Læsetid: 9 min.

50-året for studenteroprøret bød ikke på et nyt, stort oprør – men aktivismen breder sig og indgyder håb

Fra kvindedemonstrationer og antivåbenprotester i USA til globale klimastrejker og De Gule Veste i Frankrig. 2018 har budt på spektakulære protester og demonstrationer. De viser, at der er et stort demokratisk potentiale i nogle af de kriser, vi ser i dag, mener forsker. Information ser tilbage på året i aktivismens tegn og spørger, om et nyt oprør er på vej
Polske skoleelever strejkede under COP 24 i Katowice, inspireret af svenske Greta Thunberg.

Polske skoleelever strejkede under COP 24 i Katowice, inspireret af svenske Greta Thunberg.

Omar Marques

29. december 2018

Jeg har ofte drømt om at leve i 1960’erne, de store massebevægelsers tid, hvor folk gik på gaden og demonstrerede for en fælles sag. Set i det lys har 2018 på mange måder været et spændende år.

Det begyndte allerede i januar, da tusindvis af kvinder demonstrerede i 250 byer over hele USA for at kæmpe for deres rettigheder og imod præsident Donald Trumps syn på blandt andet immigration, abort og homoseksuelle.

I Washington D.C. var store folkemængder samlet, mange med lyserøde huer på hovedet og skilte med slogans som »Girl Power« og »MeToo« i hånden. Flere steder i USA havde kvinder også iklædt sig røde kåber og hvide kyser efter inspiration fra HBO’s tv-serie The Handmaid’s Tale.

To måneder senere opstod endnu en ny, stor bevægelse i USA – denne gang mod landets våbenlovgivning. Her stod børn og unge i spidsen for en national demonstration med overskriften »March for our Lives«, efter at en mand havde dræbt 17 lærere og elever i et skoleskyderi i Parkland i Florida. De unges protester fik stor opmærksomhed og førte til lovændringer i delstaten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Mens 68-bevægelsen i højere grad var optaget af at ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer, ----".
"»Dengang var bevægelserne forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme".

Der opstilles for mig at se nogle falske modsætninger her, og det skyldes bl.a., at der ikke skelnes mellem en 68er bevægelse og en start70er bevægelse, med nogle glidende overgange mellem, hvad der skete i 1960erne frem mod 1968, og den vending, der skete fra omkring 1970 og i de følgende år frem mod slutningen af 1970erne

68 - bevægelsen var IKKE i overvejende grad optaget af at ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer og forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme, selv om der måske var nogle uklare utopier i den retning. Denne beskrivelse gælder i stedet for det, der sker fra omkring 1970 og i årene frem.

68 - bevægelsen blev båret frem af forventninger om, at verden var åben og at alt var muligt, en følelse præget af en utrolig optimisme (men også naivitet, skulle det senere vise sig).

Fra omkring 1970 breder en form for pessimisme og realisme sig i forhold til, at alt andet end nogle livsstilsændringer (f.eks. repræsenteret af hippiebevægelsen) ikke ville være muligt, med mindre der skete nogle ændringer af grundlæggende samfundsstrukturer.

Det er også først her, at bevægelserne forankret i ismer, nogle store fortællinger om socialisme og kommunisme, bliver dominerende. Det er først i starten af 1970erne, at der accepteres en egentlig politisk intellektuel og elitær overbygning på oprøret.

Det havde i 1960erne i langt højere grad, ideologisk set, en pluralistisk og folkelig karakter (mange af tankerne fra slutningen af 60erne kan senere genfindes hos f.eks. Jacques Ranciére).

De identitetsorienterede bevægelser i dag, af såvel venstrepopulistisk som højrepopulistisk karakter, har fællestræk med de politiske bevægelser, der var dominerende i slutningen af 1960erne. De er meget orienteret mod sociale, kulturelle, livsstils, og nationale værdier og vores måde at leve og at omgås på.

Ligeledes med mange af de bevægelser, der orienterer sig mod kampen imod klimakatastrofen. Der er forskel på at mene, at kampen mod klimakatastrofen primært skal være orienteret mod ændringer af holdninger og livsstil i befolkningerne (en typisk 60er indstilling), og at den primært skal være orienteret mod strukturpolitiske indgreb, der retter sig mod den måde, som bl.a. de store virksomheder producerer på i et kapitalistisk samfund (en typisk 70er indstilling).

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bettina Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Som jeg husker det, var vilkårene forskellige fra land til land.

Ungdomsoprøret startede i maj 1968 i studentermiljøerne ved det prestigebetonede Sorbonne (Université de Paris), hvorfra alle Frankrigs offentlige og private topledere har deres baggrund. Der var udbredt utilfredshed med Frankrigs a-prøvesprængninger, den totalt stivnede sociale situation og en fuldstændig stivnet og delvis militær-diktatorisk ledelse af landet.

Og kort efter var protesterne spredt fra Paris og ud over hele Frankrig. Arbejderne gik i strejke, og 10 millioner arbejdere strejkede, medens flere hundredetusinde demonstranter krævede den ret enevældige hersker, general og regeringsleder Charles de Gaulle´s, afgang. Og militærmanden, de Gaulle, der åbenlyst dyrkede storstatsdrømme og beskyldtes for diktatortendenser, reagerede ved at opløse parlamentet og udskrive valg. Han beordrede samtidig de strejkende tilbage i arbejde, og truede med undtagelsestilstand hvis uroen fortsatte. De Gaulle vandt en stor sejr i dette valg, men fik derefter et solidt nederlag i en folkeafstemning året efter omkring hans ændringer i den politiske struktur, og han gik af i april 1969.

I Vesttyskland var situationen også sprængfarlig og i ideologisk samt demokratisk opløsning. Med de såkaldte "beredskabslove" i 1968 fik CDU-SPD-regeringen et redskab, der kunne bruges - også - og især mod den indre opposition, der ansås som "de indre fjender", og som kunne sætte de parlamentariske kontrolorganer helt ud af funktion. Men dette var blot det første skridt til at undergrave grundlovens oprindelige intentioner.

Og sådan kan man egentlig gå fra land til land. men fakta er, at de studerende ved Université de Paris "tændte den gnist", der skulle til, og på denne måde igangsatte protestbevægelser ovre det meste af Europa, der blev kendt som "studenteroprøret", der bredte sig til ca. 2.000 universiteter i den vestlige verden.

Bjarne Toft Sørensen

@Gert Romme:

Det er rigtigt, at vilkårene var forskellige fra land til land, og i min ovenstående fremstilling er fokus især på en dansk kontekst. F.eks. er der stor forskel på, hvorledes kommunistpartierne i de forskellige lande i Vesteuropa organisatorisk får indflydelse på studenteroprøret, hvor det i Danmark sker forholdsvis sent sammenlignet med f.eks. i Frankrig. I Danmark sker det først fra begyndelsen af 1970erne.

At påstå, at ”Ungdomsoprøret startede i maj 1968 i studentermiljøerne ved det prestigebetonede Sorbonne (Université de Paris), hvorfra alle Frankrigs offentlige og private topledere har deres baggrund”, er udtryk for ren historieforfalskning, ikke mindst fordi der her sker en sammenblanding af ungdomsoprøret og studenteroprøret.

Selvfølgelig sker der også ting i studentermiljøer i Frankrig i årene op til 1968, hvor det, der så sker dette år, kan ses som kulminationen, der breder sig til en bredere politisk bevægelse, hvilket studenterne dengang ikke lige havde set komme på den måde.

Som eksempel på en kilde til, hvad ungdomsoprøret, der især forbindes med årstallet 68, går ud på, kan nævnes den forholdsvis kortfattede leksikalske artikel om ungdomsoprøret i Gyldendals ”Den store danske”.

Her fremhæves borgerrettighedsbevægelserne i USA, ungdomskulturer med hippie – orienteret islæt, protesterne mod Vietnamkrigen, maj revolten i 1968 i Frankrig, Woodstock, Thylejren, slumstormerne, og Christiania. Og som der senere står: ”Efter 1970 opstod nye kvinde- og miljøbevægelser, mens den øvrige del af ungdomsoprøret efterhånden udartede til ufolkelig studentermarxisme”.

Torben K L Jensen

B - Det var de til at begynde med - senere fik de også samfundspolitiske krav med.

Ejvind Larsen og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar

Fra artiklen: ” Og sidst på året så franskmændene og resten af verden så de største demonstrationer siden ungdomsoprøret, da De Gule Veste satte gaderne i brand i Paris og andre af landets storbyer.”
Det er vist en overdrivelse.
Ved den største demonstration i november mobiliserede ”De gule veste” 280.000 demonstranter over hele Frankrig.
I 2010 demonstrerede mere end 1 million mennesker i Paris mod, at pensionsalderen blev sat op fra 60 til 62 år. Demonstrationen var kulminationen på en længere strejkebølge, hvorunder 22 olieraffinaderier var blokeret, lufthave var lukket og meget store dele trafikken i Frankrig lå helt stille.
I 2013 demonstrerede 340.000 i Paris mod loven om ”same-sex-marriage”.
Der har været mange, mange flere oprørsbølger i Frankrig siden 1968.

Bjarne Toft Sørensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

68 erne har fundet sted i specielt i Paris men har ikke noget at gøre med Europa,tvertimod alt det var diskuteret interesserer mest "den tredje verden med Kina i spidsen. Debatten drejer sig om USA krige i specielt Vietnam og imperialismen generelt. Mens modstandere af USA´s Imperialismen er ikke Sovietunionen ( de er revisitionister) men Kina´s MAO og den lille røde bog. Jeg har været med i mange debatter, og det undrede mig hvordan franskmænd var ivrige med formand MAO teorier og revolutionen. Udvikling af Kina (som man ser det i Kina i dag ) har absolut ikke strejfet dem.

Man kan sige også at Vietnam krige dominerede verden fra dengang,
Jeg var med i debatten i rue d´ULM og det hang mest om "revisitionisme og den tredje verden".

Måske havde franskmænd havde en bagtanke med 68 erne at det vil sige "tak for sidst" til USA, efter at de selv
har tabt kolonierne. 68 slutter også med at vise nederlag til kommunist partiet (revisitionistere).
68 erne skete i Paris og var tænkt af fransmænd men det havde ikke fransk eller Europeiske tema.

Bjarne Toft Sørensen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar