Læsetid: 16 min.

Alternativet fylder 5: Kampen mellem ny anarkistisk kampagnestil og gammel politisk kultur har splittet partiet

Alternativet har i partiets fem års levetid udfordret rammerne for det hensygnende demokrati. Det har blottet åbenlyse dilemmaer for partiet, som har været præget af baglandskritik og stridigheder. Tilbage står, at partilederen Uffe Elbæk i dag ER partiet
Partileder i Alternativet, Uffe Elbæk, hænger valgplakater op på Rådhuspladsen på dagen, hvor folketingsvalget blev udskrevet – den 27. maj 2015.

Partileder i Alternativet, Uffe Elbæk, hænger valgplakater op på Rådhuspladsen på dagen, hvor folketingsvalget blev udskrevet – den 27. maj 2015.

Finn Frandsen

24. november 2018

Uffe Elbæk ligner en mand i topform, da han ankommer til sin kampagnestabs event #Fivemoreyears på Vesterbrogade i København for at fortælle røverhistorier og svare på spørgsmål om Alternativets fem første år.

Det er et helt spontant arrangement, »jeg ved slet ikke, hvad de vil spørge om«, forklarer han smilende og begynder at give hånd rundt i det lille lokale med midaldrende medlemmer og unge kampagnemedarbejdere fra det opbyggelige og engagerede Vesterbro-segment. Stemningen er afslappet og imødekommende. Det er som at være til brætspilsaften hos vennerne og ikke i et mødelokale hos et politisk parti. Der bliver bagt vafler, solgt te og kaffe til en tier, som går til at »hjælpe Å ind i statsministeriet«.

Elbæk tager plads i en lænestol og genfortæller skabelsesberetningen, som mange af de tilstedeværende selv har deltaget i. Eller også har de hørt historierne før, alligevel griner de hjerteligt med formanden.

»Var du med der, Poul?« spørger Elbæk ud i lokalet fra en lille scene. Andre tilhørere giver løbende deres besyv med til fortællingen om det nystartede parti, som kommentatorer og politiske modstandere dømte ude. Men som endte i Folketinget med ni mandater, mens formandens reaktion på resultatet, det er crazy, skrev politisk historie og blev til ringetone på danskernes mobiltelefoner og statement på studentervognenes bannere om sommeren.

Og på den måde er der mange indgange til historien om Alternativet, der fylder fem år i næste uge – den 27. november. Den, de fleste Alternativister fra baglandet samt »centrale kilder i partiet« fortæller for tiden adspurgt af journalister, handler om selvforskyldte sager, der har gjort Alternativet til skydeskive for kritik og latterliggørelse. Derudover kritiserer de »gammeldags topstyring«, »dobbeltmoral«, »personopgør« og »uenigheder om partiets kurs.«

Derfor er også svært at trænge igennem med andre historier om Alternativet. Uffe Elbæk siger det selv til sine folk på Vesterbro, efter han har erkendt skyggesiderne i partiet.

»Jeg oplever, jeg er i god form. Jeg glæder mig til at overraske endnu en gang. Der er noget deja-vu over nogle af udsagnene i medierne for øjeblikket. Det minder om op til forrige valg, hvor det hed sig, at vi var i frit fald. Det svarer slet ikke til min oplevelse af det indre liv i Alternativet,« siger han.

Det, formanden har at have sine ord i, er en resultattavle, som ingen politiske partier i Danmark kan prale af. På trods af sivning af medlemmer har Alternativet præsteret på fem år at få knap 10.000 medlemmer stampet op af jorden, mens andre partier har enten status quo eller mindre fremgang på baggrund af årtiers drastisk ræs mod bunden.

Ved kommunalvalget fik Alternativet trods dårlige sager i medierne en ’rigtig’ borgmester på Fanø i første forsøg. Det tog Dansk Folkeparti 22 år. Hverken Enhedslisten eller Liberal Alliance har fået deres egen borgmester endnu. Samtidig har partiet bl.a. leveret et regeringsprogram, der skal realisere en radikal grøn omstilling gennem at organisere regeringsmagten på en grundlæggende anderledes måde.

Derfor er Alternativet til trods for mediesagerne, der udstiller et parti i splid med sig selv, også et unikt politisk laboratorium, hvor man i realtid kan studere forsøget på at lave radikale visioner og sparke nyt liv i det, den britiske Cambridge-professor David Runciman f.eks. kalder et forvitret tilskuerdemokrati. Og derfor har Information skrevet til en række kilder med baggrund i Alternativet og spurgt, om de vil dele erfaringerne med »at skabe en ny politisk kultur, udfordre magtlogikker og skabe nye former for inddragelse«.

I svarene tegner der sig en række dilemmaer og paradokser. Paradokser, som de kritiske mediesager til dels belyser, men som også er en del af partiets dna, og som Alternativet til stadighed kæmper med at håndtere. Som Emil Husted, der forsker på CBS og har skrevet ph.d.-afhandling om Alternativet, siger:

»Alternativet er funderet på paradokser. Det mest fundamentale er at ville være et alternativ og samtidig del af det etablerede. Hvor lang tid kan man være det? Hvor mange stemmer kan man få? Hvor integreret kan man blive i det parlamentariske og magtlogiske spil? Og hvor meget partidisciplin og topstyring kan man have? Før man bliver et alternativ til sig selv og opløser selve projektet.«

Mindre radikalt

Nu spoler vi tiden fem år tilbage. Det er 12 dage før offentliggørelsen af det nye parti den 27. november 2013. 16 fremmødte i det, der senere skal vokse sig til en stor bevægelse, er samlet i kontorfællesskabet The Hub på Nørrebrogade. På gulvet er en stor stjerne lavet af maskeringstape og lyserød overstregningstusch, som de 16 stiller sig rundt om. Sådan beskriver Zetland-journalisten Isabella Hindkjær, som Uffe Elbæk har ladet følge tilblivelsen af Alternativet, det senere i singlen, ’En alternativ begyndelse’.

Stjernen er coach, mindfulness-træner og senere detroniseret Københavner-borgmester Niko Grünfelds idé. Han sætter gang i enrække fysiske øvelser, hvorigennem de 16 bl.a. skal afklare deres drømme og bekymringer om det kommende Alternativet. Efter nogle timer går de over til at arbejde med partiets politik i grupper. Under fremlæggelsen lægger gruppen, der har arbejdet med hverdagsdemokrati, ud.

»Der skal skabes en ny politisk kultur, hvor alle skal være medskabere af de politiske rammer«, siger de. »Alternativet skal skabe politik sammen med de mennesker, partiet vedrører.«

Og politikere skal love at svare på de spørgsmål, de bliver stillet og være ærlige, hvis de ikke kan svare på et spørgsmål. Det fører blandt andet til, at Alternativet, der er grundlagt på værdier og ikke ideologi, starter danmarkshistoriens første crowdsourcing af et politisk program.

»En genial måde at skabe tilhørsforhold, ejerskab og en ambassadør for Alternativet på,« forklarer Uffe Elbæk i dag fem år senere.

Til partiets første pressemøde møder de to hovedfigurer – Uffe Elbæk og Josephine Fock – op. I dag er kun Elbæk tilbage i partiets top.

Jens Dresling

De åbne døre til partiets inderste hjerte, selve politikudviklingen, der blev etableret i form af politiske laboratorier for medlemmerne, er imidlertid endt med at skabe problemer.

»Kritikken af topstyring fra medlemmer har ramt Alternativet særlig hårdt, fordi de netop har fået så mange stemmer og medlemmer på at organisere sig anderledes og udvikle politik bottom up. Men den radikalt inddragende tilgang er der ikke mere. I dag bliver meget af Alternativets politik sammensat uden om medlemmerne,« siger Emil Husted bl.a. med henvisning til det politiske program med 15 nye ministerier og de 17 københavnermål, der ganske vist er baseret på medlemmers arbejde i politiske laboratorier, mens den endelige udvælgelse af mål og framing er lavet på ledelsesniveau.

Ifølge spidskandidat til Folketinget for Alternativet på Fyn, Stine Bardeleben Helles, er de to svært forenelige størrelser – medinddragelse på den ene side og politisk handlekraft på den anden – en grundlæggende konflikt, som partiet »til stadighed er udfordret af«.

»Men vi har fået en erkendelse af, at det kræver en ny form for politisk lederskab at turde definere, hvor grænsen går mellem inddragelse af medlemmer og at kunne træffe hurtige beslutninger på Christianborg og sikre indflydelse. Det kræver en politisk ledelse, der er bevidst om, at man hele tiden arbejder i paradokset og ikke går for meget i én retning og f.eks. ender i topstyring. Det giver tæsk fra begge sider – både i forhold til afkald på indflydelse og fra baglandet, der føler sig forbigået.«

Stine Bardeleben Helles er et af de medlemmer, der tidligere har trukket sit politiske kandidatur for Alternativet til Københavns Borgerrepræsentation pga. uenighed i den politiske linje.

Men hun er stadig overbevist om, at Alternativet skal blive ved med at sætte barren højere. De kommende år skal derfor bruges til at kvalificere de dyrt købte erfaringer i stedet for at »stikke hovedet i busken og blive bange for vores egen skygge«, som hun siger. For det er ifølge Stine Bardeleben Helles forventeligt, at partiet ville slå sig på sine egne indbyggede paradokser. Det er også derfor, hun intet mærkeligt ser i, at hun igen stiller op til et tillidshverv for partiet:

»Det gælder også for de personsager, der bliver pisket op, at vi skal turde stå i det. Ikke gå ud og undskylde til hele Dammark, men heller ikke nægte at udtale os. Ellers mister vi grebet. Når man så gerne vil gøre tingene bedre og anderledes, kan man blive lidt ærekær og afhængig af, at andre klapper,« siger hun og tilføjer, at hun ikke klynker over mediernes behandling:

»Men De Grønne stormer frem i Tyskland, fordi det er lykkedes at flytte fokus fra interne partikonflikter og personsager og til en meget vigtigere klimadagsorden.«

Tidslinje: Fem år med Alternativet

  • 27. november 2013 præsenterede Uffe Elbæk og Josephine Fock det nye politiske parti, Alternativet. Elbæk var samme efterår trådt ud af De Radikales folketingsgruppe og var løsgænger i Folketinget.
  • 24. maj 2014 fremlagde Alternativet sit partiprogram på sit første årsmøde.
  • 13. marts 2015 havde partiet indsamlet nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
  • 18. juni 2015 kom partiet i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne, hvilket rakte til ni mandater.
  • 24. april 2016 blev folketingsgruppen et mandat større, da socialdemokraten Pernille Schnoor skiftede til Alternativet.
  • 17. november 2017 fik Alternativet over 93.000 stemmer ved kommunalvalget, hvilket resulterede i 20 kommunalpolitikere og to borgmesterposter – en på Fanø og kultur- og fritidsborgmesterposten i København. Godt 84.000 stemmer udløste samtidig tre folkevalgte i regionerne.
  • 6. juni 2018 spillede Uffe Elbæk sig selv på banen som statsministerkandidat.
  • 17. oktober 2018 trækker Niko Grünfeld sig som kultur- og fritidsborgmester i København efter sager om urigtige oplysninger om sit CV og forhold om indretningen af sit borgmesterkontor.

Kilde: DR

Vildt rum

Mikkel Nørskov er tidligere sekretariatschef på Christiansborg og tidligere særlig rådgiver for Uffe Elbæk og har været drivende kraft siden opstarten. Ifølge Nørskov har problemet været, at partiet og Elbæk ikke har haft arbejdsro til at folde medlemsdemokratiet ud.

»Jeg har læst i Berlingske, at et tidligere hovedbestyrelsesmedlem syntes, vi har været for opmærksomme på at stemmemaksimere. Det er fuldstændig rigtigt. Jeg mente, vi skulle gå efter maksimal styrke parlamentarisk og i vælgernes opfattelse af os. Og jeg anerkender dilemmaet mellem topstyring og inddragelse. Jeg synes også bare, vi fandt løsningerne, som jeg er stolt af, men som vi ikke fik udfoldet nok,« siger han med henvisning til, at Alternativet blandt andet ved at livestreame møderne på Facebook hurtigt gik i gang med et opgør med befolkningens billeder af gruppeværelserne på Christiansborg som »mytiske størrelser«, hvor partimedlemmer får skældud og bliver sat på plads, mens journalisterne venter som frådende hunde udenfor.

Dernæst har partiet flere gange givet medlemmerne direkte indflydelse på, hvad partiet skulle stemme i konkrete sager som eksempelvis afskaffelse af blasfemiparagraffen.

Også Uffe Elbæk erkender, det er svært. Han siger, at han har skrevet politiske oplæg, fordi han har haft brug for som leder at sætte nogle ting i gang internt.

»Jeg synes, vi har gjort det, vi kunne og skulle gøre her på Christiansborg, og det er jeg stolt af. Men at gå fra at være entreprenante og kun 25 til at være næsten 10.000, der kan man godt miste noget,« siger han og kalder Christiansborg »et vildt rum at være i«, som tager meget opmærksomhed.

»Det er som et big brother-univers, hvor alt bliver sendt ud på kanalerne, og du presses af hele tiden at skulle mene noget. Plus de sager, vi har haft. Det har været en mavepuster og ædt af vores stolthed. Også fordi det blev brugt i nogle interne magtkampe, som handlede om egoer, men i sidste ende også om, hvilket parti vi skal være. Men jeg er så gammel i gårde, at jeg godt kan acceptere, at vi går ét skridt frem og to tilbage. Hvis man bliver stående i det, så kommer man et nyt sted hen,« siger partilederen.

Magtkamp om kultur

Og nu endnu et spring i tiden – nærmere bestemt et år tilbage i tiden. Der er kun få dage til, at danskerne skal stemme til kommunalvalget 2017, og Alternativet har sat alt ind på at få kandidater valgt ind i kommunalbestyrelser og regionsråd landet over. Men kort før vælgerne begiver sig til stemmeboksene, kan de, Alternativets medlemmer, kandidater og de politiske modstandere læse en række artikler i Jyllands-Posten om seksuelle krænkelser foregået i partiets sekretariat på Christiansborg.

Det er interne informationer om personaleforhold, der pludselig skaber blæst om partiet. Og det viser sig senere, at daværende gruppeforkvinde Josephine Focks exit fra gruppeledelsen i 2017 ifølge Fock selv og i modsætning til tidligere forklaringer handlede om uenigheder i ledelsen. Uenigheden gik bl.a. på aftaler, der ikke var blevet overholdt i sagen om seksuelle krænkelser, fordi den anklagede medarbejder var blevet genansat. Fock har i dag forladt Folketinget til fordel for en direktørstilling i Dansk Flygtningehjælp og har ikke ønsket at udtale sig til Information.

Valgnatten i 2015, hvor Alternativet blev valgt ind, foregik på Papirøen i København. Partiets store grønne Å har også været på turné rundt i landet.

Mathias Svold

På valgnatten i 2015 ankommer Uffe Elbæk til partilederdebat på Christiansborg.

Rune Johansen

Den ansvarlige for genansættelsen, Mikkel Nørskov, måtte senere forlade sin stilling som særlig rådgiver, men er i dag ikke klar over præcis, hvorfor han selv blev fyret. Han noterer som flere andre medlemmer af Alternativet, Information har talt med, at krænkelsessagen aldrig fik et retligt efterspil. I partiets interne undersøgelse af sagen hedder det i øvrigt, at der »entydigt« ikke er en krænkelseskultur i sekretariatet.

Mikkel Nørskov siger: »Da jeg blev bekendt med sagen, var den ikke politianmeldt, og jeg stod alene med beslutningen. Jeg afskedigede den pågældende medarbejder fra sekretariatet, men det kunne blive en dårlig sag for os, for han kunne også være blevet opsagt på urigtigt grundlag. Derfor blev han ansat i udlandet på en otte måneders kontrakt, og det havde den daglige ledelse inklusive Josephine Fock vidst i et år, før sagen om krænkelserne kom frem i medierne.«

Og tilføjer:

»At der blev lækket er jo en velkendt måde at føre magtkamp på og forsøge af fjerne folk og vel forventeligt set udefra. Men det er ærgerligt i forhold til Alternativets ambition om en ny politisk kultur.«

I Nørskovs udlægning dækker sagerne om krænkelser og en udbredt »festkultur« i Alternativet imidlertid over noget mere principielt i forhold til partiets forsøg på at »hacke« sig til en ny politisk kultur og smide den gamle på porten. Og de, der repræsenterer den nye kultur, som også var Uffe Elbæks udgangspunkt for partiet, lader til at være kommet styrket ud af konflikten. 

»Den virkelige kamp har stået mellem det at operere på den traditionelle bane, som har fungeret for de gamle partier i årtier, og at se Alternativet som et anarkistisk, provokerende kampagneprojekt, som jeg altid har gået ind for. Den kamp er tilsyneladende endt godt. Det beviser Uffes statsministerkandidatur for eksempel. Det er om noget utraditionelt og et forsøg på anarkistisk oprørsenergi for fuldt hug. Men vi skal kunne både det traditionelt parlamentariske og det nyskabende kampagnemæssige.«

Mikkel Nørskov fortæller, at han bevidst undgik at ansætte folk med erfaringer fra andre partier eller politiske organisationer.

»Vi ville have frisk ung power, der havde lyst til at redde verden. Jeg synes, den meget omtalte ’festkultur’ var fremragende. Det fik folk til at gå meget langt på literen, fordi de fik lov at arbejde med noget, der for dem var dybt meningsfyldt. Det var måske for meget for nogen, der var stagneret i en gammel kultur, som de så hos andre partier. Men det var, som om de ikke rigtig forstod, hvor meget disciplin, kulturel kapital og gennemslagskraft, vi hentede på det,« siger han og understreger, at han forstår, hvordan en århundred gammel ånd på Christiansborg kan dræne en politiker, der skal passe sit politiske arbejde i en lang række udvalg.

Da Alternativet fyldte et år var Mikkel Nørskov (tv.) fortsat en bærende kraft i partiet.

»Men det har været sværere, end jeg havde regnet med at skærme vores indre kerne af rebelsk provokatør-energi på Christiansborg,« siger Nørskov, der tilføjer, at man er nødt til at have »skyhøj selvtillid«, hvis man vil noget så radikalt som Alternativet og ikke lade sig styre af en »frygtkultur«, hvor man er bange for, at folk kigger i ens skraldespand eller kritiserer, at penge bliver brugt på kunst.

Uffe Elbæk bruger ikke de samme ord som sin tidligere rådgiver, men siger:

»Jeg synes, vi er kommet længere end ambitionen på nogle områder. Men vi har slækket på noget af den oprindelige uafhængige, radikale og intreprenante energi, vi havde i udgangspunktet. Jeg gad godt, at den blev genvakt, hvis vi virkelig skal være dem, der ikke bare snakker om de radikale udfordringer i, hvordan vi organiserer os, debatterer, laver lovforslag, går efter statsministerposten eller er livsglade. Ellers bliver vi bare just another party. Og så synes jeg, der er alt for få fester i Alternativet. Det må du godt citere mig for.«

– Du har tidligere meldt din afgang og trukket det tilbage igen. Men har du indset, at det er dig, der er partiet?

»Jo, jo. Jeg har aldrig forladt broen fra en organisation, som ikke var i stabilt vand. Det vigtigste for mig er, at vi er på ret kurs. Der har jeg haft en oplevelse af, at kompasset har kørt omkring sig selv op til kommunalvalget, hvor jeg siger: Hey, nu må vi sætte kursen.«

Dengang i VS

Spørger man Preben Wilhjelm, medlem af Folketinget fra 1975-84 for VS, et parti, der også forsøgte at forny den politiske struktur gennem at organisere sig anderledes og skabe fornyet liv i deltagerdemokratiet, er der stor anerkendelse af Alternativets politiske projekt. Han har været inviteret af Alternativet som æresgæst og oplevede en gejst som i de første VS-dage, der var »helt vild«:

»De har bevist – til overraskelse for de fleste – at der er behov for at tænke anderledes og komme med visioner, når det drejer sig om at sætte en politisk dagsorden for klimaforandringerne, hvilket partiet har sat sig i spidsen for,« siger Wilhjelm, der også roser Elbæks statsministerkandidatur for at gøre op med, at en valgkamp kun kan foregå mellem en blå og en rød kandidat.

Mange møder i Alternativet indledes – som her ved landsmødet i Odense i 2017 – med mindfulness.

Carsten Bundgaard

Men Alternativet er dog ifølge Wilhjelm endnu et stykke vej fra at nå den politiske indflydelse, som det er bredt anerkendt, at VS fik gennem deres arbejde med de politiske sager på Christiansborg til trods for deres få mandater. Det handler om yderligere et af de dilemmaer, Alternativet er bygget på: at balancere mellem store samfundsforandrende visioner og mindre konkrete forbedringer ved at være med i politiske forlig.

»Vi havde også problemer i vores bagland i begyndelsen i forhold til nogle af de første konkrete forslag, vi lagde frem. Hvad var det for detailområder at tage op, når det drejede sig om ’den store omvæltning’, lød det,« husker Wilhjelm, der mener, at Alternativet mangler at bore sig dybt ned i nogle mærkesager ud over klima.

»Og så har de ikke meget samfundsanalyse. Det havde vi måske for meget af på venstrefløjen, vi var politisk og økonomisk skolede, alt det med kapitallogikken osv. Det kunne være lammende, og vi var tilbøjelige til at teoretisere. Men kapitalinteresserne har enorm magt, og de seks gode værdier, Alternativet har i stedet for ideologi, bærer præg af, at de ikke har gjort sig klart, hvad de er oppe imod.«

Uffe Elbæk har selv været medlem af VS. Og han afviser kritikken:

»Det er helt forkert. Men det er en kritik, jeg også hører fra Enhedslisten. I oplægget ’Det Næste Danmark’, som jeg har skrevet, udfordrer vi for eksempel ejendomsretten. Og vi kan ikke agere så livsglade, som Alternativet gør, og så være dybt kapitalismekritiske. For så skal man være sur, skolet og hele tiden læse på lektien.«

Men selve balancen mellem visioner og det daglige politiske arbejde er en udfordring, erkender Elbæk. F.eks. valgte Alternativet at gå med i den grønne boligjobordning lige efter valget, fordi partiet ville vise, at det kunne lave en politik med de borgerlige, der samtidig gjorde Danmark lidt grønnere. Og så lød kritikken, at så kunne man lige så godt stemme på SF.

»Ja,« siger Elbæk og holder en pause, »det er sgu et svært sted at stå,« kommer det så, hvorefter han læner sig grinende tilbage, som om det var rart at slippe ud med.

Alternativt aftryk

Her er udvalgte politiske forslag, som Alternativet har fået vedtaget:

  • Borgerdrevne forslag 
  • Medicinsk cannabis (forsøgsordning)
  • Fjernelse af transseksuelle fra sygdomslisten
  • Flere startboliger til unge hjemløse
  • Forsøg med borgerstyrede budgetter
  • Dataetisk råd (regeringen indgik aftalen, da det stod klart, at der var flertal bag Alternativets forslag)

Hykleri

Under valgkampen i 2015 var der nok mange, der studsede over Uffe Elbæk, der pludselig kunne udtale i en partilederdebat, at han var i tvivl om, hvad kan skulle mene om et politisk emne.

Og blandt de medlemmer af Alternativet, Information har talt med, er der bred enighed om, at partiet er kommet langt med at forandre debatformen på Christiansborg i en mere anerkendende retning. Til gengæld er det grønne parti blevet anklaget for hykleri i forbindelse med private flyrejser.

Emil Husted fra CBS siger: »Hvis et parti hviler på fundamentale paradokser, vil de paradokser i sagens natur jo altid være der. Hykleri er en klassisk organisatorisk måde at adressere et paradoks på, så man undgår at blive handlingslammet. Men de fleste politikere hykler. Det gør vi øvrigt alle sammen, når vi er i et krydspres mellem ideal og praksis.«

Også Uffe Elbæk har skullet stå på mål for sine flyrejser.

»Jeg synes, jeg forsøgte at vise, at jeg var i tvivl. Men jeg er også blevet klogere af det forløb. I stedet for at blive defensiv skal vi stå ved, at det er svært. Ikke blive bange for, at jeg siger et forkert ord, og så kommer alle efter mig.

Tilbage på Vesterbro har den 20-årige studerende Emil Wismann fra Sønderborg, der normalt stemmer radikalt og er kommet af nysgerrighed, lyttet til Uffe Elbæks røverhistorier. Han har hørt formanden med sin ærlige og følelsesbetonede facon slå ud med armene og sige, at han tager ansvaret på sig for ikke at have været årvågen nok og sat tingene i perspektiv. Elbæk har også sagt, at nogle sager har været kørt op i pressen.

»Uffe har en vision, og jeg føler mig enormt inspireret. Og så snakker han ikke uden om som de andre. Jeg har fået lyst til at samle ind til en dickpic-collage,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Viggo Okholm
  • Niels-Simon Larsen
Ejvind Larsen, Viggo Okholm og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

har lige læst artiklen som i mine øjne ligger på kanten af noget nedladende,men salligevel formår mig til at mene at det er her jeg hører til uanset paradokser og manglende analyser.De erkender det selv modsat mange af de andre partier og netop derfor er det her en ældre mand finder sig bedst hjemme uden at være medlem. I debatten om ghettoforliget/loven som partiet lykkeligvis holdt sig fri af,var der et indlæg fra Stine(Fyn) om at konsekvensen af loven er at flytte problemrne andre steder hen Her har jeg argumenteret for at mennesker uanset om de bor på Strandvejen,Østerbro eller Vollsmose er ligeværdige. Derfor er argumentationen om at andre får problemer fordi bl.a. Vollsmose beboere skal flyttes vil være et problem. Jeg skrev det til hende privat og fik hende til at tænke anderledes og har rettet sit indlæg. Det viser at vi her har et parti som tør se egne overvejelser i øjnene og ikke bare går efter de lette løsninger.

Som vælger må man forlange et a`jourført politisk program. Det viste på hjemmesiden er tre år gammelt.
Uffe skriver et oplæg. Hvad så. Hvor længe skal vi vente med valg forude med at se et program gældende i denne vinter, som partiet som helhed står bag - vedtaget på et landsmøde.
Å her er ikke en studiekreds. Det er et politisk parti. Tag jer sammen !

Niels-Simon Larsen

Der er visse problemer ved at ville lave om på et gammelt system. Flere her er forhv. ungdomsoprørere og kender modargumenterne for at ville noget ny:
“Jeg kunne godt tænke mig at svømme ud på søen og dykke ned på bunden”, sagde ællingen.
“Ja, prøv du bare”, sagde katten. “Spørg hønen, om den kunne det, eller den gamle kone. Kan du se hende svømme ud og dykke ned?Næh, du, tag og lær at spinde og gnistre som andre ordentlige folk”. (Frit efter Den grimme ælling).

Man må ikke tro, at der ikke findes intern kritik i Å. Det gør der, men ikke så frit, som jeg kunne ønske. Det hænger sammen med, at så snart, der åbnes et forum på facebook, kommer der trolle ind og ødelægger debatter, eller journalister der straks kan fortælle omverden, at nu er den helt gal i Å.

Hvilket parti har et frit tilgængeligt debatforum? Lad mig høre!

Grunden til, at det er let at skandalisere os, er dels pga åbenheden, og dels pga, ja, i visse tilfælde lukkethed. Graden af åbenhed er et centralt punkt i ethvert parti. Kom bare frem!

Måske er det alternative for forskelligt sammenholdt med det eksisterende landskab, ikke at det på nogen måde fungerer efter det ønskede behov.
En græsrodsbevægelse eller anden bevægelse, der virker som en eftertragtet modstand mod dagens politik, vil måske have større chancer for at ændre og flytte kulturen?

Philip B. Johnsen

@Niels-Simon Larsen
Det ligger i navnet ‘Alternativet’, at ‘Alternativet’ er, hvad flertallet af de folkevalgte vendekåber ikke er, Alternativet er befolkningens tjenere.

Det er noget nyt og ‘Alternativet’ skal nok klare den, personlig håber på mere kant til folkevalgte vendekåber.

Søs Jensen, Vibeke Hansen, Niels-Simon Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Alternativet som bevægelse er rigtig, men det er også vanskeligt at holde balancen, da målsætningen ikke forstås af journalister og endda mange medlemmer af Alternativet.
Jeg opfatter Alternativet som et forsøg på et paradigmeskift, hvorfor forståelsen er en vanskelig sag især for "gamle" økonomer og journalister, der har lært det rigtige relateret til kapitalismen.
Samtidig vil kapitalisterne og traditionalisterne stritte imod med hænder og fødder. En af måderne er at skabe forvirring. Vi ser således borgerlig journalister og kommentatorer der delvis ikke forstår og delvist ikke vil forstå.

Søs Jensen, Niels-Simon Larsen, Viggo Okholm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Anarkistisk er nok ment som uhøjtidelig. Det er noget med ikke at være for regelret og kedelig, men regler kan man ikke undgå. Nogle af os har levn fra ungdomsoprørets dage og noget Thylejr over os. Der er heller ingen af os , der er uniformerede (jakke og slips).