Læsetid: 8 min.

Drømmen om økonomisk demokrati lever

Den økonomiske magt bevæger sig i stigende grad mod toppen af samfundet, og skellet mellem samfundsklasserne bliver større og større. Tilbage i 1970’erne var visionerne om en ny økonomi tæt på at blive realiseret. Information har talt med journalist Ejvind Larsen, der beretter om, da økonomisk demokrati blev lagt på is, og Pelle Dragsted, der drømmer om at tø tankerne op på ny
Anker Jørgensen, Henry Grünbaum og Thomas Nielsen var tre af de centrale aktører i Socialdemokratiet og LO, som i 1960’erne og 1970’erne kæmpede en brav kamp for at indføre økonomisk demokrati i Danmark. Bølgerne gik dog ofte højt mellem de to herrer, der adskilles af Henry Grünbaum i midten af billedet. Engang skulle den altid cigarrygende Thomas Nielsen sågar have kaldt Anker Jørgensen for »en lille lort«.

Anker Jørgensen, Henry Grünbaum og Thomas Nielsen var tre af de centrale aktører i Socialdemokratiet og LO, som i 1960’erne og 1970’erne kæmpede en brav kamp for at indføre økonomisk demokrati i Danmark. Bølgerne gik dog ofte højt mellem de to herrer, der adskilles af Henry Grünbaum i midten af billedet. Engang skulle den altid cigarrygende Thomas Nielsen sågar have kaldt Anker Jørgensen for »en lille lort«.

John Stæhr

19. december 2018

»Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke, og vi har ikke magt over den. Men det kan ændres.«

Med disse ord indleder Jørgen Steen Nielsen Informations serie, hvor »vi tager økonomien tilbage«. Men for få årtier siden lød tilsvarende visioner på gangene på Christiansborg. Vi ser tilbage på dengang i 1970’erne, hvor man med planerne om indførelsen af økonomisk demokrati (ØD) netop ønskede at vinde magten over økonomien.

Vi har talt med Informations tidligere chefredaktør Ejvind Larsen, der genfortæller beretningerne fra tiden, hvor ØD blev diskuteret heftigt i dansk politik – og med Enhedslistens Pelle Dragsted, der ser store perspektiver i at genoplive debatten om ØD.

Ejvind Larsen ærgrer sig stadig i dag over, at ØD ikke blev realiseret og ser stadig ikke andre alternativer end systemer som ØD til at tackle nutidens udfordringer.

»Naturgrundlaget for vores art er truet. Og den trussel mod menneskehedens eget naturgrundlag kræver en anden form for økonomi, og der kan jeg ikke se, at den kan bestå af meget andet, end det vi på dansk kalder andelsorganisering – og sådan har jeg altid opfattet ØD,« siger Ejvind Larsen.

Pelle Dragsted er også stor tilhænger af tankerne om ØD og mener, at det er ved at være på tide, at venstrefløjen »dropper ØD-traumet« og tager debatten op om ØD på ny, da vi i stigende grad mister magten over økonomien til et magtfuldt mindretal. 

»Vi ser en øget koncentration af ejerskabet i vores økonomi, hvor endnu færre individer sidder på endnu større magt. Hvor magten altså nu er længere væk fra dem, der reelt skaber de værdier – nemlig folk, der står op og går på arbejde som almindelige lønmodtagere,« siger Pelle Dragsted.

ØD på sit højeste

Men før vi ser nærmere på, hvad der førte til tankerne om ØD, eller hvad ØD kan forandre i det 21. århundrede, begynder vi dér, hvor diskussionen om ØD nåede sit højdepunkt: i årene omkring 1973.

Få år forinden – nærmere bestemt i 1968 – havde LO’s forretningsudvalg nedsat et udvalg, der fik til opgave at formulere en betænkning om ØD, som socialdemokraten Henry Grünbaum stod i spidsen for. 

Tre år senere fremlagde udvalget så betænkningen om ØD på LO’s kongres i 1971.

»ØD drejer sig blandt andet om at få ændret magtstrukturerne i det danske samfund. Her skal vi ikke stikke noget under stolen (...) Vi skal have ændret i fordelingen af formuer og ejendomsret. Men vi skal også have ændret på magtfordelingen. Ellers er det ikke ØD, der er tale om,« lød det i betænkningen.

Kongressen vedtog betænkningen, der overordnet betyder, at ØD skal gælde for alle lønmodtagere, og der skal oprettes en central fond – lønmodtagernes udbytte- og investeringsfond.

LO’s tanke med fonden var, at arbejdsgiverne efter en periode på otte år skulle indbetale fem procent af den årlige lønsum, hvor bidragene til fonden skulle blive i virksomheden i form af aktier. Her skulle lønmodtagerne have et certifikat, der kunne indløses efter fem år, eller hvis man forlod arbejdsmarkedet, og lønmodtagerne skulle på lige vilkår med de øvrige aktionærer være repræsentanter for en virksomhed.

Betænkningen dannede siden hen rammen om det lovforslag, som Socialdemokratiet i januar 1973 fremsatte. Et lovforslag, der skulle vise sig vanskeligere at gennemføre, end fagbevægelsen og Socialdemokraitet havde forventet. 

»Folk skal overtage friheden«

ØD fik i løbet af 1970’erne opbakning fra dengang unge politikere i Venstre.

»I 70’erne begyndte – bevæget af 68’erne – folk som Anders Fogh Rasmussen og især også Bertel Haarder at sige: ’Hvad er det egentlig, de der studerende og arbejdere forlanger? De forlanger det, vi kræver – nemlig at folk skal overtage friheden’,« fortæller Ejvind Larsen.

»Derfor begyndte de selv at operere med forestillinger om en eller anden form for kooperativisme eller andelsorganisering. Altså, hvor man opgiver den private ejendomsret, som den i dag fungerer, og i stedet siger til folk: ’Nu kan I overtage ansvaret for jeres egne virksomheder’.«

Som VU-formand skrev Anders Fogh Rasmussen i 1974 en leder med titlen ’En udfordring’. Her lyder det:

»Arbejdet skal være en lyst, og ikke en plage. DERFOR skal tempoet på arbejdspladserne sættes ned. DERFOR skal produktionen foregå på små arbejdspladser frem for store. DERFOR skal de ansatte have ejendomsret til arbejdspladserne og indflydelse på deres drift.«

Fredag den 13.

Det var dog hverken i fagbevægelsen eller Socialdemokratiet, at konturerne til ØD blev tegnet i første omgang. Ifølge Ejvind Larsen var der allerede ved Det Radikale Venstres dannelse i 1905 tale om, at et politisk demokrati i længden ikke ville kunne opretholdes uden et ØD.

Vi skal dog frem til 1956, før forestillingerne om ØD for alvor meldte sig i den offentlige debat.

Overenskomstforhandlingerne havde udviklet sig til en storkonflikt. Lønmodtagerne forlangte arbejdstiden nedsat fra 48 til 44 timer om ugen, lønstigninger, helligdagsbetaling og sygelønsordning. I mange brancher indledtes strejker.

Lovforslaget fra 1973

  • Alle virksomheder med mere end 50 ansatte skulle indbetale en procentdel af den samlede lønsum til denne fond, i første omgang 0,5 procent i 1974 stigende til 5 procent i 1983.
  • Regeringen regnede med, at den årlige indbetaling til den tid ville være godt 10 mia. kr. Hver lønmodtager ville modtage et personligt fondsbevis svarende til vedkommendes andel i fonden.
  • Pengene kunne ikke umiddelbart hæves, idet to tredjedele af pengene som hovedregel skulle forblive i virksomheden og konverteres til aktiekapital.
  • Den sidste tredjedel skulle stå som risikovillig kapital i den lønmodtageradministrerede investeringsfond, som kunne låne penge ud eller investere på eget initiativ.
  • Fondsbeviser kunne dog hæves efter syv år, ved død eller ved det fyldte 67. år. Desuden skulle lønmodtagerne repræsenteres i virksomhedernes bestyrelse i forhold til deres andel af aktiekapitalen.

Kilde: Aarhus Universitet, danmarkshistorien.dk

Forligsmandens mæglingsforslag blev nedstemt af lønmodtagerne, hvorefter Folketinget anført af statsminister H.C. Hansen ophøjede forslaget til lov natten mellem 12. og 13. april, hvilket resulterede i en kæmpe demonstration med godt 100.000 deltagere på Christiansborg Slotsplads fredag den 13. april 1956.

For at styrke regeringens egen argumentation blev Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) bedt om at fremlægge nationaløkonomiske argumenter for forslaget.

»Der var de dog nogle stykker inde i AE, der tænkte: ’Det er egentlig for galt, at hver gang vi af hensyn til det kapitalistiske markedsvilkår bliver nødt til at gribe ind over for folks løndannelser, fordi det i sidste instans går ud over dem selv, når de i næste omgang mister arbejdet, fordi virksomheden går fallit’,« forklarer Ejvind Larsen.

»Derfor snakkede vi om, at man burde begynde at foretage en eller anden form for udbyttedeling, der på nogle måder mindede om det, vi senere kom til at kalde ØD.«

Socialdemokratiet og LO's store nederlag

Tankerne om ØD ulmede således frem mod 1973, hvor det hele kulminerede i et stort nederlag for LO og Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets lovforslag fik nemlig hurtigt mange kritikere. Den kom blandt andet forventeligt fra arbejdsgiverne, der ingen interesse havde i at miste deres afgørende indflydelse på virksomhedens kapital og magt.

Dannmarks Kommunistiske Parti (DKP) mente, at man med ØD ville gøre arbejdstagerne til småkapitalister, mens SF mente, at fagbevægelsens indflydelse ville blive for omfattende i ledelsen af en central fond, hvorfor de ønskede en mere decentral model, end der blev lagt op til.

Endelig viste en Gallupundersøgelse – der blev offentliggjort ugen inden, lovforslaget blev fremsat – en ringe opbakning til et ØD. Omvendt var der opbakning til mere demokrati på arbejdspladserne.

Henry Grünbaums eget hovedargument for den centrale fond var, at den ville være en sikring af den enkelte lønmodtager. For hvis en virksomhed skulle gå hen og krakke, ville hele den kapital, der var tilført af lønsummen, gå tabt.

Som et resultat af kritikken valgte statsminister Anker Jørgensen (S) og resten af regeringen at udskyde lovforslaget til næste folketingssamling.

Folketingssamlingen blev dog aldrig til noget i den indeværende regeringsperiode, da der blev udskrevet valg inden. Og ved folketingsvalget den 4. december 1973 mistede Socialdemokratiet og Anker Jørgensen regeringsmagten, og planerne om ØD, der ellers skulle være en af de største strukturelle reformer i det 20. århundrede, blev lagt på is.

Ganske vist er debatten om ØD og den centrale fond blevet taget op flere gange siden, men endnu uden det store held. 

»Det var yderst besynderligt, at Socialdemokratiet og LO blev ved med at klamre sig til den centrale fond, der for mange mennesker i Danmark blev opfattet som et udtryk for, at nu ville Socialdemokratiet og fagbevægelsen yderligere overtage formynderskabet for moderne menneskers tilværelse, og det var vel hovedforklaringen på, at lovforslaget led et nederlag,« siger Ejvind Larsen.

ØD lever på venstrefløjen

Drømmen om ØD lever. I dag på den yderste venstrefløj i Danmark.

Pelle Dragsted har ad flere omgange talt varmt om ØD og er således en af de få politikere, der ser ØD som en løsning på de problemer, der er med økonomien anno 2018. Han er dog ikke en til en enig med modellen fra dengang, hvor det var tiltænkt, at fagtoppen skulle side med al indflydelsen.

Pelle Dragsted understreger, at spørgsmålet, om hvorfor lønmodtagerne, der skaber værdierne i samfundet, ikke i højere grad har indflydelse på deres arbejdsliv, og hvordan frugten af deres arbejde bliver investeret, »absolut ikke« er blevet mindre aktuelt siden dengang.

»Vi ser jo – som Piketty har beskrevet – at det i dag i meget høj grad er kapitalindkomster, der skaber afkast. Folk bliver ikke rige af at have arbejde, folk bliver rige af at have penge,« siger Pelle Dragsted.

Ejerskabet over kapital er ifølge Pelle Dragsted blevet endnu mere afgørende, end det var tilbage i 1970’erne.

»Vi har et skattesystem, der omfordeler nogle penge, men problemet er bare, at kapitalindtægterne ofte går forbi skattemyndighederne, fordi de foregår på måder, hvor man ikke kan få adgang til dem,« siger han.

Havde man gået videre med planerne om ØD i 1970’erne, havde vi formentlig set en anden udvikling, hvor væksten i formueuligheden ikke havde fået det omfang, som den har, og vores fælles pensionskasser havde ifølge Pelle Dragsted formentlig investeret langt mere bæredygtigt, end tilfældet er i dag.

»I dag er investeringerne jo et spørgsmål, som er overladt til nogle meget få individer i vores banker og kapitalfonde, som ingen nogensinde har stemt på. Havde man nu haft nogle meget store fonde, der var styret af lønmodtagerne, hvor lønmodtagerne havde en indflydelse på dem og investeringerne, ville man jo i langt højere grad kunne dreje investeringerne i en retning, der er til gavn for klimaet og samfundet,« afslutter han. 

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Reinholdt
  • Kim Folke Knudsen
  • Hanne Ribens
  • Jesper Eskelund
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jens Wolff
  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Tom Andreæ
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jes Kiil
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjarne Jørgensen
  • Poul Erik Riis
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, Hanne Ribens, Jesper Eskelund, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Wolff, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Tom Andreæ, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Jes Kiil, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Jørgensen, Poul Erik Riis, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krister Meyersahm

Spild ikke tid på ØD - det er en dødfødt idé. Man kan beskatte virksomheder alt det man vil (til ingen længere gider løfte en finger) men man kan ikke dele virksomheders overskud ud til andre end ejerne - man kommer helt enkelt i konflikt med Grundlovens regler om ekspropriation.

Niels-Simon Larsen

Interessant at høre Ejvind fortælle, hvorfor det gik galt med den gode tanke om ØD.
Man kan spørge, om ØD har en chance i dag. En eller anden form for at eje i fællesskab har i hvert fald. Der er mange former for andelseje rundt omkring, så det drejer sig vel bare om at finde det rigtige at engagere sig i.
Når det gælder det helt store, vil jeg foreslå, at vi begynder at se vores land som et fællesforetagende, der udbetaler samfundsdividende til alle borgere. Det er her, perspektiverne er, og det er her, at borgerne skal indse, at vi skal beskytte staten og ikke ødelægge den. Hverken ødelægge landbrugsjorden, havet, søer eller vandløb. Heller ikke luften. Vi skal lade være med at ødelægge noget overhovedet, for det er jo vores eget.

Lillian Larsen, Estermarie Mandelquist, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Hanne Ribens, Steen K Petersen, Per Torbensen, Annette Hjort Knudsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Holger Madsen, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen, Jens Wolff, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen, blot dette: vi skal få folk til at forstå, at staten ikke er noget som helst andet end den myndige voksne befolkning og de institutioner, der opretholder samfundet på borgernes vegne.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger, Hanne Ribens, Steen K Petersen, Annette Hjort Knudsen, Johanna Haas, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen, Tommy Clausen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Men netop derfor, Krister Meyersahm, indgår det jo også, at ejerskabets delvise overdragelse sker, som det allerede gør det i dag i form af aktier til kernemedarbejdere - blot skal det være til alle.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Hanne Ribens, John S. Hansen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Klaus Cort Jensen

Lønmodtagerne bør have og tage bestemmelsesretten over deres penge - pensionspengene, så de hverken går til at bombe sultne børn i Yemen eller til at optræde som bolighaj i Tyskland.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen, Kim Folke Knudsen, Hanne Ribens, Jørgen Wentzlau, Steen K Petersen, Anne Eriksen, Per Torbensen, Johanna Haas, Bjarne Bisgaard Jensen, Holger Madsen, Henrik Peter Bentzen, Leo Nygaard, Kim Houmøller, Jesper Sano Højdal, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen, Tommy Clausen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Til stor forskel fra før er bæredygtigheden kommet ind i billedet. Hvordan det var gået med fagbevægelsens ledende rolle i erhvervslivet, når de skulle have bæredygtighed med i salgskurverne, kan man kun gisne om.
Tiden er en helt anden nu, og vi har ikke fundet ud af, hvordan man driver virksomheder og samtidig giver livsmuligheder til vore efterkommere. Der forestår masser af arbejde med at rense forgiftet jord op efter fabrikker, der har gjort det godt, som man siger, undtagen på miljøområdet. Hvad i alverden skal vi leve af, når vi ikke må ødelægge mere? Ned i vækst, ned i forbrug giver en helt anden leveform, så før vi diskuterer ejerskab, skal vi lige diskutere hvordan-ejerskab og under hvilke betingelser. Det er på høje tid, vi begynder det. Fagbevægelsen er i klemme her, for den vil ikke være glad for at nedlægge arbejdspladser eller bare skrue ned for blusset. Se hvad der er i julehandelen. Hvor meget af det har vi egentlig brug for?
Det kommer til at gøre ondt, og det kan man ikke blive valgt på, så politikerne skal også på kursus i at lære at save den gren over, de selv sidder på.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Anders Reinholdt, Palle Bendsen, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er åbenbart det sværeste i verden at forstå, at øget produktionsmængde med mindre og mindre indsats i sig selv betyder en fremgang i levefod og velstand for samfundet og den enkelte. Problemet er, at tankegangen er énsidig: mens det er et ubetinget gode, hvis folk ikke skal ofre liv og førlighed for det daglige brød, så er det klart, at meget andet arbejde, som er fyldt med større personlig tilfredsstillelse og måske ligefrem lykke, gerne må fylde mere og mere.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Jørgen Wentzlau, Annette Hjort Knudsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det norske folk har nok fået det der kommer tættest på ØD med deres store olie-fond på nær ni tusind milliarder norske kroner eller over et tusind milliarder grønne dollars.
At det kongelige danske socialdemokrati forærede den mulighed til een familie - Mærsk - griner man sin røv i laser over i oppe i fjeldabernes land - Norge.

Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Mogens Holme, Johanna Haas og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tror i hvert fald stadig på kooperative virksomheder - eller med et grim betegnelse, arbejdskooperation.

Altså at man forbereder og motiverer lønmodtagere til både at etablere fælles virksomheder samt til at købe deres virksomhed. Jeg har som ganske ung været med i og fået min handels-gymnasiale uddannelse i den "rigtige" kooperation. Og jeg så på nært hold hvordan den blev forhadt af politikere, der så den som en trussel, og hvordan den til sidst blev væltet af sine egne.

Rigtigt er det, at nogle af disse virksomheder blev ledet og misledet af rene amatører, men de fleste af de rigtigt kooperative virksomheder byggede på en reel og bæredygtig idé, og kunne have levet videre.

Hvis man vil dette, skal man forberede samfundet grundigt, samt motivere arbejdstagerne. Og så skal man stille ressourcer og konsulentbistand til rådighed. Og pengene findes jo i lønmodtagerne. fonde.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Når vi engang beslutter at gå ind i Samfundsdividende-staten, bliver der ikke noget med at tjene penge på sort energi eller andet, der ødelægger verden. Det bliver en af de helt store udfordringer.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Jørgen Wentzlau og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvorfor være arbejdsgiver, når man kan slappe af som lønmodtager. Der er ingen solidaritet i lønmodtagerklassen, når det gælder risiko - kun når det gælder løn, mv.

Men staten kunne jo gå foran med skattedemokrati, som tilmed er godt for klimaet. Det kræver bare at flytte skatteobjektet fra skat på arbejde til jorden og resurserne, og gøre disse til fælles ejendomsret. En ældgammel ideologi, som aldrig har slået an - som ØD.
Da pengene herved bliver i firmaet, kan dette være i de ansattes interesse - istedet for ØD.
Men her slår den politiske fantasi ikke til.

Annette Hjort Knudsen

Der er mange interessante betragtninger – både i artiklen og i kommentarerne. Tak for dem.

Men når Pelle Dragsted ser det som helt centralt, at det er ”lønmodtagerne, der skaber værdierne i samfundet” – så er det jo kun delvist sandt. Maskinerne, robotterne og effektive digitale infrastrukturer skaber i stadig stigende grad værdierne i samfundet. Det menneske, der med et enkelt tryk på en knap, producerer, hvad det tidligere tog 100 mennesker at producere, kan jo ikke siges at have gjort 100 menneskers arbejde!

Kilden til den skabte værdi kan ikke 1:1 tilbageføres til de mennnesker, der er ansat i virksomheden. En stadig større del skabes af den udvikling, generationerne før os skabte. Og den er vi alle arvinger til.

Skal man tale ØD på nutidens vilkår – der jo ikke uden videre er de samme som industrisamfundets – skal værdierne ikke fordeles baseret på, hvem der trykkede på knappen og dermed bidrog med de sidste 2% af arbejdet. Den skal fordeles til os alle. Vi er alle retmæssige arvinger til den høje produktivitet, der er skabt af de tidligere generationer.

Derfor skal ham, der trykker på knappen selvfølgelig stadig have løn for sin indsats – men han har ikke mere krav på den skabte værdi end alle dem, der ikke får lov til at trykke på knappen.

Jeg bakker derfor op om Niels-Simons samfundsdividende som en tidssvarende udgave af tankerne og de demokratiske intentioner i ØD!

Nille Torsen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Jørgen Wentzlau og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Niels- Simon - Forklar lige, hvad du forstår ved samfundsdividende/staten - et ord der bruges i forbindelse med borgerløn/UBI-basisindkomst.

@ Annette Hjort Knudsen,

Jeg kan kun delvis følge dig i din opfattelse af, at det ikke var lønmodtagerne, der har skabt værdierne.

Sagen er jo, at værdierne er blevet skabt i samfundet. Og at samfundet har leveret infrastrukturen, der muliggør både maskiner og produktion. Videre skabes værdierne jo ikke, uden der er konsumenter, der efterspørger produkterne.

Og da en stor del af samfundet er lønmodtagere, der både er medejere af samfundet, samt udgør efterspørgerne af varer og tjenester, er det da svært at indse, at kapitalen kan skabe sine værdier uden lønmodtagerne.

Ejvind Larsen, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Og til Leo Nygaard er der vel egentlig kun at oplyse, at ikke alle behøver at være arbejdsgivere. Men i de kooperative virksomheder jeg har kendt, var der formentlig slet ingen, der følte sig som arbejdsgivere. - De arbejdede bare, når det var arbejdet, det gjaldt. - Og når det var tid for møder, og planlægning, så var de tilsammen ledere.

I øvrigt findes der efterhånden en hel del arbejdskooperationer og arbejdskollektiver i Forbundsrepublikken, og de ældste jeg kender, må være mere end 10 år gamle. Her fungerer det tilsyneladende ganske godt, og bl.a. har de en form for fælles økonomi med en del af indtjeningen - altså en slags indbyrdes forsikring mod svingninger i indtjening.

Det store problem med disse arbejderkooperativer kan være, at de hen af vejen bliver "trætte", og mister fokus på idégrundlag og potentiale af enhver art. Men da må man håbe på, at nye kommer til med nytænkning og input, for det er nødvendigt at forny sig hele tiden.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Kim Folke Knudsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I det øjeblik at samfundsdividenden kommer ind i billedet, er det så indgribende, at man kan tale om en samf.div.stat. Al fortjeneste af produktionen kan divideres og uddeles til samtlige borgere, hvad enten de har et lønarbejde eller ej. Det bygger igen på, at vi får et andet syn på arbejde og løn.

Borgerløn ser jeg som første trin hen mod samf.div. Kan vi indføre borgerløn med succes, kan vi begynde at se på ejerforholdene. I fremtiden bliver det at have et lønarbejde nok en sjældenhed. Kunstig intelligens og robotter har ikke blot gjort rejepillere arbejdsfri, men fået adskillige andre til at pille af, og det er da dejligt, at vi ikke mere skal slæbe os hen til et dødsygt arbejde for at få til livets opretholdelse. Problemet nu er så, at selve det ikke at have et lønarbejde gøres til et problem. At der står en masse maskiner og arbejder for os, skal da bare gøre, at vi får den samfundsydelse, vi er berettigede til.

Der bliver et problem, hvis ejerskabet til robotterne vedhæftes bestemte mennesker. Man kan ikke beskatte robotter, for de blinker i enhver juleudsmykning. Vi bliver derfor nødt til at beskatte robotternes samlede arbejde og dele indkomsten af det.

Derfor kan vi ikke bruge den socialistiske model, der bygger på den organiserede lønarbejder. Vi kan heller ikke bygge på den aktuelle arbejderisme, der vil spærre alle inde på produktionsstederne. Vi må sætte os selv fri. Det gør vi med borgerløn. Give os selv ansvar gør vi gennem samf.div.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Gert - Jeg mente "arbejdsgivere" i den forstand at være ansvarlig økonomisk part i firmaet - med den risiko at gå ned med tab - ikke som en ledende arbejdsfunktion.

Niels Duus Nielsen

Annette Hjort Knudsen: "Det menneske, der med et enkelt tryk på en knap, producerer, hvad det tidligere tog 100 mennesker at producere, kan jo ikke siges at have gjort 100 menneskers arbejde!"

Her mener jeg, at du tager fejl. En maskine kan ikke producere noget som helst uden menneskeligt input, det er jo bare en død ting.

En god ven sluttede sin karriere som brygmester, hans arbejde bestod i et par gange om dagen at klikke med sin mus på en skærm og så ellers at overvåge den fuldautomatiserede produktionsproces. Hver gang, han klikkede med musen, startede han et nyt bryg på mange hundrede liter øl. Udover ham var der kun et lille antal reparatører og rengøringsfolk til stede, som støttepersonale for min ven bryggeriarbejderen.

Uden disse ganske få mennesker, og uden brygmesterens klik med musen, ville ølbrygningen ikke finde sted, så derfor må det være disse mennesker - som afløser flere hundrede gammeldags bryggeriarbejdere - der producerer øllet. Hvem ellers?

Resten af, hvad du skriver, er jeg enig med dig i. Især betragtningerne over, at fortidigt arbejde indgår i den samlede proces, er vigtige at holde sig for øje. Arbejde er et fælle projekt, der udspiller sig i et fællesskab.

Det er måske netop absurditeten i, at et enkelt menneske således har den aktuelle magt over hele produktionen, der kan få os til at indse, at goderne skal fordeles mellem os. Det ville jo være fuldstændig absurd at lade en enkelt bryggeriarbejder beholde alt overskuddet fra sin produktion - altså er det mindst lige så absurd, at det er ejeren af produktionsapparatet, der beholder alt overskuddet.

Mette Frederiksen skrev en kronik, hvor hun agiterede for fondssocialisme som en måde hvorpå fællesskabet kunne overtage produktionsapparatet. Indtil videre er det for mig at se det bedste forslag til ØD.

Kim Folke Knudsen

Virksomhedsejerne skaber værdi og tager personlig risiko på sig hver eneste dag.

Medarbejderne er med til at skabe værdierne og enhver fornuftig personalepolitik må være opbygget omkring samarbejde tillid og medindflydelse på de områder, hvor medarbejderne kan tilføre virksomheden værdi og viden.

Jeg er meget skeptisk for ikke at sige modstander af ØD. Jeg ser for mig et institutionelt bureaukrati, som vokser frem i kølvandet på ØD, som hverken gavner virksomheden og heller ikke de ansatte. Erfaringerne fra de socialistiske lande er ikke gode. Det ender med partipamperi vennetjenester og en klasse af statsansatte bureaukrater, som overtager styringen af ØD-modellen og udnytter denne til egen fordel men ikke til samfundets fordel.

Jeg nærer dyb respekt for alle de små og mellemstore virksomheder, hvor ledere, ejere og medarbejdere sætter mange år til af deres liv for at realisere en virksomhed og en produktion.

Megen produktion er i dag så avanceret og specialiseret, at der er mange folk, som besidder nøgleviden om virksomhedens produkter og produktion. Deres viden skal udnyttes bedst muligt. Det tror jeg virksomhederne er bedst til selv at finde den rette måde at gøre det på.

Tanken om at der skal sidde et råd, som favner hele virksomheden og tage beslutninger og dit og dat virker for mig lidt forældet og meget ufleksibelt, når vi i dag har et marked under konstant forandring.

Det er samfundets fornemme opgave at skabe et erhvervs venligt klima for investeringer og nye virksomheder.

Hvis der skal være regulering i form af råd og anden medindflydelse, så synes jeg det er mere relevant at kigge på de dele af samfundsøkonomien, hvor der er store offentlige interesser på spil. Det være sig energiforsyning, vandforsyning, store finansielle institutioner med videre.

Jens Winther, Thomas Andersen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Niels-Simon - Det betyder, at den "rene" basisindkomst, forstået som en betingelsesløs, individuel, social tryghedssikring, efter den dividendemodel skal afvente et helt anderledes samfund ??
Så er den borgerløn vist skudt langt ud i glemslen.
Men så må vi nøjes med Alternativets betingelsesløse kontanthjælp ;-)

Niels-Simon Larsen

Leo: Det er ikke første gang, vi diskuterer hønen og ægget, og hver gang gør det os passive. Vi skal ikke vente på det nye samfund med at etablere en borgerløn, for det kan vi sagten implementere over en kort årrække. Niels I. Meyer sidder stadig og venter på det humane ligevægtssamfund, så den lænestol må vi ikke falde ned i. Vi kan gå i gang med borgerløn i morgen, hvis man er klar.

Mht samfundsdividende er det en større historie. Jeg ser den som en ny ideologi, og hvad er der i øvrigt tilbage, der er til at holde ud at tænke på? Kapitalismen har fuld fart mod afgrunden, og det kan ingen holde ud at tænke på, så derfor er der ro i gaderne. Vi lever i fortrængningens og fornægtelsens tid. En dag siger det, bang, og så må selv Lars Løkke gøre noget radikalt.

Dit problem er jo at have fundet sandheden i Retsforbundet, og at partiet ikke er til at få øje på. Hvordan kommer du ud af det problem?

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er ingen frelse uden for arbejdsmarkedet, ligesom der i middelalderen ikke var frelse uden for kirken. Jeg kan ikke fordrage arbejderismen. Nu kan vi endelig blive fri for det forpulede lønarbejde, og så bliver det dyrket som en religion.

Jeg har bestemt ikke noget imod, at nogle er glade for deres lønarbejde, men hvis de er glade for det, er det vel, fordi de har valgt det frivilligt. I dag føler mange deres arbejdsplads som meningsløs, men fortsætter indtil tærsklen for stress, angst og depression. Vi har ikke valget mellem at arbejde eller lade være, selvom vi kunne have det. ØD var også centreret omkring den hellige arbejdsplads. Hvornår siger vi stop?

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Anders Reinholdt, Sven Elming, Niels Duus Nielsen og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar

Ved at melde mig ud af E af forskellige grunde - herunder punktet om samfundsdividende og sammenhængen med grundskyld og resurseafgifter (se side 8 i progammet).
Jeg ser fragmentarisk på tingene. Hellere "små" skridt end utopier.

Den form for ØD som socialdemokraterne og LO drømte om, er jo i praksis gennemført via pensionsfondene. Det har bare ikke medført nogen form for øget demokratisk kontrol med finanserne, snarere tværtimod. Det hjælper ikke at have kontrol med økonomien hvis man ikke har kontrol med værdierne og produktionsmidlerne.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Der var vel nogle gode intentioner i tankerne om ØD. Men jeg husker bestemt også en skepsis på datidens venstrefløj. Dels var der skepsis omkring de centrale fonde. En central fond gør vel ikke nødvendigvis lønmodtagerne til herrer over produktionsmidlerne? Et andet kritikpunkt var, at lønmodtagerne gennem ØD blev indrulleret i den kapitalistiske økonomi jf. det kapitallogiske begreb om socialpartnerbevidsthed.

Men nu var ØD en ideskitse som blev taget af bordet inden det kom til, at se nogen form for realitet. Det havde jo nok været, at foretrække frem for den stærke koncentration af kapital og heraf følgende ulighed, som ses nu. For ikke at tale om, at kapital som sådan er betinget af arbejdet.

Det måske ikke for sent, at støve tanken af endnu en gang - om end man kan spørge, hvorledes det harmonerer med rentabiliteten i virksomhederne, hvor arbejderne i sidste ende ikke kommer uden om, at tage stilling til virksomhedernes revenue, som de et eller andet sted i sidste ende er kilden til

Men nu var det vist tanken af fagbevægelsen skulle have en central rolle mht. administrationen af de fonde der skulle administrere lønmodtagernes midler. I nutidens verden er hverken arbejdspladsen - eller de medarbejdere der driver en given produktion en statisk størrelse. Arbejdskraft indgår helt fundamentalt som et kapitalistisk rationale. Så uanset at venstrefløjen kan være hug på idéen, så kan det blive en kamp, at kæmpe det på plads, og det ændrer ikke stort på det forhold, at profit netop tilegnes under kapitalistiske betingelser.

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Stig Larsen: Enig. Pensionsfondene fx ATP har nu så megen politisk magt, at deres bestyrelser har en finger med i samfundsudviklingen. Da de var små, var de søde, men nu bør de afskaffes. Indførelse af borgerløn vil betyde, at der ikke er så meget brug for dem mere. Man lever på sin bl. hele livet, og samfundet indrettes med årene derefter.

Niels-Simon Larsen

Gå ind på BIEN.dk og se Borgerlønsgruppens rapport. Med borgerløn tilføjes kapitalismen det første drag over nakken, og med samfundsdividende bliver den så lille, at den er svær at få øje på.

Leo Nygaard fremfører endnu engang 'ansvaret' den afgørende forskel mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Det er et noget luftigt begreb og på det personlige plan giver det meget lidt mening i et fungerende velfærdssamfund, hvor man bliver reddet fra decideret nød, hvis man skulle måtte lukke butikken.
Men jeg ville nu gerne høre meget mere om Gert Rommes iagttagelser af angreb på andelsbevægelsen. Min kontakt med den er stort set kun som kunde i Brugsen, og der kan jeg kun bevæge mig rundt med en stadig kamp med blodtrykket over, at det, der skulle være 'vores' butik og udmønte sit overskud i form af en prispolitik, der afspejler dette, i stedet tager mere for alt i en sådan grad, at tilbudsvarer i Brugsen kommer ned på niveau med normalprisen i andre supermarkeder.

Niels Duus Nielsen

Niels-Simon, spørgsmålet er, om det nu også er kapitalismen, vi vil til livs. Den rendyrkede kapitalisme skal vi selvfølgelig af med, men i de seneste år har jeg tænkt en del over, hvad det egentlig betyder, når Marx anbefaler at kapitalismen "ophæves" til socialisme.

At ophæve noget, fx. en lov, er at afskaffe den, men rent bogstaveligt betyder ordet jo at løfte noget op på et højere niveau. Så måske er vejen frem at afskaffe de dele af kapitalismen, som skaber ulighed, forurening og almindelig elendighed, og så ophæve resten til et niveau, hvor vi stadig har den høje produktivitet, som gør det muligt at nedsætte arbejdstiden og alligevel have mulighed for at finansiere en borgerløn og leve et materielt tilfredsstillende liv.

Fondssocialisme er måske en sådan mulighed, problemet er, at de fællesejede fonde (pensionsfondene) for tiden er centralt styrede af en flok teknokrater, der søger at maksimere profitten, fuldstændig lige som traditionelle private fonde gør. Fordelen er, at de juridiske ejere ikke længere er en lille junta af oligarker, men derimod os alle sammen.

Så problemet, der skal løses, er hvordan vi gør disse fællesejede fonde demokratiske. Skal vi bruge modellen med en ansat direktion og en valgt bestyrelse, altså et repræsentativt demokrati; skal vi have kongresser og urafstremninger; skal vi have en eller anden form for direkte demokrati, eller skal vi udvælge bestyrelsesmedlemmerne ved lodtrækning?

Et yderligere problem er, hvordan vi forholder os til profitten, da det er den, der gør kapitalismen så effektiv, som den er. Traditionel kapitalisme ofrer imidlertid miljøet og lighedstanken på profitmaksimeringens alter, så også på dette punkt skal der nytænkning til: Hvordan opretholder vi profittens inciterende kraft på en måde, så vi ikke profitmaksimerer os lige ind i varmedød og klimakatastrofe?

Mit forslag er først at lade de fælles fonde opkøbe det private erhvervsliv, det er de jo allerede godt i gang med, og så i anden omgang uddelegere kontrollen med produktionen til en række forskellige nærdemokratiske instanser, som jeg ikke lige på stående fod har en færdig organisationsplan for.

Der er al mulig grund til at frygte, at vi med fondsocialismen blot udskifter den nuværende overklasse med en ny, men det må kunne modvirkes med nye organisationsformer. Jeg opfordrer hermed alle gode kræfter til at tænke over, hvordan vi tøjler de økonomiske kræfter og gør dem til vore tjenere.

Fat det nu - kapitalisme er kommet for at blive. Opgaven er at fjerne de ubehagelige virkninger heraf.
Det har jeg skrevet om mange gange. Så ikke mere her om det.

Den rene borgerløn - UBI-Basisindkomst - forstået som en tryghedssikring jf grundlovens §75 - er et udtryk for personlig frihed, anti bureaukrati, mindre offentlig sektor, mindre elitestyring - og lettelse af politikernes evindelige trang til at lappe videre på de dårligere virkninger af mange års indsats.
Herunder det Niels-Simon beskriver 06.26 om alle de små statskasser.

I BIEN, som er en studiekreds og ikke et politisk parti, går man (flertallet) ind for den universelle model med UBI til alle borgere. Nok ikke kongehuset, men også statsministeren.
Det synes jeg er tåbeligt, da samme lønmodtagere selv skal betale.
Et udtryk for det, som UBI skal bekæmpe - nemlig den enorme pengecirkulation som finder sted - staten giver med til ene hånd, staten tager fra den anden.

Niels-Simon Larsen

Duus: Forudså Marx også, at 1% af kapitalisterne ejede mere end 99% af Jordens øvrige befolkning? Hvis ikke, skal det ikke bebrejdes ham.
De sidste to gange jeg har været på cafe i denne måned, er jeg blevet betjent af unge, engelsktalende piger. Det har jo nok noget med løntrykkeri at gøre. Til sidst bliver det nok sådan, at man kan blive pålagt at tage et arbejde i et andet land. En my form for international slavearbejde. Efter ti års sparsommelighed kan man så tage ferie og lade sig betjene af andre slaver.

Hvad er det debatten om ØD drejer sig om? Jeg mener, at det er arbejdets placering vores liv. Så lidt som muligt, tak. Tiden skal vi bruge til at synge opera for hinanden, dramatisere, tage i skoven i hestevogn, pigerne flette deres lange hår og drengene lære at slå råbåndsknob, eller hvad de nu kan for at imponere hinanden. Der er alt for megen snak om timeløn og produktionsmidler, og jo mere vi taler om det, jo mindre natur bliver der. Jo flere arbejdsbesparende computereder der opfindes, des mere stressede bliver folk.

Som jeg ser situationen aktuelt, så drejer det sig om at finde en livsform for hele befolkningen, der skåner naturen og standser temperaturstigningen. Kald det ØD, kommunisme, kapitalisme eller hvad som helst. Vi skal nyde mere og yde mindre, men desværre mener flertallet det omvendte. Nu skal alle halse af sted for at kunne tillade sig at slappe af. Hamsterhjulet drejer hurtigere end nogen sinde.

Niels-Simon Larsen

Hvad er det nye liv så, og hvad skal vi sigte imod? Jeg tror på en ny form for nydelse, der består i at være med (til noget). Vi bliver nødt til at indse, at vi godt kan arbejde uden at lønarbejde. Dvs at vi skal have en grundløn, der tillader os at arbejde uden lønseddel. Det er i alles interesse, at samfundet fungerer på en ordentlig måde, og det kan det kun gøre, hvis man af pligtvillighed påtager sig samfundsopgaver. Hvorfor skal det at reparere tænder eller undervise eller feje blade sammen have noget med penge at gøre?

Niels-Simon Larsen

ET BREV FRA FREMTIDEN

Jeg er 35 år og har levet på ren borgerløn i 5 år. Jeg er tilfreds med mit liv. Min lille lejlighed koster 4000kr/md, og så har jeg 4500kr at leve for. Transport er gratis nu ligesom museer, folkeuniversiteter og aftenskoler.

Jeg er meget aktiv i nærmiljøet. Fx har en gruppe af os en sø, som vi plejer og passer og tilrettelægger undervisning for med skolernes elever i samarbejde med lærerne. Vi laver også temaer med social omsorg, så eleverne får kontakt med den ældre genereration.

Jeg tror, vi i Danmark er 200.000, der lever på ren borgerløn foruden den ældre generation, der ikke mere hedder folkepensionister, men også er på borgerløn. Det gør, at vi har et stort netværk, hvor vi kan inspirere hinanden. Fx er der et hav af spiseklubber både lukkede og offentlige som en slags folkekøkkener.

Man kan spørge, om vi bidrager til samfundsøkonomien. Strengt taget ikke, men da vi for det meste er konstruktive mennesker, kan man sige, at vi heller ikke udhuler den. Vi gør en masse gavn uden lønseddel. Vi er meget ude på gaden, og det er, fordi vi er enige om, at man ikke skal sidde derhjemme alene. Jeg har været med til at få mange ud af ensomheden og engageret i noget fælles. Vi har et stort beboerhus med værksteder og køkken, og her er der altid liv og mange kulturelle aktiviteter.

Jeg har ikke noget at bruge en a-kasse til, en fagforening eller en pensionskasse. Jeg er min egen arbejdsgiver og sørger for, at der er noget for mig at lave hver dag. En gang om året har man ret til en uges ophold på en borgerlønshøjskole. Her gennemgår man mest samfundspolitiske emner. I den forbindelse er der nogle, der tager til andre lande og fortæller om det danske borgerlønssamfund, og det sker også, at vi tager imod besøgende og viser rundt.

De fleste arbejder ligesom før. Kravet til komfort er jo forskelligt, men borgerlønsystemet gør, at det er ukompliceret at gå ind og ud af et lønarbejde. De, der konstant er i lønarbejde, plejer at følge arbejdsmarkedets regler, og det er stadig fagforeningerne, der forhandler løn.

Sidste sommer cyklede jeg rundt i landet. I de fleste byer er der en borgerlønsklub, så der er altid et sted at søge hen, og tit er der også overnatningsmuligheder.

Der er stadig lidt spændinger i samfundet, men jeg kan se, at sådan noget som uddannelse har ændret karakter. Det skyldes nok, at mange skifter rundt eller opdyrker nye områder, for man har så at sige borgerlønnen at falde tilbage på. Begrebet arbejdsløs bruges ikke mere. Jeg er fx arbejdsløs i den gamle betydning, men opfatter mig ikke sådan. I dag kører det mere på lyst og interesse, men man skal selvfølgelig holde hus med pengene, og det kommer vi nok aldrig udenom.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Ja, det fortæller min morfar også meget om.
Han fortæller om mormor, der fik noget de kaldte førtidspenge efter i lang tid at ha`været plaget af nogen inde på jobkontrollen. Hun er død nu.
Jeg og lillesøster har ikke været ovre i vuggestuen. Vi var hjemme og leger nu med flere andre børn
på vejen.
Min mor arbejder nu på plejehjemmet sammen med et par stykker, der er glade for det job, istedet for det inde på jobkontrollen, som de fik dårlige nerver af.
Min far gik hjem fra sit arbejde engang, fordi der var så beskidt og chefen skældte ud. Far tog en lille pause og fandt noget andet, som han vist nok er godt tilfreds med. Han leger altid med os og griner.

Utroligt hvordan det hele var engang - det, som morfar fortæller om.
Jeg vil skrive en stil om det i samfundslære.

Debatten på DR2 var idag om unge, voksne og ældre. Vores liv i lyst eller nød - mest nød blev der talt om. Ordet demokrati blev vist slet ikke nævnt.
Ambitioner, karakterræs mod toppen, hamsterhjulet, forældreansvar, opslidning, psykiske mèn, arbejdstid, vækst, national økonomi, og pensionsalder. Det var snakken.
Carolina Maier (Å) fik sagt "kontanthjælp uden modkrav".
Det var ikke meget om et bedre menneskeligt demokrati, om frihed og personligt ansvar, om mindre stat, om mindre bureaukrati, om afskaffelse tyranniet overfor de ledige, - om UBI-Basisindkomst.
Deltageren fra Kristendemokraterne var den, der uden at vide det, kom nærmest noget konkret om et bedre liv i Danmark - et bedre humant demokrati.
Jeg havde håbet på lidt mere - lidt bedre. Men må konstatere, at bevidstheden herom ligger på et meget lavt niveau. Hamsterhjulet kører, som det var smurt.

@Niels-Simon Larsen, hvad vi heller ikke kommer uden om, er at vores "borgerlønssystem" har det problem, at det er 100% afhængigt af, at der er nogle, der skaber de værdier, som vi andre lever af. Indtil nu er det gået nogenlunde, men efterhånden som 2. generations borgerlønsmodtagere vokser op, er der større og større mangel på arbejdskraft i de virksomheder, der skaber de værdier og de varer, som vi er afhængige af. Det betyder også, at skatteprovenuet er vigende. Af samme grund har Folketinget nu med alle stemmer (bortset fra Alternativet og Dansk Folkeparti) vedtaget, at borgerlønnen de næste 5 år bliver reduceret med 10% årligt.

De 4.500 kr. månedligt, har har at leve for, vil derfor indenfor 5 år blive reduceret til næsten ingenting.

Niels Duus Nielsen

Jens Winther, her i fremtiden, hvorfra vi skriver, er det overhovedet ikke et problem, at borgerløn forudsætter at der er nogle, der skaber værdier. For de af os, som skaber værdierne, bliver jo kompenseret med mange forskellige goder, hvorfor der aldrig vil mangle mennesker, der er interesserede i at skabe velstand, selv om det ikke altid er så sjovt.

Faktisk er de goder, som automatisk følger med en ansættelse i de værdiskabende industrier, så eftertragtelsesværdige, at den oprindelige borgerpligt, hvor det nødvendige arbejde blev fordelt efter samme princip som værnepligten, nu er blevet til en frivillig ordning; der er endda oprettet ventelister, så alle, der er interesserede i at virke for det fælles bedste, kan få en mulighed for at yde sin borgerpligt.

Dengang vi sultede folk, der ikke arbejdede, for at tvinge dem til at arbejde, og lønnede de værdiskabende arbejdere væsentligt ringere end støttefunktionerne, som igen blev lønnet ringere end de helt unødvendige og overflødige professioner, led samfundet af en generel lede ved arbejdet som institution. Det var da vi prissatte arbejdet ud fra dets reelle bidrag til velstanden, at det igen blev attraktivt at arbejde i de værdiskabende fag, samtidig med at de ikke-værdiskabende professioner - musikere, filosoffer, økonomer, damefrisører osv. etc. - i kraft af den universelle borgerløn igen blev til con amore-fag, som de af os, der brænder for disse aktiviteter, kan beskæftige os med i de perioder, hvor andre tager sig af det værdiskabende arbejde.

:-)

Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Tilbage til nutiden. Her ser vi så igen, at det er svært at spå - selv om fremtiden.
Men prognoser baseret på fakta i nutiden vrimler det med.

Niels-Simon Larsen

Jens Winther: Din hovedbekymring er, at nogle skaber, mens andre snyder.
Hvis vi skal komme igennem det problem, må vi skille det ad i mindre dele.

Lad os se på dem der skaber, og det de skaber. Hvis man nu skaber ødelæggelse fx gennem sit arbejde i den fossile industri, så tjener man mange penge, men dernæst bidrager man til temperaturstigningen. Det samme gælder dem, der arbejder i bilindustrien, våbenindustrien og det kemiske landbrug. Jeg vil påstå, at de fleste arbejder med noget, der ødelægger verden, og det kan hverken jeg eller du acceptere.

De, der ikke vil bidrage til klodens ædelæggelse, bliver sanktioneret. Det minder meget om situationen i 30’erne, hvor danske arbejdsløse blev straffet, hvis de ikke rejste til Tyskland og arbejdede i våbenfabrikkerne.
Man skal have lov til at nægte miljøødelæggende arbejde uden at blive sanktioneret.

Du siger, at jeg skal være glad for, at der er nogle, der holder levestandarden oppe. Jeg er ikke glad for det, hvis de samtidig ødelægger naturgrundlaget, som er det vigtigste, vi har.

Da du ikke går ind for borgerløn, går du selvfølgelig ind for det bestående, evt med lidt justeringer. Jeg mangler en klar udmelding fra din side. Udfordringen hedder: Skal vi fortsætte med den gamle melodunte, eller finde på noget nyt?

Og jeg tilføjer - Alle dem, der lever af at styre, regulere, kontrollere, sanktionere andre borgere, skaber de også værdier, som vi andre lever af - gennem barselsydelse, ungeydelse, børnecheck, SU, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn, folkepension, og alt det andet der følger med, ialt 20 ordninger, der skal nusses med - alt sammen andre ord under eet for UBI - Basisindkomst.
Eller kunne de udfylde værdiskabende jobs istedet for, og overlade deres gamle job til borgerne selv til stort set de samme penge.
Tilmed kunne vi spare penge til al den sygdom, systemet avler.

I et Danmark, hvor dårlig samvittighed, mindreværd og undertrykkelse er afløst af frihed, sundhed og selvværd.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

@Niels-Simon Larsen, dit livssyn fører til, at den eneste forsvarlige menneskelige aktivitet er, at vi placerer os i en rundkreds og undlader at producere, spise, bevæge os - ja, trække vejret (vi udånder CO2). Den eneste trøst er, at på den måde er trængslerne hurtigt overstået.

Niels-Simon Larsen

Jens Winther: Opgaven for os er at finde en livsform, der ikke leder os ud i afgrunden. Kender du en sådan?
Hele homo Sabiens historie hedder: “Fremad!” Det er det, vi ikke kan blive ved med uden, netop at styre ud over kanten. Der er da ikke nogen at vores politiske partier, der ikke stjæler fremtiden fra vores børn (Å er nok det parti, der er mest bekymret). Hvis alle vil leve som os danskere, er trængslerne hurtigt overståede, som du skriver. Mine børnebørn kommer sandsynligvis til at leve med 3 graders temperaturstigning. Det bliver et umuligt liv. Det er derfor, jeg siger slut med det ekstravagante liv. Lad os finde en anden måde at leve på. Den gamle er destruktiv.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

@Niels-Simon Larsen, hvad er det du foreslår? At vi bomber os alle tilbage til jernalderen? Stenalderen? Eller længere tilbage? Dengang mennesker døde at tuberkulose eller bare af banale infektioner, da mennesker sled sig ihjel og døde af det som 30-årige. Da man spiste halvfordærvet mad det halve af året.

Ja, Homo Sapiens' historie handler om fremskridt. Og jo: fremskridtene kan fortsætte i al evighed. Mennesket er den mest initiativrige, innovative, tilpasningsdygtige - og dermed den mest levedygtige - skabning, der har eksisteret på Jorden.

Niels Duus Nielsen

Jens Winther, i disse år gælder det om at bruge vor tilpasningsevne til at tilpasse os de nye tider, hvor vi alle skal skære ned på forbruget - med mindre vi finder en måde at fastholde den økonomiske vækst på, samtidig med at vi stopper væksten i energiforbrug.

Historisk set har der altid været en nødvendig kausal sammenhæng mellem energiforbrug og øget velstand, det er denne nødvendighed, der skal brydes. Det kræver mere end håb og hensigtserklæringer, det kræver nytænkning.

Fremskridt kan fortsætte i al evighed, blot kræver det, at vi omdefinerer "fremskridt". Øget fossilt forbrug var en gang udtryk for fremskridt, det er det ikke mere.

Sider