voldsomt paradigmeskift forbundet med varig lavvækst. De grundlæggende markedsmekanismer er de samme, det går bare langsommere. Vigtigere er at se på, om en økonomi med lav vækst er mere eller mindre udsat for de mere kortsigtede konjunktursving.«

– Vi andre hører hele tiden den politiske sang, at når væksten dykker, så er der krise. Selv om det måske kun er et problem i et kort konjunkturperspektiv, så sætter det sig som et mentalt billede: ’Vækst må der til’. Skal vi gøre op med det og i stedet begynde at tale om, hvordan f.eks. arbejdsmarkedet kan fungere under varig lavvækst?

»Du har fuldstændig ret i, at der er en sådan offentlig sang, og at der er psykologi i debatten. Som økonom må man sige, at det handler om at skille tingene ad: Der er den langsigtede, strukturelle vækstudvikling, der især handler om produktivitet, og så er der de kortsigtede konjunktursvingninger. Når der er krisestemning, er det typisk det sidstnævnte, der tales om – det strukturelle handler om, hvorvidt vi skal vænne os til at blive én og ikke tre pct. rigere om året.

– Er du klar til at sige: ’Tag det roligt, selv om væksten kun måtte blive én pct., kan vi godt få samfundet til at fungere’.

»Ja, det vil jeg sige. Så må man blot vænne sig til, at levestandarden ikke stiger så hurtigt. Jeg ser ikke nogen dyb krise i det.«

For Lars Gårn Hansen ligger den store udfordring snarere i den globalisering, herunder den globale finanssektors udvikling, der har svækket nationalstatens muligheder for at håndtere kriser, uden at der er skabt tilsvarende stærke internationale institutioner.

Afkobling

– Tilbage til debatten om de 301 forskeres klimaopråb. Forskerne siger, at der ikke er historisk belæg for, at vi i praksis med teknologiens hjælp kan afkoble klima- og miljøbelastningen fra den globale økonomiske vækst, og derfor må hensynet til økonomisk vækst underordnes hensynet til bæredygtighed. I som vismænd svarer så, at det ikke er særlig dyrt at nå klimamålet om højst to graders opvarmning, så derfor er der ikke noget behov for opgør med den økonomiske vækst. Men det er da ikke svar på forskernes argument – de vil givetvis være enige med jer i, at det ikke er dyrt at løse klimaproblemet. Deres pointe er, at fordi vi ikke i praksis evner en tilpas hurtig og effektiv teknologisk omstilling, en absolut afkobling, så bliver væksten et problem?

»Det er måske typisk for økonomer, at vi ikke altid er særlig klare. Det, vi mener, er, at afkobling er mulig og økonomisk overkommeligt.«

– Forskerne forholder sig til den faktiske virkelighed, hvor den nødvendige afkobling ikke er sket, hverken globalt eller nationalt, mens I forholder jer teoretisk til, at det på papiret er muligt, fordi teknologierne findes.

»Jeg er enig i, at vi ikke har set afkobling internationalt, men det skyldes, at politikerne ikke globalt har gennemført de stigende priser på fossile energi, som skal til. Hvis man satte priserne op, så ville systemet reagere rigtigt.

– Og forskerne påpeger, at det er ikke sket.

»Det er vi også enige i, men så er min pointe, at det er de samme politikere, der skal enten stoppe væksten eller lave en regulering af priserne på fossil energi, hvilket jo er meget mindre indgribende. Jeg forstår frustrationen, men hvis man ikke kan få politikerne til at hæve priserne, så har det da endnu mindre for sig at få dem til at stoppe væksten. Det må næsten indebære et opgør med måden, kapitalismen fungerer – jeg ser ikke de politikere, der vil springe på den vogn.«

Ned fra elfenbenstårnet?

Lars Gårn Hansen ser det europæiske CO2-kvotesystem som et rigtigt godt eksempel på internationalt samarbejde om regulering af prisen på forurening og miljøbelastning.

»Teknikken er der – det, man bare ikke har vilje til, er at stramme kvotemængden tilstrækkeligt. Mit budskab til politikerne er, at det, at vi gør noget i Danmark, ikke løser mange problemer. Det, der virkelig ville rykke, er, hvis vi kan give støtte til et internatonalt samarbejde, der får de store lande, herunder ulandene, med på vognen. Så gør endelig noget i Danmark, men det internationale fokus er helt afgørende, hvis vi skal løse klimaproblemet.«

– De danske forskeres klimaopråb og den tilsvarende europæiske appel er udtryk for, at man i nogle fag føler en desperation over situationen og derfor træder ned fra elfenbenstårnet og siger noget politisk, som man ikke plejer at sige. Burde I økonomer også være tydeligere på den bane?

»Det er ikke vores faglighed, der kan afgøre, at klimaproblemet er alvorligt, så i den forstand står vi på ryggen af andre fag. Jeg er enig i, at det er alvorligt, men det må være dem med den relevante faglighed, der råber op. Hvad jeg prøver at sige er, at vi både teknisk og økonomisk har løsningerne, hvis politikerne vil.«

– I Information har vi interviewet den italienske økonom Alessandro Vercelli, som er en af dem, der siger, at vi efter finanskrisen og med den økologiske krise har brug for et nyt økonomisk paradigme – den neoklassiske model har ikke svarene til dagens virkelighed?

»Grundlæggende mener jeg, at vores økonomiske model fungerer udmærket. Der er ikke behov for en grundlæggende teoretisk revolution. Men der er sket nogle liberaliseringer og globaliseringer de senere årtier, som fundamentalt har ændret vilkårene for, hvordan man regulerer samfundet. Så i vore konkrete anbefalinger baseret på den konkrete, aktuelle empiri kan vi godt nok lære meget. Der er hel klart brug for, at vi bliver klogere på, hvordan f.eks. de globale finansielle markeder fungerer, og hvordan vi kan sætte rammer for dem. Vercelli kan have ret i, at der er vi nok ikke i dag.«

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Skoubye
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
Olaf Tehrani, Christian Skoubye, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør ? Nej - Fyr dem og giv dem et gyldent håndtryk - det er billigere i længden.

Liselotte Paulsen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Så er de økonomiske våsmænd på banen igen. Denne gang udelades eksagt viden om jordens tilstand, og den erstattes med begrundelser bygget på deres personlige meninger.

Steen K Petersen, Torben Bruhn Andersen, Mogens Holme, Christian Nymark, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det ligner en tilståelsessag.

Manden erkender, at hans modeller ikke kan operere med et problem som global opvarmning, da det fremstår som et parameter der ikke lader sig regulere af de eksisterende økonomiske modeller.

Han er snublende nær ved at indrømme, at samme forhold gør sig gældende for alle (for økonomien) ikke-essentielle størrelser: Biodiversitet, ren luft, tid til omsorg, et meningsfuldt liv, osv.

Samtidig må han erkende, at hans elskede modeller ikke forsyner ham med nok viden om, hvad der egentlig foregår i økonomien (Det har nogle af os allerede bemærket). Ligesom han indrømmer, at de 'liberaliseringer' og 'globaliseringer' der de sidste årtier er født direkte ud af hans elskede modeller, ikke længere lade sig kontrollere af samme.

En ren tilståelsessag, nærmest.

Men alligevel konkluderer 'vismanden' [sic] - ikke overraskende - at modellerne grundlæggende fungerer som ønsket(!), og dermed at hans egen relevans og integritet fortsat er intakt. Ikke overraskende, som sagt.

I sidste ende - sådan må budskabet forstås - skal der blot flyttes rundt på et par stole på dækket, mens kursen holdes stik og fast fremad....

https://www.youtube.com/watch?v=CjzP137fWj4
Mikael Wiehe - Titanic (andraklasspassagerarens sista sång)

Andreas Kamp, Steen K Petersen, Bettina Jensen, Ole Frank, Martin Rønnow Klarlund, Palle Bendsen, Torben Bruhn Andersen, Troels Holm, Katrine Damm, Flemming Berger, Mogens Holme, Bina Seff, Christian Nymark, Torben K L Jensen, Tue Romanow, Jakob Trägårdh, Carsten Svendsen, Torben Skov, Ivan Breinholt Leth, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Peter Knap og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Det nytter ikke noget at skælde ud på Lars Gårn Hansen. Det, han i al stilfærdighed påpeger, er bl.a., at hvis man ikke engang kan få politikerne til at hæve priserne på fossil energi, kan man da langt mindre få dem til at lave endnu mere indgribende ting. Og politikerne sidder på hænderne, fordi de er bange for at tage noget fra vælgerne og blive upopulære. Trods alle opråb og erklæringer tror jeg vi vil se, at CO2-emissionen blot vil vokse i de kommende år, for man er ikke virkelig interesseret i at gøre noget ved det, når det kommer til stykket. Jf. artiklen om Kinas kulkraftværker i dagens Information.

Torben Bruhn Andersen, Rune Stilling, Carsten Nørgaard, Michael Friis og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Christian De Thurah,

Politikken baserer sig primært på Lars Gårn Hansen og co.'s reduktionistiske modeller. De fremmeste økonomer aflønnes fyrsteligt som følge af deres betydningsfulde position i samfundet. Så at han nu holder sine fintvaskede hænder afværgende op foran sig, og med en sørgmodig hovedrysten sender aben videre til politikerne, gør på mig ærligt talt ikke dybt indtryk. Ikke mindst set i lyset af, at han stadig ikke finder noget grundlæggende galt med modellerne i sig selv:

Det er blot politikerne - det vil sige virkeligheden - som den er gal med...

Steen K Petersen, Mogens Holme, Christian Nymark, Torben K L Jensen, Jakob Trägårdh og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Torben og Torsten, den tilgang I har til tingene (som deles af mange, bl.a. partiet Alternativet i Danmark) er én af de vigtigste årsager til, at man kommer for sent i gang med at løse klimaproblemet. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Hvis man formulerer klimaproblemerne som noget, der forhindrer økonomiens vækst, får man aldrig politisk tilslutning - og uden vækst KAN man i øvrigt heller ikke løse problemerne. Der findes løsninger i økonomiske incitamenter, i forskning og i teknologi. Men jeg ved godt, det for gamle samfundsomvæltere kan være svært at erkende, at verden HELLER ikke falder sammen på grund af klimaproblemerne.

Erik Pedersen. Tak for et godt grin.
Jo, sandelig er Alternativet verdens mest markante klimasynder. Tænk at jeg ikke har set det før nu.

Det kan godt være at Lars Gårn siger at det ikke kræver et paradigmeskift. Men læg mærke til at de instrumenter han siger vi har i kassen handler om øget regulering af markedet - gennem højere priser på forurenende teknologi.

Det er ikke nye idéer. Men det er heller ikke i tråd med gængs politik. I årtier har vi skullet høre på at vi nærmest ikke havde råd til at regulere på markedet. Nu får vi at vide at vi ikke har råd til at lade være.

Vi behøver ikke kalde det et paradigmeskift for min skyld - hvis nogen er ukomfortable med udtrykket. Men lad os erkende at vi skal have nogle nye værktøjer op af kassen.
Og lad os i øvrigt se at komme i gang...

Torben K L Jensen

Hvis Gårn Hansen havde sagt at han med de nuværende modeller ikke kan indregne klima - men den nye agenda med "doughnut"-økonomi ser interessant ud ville han være årets helt samtidig med at bliver kald forræder af præsteskabet.

Jeg har altid været modstander af a-kraft, men det virker som den eneste farbare løsning, hvis der skal gøres noget her og nu. Med mindre vi alle skal tilbage til agrarsamfundet.

Kina, vores alle sammens fabrik, opførte NY kulkraftkapacitet på 700 GW alene i årene 2016-207. Til sammenligning har landet sammenlagt 300 GW kapacitet vedvarende energi.

Det som jeg ikke synes økonomen bliver konfronteret med er hypotesen om, at årsagen til den høje vækst vi har nydt godt af siden 50'erene stort set alene skyldes adgangen til billig og rigelig energi (olie). Det som Lars så siger er, at hvis bare markedet blev reguleret så ville menneskeheden helt automatisk finde frem til en erstatning for olien. To ting at sige til det:

1) Det er beviseligt umuligt at erstatte olien i nødvendigt omfang indenfor de næste 10-20 år. Vi har ikke teknologien eller tiden til at gøre det. På den måde er løbet sådan set kørt.

2) Det forbliver et rent trosspørgsmål om vi mener det kan lade sig gøre med en længere horisont. Alternativet er, at vi kommer til at opleve voldsom negativ vækst, hvilket ingen vil acceptere, ergo så fyrer vi hellere kul af end at undvære hakkebøf, vaskemaskine, flyture, osv. Bortset fra det kan vores samfund slet ikke fungere uden alt det som adgangen til billig energi via olie giver os.

Hvordan hænger det i øvrigt sammen at tro på markedet samtidig med, at man siger, at det er nødvendigt at regulere? Så markedet er fint, men det er det så ikke helt alligevel. Det er vel grundlæggende et økonomisk paradoks eller hvad?

"Maybe a few billion dollars per year could retrofit some planes and send them into the stratosphere, where they would endlessly dump out sulfate aerosols until the planet starts to cool. And by most scientists’ estimates, it would cool the planet. Those simple facts are the driving force that will turn our never-ending conversation cycle of scary-but-necessary-but-dangerous-but-crucial into planes in the sky.

Of course, that doesn’t negate all the problems with solar radiation management’s use. It doesn’t fix ocean acidification. Once we start this project, some models say we really, really shouldn’t stop. There is a danger that geoengineering will lead to complacency in the fight to transition away from fossil fuels. And finally, this would be a planetary-scale experiment with so many variables as to make firm predictions of the results nearly impossible.

All true. And all will be forgotten when entire countries start disappearing beneath the waves, or the food shortages and famines kick into high gear. The planes may be American, or Chinese, or Indian, or they might belong to rogue state with an axe to grind. Or maybe some of the world’s poorest countries will pool their resources to get it started. But the planes will fly, bearing one flag or another. Technofixing our way out of the woods will prove far too tempting to pass up."

https://earther.gizmodo.com/geoengineering-is-inevitable-1829623031

Steffen Gliese

Der er ingen grund til at være så bange for at udskifte vækst med fremskridt - væksten har jo bare medført muligheden for nye oplevelser og anskaffelser, men hvis det, der kan anskaffes, er noget mere holdbart, der måske ligefrem kan opgraderes til mere klimavenlighed efterhånden, vil folk hellere det end skifte hvert andet øjeblik. Det er jo ikke folk, der ønsker at skifte hvidevarer og køkkener konstant, det er markedet, der presser forbrugeren.

Martin Sørensen

BNP er et udtryk for økonomisk aktivitet og intet mere intet mindre.
https://www.youtube.com/watch?v=mjJmo5mN5yA

Det er et udtryk for mængten af vare og service ydelser vi handler mellem hinanden, på et år. kan vi derfor ha bæredygtig økonomisk vækst. svaret er klart JA. det KRÆVER vækst og gøre os bæredygtige. vi kan ikke, udskifte/ombygge vores biler isolere vores huse. sætte led pære op, uden at det medføre øget økonomisk aktivitet. så kan man være græsk katolsk, kommunist herfra og til helvede. og hade det kapitalistiske samfund. men det ændre stadig ikke på faktum. som der er at omlægningen fra. vores fossile samfund til et bæredygtigt samfund KRÆVER et øget bnp KRÆVER et højere brutto nasional produkt.

At vores samfund er stupidt indrettet skal naturligvis ændres. at det ikke kan betale sig og reparere vores eksempelvis vaskemaskiner, og lignende. fortæller om en vej der ikke er bæredygtig, men den dumper ikke, hele ideen om det kapitalistiske samfund. det vil medføre precist den samme brutto nationale vækst. målt i bnp at en mekaniker kommer ud til hr og fru jensen. og sætter en ny gummipakning i den utætte vaskemaskine som hvis hr og fru jensen. køber. en ny vaskemaskine i elgiganten forudsat at det er en vare til samme pris. naturligvis. ( eksemplet, er sat for at vise at vores samfund er dumt indrettet. at vi har en køb brug og smid væk kultur og DET er problemet )

Derfor giver det økonomisk mening at sænke skatten på arbejde. og hæve skatten på naturgivne muligheder og ressourcer. det hjælper den usynlige hånd med at regulere sig selv. hr og fru jensen. vil nu vælge og fixe maskinen. Når resurse prisen på en ny maskine er dyre end den gummi pakning. som der faktisk er problemet, vi har tit hørt konservative. sige " vi kan ikke leve af at klippe hinanden" jeg ved ikke hvor de konservative nicompoops. har lært økonomi. men alt viden om markedsøkonomi, er faktisk ret enkel. vi LEVER af at klippe hinanden. og så længe at vores øget BNP IKKE medføre et øget. ressourceforbrug er det ikke et klimamæssigt problem. det er ikke selve den økonomiske aktivitet, der udgør problemet. men resurse. forbruget af olie kul og naturgas, og så spiser vi nok også en hel del for meget kød. Genbrug eller rettere genanvendelse af ressourcerne vil vise et øget bnp. men hov, hele politbureauet af kommunister hader jo vækst så det må da være slemt ikk.... udviklingen vil vise os vejen til at vi mere rentabelt kan genbruge, vores resurser. vi kan godt bygge en vindmølle og en el bil af genbrugte materialer men vi kan ikke bygge og sælge den uden og bidrage til at verden ser en øget vækst.....

lad os beskatte resurseforbruget og naturgivnene muligheder spekulation, ikke arbejdet.

med venlig hilsen martin sørensen medlem af retsforbundets landsledelse.

Sikke noget vrøvl! Selvfølgelig kan man have negativ vækst. Både i erhvervsliver og hjemme, så derfor også i samfundet.

Spørgsmålet er hvor længe og hvorfor. Og kan man på sigt få noget bedre ud af det.

Du ved, som hvilken som helst slankekur.