Esther Kjeldahl vil sætte gang i årtiers største ungdomsoprør – og det er grønt

Da Esther Michelsen Kjeldahl var lille, kunne hun ikke gå forbi et træ uden at stoppe for at kigge op i dets store grønne krone. Mens hun stod der, lagde hun en plan for, hvordan hun bedst kom til toppen.

Og så var hun bange for alt, som handlede om undergang. Når de voksne talte om, at Jorden var en lille planet i et kæmpe solsystem, og at denne blå planet engang om milliarder af år ville blive opslugt af solen, gik hun i panik. Når hendes mor på klaveret spillede Povl Dissing og Benny Andersens »Hymne til natten«, som handler om, at mennesket har sat jorden i flammer og gjort den til et »kulsort æg«, begyndte hun at græde.

Måske derfor husker hun stadig, da hun i 7. klasse på Trekonergade Freinetskole i Valby havde emneuge om klimaforandringerne. Sammen med resten af skolens elever sad hun i fællessalen foran en storskærm og så den amerikanske film En ubekvem sandhed om USA’s forhenværende vicepræsident Al Gores kamp for klimaet.

Hun husker særligt en scene i filmen, hvor han forsøger at forklare problemet med drivhuseffekten ved hjælp af en frø og et glas vand. Hvis glasset med vand er i kog, når frøen hopper ned i det, vil den straks springe ud af det igen. Men hvis frøen sidder i glasset, og vandet langsomt bringes i kog, vil frøen blive siddende, indtil den dør. Medmindre nogen beslutter sig for at redde den.

»Siden da har jeg ikke været den samme,« siger Esther Michelsen Kjeldahl.

Den 24-årige filosofistuderende husker, at filmen sluttede positivt. Hvis bare der blev gjort »dét og dét og dét«, så skulle det hele nok gå, mindes hun, at eksperterne i filmen forsikrede om. Derfor havde hun også tillid til, at politikerne og virksomhedsejerne ville gøre noget for at begrænse verdens CO2-udslip.

»Jeg var jo bare et lille barn, og på det tidspunkt er man jo autoritetstro og forventer, at de voksne tager sig af det,« siger Esther Michelsen Kjeldahl.

Dengang var året 2006. I dag, 12 år senere, stoler hun ikke længere på, at de fikser det. Blandt andet derfor tog hun i foråret sammen med en række andre studerende initiativ til Den Grønne Studenterbevægelse.

Esther Michelsen Kjeldahl er ansigtet på en generation, som er vokset op med fortællingen om, hvordan polerne smelter, isbjørnene dør, og vandstandene stiger. Efter sommerens ekstreme tørke flere steder i verden, er det, som om der er sket en klimavækkelse, og den er særligt udtalt blandt ungdommen. I Sverige har den 15-årige Greta Thunberg skolestrejket i månedsvis, i Australien har skoleelever fulgt trop, og i Danmark er Den Grønne Studenterbevægelse allerede ved at brede sig til flere universiteter.

Esther Michelsen Kjeldahl er en del af en generation, som i dag må erkende, at de kommer til at leve med konsekvenserne af de ældre generationers CO2-udslip. Og at de er efterladt med et hastende stykke oprydningsarbejde.

Sluk lyset

Som 25-årig er jeg også en del af denne generation. Da jeg beslutter mig for at skrive et portræt af den grønne klimaforkæmper, fortæller hun mig, at hun er taget til England for at læse en master i filosofi og offentlig administration på London School of Economics. Hun har besluttet sig for at holde en pause med flyvningen, så derfor kommer hun ikke lige hjem til Danmark på weekend.

Så kunne jeg jo bare tage derover for at interviewe hende, nåede jeg at tænke – men kom så på bedre tanker. For jeg kan jo ikke medvirke til at svine vores jordklode yderligere til for at interviewe en af mine jævnaldrende, som fortæller, at hun ligger vågen om natten af frygt for klimaforandringerne.

Jeg beslutter mig i stedet for at ringe til hende på Skype. Hun er iklædt en sort bluse, og hendes ansigt er omringet af brunt hår, da hun dukker frem på sit webcam.

Siden Esther Michelsen Kjeldahl var lille, har hun elsket at være i naturen. Mens hendes søster sad indenfor og lagde puslespil, var hun ude i skoven for at lege ved bækken og klatre i træerne. De første seks år af hendes liv boede hun i en skov i Belgien sammen med sine forældre og to søskende – hendes far arbejdede i EU-Kommissionen. Senere flyttede hun med sin familie til Valby og begyndte på en lilleskole.

Det var her, hun havde emneuge om klimaforandringerne. I løbet af ugen lærte eleverne, hvad de selv kunne gøre for at begrænse deres CO2-udslip. Rundt omkring på skolen satte de små sedler op med påmindelser som »husk at slukke lyset« og »husk at spare på vandet«.

Esther Michelsen Kjeldahl gik hjem til sine forældre og sagde, at nu skulle de huske at slukke lyset efter sig, tage opladeren ud af stikkontakten og spare på vandet, når de gik i bad. Hendes storesøster synes, at det var irriterende, husker hun. Hendes lillebror var helt med på den. Ifølge hendes mor, Trine Engholm Michelsen, var det særligt for hendes mellemste datter, at hun gik op i den slags.

»Det er noget, der har stukket ud med Esther, at hun altid har været følsom over for de her destruktive kræfter mod naturen.«

At vente på de voksne

Det var nemt nok at sige det til dem derhjemme, men når hun var ude andre steder, så turde hun ikke komme med sine formaninger, fortæller Esther Michelsen Kjeldahl. Hun husker særligt en episode, da hun var omkring 14 år og havde sit første job som babysitter. Moren til det barn, hun passede, tændte for vandhanen og lod det løbe i »sindssygt lang tid« for, at det kunne blive koldt.

Esther sad bare og kiggede på, at vandet løb og løb og løb, mens hun blev angst over, at det gik til spilde.

»Det hele blev jo blandet sammen med klimakatastrofen. Hvis man skal se skarpt på det nu, så handler det jo ikke om, at vi skal spare på vandet. Men det var jo noget med, at vi alle sammen skulle ændre vores adfærd og begrænse vores forbrug.«

Samtidig fulgte hun med i nyhederne og de politiske debatter. Her lød det fra politikerne, at den grønne teknologi ville blive billigere og billigere, og markedskræfterne ville sørge for, at al strøm snart ville være bæredygtigt.

»Jeg gik bare og ventede på det.«

Nogle gange spurgte hun sine lærere eller forældre ind til klimaforandringerne. Så lød svaret ofte noget a la:

»Bare rolig, Esther, lige om lidt sker det. Lige om lidt er det bare solceller hele vejen igennem. Det skal du ikke bekymre dig om,« siger hun med en stemme, der lyder, som når et barn efterligner en voksen.

Imens hun ventede, så hun i fjernsynet, hvordan gletsjere og isbjerge smeltede. Forskerne sagde, at det stod værre til end nogensinde før.

»Og så blev jeg bare så bestyrtet.«

Ikke sejt at være klimabevidst

Efter 9. klasse kom hun på Falkonergården Gymnasium i København. Her fik hun et ry som »hende fra Greenpeace« – selv om hun ikke var medlem af Greenpeace. Esther Michelsen Kjeldahl oplevede, at det ikke var særlig sejt at gå op i klimaforandringerne.

»Jeg blev sat i bås som sådan en irriterende klimaaktivist,« fortæller hun.

Derfor begyndte hun at gå stille med dørene. Hun forsøgte at være en almindelig gymnasieelev, som så godt ud og gik i det rigtige tøj – og samtidig ikke belastede klimaet for meget. Det løste hun blandt andet ved at gå i smarte genbrugsbutikker, fortæller hendes mor.

Da hun var færdig med gymnasiet, kom hun på Ry Højskole på friluftslinjen. Her mødte hun sin kommende bedste ven Ulrich Lauridsen. Han fortæller, at de faldt i snak om deres fælles interesse for matematik og fandt ud af, at de begge kendte de første 80 cifre af tallet pi.

Da hun gik på højskolen, var klimaforandringerne ikke noget, hun råbte højt om, husker Ulrich Lauridsen. Faktisk var det først mange år senere, at han fandt ud af, at hun havde frygtet dem.

»Esther er ikke sådan en, der går rundt og fortæller, hvad andre skal gøre. Men det er helt tydeligt, at hun efterlever sine egne principper,« siger han og nævner det med, at hun er holdt op med at flyve. Mens det fik mig til at ringe til hende på Skype, fik det ham til at tage toget, da han skulle besøge hende i London.

»Hun er ikke moraliserende, men hun inspirerer mange omkring sig, fordi hun viser, at der er en anden måde at gøre tingene på.«

En ny erkendelse

Da Esther Michelsen Kjeldahl havde haft to sabbatår efter gymnasiet, hvor hun blandt andet arbejdede på et økologisk landbrug i Frankrig, begyndte hun at læse filosofi på Københavns Universitet. Her oplevede hun, at 00’ernes klimaoptimisme omkring grøn teknologi var erstattet af »total pessimisme«.

»Den måde, vi diskuterede det i fredagsbaren på, var, at det hele går ad helvede til.«

Fortællingen om, at Danmark er et klimavenligt land, stoppede hun med at tro på – »der kom kendsgerninger på bordet«. Imens blev rapporterne fra FN’s klimapanel ved med at vise, at det gik dårligere end sidst.

»Så mistede jeg troen på, at nogen tog sig af det.«

I foråret begyndte hun på sin bacheloropgave og besluttede sig for at skrive om, hvorfor vi ikke ændrer vores adfærd, når nu vi ved så meget om konsekvenserne af klimaforandringerne. Hun fandt ud af, hvordan mennesker responderer på kendsgerninger, og lærte blandt andet, at »dommedagsnarrativer er totalt dårlige«, fordi de gør os apatiske.

Men hun blev også bevidst om, hvor relevant det er at huske på, at mennesker er sociale væsener. Hvor meget det betyder for os, at vi er accepteret i vores sociale omgangskreds. Det var her, at hun indså, at der var sociale grunde til, at hun havde holdt sig tilbage for at dele sin bekymring for klimaforandringer med andre end sine nærmeste.

»Klimadiskussionen har været så negativ, og jeg har oplevet en meget ondsindet tone over for folk, som går op i klimaet. Man bliver kaldt hellig og frelst. Det er hårdt at blive mødt med så meget negativitet,« siger hun.

Samtidig fandt hun undersøgelser, der viser, at omkring 90 procent af den unge generation ser klimaforandringer som et af de mest presserende emner i vores tid. Hun er sikker på, at hvis flere ved, at mange er bekymrede, så bliver det også nemmere at bringe det på banen og handle på det.

»Det handler om, at vi skal vide, at vi ikke er alene. Ensomhed er den mest handlingslammende tilstand, der findes,« siger hun. 

En ny bevægelse

For et halvt år siden deltog hun i P1-programmet Klimatestamentet for at fortælle om, at hun havde gjort denne opdagelse i forbindelse med sit bachelorprojekt – der netop er blevet udgivet i de videnskabelige tidsskrift EMBO Press. Bagefter var der flere unge, som kontaktede hende for at sige, at det var dejligt at høre, at en anden ung studerende havde det på samme måde som dem.

Esther Michelsen Kjeldahl besluttede sig for at indkalde til et fællesmøde. Her mødte hun »en hel masse helt almindelige unge«, som var lige så optaget af klimaforandringer som hende selv.

Det var til det møde, at de besluttede sig for at starte et ungdomsoprør. En af dem, der var der, hedder Sophus Helle, som selv havde været i gang med et klimaprojekt. Det, der stadig slår ham om Esther Michelsen Kjeldahl, er, at hun ikke er »fanatisk«, og derfor er hun en god frontfigur for oprøret.

»Nu har jeg haft kontakt til klimaforkæmpere af forskellig art, og der er så meget fanatisme i klimakampen. Men Esther er begejstret og har en masse energi og gejst, og den er enormt smittende,« siger han og tilføjer.

»Men så igen, hun er ikke ren begejstring. Der er også den her seriøsitet omkring hende. Hun er en filosof, der har tænkt sig grundigt om.«

Siden det stiftende møde har flere og flere tilsluttet sig Den Grønne Studenterbevægelse. I dag er der ved at danne afdelinger på Roskilde Universitet og SDU i Odense. Hver anden mandag mødes unge i Studenterhuset og lægger planer for klimaaktioner, debatarrangementer og kampagner. Da Folketingets åbnede i oktober afholdte bevægelsen for eksempel en 48 timers aktion for klimaet foran Christiansborg.

»Det var en måde at vise, at vi altså gerne vil sætte 48 timer af i vores liv til at kæmpe for det her. Vi tænker ikke kun på at forbruge og få 12,« siger Esther Michelsen Kjeldahl.

De døde fisk

Der er ingen tvivl om, at klimakampen kan mobilisere hendes generation, mener hun. Hun og hendes jævnaldrende har siddet i fysiktimerne og lavet eksperimenter, hvor man ser, hvordan temperaturen stiger, når der kommer CO2 ind i en lukket beholder, som hun siger.

»Det er ikke en eller anden værdipolitisk kamp, hvor man kan mene det ene eller det andet. Det er en rimelig sikker kamp. Vi ved alle sammen godt, hvad vi snakker om,« siger hun.

Samtidig er vi nu begyndt at mærke konsekvenserne. Det, vi har vidst længe, begynder nu at ske. I sommer havde vi en af de varmeste somre, siden vi begyndte at måle temperaturerne. I Danmark døde fiskene i åerne, mens græsplænerne visnede og blev gule.

»Det var så uhyggeligt,« siger Esther Michelsen Kjeldahl.

Og så er der ungdommen i dag, tilføjer hun. Der er brug for, at den samles om noget.

»Man hører så meget om ensomme, angste og deprimerede unge. Og jeg er helt sikker på, at meget depression skyldes, at man ved, at verden er ved at blive destrueret. Der er så meget indestængt frustration, som har potentiale til at udmønte sig i det største ungdomsoprør i mange årtier.«

Mens magthaverne bliver nødt til at tage ordentligt fat på at omstille transportsektoren, energisektoren og landbrugssektoren, vil Den Grønne Studenterbevægelse tage fat ved universiteterne. De vil sørge for, at der ikke investeres i forskning af fossile brændstoffer, at der kommer mere klima ind i deres pensum (på alle studier), og endelig at der arbejdes for, at institutionerne udleder mindre CO2.

»Det handler om, at vi skal designe et samfund, der gør det nemt og fedt og fordelagtigt at have en livsstil, som ikke forurener på den måde, den gør nu. Engang troede jeg, at vi bare alle sammen skulle ændre vores adfærd. Men vi er jo nødt til at tage fat på strukturerne i vores samfund.«

Forbruger eller politisk væsen

Esther Michelsen Kjeldahl synes, at det er hårdt at være væk fra Danmark, »for der er så meget at gøre derhjemme – især med et folketingsvalg, der er op over«, siger hun.

Men i London lærer hun også om, hvordan hun skal kæmpe klimakampen. For nogle uger siden var hun til tiårsjubilæum hos det prestigefulde Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment i London, hvor nogle af verdens mest magtfulde klimaforskere arbejder.

»Til det her fine arrangement sad de bare og klappede hinanden på ryggen over intet. For de har jo ikke opnået noget som helst i ti år.«

Hun hæftede sig ved, at de talte om borgerne som forbrugere. Forbrugere, som ikke vil gå med til at betale lidt ekstra for at flyve – eller helt holde op. Forbrugere, som skal være villige til at give køb på produkter og privilegier – og det vil forbrugeren jo næppe.

Mens de talte, sad Esther Michelsen Kjeldahl og blev mere og mere frustreret.

»Vi er da meget mere end forbrugere. Vi er politiske, sociale væsener.«

Hun tænkte, at hvis de ledende forskere, som rådgiver politikere om klimaforandringer, har dét menneskesyn, så er det op ad bakke med klimakampen.

»For i det menneskesyn er der jo ikke plads til sociale bevægelser som Den Grønne Studenterbevægelse.«

Mens oprøret ulmer hjemme i Danmark, er hun ved at starte et nyt i London. Sammen med andre unge vil hun sørge for at gøre sit for at redde de træer, som hun klatrede i som lille. Og sørge for, at jorden ikke bliver til »et kulsort æg«.