Læsetid: 9 min.

50-året for studenteroprøret bød ikke på et nyt, stort oprør – men aktivismen breder sig og indgyder håb

Fra kvindedemonstrationer og antivåbenprotester i USA til globale klimastrejker og De Gule Veste i Frankrig. 2018 har budt på spektakulære protester og demonstrationer. De viser, at der er et stort demokratisk potentiale i nogle af de kriser, vi ser i dag, mener forsker. Information ser tilbage på året i aktivismens tegn og spørger, om et nyt oprør er på vej
Polske skoleelever strejkede under COP 24 i Katowice, inspireret af svenske Greta Thunberg.

Polske skoleelever strejkede under COP 24 i Katowice, inspireret af svenske Greta Thunberg.

Omar Marques

29. december 2018

Jeg har ofte drømt om at leve i 1960’erne, de store massebevægelsers tid, hvor folk gik på gaden og demonstrerede for en fælles sag. Set i det lys har 2018 på mange måder været et spændende år.

Det begyndte allerede i januar, da tusindvis af kvinder demonstrerede i 250 byer over hele USA for at kæmpe for deres rettigheder og imod præsident Donald Trumps syn på blandt andet immigration, abort og homoseksuelle.

I Washington D.C. var store folkemængder samlet, mange med lyserøde huer på hovedet og skilte med slogans som »Girl Power« og »MeToo« i hånden. Flere steder i USA havde kvinder også iklædt sig røde kåber og hvide kyser efter inspiration fra HBO’s tv-serie The Handmaid’s Tale.

To måneder senere opstod endnu en ny, stor bevægelse i USA – denne gang mod landets våbenlovgivning. Her stod børn og unge i spidsen for en national demonstration med overskriften »March for our Lives«, efter at en mand havde dræbt 17 lærere og elever i et skoleskyderi i Parkland i Florida. De unges protester fik stor opmærksomhed og førte til lovændringer i delstaten.

Herhjemme rørte folket også på sig. I september bredte en verdensomspændende klimademonstration »Rise for our Lives« sig til flere danske byer. I alt marcherede befolkninger på syv kontinenter i 95 lande med over 900 aktioner for at råbe magthavere op om klimaforandringerne. I København deltog mindst 15.000 mennesker.

Folkets klimamarch i København 2018.

Gonzales Photo
»Vi er nødt til at fortælle politikerne, at vi skal handle nu. Det her er en mulighed for at vise dem, at der er en folkelig opbakning. Det må åbenbart starte nedefra,« sagde Trine Boysen, der deltog i klimamarchen, til Information.

Protesterne mod manglende handling i forhold til klimaforandringerne fortsatte og fik et nyt ansigt. Den 15-årige Greta Thunberg fra Sverige skolestrejkede og inspirerede skoleelever flere steder i verden til at gøre det samme. Et par måneder senere dukkede hun op på talerstolen til klimatopmødet COP 24 i Polen, og hendes tale gik verden rundt. 

Danske studerende stiftede Den Grønne Studenterbevægelse, som har samlet unge på universiteter om at kæmpe for klimaløsninger på institutionerne og i samfundet. De står blandt andet bag en ugentlig klimapåmindelse foran Christiansborg.

Året, der går på hæld, er jubilæumsår for studenteroprøret i 1968, hvor studerende stormede Paris’ gader og inspirerede andre til at gøre det samme, fordi de ville forandre samfundet. Og sidst på året så franskmændene og resten af verden så de største demonstrationer siden ungdomsoprøret, da De Gule Veste satte gaderne i brand i Paris og andre af landets storbyer.

Spørgsmålet melder sig derfor hos mig, om vor tids globale udfordringer er ved at skabe en ny folkelig aktivisme.

Højrefløjen har kopieret

Spørger man Silas Harrebye, som forsker i aktivisme på RUC, er der sket noget med aktivismen i 2018.

»Det er spændende, og nye, håbefulde aktivister og bevægelser, som reagerer på de her kriser og på den måde, bringer også håb med sig. Der kan være et stort demokratisk potentiale i nogle af de kriser, vi ser i dag,« siger han.

Silas Harrebye peger på særligt to forhold, som adskiller nutidens protester fra ungdomsoprøret.

Mens 68-bevægelsen i højere grad var optaget af at ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer, har demonstrationerne i 2018 det til fælles, at de snarere opstår som reaktion på konkrete og akutte kriser eller problemer i samfundet.

Den anden store forskel er vores samtids fravær af store ideologier.

»Dengang var bevægelserne forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme. I dag er det i højere grad single issue-orienteret, mere ad hoc, og det gælder både den ideologiske binding eller mangel på samme – men det gælder også måden, hvorpå folk er mere midlertidigt engageret,« siger han.

Når det er sagt, mener Silas Harrebye, at vi egentlig bør begynde et helt andet sted, end jeg har indledt denne artikel – nemlig hos højrefløjen.

For i 2018 har bevægelser som Generation Identitær og Alt-right også gjort sig bemærket. Forskeren vurderer, at højrepopulistiske bevægelser helt bevidst har overtaget nogle af de strategier, som venstrefløjen og 68-generationen med en del succes anvendte for 50 år siden med blandt andet aktioner og demonstrationer.

»Der er bevægelser på den populistiske højrefløj, der også begynder at anvende mere fredelige og kreative tilgange i forhold til at mobilisere bredt, som også får mediernes opmærksomhed. På den ene side er det demokratisk positivt, at de er gået væk fra at bruge vold, og på den anden side kan man også mene, afhængigt af hvor man står politisk, at det er skræmmende, at de mere yderliggående fløje bevæger sig ind i det politisk legitime rum og gør det med succes,« siger Silas Harrebye.

Jeppe Veibel Jensen og Christoffer Gerlach Skibild er en del af den danske, indvandrerfjendske ungdomsbevægelse Generation Identitair. 

Carsten Snejbjerg
68-generationen fik især indflydelse på vores livsstil og måde at tænke på. Det samme, mener han, gør sig gældende for den populistiske højrefløj i dag.

»Derudover er der også helt reelle politiske tiltag, man kan pege på, som er en direkte konsekvens af det tryk, der kommer fra den fløj – ikke bare i Danmark, men overalt i verden, fra USA over Brasilien til flere lande i Europa,« siger han.

Mangler radikalitet

Historiker og forfatter René Karpantschof, som har forsket i aktivisme og selv har været en del af en protestbevægelse som bz’er, ser ikke entydige tegn på oprør i dag. Men kimen til noget større kan meget vel være lagt. For at det kan kaldes oprør, skal mange mennesker ifølge ham nægte at adlyde de spilleregler, der opretholder den samfundsorden, man vil ændre.

Og det ser han for eksempel hos de klimastrejkende skoleelever.

»Det rummer et potentiale til oprør, hvis altså det breder sig og river andre med.«

Han mener også, at oprørere siger og gør, hvad der passer dem, og at det er på den måde, de nogle gange får sat en anden dagsorden og udbredt helt nye måder at tænke på.

»Oprørere kendes på, at de taler deres eget sprog. De taler ikke på magthavernes præmisser, men først og fremmest til dem, de gerne vil inspirere og mobilisere. De taler om os, og om, hvad vi vil,« mener René Karpantschof.

Han vurderer også, at vore dages »utilfredse« mangler klare modsvar til det, som de selv udpeger som tidens store problemer: ulighed, velfærdsforringelser, klimaforandringer og fremmedhad. Eller unges svære vilkår for at kunne udfolde sig i samfundet og udvikle sig som mennesker.

»I 1968 og årene efter kunne man tit åbne en avis og læse om regimer, der faldt, og folkelige bevægelser, der vandt frem, og det forstærkede optimismen og troen på, at kollektiv kamp var mulig og resultatrig,« siger René Karpantschof, som mener, at denne optimisme har sværere betingelser i dag.

Vrede og håb 

Silas Harrebye forklarer, at der er to teorier, der kan forklare, hvorfor folk gør oprør eller engagerer sig aktivistisk.

For det første kan det føre til oprør, hvis folk er utilfredse eller indignerede og føler sig uretfærdigt behandlet. Der i dette tilfælde tale om den såkaldte deprivationsteori, og den kan forklare De Gule Veste i Frankrig.

»Der er en helt fundamental indignation og frustration over grundlæggende behov og forhold. Og så er De Gule Veste også symptomatisk for en ny politisk tid med opbrud i de her traditionelle højre-venstre-kategorier,« siger Silas Harrebye.

En anden forudsætning for oprør er, at folk skal tro på, det rent faktisk har en virkning, når de vælger at deltage i demonstrationer og protester – og der skal ikke være for store omkostninger forbundet ved at gøre det. Denne teori kaldes Civic Voluntarism Model og kan muligvis forklare den ringe mobilisering til demonstrationerne mod sagerne i finanssektoren.

Her dukkede i alt kun knap 100 mennesker op til de to demonstrationer, der var arrangeret i kølvandet på sagerne om hvidvask i Danske Bank og svindel med udbytteskat. Sager, hvor det kan være svært at få øje på demokratiske handlingsmuligheder.

»Jo mere demokratisk et samfund er, des mere kan det opmuntre til aktivitet. I et udemokratisk samfund har man tit den situation, at enten sker der ingenting, eller også er der virkeligt voldsomt oprør,« siger René Karpantschof.

Han forklarer, at de seneste målinger af protestaktivitet – som er et par år gamle – viser, at antallet af demonstrationer i Danmark toppede i 1968 og frem til 1980’erne. Efter Murens Fald var der en stor nedtur. I 00’erne, omkring finanskrisen, var der nogle velfærdsprotester, men siden da er det gået lidt op og ned.

»Det helt store, der er sket de sidste 20-30 år, er nationalstaternes svækkelse over for den internationale kapital. Det har også svækket borgernes gamle måder at få indflydelse som for eksempel at demonstrere foran parlamenterne,« siger René Karpantschof.

Alligevel er der meget i dag, som indgyder håb, mener han.

»Det er i sig selv fantastisk, at der hele tiden er mange mennesker, som tager ansvar og vil forholde sig til verden og gøre noget for at ændre den.«

En kvinde demonstrerer mod sexisme og vold mod kvinder i Santiago, Chile.

Esteban Felix
Når det er sagt, tvivler René Karpantschof på, at eksempelvis klimapolitikken reelt kan ændres uden en fornyet radikalitet.

»Efter 30 års klimasnak slår CO2-udledningen alligevel rekord. Jeg tror ikke, det vil ændre sig, før mange konkret bryder med den nuværende produktions- og livsmåde. For eksempel ved at bryde med forbrugerismen i egne bæredygtige kollektiver. Eller ved at insistere på billig kollektiv transport med kør gratis-aktioner og blokader af den stigende privatbilisme. Det ville være oprør, og mange større samfundsændringer er gået hånd i hånd med den slags radikalitet.«

Hvor er vi på vej hen?

Jeg havde håbet at kunne skrive en artikel om, at der i år – et halvt århundrede efter det seneste store oprør – er lagt kimen til et nyt, som kan skabe håb om en bedre fremtid. Samtidig med at jeg er klar over, at langtfra alle oprør har en positiv indvirkning på samfundet. Men 2018 er næppe et år, som vil skrive sig ind i historien som det helt store aktivismens år, mener forskerne.

Tager man det seneste årti kan man dog godt tale om en fornyelse af det kritiske civilsamfund, siger Silas Harrebye. Bevægelser lige fra Occupy Wall Street og Det Arabiske Forår til kvinder, der smider tørklædet i Iran, og ikke mindst MeToo-bevægelsen er eksempler på, at protester og sociale bevægelser tager ny form.

»Det ene handler om graden, og det andet handler om måden, vi gør det på. Her er der også sket rigtig meget, ikke mindst på de sociale medier, der har betydet noget for, hvordan vi organiserer os og kommunikerer. Og dermed også for, hvem der kan deltage og på hvilke måder,« siger Silas Harrebye.

Han tror også, at den tid, vi lever i, lægger op til, at der kommer en ny, bred bevægelse inden for fem-ti år. Blandt andet set i lyset af valget af Donald Trump som præsident – som de store kvindedemonstrationer i starten af året var vendt imod – er der grund til at tro, at der vil komme en bevægelse, som vil stille spørgsmål ved det liberale demokratis forfatning.

De seneste år har flere forskere og iagttagere talt om, at det liberale demokrati er i krise. At fremkomsten af autoritære ledere og populisme er et resultat af, at vores styreform i den vestlige verden igennem længere tid ikke har været lydhør over for almindelige menneskers problemer.

Silas Harrebye påpeger, at nogle af de kriser, vi ser rundt om i verden, kalder på nye, bedre ledere, nye repræsentative rammer og ny dannelse i forhold til, hvordan vi taler sammen. Han forudser ikke en antidemokratisk bevægelse, men en demokratisk bevægelse.

»Jeg tror, vi kommer til at se en ny bevægelse, som har fokus på at udfordre rammerne inden for hvilke, vi deltager i demokratiet – i stedet for at have fokus på, hvad der sker inden for de rammer. Det handler om at gentænke det liberale demokrati.«

På grund af hvidvasksagen i Danske Bank, måtte bankens øverste chef Thomas Borgen gå af. Det retlige efterspil af hvidvasksagen vil fortsætte i 2019
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Mens 68-bevægelsen i højere grad var optaget af at ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer, ----".
"»Dengang var bevægelserne forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme".

Der opstilles for mig at se nogle falske modsætninger her, og det skyldes bl.a., at der ikke skelnes mellem en 68er bevægelse og en start70er bevægelse, med nogle glidende overgange mellem, hvad der skete i 1960erne frem mod 1968, og den vending, der skete fra omkring 1970 og i de følgende år frem mod slutningen af 1970erne

68 - bevægelsen var IKKE i overvejende grad optaget af at ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer og forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme, selv om der måske var nogle uklare utopier i den retning. Denne beskrivelse gælder i stedet for det, der sker fra omkring 1970 og i årene frem.

68 - bevægelsen blev båret frem af forventninger om, at verden var åben og at alt var muligt, en følelse præget af en utrolig optimisme (men også naivitet, skulle det senere vise sig).

Fra omkring 1970 breder en form for pessimisme og realisme sig i forhold til, at alt andet end nogle livsstilsændringer (f.eks. repræsenteret af hippiebevægelsen) ikke ville være muligt, med mindre der skete nogle ændringer af grundlæggende samfundsstrukturer.

Det er også først her, at bevægelserne forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme, bliver dominerende. Det er først i starten af 1970erne, at der accepteres en egentlig politisk intellektuel og elitær overbygning på oprøret.

Det havde i 1960erne i langt højere grad, ideologisk set, en pluralistisk og folkelig karakter (mange af tankerne fra slutningen af 60erne kan senere genfindes hos f.eks. Jacques Ranciére).

De identitetsorienterede bevægelser i dag, af såvel venstrepopulistisk som højrepopulistisk karakter, har fællestræk med de politiske bevægelser, der var dominerende i slutningen af 1960erne. De er meget orienteret mod sociale, kulturelle, livsstils, og nationale værdier og vores måde at leve og at omgås på.

Ligeledes med mange af de bevægelser, der orienterer sig mod kampen imod klimakatastrofen. Der er forskel på at mene, at kampen mod klimakatastrofen primært skal være orienteret mod ændringer af holdninger og livsstil i befolkningerne (en typisk 60er indstilling), og at den primært skal være orienteret mod strukturpolitiske indgreb, der retter sig mod den måde, som bl.a. de store virksomheder producerer på i et kapitalistisk samfund (en typisk 70er indstilling).

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bettina Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Som jeg husker det, var vilkårene forskellige fra land til land.

Ungdomsoprøret startede i maj 1968 i studentermiljøerne ved det prestigebetonede Sorbonne (Université de Paris), hvorfra alle Frankrigs offentlige og private topledere har deres baggrund. Der var udbredt utilfredshed med Frankrigs a-prøvesprængninger, den totalt stivnede sociale situation og en fuldstændig stivnet og delvis militær-diktatorisk ledelse af landet.

Og kort efter var protesterne spredt fra Paris og ud over hele Frankrig. Arbejderne gik i strejke, og 10 millioner arbejdere strejkede, medens flere hundredetusinde demonstranter krævede den ret enevældige hersker, general og regeringsleder Charles de Gaulle´s, afgang. Og militærmanden, de Gaulle, der åbenlyst dyrkede storstatsdrømme og beskyldtes for diktatortendenser, reagerede ved at opløse parlamentet og udskrive valg. Han beordrede samtidig de strejkende tilbage i arbejde, og truede med undtagelsestilstand hvis uroen fortsatte. De Gaulle vandt en stor sejr i dette valg, men fik derefter et solidt nederlag i en folkeafstemning året efter omkring hans ændringer i den politiske struktur, og han gik af i april 1969.

I Vesttyskland var situationen også sprængfarlig og i ideologisk samt demokratisk opløsning. Med de såkaldte "beredskabslove" i 1968 fik CDU-SPD-regeringen et redskab, der kunne bruges - også - og især mod den indre opposition, der ansås som "de indre fjender", og som kunne sætte de parlamentariske kontrolorganer helt ud af funktion. Men dette var blot det første skridt til at undergrave grundlovens oprindelige intentioner.

Og sådan kan man egentlig gå fra land til land. men fakta er, at de studerende ved Université de Paris "tændte den gnist", der skulle til, og på denne måde igangsatte protestbevægelser ovre det meste af Europa, der blev kendt som "studenteroprøret", der bredte sig til ca. 2.000 universiteter i den vestlige verden.

Bjarne Toft Sørensen

@Gert Romme:

Det er rigtigt, at vilkårene var forskellige fra land til land, og i min ovenstående fremstilling er fokus især på en dansk kontekst. F.eks. er der stor forskel på, hvorledes kommunistpartierne i de forskellige lande i Vesteuropa organisatorisk får indflydelse på studenteroprøret, hvor det i Danmark sker forholdsvis sent sammenlignet med f.eks. i Frankrig. I Danmark sker det først fra begyndelsen af 1970erne.

At påstå, at ”Ungdomsoprøret startede i maj 1968 i studentermiljøerne ved det prestigebetonede Sorbonne (Université de Paris), hvorfra alle Frankrigs offentlige og private topledere har deres baggrund”, er udtryk for ren historieforfalskning, ikke mindst fordi der her sker en sammenblanding af ungdomsoprøret og studenteroprøret.

Selvfølgelig sker der også ting i studentermiljøer i Frankrig i årene op til 1968, hvor det, der så sker dette år, kan ses som kulminationen, der breder sig til en bredere politisk bevægelse, hvilket studenterne dengang ikke lige havde set komme på den måde.

Som eksempel på en kilde til, hvad ungdomsoprøret, der især forbindes med årstallet 68, går ud på, kan nævnes den forholdsvis kortfattede leksikalske artikel om ungdomsoprøret i Gyldendals ”Den store danske”.

Her fremhæves borgerrettighedsbevægelserne i USA, ungdomskulturer med hippie – orienteret islæt, protesterne mod Vietnamkrigen, maj revolten i 1968 i Frankrig, Woodstock, Thylejren, slumstormerne, og Christiania. Og som der senere står: ”Efter 1970 opstod nye kvinde- og miljøbevægelser, mens den øvrige del af ungdomsoprøret efterhånden udartede til ufolkelig studentermarxisme”.

Torben K L Jensen

B - Det var de til at begynde med - senere fik de også samfundspolitiske krav med.

Ejvind Larsen og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar

Fra artiklen: ” Og sidst på året så franskmændene og resten af verden så de største demonstrationer siden ungdomsoprøret, da De Gule Veste satte gaderne i brand i Paris og andre af landets storbyer.”
Det er vist en overdrivelse.
Ved den største demonstration i november mobiliserede ”De gule veste” 280.000 demonstranter over hele Frankrig.
I 2010 demonstrerede mere end 1 million mennesker i Paris mod, at pensionsalderen blev sat op fra 60 til 62 år. Demonstrationen var kulminationen på en længere strejkebølge, hvorunder 22 olieraffinaderier var blokeret, lufthave var lukket og meget store dele trafikken i Frankrig lå helt stille.
I 2013 demonstrerede 340.000 i Paris mod loven om ”same-sex-marriage”.
Der har været mange, mange flere oprørsbølger i Frankrig siden 1968.

Bjarne Toft Sørensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

68 erne har fundet sted i specielt i Paris men har ikke noget at gøre med Europa,tvertimod alt det var diskuteret interesserer mest "den tredje verden med Kina i spidsen. Debatten drejer sig om USA krige i specielt Vietnam og imperialismen generelt. Mens modstandere af USA´s Imperialismen er ikke Sovietunionen ( de er revisitionister) men Kina´s MAO og den lille røde bog. Jeg har været med i mange debatter, og det undrede mig hvordan franskmænd var ivrige med formand MAO teorier og revolutionen. Udvikling af Kina (som man ser det i Kina i dag ) har absolut ikke strejfet dem.

Man kan sige også at Vietnam krige dominerede verden fra dengang,
Jeg var med i debatten i rue d´ULM og det hang mest om "revisitionisme og den tredje verden".

Måske havde franskmænd havde en bagtanke med 68 erne at det vil sige "tak for sidst" til USA, efter at de selv
har tabt kolonierne. 68 slutter også med at vise nederlag til kommunist partiet (revisitionistere).
68 erne skete i Paris og var tænkt af fransmænd men det havde ikke fransk eller Europeiske tema.

Bjarne Toft Sørensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar