I en aftale med en række kreditorer har Mozambiques regering udskudt tilbagebetalingen af et ulovligt milliardlån. Aftalen betyder, at det fattige land ender med at skulle betale 13 milliarder kroner for et oprindeligt lån fra 2013 på 4,6 milliarder kroner.
En række danske finansinstitutioner og pensionskasser var blandt de oprindelige långivere, og tre pensionskasser er fortsat ejer af de kontroversielle obligationer, der lå bag lånet: PensionDanmark, MP Pension og Nordea Liv og Pension.
Som tidligere beskrevet i Information blev obligationerne oprindeligt udstedt for at finansiere det privatejede tunfiskeselskab Ematum. Lånet var forsynet med en statsgaranti, og da selskabet gik konkurs, overtog den mocambiquiske stat forpligtelsen og konverterede gælden til statsobligationer, som landet imidlertid ikke har kunnet afdrage.
Mellemfolkeligt Samvirke ser lånet som udslag af en syg international struktur for långivning.
»Det er så forargteligt, at jeg næsten ikke kan være i min krop,« siger organisationens politisk chef, Lars Koch.
»Det er fattige mennesker, der ender med at betale gildet. Vi må have en anden international aftale om omstrukturering af gæld, for sådan som det er i dag, kan gælden bare tværes af på befolkninger, hvis regeringer har optaget lån, ulovligt eller ej. Der må være et kreditoransvar. Investorerne kan ikke bare sige ’ingen kvaler, de fattige betaler’. De kan ikke bare kræve deres investering retur, de må selv bløde for deres fejl.«
De skyldige har magten
Ematum-lånet skulle oprindeligt være afdraget fra 2014 til 2020. Med den nye omstrukturering af lånet udskydes de første betalinger til 2024, og det sidste afdrag skal falde i 2033. Desuden forpligtes fremtidige regeringer i Mozambique til at betale investorerne fem procent af landets fremtidige indtjening på nye gasreserver, som er under udvikling.
»Aftalen med ejerne af Ematum-obligationer må ses som et forsøg på at få de mocambiquiske skatteydere til at betale for nogle lån, som andre har optaget,« siger Ole Stage, der repræsenterer foreningen Kritiske Pensionskunder, som er blevet stiftet af en gruppe medlemmer i MP Pension i kølvandet på sagen.
»Det er dybt tragisk og moralsk forkasteligt. De skyldige burde stilles for en domstol og sammen med Credit Suisse og VTB, der hjalp med låntagningen, tvinges til at betale. Der er desværre ikke stor sandsynlighed for, at det kommer til at ske, for de skyldige har magten i Mozambique.«
Statsgaranteret konkurs
Mozambiques regering har kæmpet mod en gældskrise siden afsløringen i 2016 af tre hemmeligholdte og ulovligt optagne private udlandslån på otte milliarder kroner, hvoraf det største gik til Ematum. Selskabets ejere havde fået hjælp fra den schweiziske bank Credit Suisse og russiske VTB Capital til at udstede og sælge erhvervsobligationer til investorer verden rundt.
Ematum gik konkurs i 2016. En senere rapport fra revisionsfirmaet Kroll viste, at bagmændene kun havde brugt en lille del af pengene på nogle få skibe, der rustede i hovedstaden Maputos havn uden at have fanget én eneste fisk. Hovedparten af pengene var forsvundet. Kreditorerne henvendte sig derefter til den mocambiquiske stat, da obligationerne var forsynet med en statsgaranti. Dermed kom sagen til offentlighedens kendskab.
Alle tre lån var arrangeret af Mozambiques tidligere præsident, rigmanden Armand Guebuza, som også havde forsynet dem med statsgarantien, som viste sig at være ulovlig. Han er desuden tidligere forsvars- og efterretningschef og en af Mozambiques mest indflydelsesrige mænd. Efter han i 2015 afgik som præsident, fastholdt han magtfulde positioner i partiet Frelimo, der enevældigt har styret Mozambique siden 1974.
Guebuzas efterfølger lovliggjorde sammen med Frelimos parlamentsflertal i 2016 statens forpligtelse i alle de ulovlige lån – også til Ematum – på trods af oppositionens protester.
Da svindlen blev kendt, lukkede en række donorer med Danmark i spidsen for yderligere bistand. Sverige betalte for Krolls gennemgang af sagen, men Kroll oplyser, at Frelimo-regeringen ikke har villet bidrage med en række væsentlige oplysninger, hvorfor revisionen hverken har kunnet vise, hvorhen størstedelen af pengene forsvandt, eller hvem svindlens bagmænd kunne være.
Mozambique er ifølge Verdensbanken det mest forgældede land i Afrika syd for Sahara og et af de fattigste. Frelimo har i mange år inviteret udenlandske investorer til at udnytte rige naturressourcer, ofte med korrupte sidegevinster til fremtrædende partifolk.
Men blandt almindelige indbyggere vokser fattigdommen. Migrationen til storbyerne af utålmodige unge og desperate familier er voldsom. Flere gange inden for de seneste år er Maputos gader eksploderet i voldelige optøjer, der hver gang er blevet blodigt nedkæmpet af politiet og hæren, flere gange med dødsofre til følge.
Penge mod uro
Frelimo-regeringen er nervøs for mere uro, og med aftalen får den et pusterum. Den lettes her og nu for hele 85 procent af sine løbende afdrag på udlandsgælden.
»Det er en god aftale,« sagde finansminister Adriano Maleiane til Reuters, »den giver luft i budgettet«.
Lokale menneskerettigheds- og antikorruptionsorganisationer er langtfra enige: Den velrenommerede Centre for Public Integrity, CIP, anklager regeringen for at »have pantsat Mozambiques fremtidige velfærd« og opfordrer parlamentet til at afvise godkendelsen af den nye aftale.
Information afslørede i 2016, at en række danske finansinstitutioner og pensionskasser havde købt de ulovlige Ematum-obligationer og dermed bidraget til at finansiere svindlen. Siden har de største kendte investorer, Danske Bank Invest og Sydinvest, begge videresolgt deres oprindelige investering. Det samme har Industriens Pension.
Af de tilbageværende tre danske pensionskasser, der vides at have købt Ematum-obligationer, oplyser PensionDanmark til Information, at den fortsat ejer sin oprindelige investering på cirka seks millioner kroner og tilføjer:
»Vi kunne have valgt at sælge obligationen, men det ville ikke have haft betydning for omstruktureringsprocessen. Qua størrelsen af vores investering har vi ikke haft mulighed for at påvirke processen.«
Magistrenes og Psykologernes Pensionskasse, MP Pension, ejer obligationer til en dagsværdi på otte millioner kroner.
Nordea Liv og Pensions oprindelige investering indgår i en lille samlepulje af investeringer på 1,5 millioner kroner.
Både Nordea Liv og Pension samt PensionDanmark forventer at acceptere de nye vilkår.
MP Pension har som den eneste pensionskasse valgt at undersøge forløbet.
»Det er en ulykkelig sag for Mozambique og landets befolkning,« siger MP Pensions investeringschef Anders Schelde.
»Denne obligationsinvestering var i bagklogskabens lys en fejl, og vi har nu styrket vores processer på dette felt, så jeg håber virkelig, at vi kan styre uden om sådanne fejl i fremtiden.«
Traditionelle vækst økonomer, deres økonomisk vækst hungernde politikere og særlige person karakter, der skader verden globalt.
The Dark Triad.
Begrebet The Dark Triad dækker over tre træk, hvor fællesnævneren er, at man tager hensyn til sig selv og er ligeglad med andre.
Psykopati: Et fravær af empati og skyldfølelse og til gengæld en høj tolerance for stress.
Narcissisme: En ekstrem selvoptagethed sammen med en mangel på empati og en overbevisning om, at man er noget helt særligt.
Machiavellisme: Et fravær af moralske hensyn og en tendens til at udnytte og manipulere andre for at nå eget mål.
Alle mennesker kan have en lille flig af trækkene, men nogle såsom den gennemsnitlige studerende på økonomi scorer altså højere end andre.
Link: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2017/6/forskning--oe-konomistuderend...
Big Five personality traits
Link: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Big_Five_personality_traits
Alle ved det, men ingen taler om det.
Det er tabu, det burde det ikke være, der må tales om det, for at gøres noget ved det, politikere og finanssektoren bør ikke modarbejde den bæredygtige omstilling.
Det er ikke raketvidenskab.
Børn forstår det.
Link: https://youtu.be/HzeekxtyFOY
"Vi kunne have valgt at sælge obligationen, men det ville ikke have haft betydning for omstruktureringsprocessen. " udtaler PensionDanmark.
Nej, PD, det etisk forsvarlige ville være at makulere obligationen. Det ville muligvis også statuere et afskrækkende eksempel for jeres investeringsansvarlige.
... jeg har nu, efter at have opdaget (!) at jeg er medlem af PensionDanmark, kontaktet dem og spurgt til, hvorfor de ikke blot makulerer den illegitime obligation.