Interview
Læsetid: 10 min.

Den syge finanssektor skyldes ikke kun cokepåvirkede finansfolk på guldjagt, vi står også selv i vejen for et opgør

Finanskrise og bankskandaler med hvidvask og skattesvindel skyldes ikke bare en finanselite og et sygt system. Den almindelige borger lever for lånte penge og finansiel tænkning gennemsyrer samfundet. Den kultur gør det ekstremt svært at lave radikale forandringer af finanssektoren, siger professor og historiker Per H. Hansen
Finanskrise og bankskandaler med hvidvask og skattesvindel skyldes ikke bare en finanselite og et sygt system. Den almindelige borger lever for lånte penge og finansiel tænkning gennemsyrer samfundet. Den kultur gør det ekstremt svært at lave radikale forandringer af finanssektoren, siger professor og historiker Per H. Hansen

Frederik S. Troels-Smith

Indland
15. november 2018

Det er noget ubønhørligt over at befinde sig på professor og historiker Per H. Hansens kontor på Copenhagen Business School på Frederiksberg.

Det er kun få måneder siden, verden og Danmark har genbesøgt den globale finanskrise i forbindelse med tiårsjubilæet og spurgt, hvorfor det skete, og hvad vi så lærte. Nu, en række milliardstore bankskandaler med udbytteskat og hvidvask senere, står journalisterne igen i kø og spørger folk som Per H. Hansen. Hvorfor? Og har vi ikke lært noget?

»Næh,« siger Per H. Hansen og trækker lidt på smilebåndet af, at erfaringer med de finansielle kriser, der er blevet hans professorale hamsterjul, ikke har fået os til at indrette os radikalt anderledes. I hvert fald ikke i denne omgang.

»Men,« siger han, da han har hentet to glas vand, og vi sidder på hans kontor omgivet af metervis af bøger om banker, velfærdsstat og rapporter i løse papirark med titler som Global Finance and It’s Collapse, »man må jo se på konteksten.«

Finanskrisen og bankskandalerne hænger ifølge professoren sammen på den måde, at den såkaldte shareholder-tankegang, hvor alt drejer sig om større og større afkast til aktionærerne, i høj grad danner baggrund for begge fænomener. Men ser man på konteksten, viser historien, at den ikke er konstant. Vi har faktisk i kølvandet på tidligere finansielle kriser, ustabilitet og skandaler formået at indrette os anderledes og bruge nye indsigter i økonomisk teori til at rette op på det, der har ført os ud i moradset. Hvorfor det går så trægt denne gang, har Per H. Hansen heldigvis et svar på.

Det vender vi tilbage til.

Kicket

Inden jeg indfandt mig hos historikeren, har jeg nemlig ringet til iværksætter og investor Mik Thobo-Carlsen for at høre, hvordan han ser på den globale finansielle sektor, han samarbejder med. Og han vendte sig mod forestillingen om bankskandalerne og finanskrisen som udelukkende udtryk for nogle rige og ekstremt risikovillige finansfolk på coke, der forårsager global skade gennem nye og risikable finansielle produkter eller gennem direkte kriminelle metoder – fordi de kun drives af én ting: kicket ved at blive endnu rigere.

Eller som Jonathan Alpert, psykolog med praksis på Wall Street og medvirkende i den prisbelønnede dokumentar Inside Job om finanskrisen, sagde til Information i sidste uge, da han sammenlignede sine klienters brug af stoffer med jagten på penge:

»Det er bare en del af deres personlighed. De søger et high, der kan sidestilles med det gys, man får, når man tjener hurtige penge.«

Men det stikker langt dybere, mente altså Thobo-Carlsen.

»Det her handler om en kultur, hvor man ikke stopper og tænker over de ting, man gør,« sagde han i telefonen. Men den form for selvbedrag er vi alle skyldige i. For eksempel når det handler om klima. Livsformen i den vestlige verden er struktureret, så der svines voldsomt hver eneste dag. Samtidig deler man artikler om klimakrisens alvorlige konsekvenser på Facebook, hvorefter man tager på en weekendtur til London med vennerne.

»På samme måde er strukturen og kulturen i den finansielle verden bygget om det klare formål at tjene flere og flere penge. Og hvis man har en stærk interesse i en sag: at tjene penge eller leve et komfortabelt liv, har vi alle prøvet at gå på kompromis,« sagde Mik Thobo-Carlsen, der dog også understregede, at han ikke vil fritage finanssektoren for ansvar. Men pres for reformer og kulturelle holdningsændringer skal også komme fra vælgerne, pointerede han.

Fanget i gruppetænkning

Udlægningen kan imidlertid godt virke som en god undskyldning. Derfor vil jeg gerne høre Per H. Hansens menig om den. Og han er langt hen ad vejen enig, selv om hans eksempel er anderledes.

Historieprofessoren mener, at vi alle er blevet fanget i en bestemt måde at tænke på. Det kaldes gruppetænkning eller med et teoretisk begreb cultural capture, når det handler om, at regulatorer kommer til at tænke på samme måde som dem, de regulerer.

Den fælde, vi er kulturelt fanget i for tiden, handler blandt andet om forestillingen om, at vi skal kunne låne os til forbrug. Vi behøver ikke at spare op. Folk bruger afdragsfrie lån og køber en ny bil, selv om den gamle fungerer fint.

Efter finanskrisen er vores gæld ikke bare i Danmark men globalt set fortsat med at stige. Samtidig har vi udviklet et system, hvor finanssektoren er styret af incitamentsstrukturer, hvor man gennem belønninger, bonusser og aktieoptioner samt en kortsigtet shareholder-tankegang om mest muligt udbytte til aktionærerne, tilskyndes til konstant at lave flere handler og tjene flere penge. Kombineret med en global økonomi, hvor kapitalbevægelserne flyder frit og uhindret over grænserne, bliver det meget lettere for dem, der vil svindle og presse systemet til det yderste i jagt på profit. Det har ført til finansiel krise og bankskandaler:

»Men vi er alle sammen en del af strukturen og den kultur, der fremmer den. Et opgør kræver derfor i lige så høj grad kulturel som strukturel forandring. Vi lever på en måde, som var meget anderledes, end da jeg var barn. Mine forældre mente, at man skulle spare op, før man kunne købe noget. I dag lever vi for lånte penge,« siger Per H. Hansen.

Det er også professorens forklaring på, hvorfor det er så forbandet svært at gøre noget radikalt anderledes ved den finansielle sektor, som mange politikere og store dele af befolkningen ellers er enige om, er gået for langt.

»De vestlige samfund er blevet det, jeg kalder finansialiserede. Finanssektorens måde at agere og tænke på griber ind i alle dele af samfundslivet. Og vi kan ikke undgå det, hvis vi skal holde gang i hjulene. Det skyldes blandt andet, at reallønningerne ikke mindst i den amerikanske middelklasse er stagneret de seneste 30 til 40 år. For at opretholde forbruget må man lånefinansiere det, at alle skal have mulighed for at blive husejere og købe aktier for at holde systemet i gang. Samtidig accepterer vi altså gæld til at finansiere selv simpelt forbrug.«

Ud over de almindelige borgere, der er kulturelt fangede i finansialiseringen af samfundet og deres livsform, er den politiske elite, lederne af de regeringsbærende partier i Venstre såvel som Socialdemokratiet, også i risikozonen for cultural capture. De færdes i samme sociale netværk som bankfolk og erhvervslivets spidser, mens de udsættes for massivt pres fra en yderst effektiv banklobbyvirksomhed.

»Vi ved jo godt, at markederne ikke er perfekte. Men de økonomiske teorier bygger alligevel på det. Og selv om der blev reguleret efter finanskrisen, meget endda, og der politisk tales om andre former for regulering for at undgå svindel, har man ikke grundlæggende forstået den lektie, finanskrisen lærte os.«

Drevet af grådighed 

Det skyldes ifølge historieprofessoren – der til forskel fra sine kolleger i makroøkonomisk teori på gangene i de tilstødende CBS-bygninger også tager sociologien til hjælp – at bestemte fortællinger dominerer i bestemte sociale netværk.

»Og de er svære at ændre, tror jeg. Det indebærer dels, at man helt grundlæggende skal ændre institutionerne, de sociale netværk og den måde, man ser verden på. Herunder at give slip på forestillingen om, at finanssektoren er den drivende kraft i økonomien og ikke som tidligere: en tjenende kraft, der skal låne penge ud til virksomheder og andre gode formål.«

Finanssystemet er blevet reguleret kraftigt, men ikke lavet grundlæggende om. Og det er altså ikke bare, fordi – som nogle kritikere måske ville hævde – Finansministeriets embedsmænd og mainstreampolitikerne sidder på skødet af bankerne. Men fordi vi også selv er en del af kulturen og finansialiseringen.

Men er det ikke samtidig et menneskeligt grundvilkår, at vi konstant kæmper for at optimere. Alle vil vel gerne have et bedre liv og være lykkeligere, spørger jeg Per H. Hansen:

»Jeg kan godt lide, at du siger lykke. Der er andre, der kalder det grådighed. Det synes jeg er et problematisk begreb. Finansministerens rådgiver, Christopher Arzrouni, har for eksempel sagt, at bankskandalerne er udtryk for grådighed, og det karaktertræk kan vi ikke lave om på. Det mener jeg er forkert,« siger Per H. Hansen med henvisning til undersøgelser, der viser, at folk i finanssektoren for tiden er mere drevet af grådighed, end de var tidligere.

»Grådighed er også præget af tid og sted. Det handler i høj grad om kultur, og hvordan vi forstår og kategoriserer verden. Det er ikke en konstant, men skifter, alt efter hvilke fællesskaber vi er en del af.«

Teori og praksis

Jeg skæver lidt til de historiske værker på professorens bogreoler. Lige bag ved mig på reolen står for eksempel et mammutværk om Danske Bank, som Per H. Hansen har skrevet samme med en anden historiker Søren Mørch. Da Danske Bank hed Landmandsbanken var den også tæt på at krakke lige som en række andre banker og sparekasser i den ustabile periode, der kulminerede i 1920’erne.

Og større kriser i økonomien har tidligere i historien fremprovokeret radikale kursskifter i mainstream økonomisk tænkning. Teori og praksis har så og sige afspejlet hinanden, og økonomisk teori skal altid forståes i forhold til kontekst, det vil sige i en bestemt tid og rum.

Den liberalistiske politik, der dominerede økonomien frem til Wall Street-krakket i 1929 kunne ikke forklare depressionen, og det gødede jorden for den keynesianske revolution, som byggede på et opgør med den daværende økonomiske teori. Nu blev den toneangivende tænkning, at frie markeder var ude af stand til at regulere sig selv og håndtere de problemer, befolkningerne oplevede med voksende og blivende arbejdsløshed.

Op til 1930’ernes krise havde man samtidig en stor og dominerende finansiel sektor, der skabte ustabilitet samt en række virksomhedsskandaler og svindelsager. Efter den økonomiske nyorientering fik man til gengæld en lang periode i 1950’erne og 1960’erne uden finansielle kriser, hvor banksektoren blev reguleret hårdt, forklarer historikeren.

»Liberale økonomer er kritiske overfor denne regulering og mener, at den hæmmede finanssektorens mulighed for at understøtte økonomien tilstrækkeligt i den periode. Ikke desto mindre oplevede den vestlige verden ikke bare finansiel stabilitet men også høje økonomiske vækstrater i den periode.«

Jo, historiefortællingen er stadig genstand for kamp i de økonomiske kredse.

Den stabile periode var blandt andet kendetegnet ved, at forretningsbanker, sparekasser, pensions- og forsikringsselskaber blev drevet og reguleret hver for sig. Samtidig var investeringsbankerne organiseret som partnerskaber. Dvs. at parterne hæftede med deres egen formue, hvilket gjorde lysten til at lave risikable handler mindre. Nu er investeringsbankerne aktieselskaber, hvor man kun hæfter for aktiekapitalen. I princippet er det indlånene og kundernes penge, de ansatte i investeringsbankerne spiller for – uden samme risiko for deres personlige formue.

»Bankerne var ikke så store og sammenblandede, som vi ser mange steder i dag. Det kan være svært direkte at påvise en årsagssammenhæng, men det er først med dereguleringen fra 1980’erne, at der igen begynder at komme finansielle kriser.«

Her er vi så fremme ved det, som Per H. Hansen ser som bidrag til at rette op på finanssektoren, nemlig en forandring af incitamentsstrukturen i finanssektoren og en opsplitning af det, mange også har kaldt finansielle supermarkeder. Til gengæld tror professoren ikke meget på forslaget om at nationalisere bankerne, som Enhedslisten blandt andet er fortaler for.

»Der er ingen empiri, der viser, at stater skulle være bedre til at drive banker end bankerne selv. Og man skal huske, at banker er ren forretning. De udfører som sådan ikke en samfundsopgave andet end at drive forretning,« som han siger.

Optimismen truer 

Der er imidlertid ikke stor politisk opbakning til opsplitning af banker i Danmark. Det ligger bare ikke i tiden, konstaterer Per H. Hansen og tilføjer, at Finans Danmark ikke er nogen ligegyldig lobbyvirksomhed.

»Det er vist kun Enhedslisten, der går ind for det. Hvorfor det skulle været et specielt venstreorienteret synspunkt, forstår jeg ikke. Men det er en radikal forandring, selv om de seneste skandaler kan vise sig at ændre magtrelationerne i de sociale netværk.«

»Igen er der tale om gruppetænkning og en dominerende fortælling, der står i vejen,« fortsætter han med henvisning til, at Danske Banks samlede balance svarer til ca. 175 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Til sammenligning udgør de seks største amerikanske bankers samlede balance kun i alt cirka 60 procent af USA’s BNP.

Det »kunne antyde«, at Danske Bank er alt for stor til det danske samfund, mener professoren. Efter finanskrisen er kravene til bankernes såkaldte polstring ganske vist blevet markant større for at forhindre nye finanskriser. Men Per H. Hansen er skeptisk.

»Hvem tør egentlig tro på, at det ikke endnu engang kommer til at koste skatteyderne penge, hvis der kommer en ny finanskrise?« spørger han. Og peger så på, at der i kraft af den økonomiske fremgang i Vesten og Danmark lige nu igen er gang i gruppetænkningen.

»Når det går godt, bliver man nemt grebet af en optimistisk gruppestemning, som er drevet af de kulturelle fortællinger. Historien har vist, at finansielle bobler netop drives af fortællinger, der fører til optimisme. Men på et tidspunkt stopper optimismen.«

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først skal vi genindføre "Åbne Skattebøger" som vi havde i Danmark indtil sidst i 1950'erne.

For et par dage siden lærte vi, at Niklas Bentner betalte ca. 50% af de små 20 mill./år han tjener.
Kun fordi, i Norge har ALLE "Åbne Skattebøger"

I det sydligere Europa er det kun medierne der fortæller om (manglende) skattebetalinger, hvad angår meget højtlønnede fodboldspillere.

Jeg håber, at de store U-Danske Bank aktionærer vil efterspørge ledelsens personlige skattetryk, på den ekstraordinære generalforsamling, her den 7. dec. 2018 (især Karsten Dybvads)

Torsten Jacobsen, jørgen djørup, Lise Lotte Rahbek, Berith Skovbo, Eva Schwanenflügel, Søren Bro, michael andersen, Thomas Tanghus, Henning Kjær, Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Tommy Clausen, Jørgen Wentzlau og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At det er svært er ikke det samme som at det ikke kan lade sig gøre.
Et Nike-slogan : "Just do it"

Niels Duus Nielsen, Kjeld Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Midlet bliver til målet, det er det, der er galt. Det er ikke et mål i sig selv at sikre et større og større overskud, det er et mål at sikre en tilstrækkelig kapital til, at man kan løse sine opgaver i samfundet.
Sådan tænker alle, bare ikke de ansatte liberalistiske ideologer; men hele ideen om menneskelige samfund giver kun mening, hvis der arbejdes på at skabe de bedste rammer for menneskelig trivsel, der er det stik modsatte af at arbejde for at tjene penge. Menneskelig trivsel handler om at kunne skille skæg fra snot og dyrke det, man selv vokser af som menneske og borger.

Kim Øverup, Helene Kristensen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Kjeld Jensen, Ejvind Larsen og Jørgen Wentzlau anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nej, det er ikke borgernes egen skyld. Vores bolig-gæld er en systemfejl, som vi må rette op på sammen, hurtigst muligt. Uden at det går ud over nye, unge der skal ind på boligmarkedet. Boligstandarden er høj i toppen og midten, i centrum og uacceptabel i bunden og udkanten. Professoren må svare på, hvorfor det er umuligt at opdrive en bolig,der er til at betale for almindelige indtægter i centrum, og hvordan vi undgår at bolighajer slår plat på boligsøgende, der af diverse grunde står uden opsparing eller indtægter. Hvor er de billige boliger i Danmark, som familien kan vælge, når de vil ned i arbejdstid for at være sammen med deres børn og gamle?

Michael Waterstradt, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Jeg forstår ikke denne higen efter stor statsgæld. Her i landet er nettostatsgælden omkring 440 mia. eller omskrevet til millioner; 440.000. Denne gæld koster os omkring 18 mia. i skat som vi havde sparet hvis staten var gældfri.

Finansministeriet skønner, at besparelsen på rentebetalingen af statsgælden, fordi denne gæld er gnavet ned, er op mod 40 milliarder kroner om året, når 2016 sammenlignes med 1995. Det svarer til statens årlige udgifter til forsvar, politi, retssystem og kriminalforsorg tilsammen.

Jeg foreslår, endnu engang, at vi får indført i Grundloven at det offentlige ikke må låne - årsagen er tydelig i tallene ovenfor.

Oluf Husted. "Åbne Skattebøger" gør folk misundelige.
Margit Johansen. Forskellige boligstandarder og priser er med til at motiver befolkningen til at passe jobs og dermed finansiere velfærdsystemet. Alle kan ikke bo på Rådhuspladsen!
Baselpakker, EU og stat regulerer markedet men er også en del at systemet. Reguleringer kan forlænge smerten. Jeg tror på "markedet usynlig hånd" - og faktum er vi ikke har set sult i vores del af verden og andele af sultne mennesker verden over er faldende.
Vi har mange udfordringer. Befolkningsudviklingen er den helt store, da vi tærer på klodens ressourcer.
Regeringer har mistet magten til internetgiganterne, og lovgivere nu ved at blive ligegyldige. De er bare for langsomme.
Udviklingen går så stærkt, og de fleste efterspørger mere velfærd og længere levetid. Det kræver mere effektivitet, mere robotteknologi og giver mere magt til internetgiganterne. Ringen er sluttet.
Hvordan ser Danmark og verden ud om 10 eller 50 år? Er penge stadig relevante? Er mennesker?

Gustav Alexander

Per Hansen leverer en noget reaktionær omgang, der giver borgerne skylden for strukturelle problemer. Måske skulle han blive "økonomisk vismand" med den tilgangsvinkel.

Det hele ligger i måden han formulerer sig på; hvorfor har "vi" ikke organiserret os anderledes efter finanskrisen? "store dele af politikerne og borgerne" er jo enige, som han påstår. Her reproduceres den borgerlige idé om at vi alle har fælles interesser gennem vores identitet som borgere; om du er direktør, SOSU assistent eller socialrådgiver, så kan vi altid arrangere samfundet til alles fælles bedste. Direkte konflikt gennem objektive modsætninger findes ikke i det her billede, hvorfor professoren da også ender i en teori, der stiller flere spørgsmål end den forklarer og derved mystificerer virkeligheden yderligere. Vi har jo at gøre med en ""Kultur"" som vor professor ikke reelt underlægger en kritisk teoretisk behandling. Den postuleres/antages blot og man lader det være ved det. På den måde skriver han sig ind i en rig, borgerlig tradition for tandløs accept af kulturelle forklaringer på hvad som helst; særligt systemets egne, strukturelle fejl.

Som historiker ved han vel også at fremvæksten af enorm, privat gæld ikke er kommet, fordi forbrugerne en dag tænkte "Nu vil jeg bruge penge uden at tjene dem først". Gældsindustrien er bygget på baggrund af de forholdsvis lave vækstrater siden thatcher/reagan tiden. Her vidste man jo godt, at købekraft - og cirkulationen af penge - ville formindskes, når man eroderede arbejdernes lønvilkår. Man måtte jo derfor nødvendigvis opfinde øget kredit til private, hvis man skulle skære offentligt samtidig med at forbruget skulle forblive intakt, således at økonomien fortsat kunne vokse i respektabel fart (hvad økonomien har haft famøst svært ved at gøre til trods).

Men i historikerens perspektiv er disse objektive interessekonflikter udvisket i et mystisk billede af en "kultur", som vi alle deltager i, upåagtet at denne "kultur" tjener én bestemt samfundsgruppe på bekostning af de andre. Der skal gøres mange mentale spring for at ignorere denne virkelighed og historikeren lader til flittigt at gøre brug af dem alle.

Det er som om en ny æra af historikere, økonomer og politikere regresserer tilbage til en pseudo-teologisk forklaringsmodel, hvor mennesker og samfund forklares via deres grad af dyd kontra synd; er du for 'grådig'? er der tale om en 'usund kultur'? Borte er de videnskabelige, samlede teorier med deres veldefinerede og kritiserbare fagtermer, tilbage er den små-monastiske moraliseren over individet. Jeg væmmes.

Michael Waterstradt, jørgen djørup, Flemming Berger, Morten Fals, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men, Gustav Alexander, her går du selv ud fra, at de, der tjener de mange penge igennem systemiske fejl, er bedst tjent med dette. Det er de, som borgere, ligeså lidt som alle andre.

Gustav Alexander

Jamen, Steffen Gliese, vores status som 'borger' er i det hele taget et forsøg på at tildele os en universalisme, som det borgerlige samfund i praksis nægter os. Det er prismen hvorigennem systemet snyder borgerne til at tro, at de virkelig er lige. Men som vi alle ved, så er 'borgerne' ikke lige magtfulde. Begår du voldskriminalitet fængsles du længere end, hvis du begår økonomisk kriminalitet eksempelvis.

Ideen om 'borgeren' postulerer en lighed, der i virkelighed maskerer kapitalismens strukturelle ulighed. Lad mig citere Alex Callinicos, der vidst parafraserer Etienne Balibar:

"Civil society, man's 'most immediate reality', is a realm of economic competition and class antagonism; in the liberal state, however, whose constitutive principles are liberty and equality, man is 'the imaginary member of an illusory sovereignty, is deprived of his real individual life, and endowed with an unreal universality'. Thus, 'political emancipation is the reduction of man, on the one hand, to a member of civil society, to an egoistic, independent individual, and, on the other hand, to a citizen, a juridical person'. Human emancipation, by contrast, seeks to abolish this double life, to do away with the distinction between bourgeois and citoyen"

Callinicos, Alex "Theories and Narratives", 1995 p 191-2

Eller i Althusser's mere koncise formulering:

" In the heaven of the State, in ‘the citizen’s rights’, man lives in imagination the human community he is deprived of on the earth of the ‘rights of man’."

Althusser, 'Humanism and Marxism', 1964.

Jeg tror at du og jeg måske ikke er enige om, hvorvidt det at være 'borger' er en oprigtig, inkluderende kategori eller hvorvidt det er en charade, der maskerer kapitalismens strukturelle ulighed i en forfalsket universalisme gennem selvsamme borger-begreb. De rige mister ikke noget som borger ved at agere efter sine klasseinteresser (desværre!) Finanskrisen har tværtimod lært os at vi belønner disse "borgere" med de mindrebemidlede "borgeres" penge (altså lønmodtagerne).

Hvad har direktøren at miste som borger, hvis han agerer efter sine klasseinteresser? (hvad han uomtvisteligt har gjort) intet og han har alt at vinde. Det påviser for mig det hule og falske i idéen om borgeren.

Søren Roepstorff, Michael Waterstradt, Flemming Berger, Morten Fals, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Finansministeren i samråd om milliardsalg af Ørsteds elnet
AF OLE ANDERSEN, MATHIAS ØRSBORG JOHANSEN i Energiwatch
Offentliggjort 15.11.18 kl. 08:00
Det bør være et flertal i Folketinget, som afgør, hvem køberen af elnettet i København og Nordsjælland bliver. Det mener Enhedslisten, som i dag har indkaldt finansministeren i samråd om det milliardstore salg"

Hvorfor er denne skandale om yderligere frasalg af kollektivets infrastruktur og dermed privatprofittens gidseltagning af os alle og dermed vores økonomi ikke tophistorie i dagens avis?

Michael Waterstradt, jørgen djørup, Knud Chr. Pedersen, Flemming Berger, Morten Fals, Per Torbensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Finanssektoren er syg, postulerer overskriften, og underforstår dermed, at der skam også findes en "sund" finanssektor. Men er en finanssektor, som ingen hensyn tager til andet end at tjene penge ikke netop en sund finanssektor, som blot udfører de opgaver, som den er sat i verden for at udføre?

Spørgsmålet er, hvad det styrende princip skal være: Skal vi tjene penge for at kunne tjene flere penge?

En fest er indbegrebet af en uproduktiv udgift. Når vi fester, brænder vi penge af i store mængder, med det ene formål at have det sjovt. At der findes en sådan ting som fester kunne tyde på, at vi ikke tjener penge for at tjene penge, men for senere at kunne have det sjovt.

Så måske skulle vi nationalisere bankvæsnet og sikre os, at vi har det sjovt?

Arbejde i dag, grød i morgen, sagde kællingen. Måske skal vi som den norske ungersvend skære en rem af finanssektorens ryg, så den lærer at vi ikke arbejder for at spekulanterne kan blive stenrige, men for at vi senere at kan have det sjovt.

Michael Waterstradt, Morten Fals, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
michael andersen

En særdeles relevant og sandfærdig artikel, som praktisk talt alle lige fra erhvervslivet medierne og eliten aldrig taler om som et problem.
Desværre skal vi ned med røven før der gøres noget.

Det er store ting, der skal ændres, må jeg forsigtigt foreslå, at man starter med at straffe de forbrydere behørigt, når de bliver taget. Gang på gang ser vi enkeltpersoner og organisationer gå fri, helt eller delvist, trods overvældende beviser. Man har da med held brugt økonomiske incitamenter i mange andre sammenhænge, så hvorfor ikke. Betal det svindlede tilbage + det dobbelte i bøde, det skulle vel lægge en dæmper på de fleste.

Erik Fuglsang, Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Gustav Alexander, interessant med vold kontra økonomisk kriminalitet. Det var faktisk modsat, og det var vi godt nok mange, der var imod - graden af forbrydelsen ufortalt.
Jeg vil hellere tage brodden af den magt, penge er kommet til at have over folk de seneste 20-25 år.

Randi Christiansen

Men søren, et stort problem er, at den politiske magt, som er de folkevalgte repræsentanter, der administrerer fællesejet, ikke er de skarpeste knive i skuffen ifht til finanssektoren, som jeg mistænker, at de har solgt os til i langt højere grad, end vi ved. Finanskrise > danske bank > dong > goldman sachs ...

De er dumme og eller korrupte bortset fra et magtesløst mindretal. Vi kan ikke stole på dem, bare de har et flertal i folketinget, har de ingen skrupler med at sælge fællesejet hen over hovedet på fællesskabet. Det er faktisk landsforræderi, danmark bliver solgt til multinationale selskaber, og quislingene får stoppet lommerne med mio mia for at være frontfigurer i afleveringsforretningerne.

Hvem er vågne, hvem går i aktion, hvem støtter op om enhedslisten. Jeg tænker, at folkets nye mand - klaus riskær pedersen, som f.eks. pointerer, at danske lønmodtagere bærer 80% af skattebyrden og de store virksomheder, selvfølgelig især de udenlandske opkøbere, selv bestemmer deres skat - kan italesætte disse dynamikker og med sin erfaring, kreativitet, hjernens og hjertets intelligens være med til at være fødselshjælper for de permakulturelle løsninger, vi MÅ have, hvis ikke folkets vrede over at blive så røvrendt, skal eskalere endnu mere, end den allerede er.

Hvis "Der er ingen empiri, der viser, at stater skulle være bedre til at drive banker end bankerne selv." Og tilsyneladende heller ikke det modsatte. Og der vist heller ikke er empiri for at stater hvidvasker penge i Baltikum, står vi vel med et rimeligt argumenter for at opstarte en offentlig bank. ..

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller og Klaus Cort Jensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Bankerne bliver tykke og fede af at udlåne penge der - slet ikke findes. Det minder om skræddernes forretningsmodel i Kejserens Nye Klæder - de syede de nydeligste klæder til Kejseren af materiale der - slet ikke eksisterede.

Bankernes pengeskabelse foregår, har man forstået, i vid udstrækning ved, at man debiterer én konto og krediterer en anden, uden at have dækning i egne midler, i indskydernes eller aktionærernes penge. Men - det kan jo slet ikke lade sig gøre, for ifølge fysikkens love kan man ikke udlåne noget der ikke findes. Når noget ikke findes er det en fiktion og sådan så Højesteret, i en anden anledning også på begrebet fiktion, da man i sin tid konstaterede at Glistrups fradragscirkus kun lod sig gøre i en fiktiv verden.

Vi bør derfor forbyde bankudlån der ikke er fysisk dækning for. Hvorfor pokker skal smarte finansakrobater have lov til at berige sig på udlån af penge der ikke findes.

Per Torbensen, Michael Waterstradt og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Klaus Cort Jensen

Fik du læst; Vesten har haft hyperinflation i 30 år
https://www.information.dk/debat/2016/11/vesten-haft-hyperinflation-30-aar

Her er jeg inde på mange af de samme tanker, som Per H. Hansen.

Iøvrigt: hver gang en ejendomsmægler åbner munden, giver han tre gode grunde til, at man ikke kan tale om et frit boligmarked: beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.
I princippet er det ikke anderledes, end at jernbanerne er et naturligt monopol, fordi jernbanesporerne ligger, hvor de ligger.
Den enkelte bolig har monopol på at ligge eksakt hvor den ligger.
Boligerne (udbudte til salg) i et kvarter eller en by har tilsammen monopol overfor køberen, der ønsker at bo i kvarteret eller byen.

Søren Kristensen

Hvis man lever for lånte penge, skal de vel betales tilbage på et eller andet tidspunkt? Hvordan kan nogen være i tvivl om det? Men det er man måske heller ikke? Måske er man bare ligeglad, for måske kan det på en eller anden måde, som jeg ikke kan gennemskue, alligevel betale sig at leve for lånte penge? Det kunne egentlig være meget rart at vide.

Søren Kristensen, folk har jo i høj grad opfattet deres ledige friværdi som penge, de kun kunne få fat i ved at belåne den til en meget lav rente.
På samfundsplan er det anderledes: penge skal der til, mens værdi skabes, og derfor skabes pengene i takt med, at værdien bliver til i form af arbejde.