Læsetid: 10 min.

Danmark ville have ligestilling mellem kønnene – og tvangssterilisation af ’åndssvage’

Mandag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 70 år. Vedtagelsen af erklæringen blev startskuddet til et helt nyt kapitel i menneskehedens historie, hvor jungleloven blev skiftet ud med universelle rettigheder. Men allerede dengang var menneskerettighederne genstand for strid, forhandlinger og fortolkninger
Den franske præsident Vincent Auriol holder tale i Palais de Chaillot i Paris under FN’s Generalforsamling i december 1948, hvor Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget. Længst til venstre ses australske Dr. H.V. Evatt, som stod i spidsen for godkendelsen af de 30 punkter i erklæringen.

Den franske præsident Vincent Auriol holder tale i Palais de Chaillot i Paris under FN’s Generalforsamling i december 1948, hvor Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget. Længst til venstre ses australske Dr. H.V. Evatt, som stod i spidsen for godkendelsen af de 30 punkter i erklæringen.

AFP / Ritzau Scanpix

10. december 2018

10. december, 1948, klokken ni om aftenen mødtes mænd og kvinder fra 58 forskellige lande i en højloftet sal i det imposante bygningsværk Palais de Chaillot i Paris.

Det var sandhedens time.

I knap tre år havde de og andre FN-diplomater arbejdet på en erklæring – en liste af fundamentale rettigheder – som skulle sikre, at verden aldrig igen ville komme til at opleve en krig som den, der få år forinden havde kostet millioner af mennesker livet og lagt store dele af Europa i ruiner.

Hvert et komma var blevet forhandlet.

Nu, fra sin svulstigt ornamenterede stol, højt hævet over de øvrige medlemmer af FN’s Generalforsamling, begyndte den australske formand, Dr. H.V. Evatt, at læse hvert af de 30 punkter i erklæringen højt, mens landenes repræsentanter i stilhed markerede ved håndsoprækning, hvorvidt de var for eller imod hver enkelt rettighed.

Retten til liv. Retten til asyl. Retten til at ytre sig frit. Alle blev vedtaget med store flertal.

Endelig, klokken fire minutter i midnat, nåede de frem til afstemningen om den samlede erklæring. 48 lande stemte for, ingen stemte imod, mens Sovjetblokken, Sydafrika og Saudi-Arabien undlod at stemme.

Og det var så dét. FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder var blevet født. For første gang nogensinde havde lande fra hele verden enedes om en samling grundlæggende rettigheder, som skulle gælde alle mennesker. Erklæringen var ikke juridisk bindende – men alligevel.

Formanden Dr. Evatt benyttede lejligheden til at sige et par bevingede ord om, hvilket historisk øjeblik de netop havde været vidne til.

»Det er dette dokument, som millioner af mænd og kvinder i lande langt fra Paris og New York vil vende sig mod i søgen efter håb, vejledning og inspiration,« proklamerede han.

Modtagelsen i medierne var mere afmålt. The New York Times bragte en enkelt enspaltes nyhed på forsiden dagen efter. Dagbladet Information ventede tre dage, før avisen bragte en kronik om, hvor lidt FN havde opnået det år. Dog blev der i kronikken også plads til et kort afsnit om den nye menneskerettighedserklæring. Men som kronikøren noterede, ville kynikere hævde, at »denne Erklæring er tomme Propagandafraser«, eftersom de fleste af underskriverne alligevel ikke efterlevede dens ord. Nå.

Men det skulle vise sig, at Dr. Evatt fik ret. Erklæringen indvarslede en ny æra i menneskets historie. En æra, hvor verden ikke længere skulle være regeret af de stærkeste imperier, men af universelle rettigheder for alle.

Selv om der skulle gå nogle år, før det for alvor slog igennem.

En myte

Steven L.B. Jensen sidder i et tog, der kører gennem Oslo. Han er på vej mod sit hotel og skal deltage i Oslo Peace Days, som er en slags opvarmning til uddelingen af Nobels Fredspris mandag. Festivalen markerer samtidig 70-årsjubilæet for FN’s verdenserklæring.

Den unge historiker, der til daglig er ansat ved Institut for Menneskerettigheder i København, skal holde et oplæg om, hvordan menneskerettighederne har udviklet sig siden 1940’erne. Og det har han faktisk også skrevet en ph.d.-afhandling om, der også er udkommet som bog og har vundet flere internationale priser.

I den forbindelse har han gjort nogle opdagelser, som ifølge ham selv stiller udbredelsen af menneskerettighederne i et nyt lys.

Det er nemlig ikke kun i dag, at de vestlige lande klager over, om ikke menneskerettighederne snart er gået for vidt. Sådan var det også i begyndelsen, forklarer Steven L.B. Jensen.

»Nogle har en opfattelse af, at menneskerettighederne var et vestligt projekt, som vi har forsøgt at trække ned over hovedet på andre lande. Det er en myte,« siger han.

Faktisk forsøgte flere af de vestlige stormagter – og Danmark – at udvande menneskerettighederne i de tidlige år.

Ville lukke ned

Grusomhederne under Anden Verdenskrig havde i årene op til december 1948 skabt et momentum, der gjorde det muligt for et samlet FN at vedtage verdenserklæringen. Men selv om den australske FN-formand udråbte erklæringen til et historisk kvantespring, stillede den flere af de gamle stormagter i en lidt akavet situation.

USA levede jo ikke ligefrem op til artiklen om antidiskrimination. Sovjetunionen var ikke alt for glad for formuleringerne om al den personlige frihed. Og tænk bare på kolonimagterne Frankrig og Storbritannien. På daglig basis krænkede de utallige menneskerettigheder på flere forskellige kontinenter, og i deres kolonier opfyldte de bestemt ikke kravet i menneskerettighedserklæringen om, at alle borgere skal have ret til at vælge og deltage i deres egen regering.

Selv Canada, der i dag har image som en humanistisk stormagt, var tæt på slet ikke at stemme for erklæringen.

I 1951, kun tre år efter vedtagelsen, forsøgte USA og Storbritannien sågar at få nedlagt alle menneskerettighedsstrukturerne i FN. Inklusive Kvindekommissionen og Menneskerettighedskommissionen, som arbejdede på at få vedtaget nogle juridisk bindende konventioner på baggrund af erklæringen fra 1948.

De to stormagter fik det til at se ud, som om forslaget handlede om at strømline FN’s arbejde. Der var simpelthen for mange møder og processer, sagde de.

»Men man kan se klart i arkiverne, at de havde en politisk dagsorden,« siger Steven L.B. Jensen.

For USA handlede det om racespørgsmålet, og for Storbritannien var det blevet sværere at administrere kolonierne, efter at indbyggerne dér var begyndt at interessere sig for deres nyvundne rettigheder.

Ud med religionsfrihed

Danmark havde under forhandlingerne om verdenserklæringen i 1948 været meget progressive i spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene.

I forbindelse med afstemningen holdt den danske diplomat Bodil Begtrup en tale om, hvor vigtigt det var, at menneskerettighederne også kom til at gælde kvinder. Mænd havde nemlig en tendens til »at være konservative, når det var i overensstemmelse med deres interesser«, som hun er refereret for at sige. Bodil Begtrup havde spillet en afgørende rolle i etableringen af FN’s Kvindekomite og blev senere Danmarks første kvindelige ambassadør.

Men Danmark havde også spillet en mindre heroisk rolle under forhandlingerne. Det skete, da Saudi-Arabien truede med ikke at stemme for erklæringen, medmindre formuleringen om, at enhver har ret til at skifte religion, blev fjernet. Det forslag støttede Danmark som et af ganske få lande.

Ikke fordi Danmark var imod retten til at skifte religion. Men fordi det var problematisk »at bibeholde en sætning, som vil forhindre repræsentanter for 300 millioner muhammedanere i at stemme, ikke blot for denne artikel, men for hele menneskeretsdeklarationen«, som den danske repræsentant formulerede det. Altså, en pragmatisk tilgang til religionsfriheden.

Dog kom et andet muslimsk land, Pakistan, på banen og argumenterede for, at islam som en missionerende religion måtte acceptere alles ret til at skifte religion. Og sådan blev det.

Dermed fik Saudi-Arabien og Danmark ikke held til at fjerne den afgørende formulering, som senere kom til at danne grundlag for retten til religionsfrihed på verdensplan.

Tvangssterilisation

Året efter jokkede Danmark igen i spinaten. I 1949 var Danmark kommet med i FN’s Menneskerettighedskommission, som havde til opgave at lave et udkast til en juridisk bindende konvention på baggrund af verdenserklæringen fra 1948.

Den franske jurist René Cassin havde stillet forslag om en artikel, som ville forbyde ufrivillig fysisk lemlæstelse og ubegrundede medicinske eksperimenter. Baggrunden var naturligvis den umenneskelige behandling af jøder og andre, der havde fundet sted i koncentrationslejrene kun fire år tidligere.

Der var bred opbakning til forslaget. Men Danmark ville godt lige have indskudt en formulering om, at vi fortsat skulle have lov til at tvangssterilisere dem, som man dengang kaldte »åndssvage«. Hvis altså det var »i fællesskabets og individets interesse, og hvor det pågældende individ på grund af mentale mangler er ude af stand til at forstå indgrebets betydning«. Det var allerede fast praksis herhjemme og i andre nordiske lande på det tidspunkt, og vi havde ikke tænkt os at lave det om.

»Franskmanden Cassin var meget imod det. Han havde mistet 26 familiemedlemmer i Auschwitz,« fortæller Steven L.B. Jensen, »og Libanon sagde til Danmark, ’hva’, gutter, har I hørt om nazismen?'«

Så det blev ikke til noget.

I de følgende år trak forhandlingerne i FN om de juridisk bindende konventioner, som skulle forpligte landene til rent faktisk at overholde menneskerettighederne, ud i en evighed. De vestlige lande fik det ikke gjort. Så i stedet blev det op til andre at presse på.

Jamaica træder op

En af de overraskende opdagelser, Steven L.B. Jensen har gjort, er, at Jamaica har spillet en hovedrolle i udbredelsen af menneskerettighederne.

»Det vidste de ikke selv,« forklarer han.

»Min forskning er meget populær i Jamaica.«

Han rejser faktisk dertil, når han er færdig i Norge, for at fejre 70-året dér og holde oplæg om sine fund i landets udenrigsministerium.

Det begyndte, da Jamaica blev en selvstændig stat i august 1962. Kun to måneder senere meddelte landet til FN, at det var på høje tid at få spørgsmålet om menneskerettigheder tilbage på sporet. Der var gået 14 år, siden verdenserklæringen var blevet vedtaget i Paris, men stadig var det ikke lykkedes at få formuleret nogle bindende konventioner, som landene kunne enes om.

Det lykkedes Jamaica at få skabt et momentum sammen med flere andre lande fra »det globale syd«, som Steven L.B. Jensen kalder det: Filippinerne, Ghana, Costa Rica og Senegal.

På få år vedtog FN nu tre afgørende konventioner, blandt andet en om race og en om borgerlige og politiske rettigheder.

I det hele taget var mange af borgerne i de tidligere kolonier optændt af ideerne fra verdenserklæringen og af det nye FN-system, som sikrede alle lande en stemme.

»Afkoloniseringen er den største transfer af suveræn statsmagt i verdenshistorien,« siger Steven L.B. Jensen.

»Der opstod jo nærmest 100 nye stater på ganske få år.«

Det var nogle af de lande, siger han, der pressede på for udbredelsen af menneskerettigheder i 1950’erne og 1960’erne.

Steven L.B. Jensen mener, at den vestlige fortælling om menneskerettighederne har en tendens til at springe direkte fra verdenserklæringen i 1948 frem til 1970’erne, hvor de vestlige lande havde overtaget stafetten.

»På den måde får vi ikke anerkendt, at vi i væsentlig grad er inspireret af de her lidt ukendte aktører fra det globale syd,« siger han.

I 1970’erne var mange af de før så håbefulde tidligere kolonistater sunket ned i korruption og intern splid. Mange af staterne krænkede nu selv menneskerettighederne i stor stil – også Jamaica. Og i de vestlige lande var det pludselig blevet lettere at bakke op om menneskerettighederne, efter man havde skaffet sig af med sin dårlige samvittighed i kolonierne.

De tidligere kolonimagter brugte nu menneskerettighederne til at kritisere situationen i deres tidligere kolonier, mens lederne i flere af de tidligere kolonier afviste menneskerettighederne som vestlig kulturimperialisme.

Men menneskerettighederne var ikke et vestligt projekt fra begyndelsen.

»Og man skal ikke læse verdenserklæringen fra 1948, som om det var det,« siger Steven L.B. Jensen.

En træt fødselar

Men hvad så med i dag? Hvordan går det med menneskerettighederne her ved 70-året for FN’s verdenserklæring?

»Det er et meget kompliceret og speget billede,« siger Steven L.B. Jensen.

Projektet ser på mange måder ud til at være i krise. Ledere fra hele verden – USA, Rusland, Kina, Brasilien – trækker i den gale retning.

Omvendt må man ikke glemme de store fremskridt, der er sket siden af afslutningen af Den Kolde Krig, mener Steven L.B. Jensen. Verden har fået flere demokratier, principper om retsstaten og antidiskrimination er blevet mere udbredt, og retten til sundhed sikrer, at millioner af mennesker hver dag får behandling for sygdomme som HIV, malaria og tuberkulose. Så sent som i 2006 blev der vedtaget en ny konvention, som beskytter handicappedes rettigheder.

Men ville man kunne vedtage verdenserklæringen i dag? Nej, det tror Steven L.B. Jensen ikke. Dertil er verden alt for splittet. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi holder fast i principperne bag den, mener han.

Herhjemme er der ofte kritik af Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sidstnævnte er en direkte udløber af verdenserklæringen fra 1948.

»Der er jo politikere, der taler om at melde sig ud af de forskellige konventioner,« siger Steven L.B. Jensen.

»Jeg tror ikke, man er klar over, hvor radikal en beslutning det ville være. Så meget af det internationale samarbejde er bygget op på de her juridiske aftaler.«

Bærer krigens smerte

Historikeren er ankommet til sit hotel i Oslo, men kommer i tanke om en anekdote. For tre år siden mødte han grandniecen til den franske jurist René Cassin – ham fra FN’s Menneskerettighedskommission, som i øvrigt også var juridisk rådgiver for Charles de Gaulle under Anden Verdenskrig.

Da Steven L.B. Jensen mødte grandniecen, fortalte hun, hvordan hun som barn plejede at sidde på sin grandonkels skød. Når hun lænede sig tilbage, kunne hun mærke det rygkorset af jern, han måtte bære for at holde sig oprejst på grund af sine skader fra slagmarken under Første Verdenskrig.

»Så plejede han at sige til hende: ’Jeg bærer krigens smerte med mig’. Det var sådan, han forklarede det. Og det er dét, som verdenserklæringen fortæller os i dag, 70 år senere. Det er den grundlæggende visdom i erklæringen. Den bærer krigens smerte med sig,« siger Steven L.B. Jensen.

– Og kan du være nervøs for, om vi i dag er ved at glemme den arv?

»Det kan jeg godt,« sukker han.

»Jeg kan godt frygte, at man har glemt, hvorfor det her projekt begyndte for 70 år siden, og hvorfor generationer af politikere, aktivister, jurister og helt almindelige borgere i hele verden har kæmpet for at udvikle og fastholde de her rettigheder. Det kan jeg frygte, at vi er ved at glemme. Og at vi i et så privilegeret land som Danmark, et af verdens rigeste lande, lever i en luksusfælde, hvor vi tror, at vi bare kan melde os ud.«

Men selv om det nogle gange kan virke, som om det går baglæns, kan det vise sig senere bare at have været et bump på vejen. Sådan var det også i årene efter verdenserklæringen fra 1948, siger Steven L.B. Jensen.

»Den skulle bare have nogle årtier til at modnes.«

Mahatma Gandhi, der her er fotograferet i 1946 omgivet af Jawaharlal Nehru (tv) og S.V. Patel, kom efter Anden Verdenskrig og atombombeangrebet på Japan med en indtrængende opfordring til alle om at »do the duty of citizenship to the world«, og den bøn var menneskerettighedserklæringen et konkret svar på.
Læs også
Kvinder i Bangladesh demonstrerer med billeder af forsvundne slægtninge i starten af december. Menneskerettighedsgrupper fortæller, at myndighederne slår hårdt ned på aktivister i landet – og at Vesten ikke, som tidligere, bakker op om ngo’er. 
Læs også
Under Xi Jinpings ledelse er Kina begyndt at dominere mange diskussioner og forsøger meget mere aktivt at påvirke beslutningsprocesser, når det kommer til menneskerettigheder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Ellen Jeppesen
  • Niels Duus Nielsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
  • Erik Karlsen
  • Bjarne Jensen
  • Troels Ken Pedersen
Carsten Munk, Ellen Jeppesen, Niels Duus Nielsen, Maria Francisca Torrezão, Eva Schwanenflügel, Torsten Jacobsen, Erik Karlsen, Bjarne Jensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Jeg kan godt frygte, at man har glemt, hvorfor det her projekt begyndte for 70 år siden, og hvorfor generationer af politikere, aktivister, jurister og helt almindelige borgere i hele verden har kæmpet for at udvikle og fastholde de her rettigheder. Det kan jeg frygte, at vi er ved at glemme. Og at vi i et så privilegeret land som Danmark, et af verdens rigeste lande, lever i en luksusfælde, hvor vi tror, at vi bare kan melde os ud."

Luksusfælden Danmark..
Tja, i løbet af det seneste år er der kommet 12.000 flere fattige børn, nu er vi oppe på 65.500.
Hjemløsheden vokser også, især blandt unge.
Tiggeri er blevet ulovligt, ligesom det er ulovligt at sove på gaden.
'Parallelsamfundet' er blevet opfundet af visse politikere for at legitimere en 'ghettoplan' med tvangsforanstaltninger for mennesker på overførselsindkomst og mod de almennyttige boliger.
Ressourceforløb er blevet indført, så det nu ikke længere er legitimt at være syg.
Psykiatrien vakler på krykker på trods af at flere og flere rammes af psykiske lidelser.

Altimens går det strålende med BNP og overskud på betalingsbalancen.
Bankerne og de blakkede advokater går straffri med lønbonus.
Kapitalfonde opkøber jord, infrastruktur og boliger.
Politikerne svælger i symbolpolitik med paradigmeskifter og øde øer, altimens de giver skattelettelser til de rigeste.

Ja, luksus for nogen. Det kan godt være, det hiver gennemsnittet op, men i virkeligheden er uligheden eskaleret.

Og menneskerettighederne står for skud med "procesrisiko", gåen til 'kanten', og "det må vi rode os ud af"..

Tak for denne artikel om historien bag menneskerettighederne.
Hvis vi mister dem, er vi for alvor på herrens mark !!

Kirsten Stig Laustsen, Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Solvejg Winkler, Anne Eriksen, Philip B. Johnsen, Anne Schøtt, Egon Stich, Troels Ken Pedersen, Jesper Sano Højdal, Estermarie Mandelquist, Henrik L Nielsen, Helene Kristensen og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Det faktum, at lande som Jamaica, Ghana og Pakistan spillede en aktiv rolle på et tidligt stadium af menneskerettighedernes historie, modbeviser ikke "myten" om, at rettighedstanken var en vestlig opfindelse. For det første var de nævnte lande stærkt påvirkede af vestlig indflydelse og havde været det i generationer, for det andet glemte de ret hurtigt alt om menneskerettigheder, efter at de var blevet selvstændige.

Niels Duus Nielsen

Christian de Thurah, filosofihistorisk set er menneskerettigheder ganske rigtigt en vestlig opfindelse, men det ændrer jo ikke på, at stærke kræfter i Vesten forsøgte at udvande dem, da de blev indført. At de nævnte tredjeverdenslande så overtræder dem lige som vi gør, gør dem jo ikke værre end os. Myten, som Steven forsøger at gøre op med, er at vi her i Vesten er så fantastisk gode og uegennyttige, mens verden uden for Vesten er beboet af barbarer, der ikke ved deres eget bedste.

"Alle mennesker er født lige, det ved vi, men det ved de ikke, ergo er vi bedre end dem, og derfor født til at herske over disse ignoranter". (Frank Zappa i min parafrase)

Æres den, som æres bør!

Kirsten Stig Laustsen, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar