Sådan har vi undersøgt Løkkes nye grønne prestigeprojekt

Kvinden, vi i flere uger har forsøgt at få i tale, sidder lige bag mig i bussen. Hun er seniorrådgiver for den kinesiske miljøorganisation China Environmental Protection Foundation (CEPF), som arbejder sammen med den kinesiske e-handelsgigant Alibaba om at gøre deres pakkeudbringning i den kinesiske millionby Xiamen grønnere. Gennem organisationen P4G, der er stiftet og finansieret af den danske regering, har de fået bevilget 6,5 millioner kroner i udviklingsbistand til at udvide deres projekt til flere byer.

Det har været et af dagens store samtaleemner. Det er den 19. oktober, og erhvervsledere, regeringschefer og organisationsfolk er mødt op til topmøde i København i regi af statsminister Lars Løkke Rasmussens nye grønne prestigeprojekt P4G.

Udviklingsbistand forbindes typisk med fattigdomsbekæmpelse. Hvorfor skal de penge gå til at hjælpe en e-handelsgigant, hvis stifter, Jack Ma, er verdens 20. rigeste mand? Kunne de ikke selv finansiere det?

Det har vi skrevet nogle artikler om i dagene op til topmødet. Og det vil vi gerne høre projektpartnernes svar på. Ligesom vi gerne vil finde ud af noget mere om, hvad projektet egentlig går ud på. De offentligt tilgængelige beskrivelser er mildt sagt overordnede og svære at gennemskue. Men foreløbig har vi ikke haft meget held. CEPF har ikke svaret på vores henvendelser, og Alibabas repræsentant har afvist at stille op til interview.

Da bussen gør holdt ved Bloxhub, hvor et af topmødets seminarer skal finde sted, tager jeg mod til mig. Jeg forsøger at charmere hende lidt med de få gloser, jeg kan på mandarin.

»Ni hao. Wo jiao Lasse. Wo shi øh… journalist? Would you have time to talk to me about your partnership with Alibaba?«

»Yes, but not now,« svarer hun. Vi aftaler, at vi skal tales ved efter arrangementet.

Da seminaret nogle timer senere er slut, går jeg over mod hende, men P4G’s direktør Ian de Cruz når frem først. Hvad han siger, kan jeg ikke høre, for han står med ryggen til, taler ikke specielt højt og har sin ene hånd ved munden. Da de er færdige med at snakke, og jeg skal til at henvende mig, sætter kvinden i småløb ud af rummet. Hendes unge assistent halser efter hende.

I raskt tempo – uden selv at løbe – følger jeg efter dem op ad trappen til Bloxhubs café og ser hende forsvinde ind på toilettet. Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg selv skal gå ind og lade vandet – det er et unisextoilet med flere båse – men jeg beslutter mig for at vente. Jeg vil ikke risikere at misse hende, når hun kommer ud.

Det her er den foreløbige kulmination på længere tids arbejde. Allerede for flere måneder siden bestemte vi os for at sætte P4G under lup. Det er nemlig på mange måder et interessant projekt. Ikke bare, fordi Lars Løkke Rasmussen personligt har sat sig i spidsen og postet 225 millioner bistandskroner i det.

P4G er led i et decideret paradigmeskift i udviklingspolitikken, hvor bistanden i stigende grad bliver erhvervsrettet. Eller kommercialiseret, som kritikere kalder det. Og så var der jo en aktuel krog at hænge diskussionen op på i form af P4G-topmødet i København den 19.-20. oktober.

Nu vil vi fortælle, hvordan vi har gjort. Det har to formål. For det første ønsker vi af principielle årsager at være så transparente som muligt omkring vores arbejde og metoder. Forhåbentlig kan den slags bidrage til at øge journalistikkens troværdighed. For det andet vil vi gerne vise, hvor meget arbejde der ligger bag et projekt som dette.

Papirer og baggrundskilder

Vores arbejde begyndte i august. Første skridt var at læse op på, hvad der hidtil var blevet skrevet om P4G, og gennemgå de offentligt tilgængelige dokumenter fra den beslutningsproces, der førte til, at initiativet blev godkendt til at modtage udviklingsbistand.

Vores nysgerrighed blev hurtigt vakt. Måske især, da vi faldt over et referat, hvor regeringens egne rådgivere i Udviklingspolitisk Råd udtrykte »bekymringer« over P4G og blandt andet advarede om, at det risikerede at blive »for bureaukratisk«.

Vi tog også kontakt til en håndfuld kilder i bistandsmiljøet for at tale til baggrund med dem. At tale ‘til baggrund’ er en udbredt journalistisk metode i research-processen. Grundlæggende betyder det, at vi ikke citerer kilderne for det, de fortæller os. Det betyder ofte, at folk er villige til at være mere åbne om, hvad de egentlig mener eller ved. Og det kan give nogle spor, man kan forfølge.

Herefter besluttede vi os for at bede om aktindsigt i Udenrigsministeriet. Den slags er man nødt til at gøre i god tid. Selv om offentlighedsloven slår fast, at aktindsigtssager som udgangspunkt skal afgøres inden for syv arbejdsdage, ved vi af erfaring, at det ofte kan trække ud i måneder.

Vi startede den 10. august med at søge i »alle akter vedrørende P4G«. Men det kunne vi ikke få. Anmodningen var så bredt formuleret, og der var tale om så mange dokumenter, at det formentlig ville kræve alt for meget arbejde at afgøre sagen, mente Udenrigsministeriet. Man kan jo for eksempel heller ikke bede om aktindsigt i alt vedrørende FN eller EU, forklarede sagsbehandleren.

I forbindelse med den nye offentlighedslov fra 2013 har myndighederne fået mulighed for at afslå aktindsigt, hvis det vil kræve et »uforholdsmæssigt ressourceforbrug« at behandle anmodningen. Det er en bestemmelse, som massemedier som Information generelt er undtaget fra. Men der er også undtagelser fra undtagelsen, og det er tidligere sket, at Ombudsmanden har blåstemplet det, når journalister har fået afvist aktindsigt med henvisning til ressourceforbrug.

Vi havde altså to muligheder: Enten måtte vi forsøge at indsnævre vores anmodning – og dermed risikere at gå glip af relevante dokumenter. Eller også måtte vi stå fast, risikere et afslag og i så fald klage til Ombudsmanden.

Klagesager kan ofte trække ud, og vi havde en klar deadline i form af topmødet i oktober, så vi valgte den pragmatiske tilgang. Den 15. august indsnævrede vi vores anmodning til seks konkrete punkter, herunder alle referater fra bestyrelsesmøder i P4G, alle dokumenter vedrørende det såkaldte inception review, som vi havde læst os til, at Udenrigsministeriet havde lovet at foretage, samt alle dokumenter vedrørende Danidas programkomités syn på initiativet.

Desuden bad vi om alle aktlister over sager vedrørende P4G. En aktliste er en oversigt over dokumenter, som ministeriet har journaliseret på en given sag. Idéen var, at vi ud fra listerne måske kunne finde frem til mere relevant materiale – og derefter sende en ny anmodning om aktindsigt.

Heller ikke aktlisterne kunne vi imidlertid få, for også det ville formentlig kræve et »uforholdsmæssigt ressourceforbrug«, mente ministeriet.

I første omgang valgte vi at stå fast på vores anmodning. Vi havde svært ved at forstå, hvordan det skulle kunne tage så lang tid at udlevere noget, der bare var en oversigt. Men på den anden side havde vi heller ikke meget lyst til at skulle bruge måneder på en klagesag. Vi skulle jo bruge dokumenterne til oktober, og aktlisterne ville formentlig ikke være brugbare i sig selv. De var kun et første skridt i forhold til bagefter at kunne søge aktindsigt i egentlige dokumenter.

Sammen med ministeriets sagsbehandler nåede vi frem til et kompromis. Vi kunne få udleveret titlerne på de forskellige sager, og så kunne vi efterfølgende bede om aktindsigt i nogle af dem. Fra vores synspunkt var det ikke optimalt. Det kan være svært at se ud fra titlen på en sag, om den er interessant. Og selv hvis vi kunne, begyndte det at se ud som om, det ville blive et langstrakt forløb.

Først ville vi få titlerne. Så kunne vi bede om aktlisterne. Og først derefter ville vi kunne søge om aktindsigt i de egentlige dokumenter. Den 31. august modtog vi sagstitlerne, og den 3. september bad vi om at få udleveret aktlisterne for 18 udvalgte sager.

En lille måned senere, den 26. september, havde vi stadig ikke fået de dokumenter, vi havde bedt om. Til gengæld var vi faldet over noget interessant på Twitter. Her havde et af P4Gs bestyrelsesmedlemmer skrevet, at de nu havde afgjort, hvilke seks projekter der ville få såkaldt scale-up-finansiering på op til 6,5 millioner bistandskroner hver.

Det fik os til at sende en ny aktindsigt. Udviklingsminister Ulla Tørnæs sidder i P4Gs bestyrelse, så Udenrigsministeriet måtte ligge inde med oplysninger om, hvilke projekter der har fået støtte, tænkte vi. De oplysninger ville være gode for os at have, for vi ville gerne se nærmere på projekterne. Godt nok fremgik de indstillede finalister af P4Gs hjemmeside, men det ville være lidt fesent at skrive om nogle, der i sidste ende ikke fik støtte.

Allerede dagen efter stod det klart, at vi nok ikke ville få oplysningerne i tide.

»Det er ikke muligt for Udenrigsministeriet at besvare din anmodning inden for syv arbejdsdage efter modtagelsen«, skrev ministeriet med henvisning til, at de var i gang med at behandle 36 aktindsigtsanmodninger, som de havde modtaget inden vores.

Først inden for 20 arbejdsdage kunne vi forvente at modtage dokumenterne. Et hurtigt kig i kalenderen viste, at 20 arbejdsdage – meget belejligt for ministeriet – ville være efter P4G-topmødet, hvor det alligevel ville blive offentligt annonceret, hvilke projekter der fik støtte. Nu var vi efterhånden ved at være godt trætte af alle de udskydelser.

Det kunne ikke være rimeligt, skrev vi til ministeriet, at vi skulle vente så længe på at få afgjort så afgrænset en sag, og for at lægge lidt pres på bad vi om at tale med sagsbehandlerens chef. På en måde virkede det. Og så alligevel ikke. Nu lød svaret, at Udenrigsministeriet slet ikke havde nogen dokumenter med oplysninger om, hvilke projekter der havde fået bevilget støtte – og at der derfor ikke var noget at give aktindsigt i.

Embedsmændene vidste godt, hvilke projekter der var tale om. De havde bare ikke skrevet det ned. Det er smart, hvis man gerne vil undgå aktindsigt.

Til gengæld faldt vi over et billede, som statsminister Lars Løkke Rasmussen havde postet på Twitter, hvor han poserede sammen med den kinesiske e-handelsgigant Alibabas stifter Jack Ma:

»AliBaba er del af et partnerskab, der sigter mod grøn levering af pakker. Det partnerskab er en stærk konkurrent til at få P4G-finansiering,« skrev Lars Løkke Rasmussen.

Det gav os en god indikation på, at Alibaba-projektet nok var blandt de projekter, der havde fået bevilget støtte. Ellers ville statsministeren næppe skrive sådan, tænkte vi. Samtidig modtog vi langt om længe en afgørelse på vores oprindelige anmodninger om aktindsigt – knap to måneder efter, at vi begyndte at søge.

Nogle af dokumenterne var helt eller delvis overstregede, enten fordi de var interne eller »af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser«. Noget fik vi udleveret. Men det mest interessante var nærmest det, der ikke var med.

Dengang P4G skulle godkendes til at modtage dansk udviklingsbistand, blev initiativet forelagt Udviklingspolitisk Råd – et organ bestående af medlemmer fra forskningsverdenen, erhvervslivet, fagbevægelsen og civilsamfundet, som udviklingsminister Ulla Tørnæs selv har udpeget til at rådgive regeringen om udviklingspolitikken.

På flere punkter havde rådet udtrykt »bekymringer« over P4G, men Udenrigsministeriets embedsmænd havde beroliget dem ved at love, at der ville blive lavet et såkaldt inception review – en gennemgang af organisationen – for at »justere initiativet efter seks måneder«.

Den rapport var blandt de dokumenter, vi havde bedt om aktindsigt i, men vi fik den ikke. Simpelthen fordi den ikke var blevet lavet endnu, selv om der på det tidspunkt var gået ti måneder siden P4Gs start, og Udenrigsministeriet havde sagt, den ville være klar senest efter seks.

Rapporten var blevet udskudt til starten af det nye år, oplyste ministeriet – det vil sige flere måneder efter topmødet. Mindre påfaldende blev det ikke af, at Udenrigsministeriet gav os forkerte oplysninger, da vi spurgte, hvorfor reviewet var blevet udskudt. Ministeriet oplyste, at det skyldtes en uforudset arbejdsbyrde med at arrangere P4G-topmødet. Man havde ikke regnet med, at det skulle afholdes så tidligt, og at det ville blive i København, oplyste ministeriet.

Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne passe.

Allerede i september 2017 – det vil sige to måneder inden P4G blev forelagt Udviklingspolitisk Råd – udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse, hvor der stod, at »Det første topmøde afholdes i København i november 2018.

Topmødet endte ganske vist med at blive afholdt seks uger tidligere, men det kunne altså ikke være rigtigt, at Udenrigsministeriet troede, det skulle være i en anden by end København. Det medgav ministeriet også, da vi konfronterede dem. Nu lød forklaringen i stedet, at udskydelsen også skyldtes den store mængde ansøgninger om støtte – omkring 450 – som P4G havde modtaget.

De øvrige dokumenter i aktindsigten kunne vi ikke bruge til ret meget. De gav os måske en lidt dybere indsigt i, hvordan P4G er bygget op. Men der var ikke umiddelbart noget, der i sig selv kunne bære en nyhedshistorie. Til gengæld havde vi endelig fået aktlisterne. En aktliste er som nævnt en oversigt over alt det materiale, der er på sagen, og er noget man kan bruge til at få et overfladisk indblik i, hvad der kan ligge af dokumenter. Vi udvalgte nogle dokumenter, søgte aktindsigt i dem, afventede derefter ministeriets svar på anmodningerne og lavede noget andet i mellemtiden.

Tre uger inden topmødet havde vi stadig ikke fået svar på vores anmodninger om aktindsigt, så vi vendte i stedet tilbage til de få offentligt tilgængelige dokumenter, der er om projektet. Dem sendte vi rundt til en række forskellige kilder med indsigt i emnet og bistandspolitiske projekter og interviewede dem om det – nogle til baggrund, hvis de ikke havde lyst til at udtale sig, nogle til citat.

I P4G-programdokumentet kunne vi også se nogle antydninger af, at forløberen for P4G - 3GF, som Lars Løkke Rasmussen lancerede i 2011 - måske ikke havde været en særlig stor succes. I den forbindelse blev det omtalt, at der var foretaget en »vurdering« af de tidligere partnerskaber i initiativet. Det så altså ud til, at der lå noget skriftligt materiale på forløberen til P4G, og det søgte vi aktindsigt i.

Nu stod det efterhånden klart, hvilke historier vi ville skrive op til topmødet.

For det første en artikel om, at ‘Verdens 20. rigeste mand vil være grøn med hjælp fra danske bistandsmillioner’, som handler om projektet med Alibaba.

Derudover en længere baggrundshistorie om, hvad det er for en tilgang til udviklingsbistanden, som P4G er udtryk for.

Vi skrev også en historie om den kritik og bekymring, som udviklingsminister Ulla Tørnæs rådgivere i Udviklingspolitisk Råd gav udtryk for, dengang programdokumentet blev behandlet der.

Klokken 13 dagen inden topmødet gik i gang, fik vi aktindsigt i den interne evaluering af forløberen for P4G - 3GF. Vi skimmede den hurtigt og konkluderede, at den – selv om den var intern og altså ikke uafhængig – var relativt kritisk. Men da aktindsigten først var kommet så sent, besluttede vi at vente med at lave en artikel om det til efter P4G-topmødet.

Siden tidligt i forløbet havde vi også været på sporet af en historie om en potentiel interessekonflikt. Det er tænketanken World Resources Institute (WRI) i Washington, der har fået til opgave at drive P4G’s sekretariat. Men samtidig er de partner i nogle af de projekter, som stod til at få støtte fra P4G. Det undrede os, for i P4G’s programdokument står der, at WRI ville være udelukket fra at ansøge om støtte for at sikre armslængde og undgå interessekonflikter. Sad de nu og malkede den pengetank, de selv forvaltede?

Nej, forsikrede Udenrigsministeriet os, da vi spurgte til sagen. Selv om WRI er med i nogle af partnerskaberne, ville de ikke få en krone af støtten. Pengene ville kun gå til de øvrige partnere i projektet. Det var en klar aftale, forsikrede de os. Umiddelbart var der ikke noget, der tydede på, at det ikke var rigtigt. Så vi lagde historien ned. Sådan er det ofte med undersøgende journalistik.

Intet interview

Og så er vi fremme ved P4G-topmødet fredag den 19. oktober. Efter nogle minutter kommer seniorrådgiveren fra den kinesiske miljøorganisation ud fra Bloxhubs toilet. Hun lægger vist ikke mærke til, at jeg står der, for hun går direkte mod buffetkøen. Jeg følger efter og henvender mig til hende.

»Excuse me. Would you have time to talk now?«

Hun svarer, at hun ikke kan udtale sig til pressen. Det kan kun organisationens generaldirektør. Det overrasker mig lidt, for hun har jo lige udtalt sig om projektet på et globalt topmøde, der bliver sendt live på nettet. Og jeg troede egentlig, vi havde lavet en aftale. Men ok. Hvordan får jeg så fat i din chef, spørger jeg.

»He’s in China. He couldn’t make it«.

Men hvordan får jeg fat i ham, spørger jeg igen. Hun siger, jeg skal tale med deres pr-folk. Jeg forklarer hende, at jeg har forsøgt at få et interview med nogen fra hendes organisation i to uger, og at jeg flere gange har skrevet til den e-mailadresse, der fremgår af deres website – uden at få svar. Hun gentager, at hun ikke må tale med medier.

Om mandagen modtager vi en mail fra hende med svar på vores spørgsmål. Den gør os lidt klogere på, hvad organisationens samarbejde med Alibaba konkret går ud på.

Til gengæld mangler vi stadig at få svar på den sidste af vores aktindsigtanmodninger. Det er den anmodning, som vi har forsøgt at indsnævre ved først at bede om aktlister og derefter udvælge konkrete dokumenter.

Den 31. oktober modtager vi den nedslående afgørelse. Efter at have tygget på sagen i en måned er ministeriet nået frem til, at heller ikke denne anmodning er tilstrækkeligt afgrænset. De 46 dokumenter, vi har bedt om, fylder i alt omkring 500 sider, og det ville angiveligt tage ministeriet mere end 74 timer at behandle. Derfor får vi igen afslag med henvisning til ressourceforbrugsbestemmelsen.

En vurdering af hvor lang tid det vil tage at behandle sagen er i sig selv svært at udfordre. Det beror på skøn i Udenrigsministeriet og er noget, som det ikke er let for hverken os eller Ombudsmanden at vurdere rimeligheden i. Ministeriet skriver selv som begrundelse for afslaget, at sagen er både stor og kompliceret:

»Ved vurderingen er der bl.a. lagt vægt på anmodningens omfang og kompleksitet. Der er tale om en anmodning, der vedrører 10 forskellige sager og 46 akter på samlet ca. 500 sider. En stor del af dokumenterne hidrører fra forskellige internationale organisationer, hvilket kræver en række høringer af disse. Det forventes endvidere, at vurderingen af nogle af dokumenterne vil rejse juridiske spørgsmål af kompliceret karakter vedrørende §§ 32 og 33, nr. 5, der kræver nærmere undersøgelse.«

De to paragraffer handler om hhv. »rigets udenrigspolitiske interesser« og hensynet til andre »private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet«.

Der er altså både komplicerede juridiske overvejelser og høringer, der skal foretages i sagsbehandlingen. Men ingen af delene er noget ekstraordinært for lige præcis denne type aktindsigt.

Ud fra vores løbende samtaler med Udenrigsministeriet virker det til, at de vurderer, de skal høre andre parter, nærmest hver gang et firma, en organisation eller selv en emailadresse er nævnt i et dokument.

Hvis den type overvejelser kan være nok til at give afslag, indskrænker det offentlighedens mulighed for at få indsigt i, hvad der foregår i forvaltningen endnu mere, end den i forvejen er.

Vores eneste vej er nu at klage over afgørelsen til Ombudsmanden og så vente det år, det tager for den sag at blive afgjort. Om ikke andet så for princippets skyld.