Læsetid: 2 min.

Udlændingenævnet igen på tilbagetog i somaliersag

Med en række breve har Udlændingenævnet nu tilbagetrukket den fastsatte udrejsefrist for en række somaliske familier. Det sker efter Informations artikler om sagen
23. november 2018

Et sted på Fyn sidder en somalisk familie bestående af far, mor, tre børn samt farens fire mindreårige halvsøskende og er glade for beskeden i et brev, som de via advokat Niels-Erik Hansen tirsdag modtog fra Udlændingenævnet:

»Udlændingenævnet ændrer på den baggrund sin beslutning om fastsættelse af udrejsefrist i Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2018. Udlændingenævnet fastsætter således ikke en udrejsefrist for Deres klient …«

Som Information tidligere har beskrevet, havde moren, børnene og farens halvsøskende fået en sidste frist i dag fredag til at udrejse af Danmark. Med brevet fra Udlændingenævnet kan familien nu se bort fra denne frist og indtil videre blive i Danmark.

Familien på Fyn er ikke ene om at modtage et brev med besked om tilbagetrækning af den fastsatte udrejsefrist. På sin hjemmeside oplyser Udlændingenævnet således, at nævnet efter en manuel gennemgang af en række sager har sendt brev til de pågældende om, »at Udlændingenævnet har ændret sin beslutning om fastsættelse af udrejsefrist og har meddelt de pågældende, at Udlændingenævnet således ikke fastsætter en udrejsefrist for de pågældende.«

Information har bedt nævnet om at oplyse i hvor mange sager, de nu har trukket en fastsat udrejsefrist tilbage. Svaret fra sekretariatsleder Michael Kjærgaard pr. mail er, at »Udlændingenævnet manuelt har gennemgået sager vedrørende 245 somaliske statsborgere«, og »at der i sager vedrørende 80 somaliske statsborgere er sendt et brev med ændret beslutning om udrejsefrist«. 

’Katastrofe i slowmotion’

Dermed er Udlændingenævnet igen på tilbagetog i den såkaldte somaliersag, der kort fortalt går ud på, at nævnet ifølge flere jurister har haft en »klart ulovlig« praksis. Det er sket ved, at nævnet i en række sager har inddraget opholdstilladelserne for de somaliske familiemedlemmer, der er familiesammenført, før Flygtningenævnet har behandlet sagen om den person i familien, der har asyl. Det ulovlige består i, at Udlændingenævnet ikke har afventet Flygtningenævnets afgørelse, før de traf deres egen afgørelse.

Tilbage i begyndelsen af november besluttede Udlændingenævnet, at de ved afgørelser fremover i sager om inddragelse ikke ville fastsætte en udrejsefrist. Torsdagens beslutning om at trække de allerede meddelte udrejsefrister tilbage i afgjorte sager er altså anden gang, at nævnet må justere ved den praksis, som jurister har kritiseret som klart ulovlig.

Advokat Niels-Erik Hansen kalder det »positivt«, at nævnet nu har trukket den fastsatte udrejsefrist for familien på Fyn og andre af hans somaliske klienter tilbage. Men det er for så vidt kun en udsættelse af pinen, som han siger.

»Det helt overordnede problem er der jo stadigvæk, nemlig at familierne står til at skulle rejse til Somalia. Hvis Flygtningenævnet stadfæster inddragelsen, er det udrejsecenter Sjælsmark, familierne overflyttes til, selv om vi taler om børn, der er født og opvokset i Danmark. Det er en katastrofe i slowmotion, som vi helt sikkert kommer til at høre mere om, forudser han.

Flere somaliske familier har valgt at gå under jorden og er formentlig rejst til et andet land. Niels-Erik Hansen kender til en familie, hvor nøglen til deres lejlighed blev afleveret til Vordingborg Kommune, efter at Udlændingenævnet havde fastsat en udrejsefrist for dele af familien.

»Det er forfærdeligt, at de ikke tør blive i Danmark, når de har været udsat for en forkert behandling,« siger Niels-Erik Hansen.

Somaliske familiemedlemmer kan komme alvorligt i klemme, hvis de ikke retter sig efter den udrejsefrist, som Udlændingenævnet har fastsat i en række sager, selv om familierne alligevel senere skulle få ret til at blive i Danmark. Det siger professor Jens Vedsted-Hansen
Læs også
Serie

Somaliersagen

Fire uger og 13 artikler .... Det skulle der til, før Udlændingenævnet ændrede ’ulovlig’ praksis i forhold til at inddrage opholdstilladelser for familiesammenførte somaliere. Læs artiklerne her

Seneste artikler

  • Flygtningenævnet omgør hver fjerde inddragelse af somalieres opholdstilladelse

    12. juni 2019
    Det går ikke så godt med regeringens stort anlagte ’Somalia Projekt’, hvis mål bl.a. var at undersøge mulighederne for at inddrage opholdstilladelserne i omkring 1.200 somaliersager. Nye tal viser, at Flygtningenævnet foreløbig har omgjort inddragelsen af opholdstilladelser for 59 ud af 214 somaliere
  • Støjberg skal forklare sig i somaliersag

    3. december 2018
    Hvorfor skulle der gå fem måneder, fra at Inger Støjbergs embedsmænd fik oplysning om Udlændingenævnets praksis i 177 såkaldte somaliersager – der af jurister er blevet kritiseret for at være ’klart ulovlig’ – til at ministeren selv blev orienteret? Det spørger oppositionen nu om i Folketinget
  • Udlændingenævnet dropper nu helt den ’ulovlige’ praksis i somaliersager

    27. november 2018
    Efter Informations afsløringer er Udlændingenævnet for tredje gang på tilbagetog i forhold til deres sagsbehandling i sager vedrørende somaliere. Nu opgiver nævnet helt den praksis, som flere jurister har kritiseret for at være ’klart ulovlig’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu