Læsetid: 7 min.

’Operation Greed’ viser, hvor nemt det kan være at leve som kriminel i Danmark

Det er en rekordstor sag om skatte- og momskriminalitet for op mod en halv milliard kroner, som kører fra onsdag ved retten i Glostrup. 16 personer er tiltalt, og fire kræves udvist
Det er senioranklager Maria Cingari, der skal føre sagen om momssvindel, der begynder i Glostrup onsdag. I sagen er 16 mænd på anklagebænken, tiltalt for svindel for op mod en halv milliard kroner.

Det er senioranklager Maria Cingari, der skal føre sagen om momssvindel, der begynder i Glostrup onsdag. I sagen er 16 mænd på anklagebænken, tiltalt for svindel for op mod en halv milliard kroner.

Jens Astrup

19. december 2018

Ser man isoleret på den sag, der onsdag starter ved retten i Glostrup, så er der flere celebre elementer:

  • Mens den omfattende svindel stod på, fik sagens formodede hovedmand gældssanering og fik annulleret en gæld på 114,5 millioner kroner.
  • Politiet har beslaglagt store bundter af kontanter, dyre ure, smykker, ejendomme og luksusbiler.
  • 16 mænd er på anklagebænken tiltalt for svindel for op mod en halv milliard kroner. Fire kræves udvist.

Men løfter man blikket lidt fra retslokalet, gældssaneringen og de dyre biler, så handler sagen også om, hvordan det danske samfund i forhold til moms og afgifter gør det ekstremt let at være kriminel – og ekstremt svært at være efterforsker.

Alle de anklagede erklærer sig uskyldige i sagen, hvor der er navneforbud i forhold til sagens hovedmand og flere andre personer i sagen. Så det er umuligt i detaljer at beskrive det forløb, der førte frem til, at den formodede hovedmand fik gældssanering for 114,5 millioner kroner, samtidig med at han formodes at være nøgleperson i et netværk, der anklages for moms-, afgifts- og skattesnyd for op mod en halv milliard kroner.

Sagens hovedpersoner er først og fremmest danske statsborgere af pakistansk oprindelse. Men der er også to pakistanere, en iraker, en tysker og en litauer anklaget i sagen, fremgår det af anklageskriftet, som Information har fået aktindsigt i.

Strafferetsekspert Henning Fuglsang Sørensen fra Syddansk Universitet har over for DR kaldt sagen »tæt på danmarksrekorden i den længste straffesag nogensinde«.

Skal gennemgå over 5.000 fakturaer

Anklagemyndigheden har sat 77 retsdage af til at anklager Maria Cingari kan gennemgå de mange anklagepunkter i sagen. Bevisbyrden skal løftes i forhold til hver eneste af de transaktioner, der indgår i netværket, og retten skal blandt andet gennemgå 5.158 fakturaer en for en.

Sagen kom frem i oktober 2017, da politiet under kodenavnet ’Operation GREED’ slog til og ransagede 39 adresser i Danmark. 18 personer blev anholdt, og fem af de anholdte er stadig varetægtsfængslet.

Ved aktionen blev værdier for over 70 millioner kroner beslaglagt – heriblandt 1,5 millioner kroner i kontanter.

Det er politiets Særlig Efterforskningscenter Øst, der har stået for sagens efterforskning. Centret er specialiseret i tung, organiseret kriminalitet.

Sagen bliver ført som domsmandssag med en dommer og to domsmænd. På grund af sagens omfang føres den med en indkaldt reservedommer og reservedomsmand, og der er mellem 50.000 og 60.000 sider i det materiale, der skal fremlægges.

Strafferammen er op til otte års fængsel. Men retssagen slutter først i 2020, og derfor kan det meget vel ende med, at folk bliver dømt, men øjeblikkelig løsladt, fordi de har siddet varetægtsfængslet siden 2017.

Kædesvig, skattesnyd og momssvindel

Dybest set handler sagen om tillid. Samfundets tillid. De 16 mænd er blandt andet anklaget for overtrædelse af momsloven og kildeskatteloven, og fælles for disse lovovertrædelser er, at de anklagede har fået penge kontant i hånden, og at samfundet har haft tillid til, at de ville betale pengene videre til rette kasse. Det er den tillid, der er blevet brudt.

I blot et enkelt af sagens mange anklagepunkter drev ni af de anklagede mænd et firma i Taastrup.

Anklageskriftet viser, hvordan firmaet udførte opgaver for andre virksomheder for 46.446.369 kroner, hvoraf momsen udgjorde 8.360.346 kroner.

Under anklagepunktet fremgår det, at der i alt blev udstedt 515 fakturaer fra firmaet i Taastrup, og de 515 fakturaer indgik i de fakturerede virksomheders regnskaber, deres skatteafregning og deres momsafregning, men virksomheden i Taastrup gik op i røg. Den havde fået store beløb i hænde fra sine kunder, som skulle have været indbetalt som moms, afgifter og skat. I stedet blev pengene overført først til et vekselkontor, herfra videre til to andre vekselkontorer og derefter afhentet af enten de tiltalte selv, eller af andre uidentificerede personer.

Det er så nemt, det er: Du udfører en opgave. Dine ansatte arbejder sort. Du indbetaler ikke A-skat. Du sender en regning for opgaven. Du lader være med at betale moms til staten. Når Skat kommer efter virksomheden, er direktøren forsvundet. Eller rettere: Direktøren er stråmand, typisk en udlænding, der kun er i Danmark længe nok til at få et NemID og et sygesikringsbevis. Nogle gange bruger du en af dine sorte ansatte som direktørstråmand. Han behøver ikke engang at vide det.

Denne identitet bliver brugt til at oprette virksomheder, der kan sende falske fakturaer, indtil Skat reagerer.

Dusinvis af aktindsigter indsamlet gennem flere år i konkurssager viser et fast mønster: Når Skat endelig reagerer, så er pengene væk. Virksomheden bliver erklæret konkurs og lukket. Ofte bliver det ikke engang opdaget eller politianmeldt, at der er tale om svindel. Der bliver sat en kurator på sagen, der forsøger at kontakte direktøren for at få udleveret regnskaberne, men det anbefalede brev kommer retur uåbnet.

Derefter bliver virksomheden lukket ved en boopgørelse, hvor det bliver konkluderet, at der ikke er penge til kreditorerne. En undersøgelse viser, at langt de fleste konkurser idag afsluttes efter konkurslovens paragraf 143, hvor der ikke er penge i konkursboet.

Af og til bliver stråmanden idømt konkurskarantæne med forbud mod at drive virksomhed.

I et netværk som det, der nu er for retten, er stråmænd med falske identiteter det drivmiddel, der driver svindlen rundt. Du har hele tiden brug for nye virksomheder, der kan sende de falske fakturaer, og som kan falde på sværdet, når Skat kommer.

Kilder fortæller til information, at falske identiteter er en letomsættelig vare på det sorte marked. Man køber bogstaveligt talt en folder med kopi af NemID, kodeord og sygesikringsbevis. Det er i praksis alt, hvad man behøver for at oprette og drive virksomhed i Danmark. Myndighederne kommer sjældent eller aldrig på besøg i virksomhederne.

Hellige krigere i Kødbyen

I den sag, der nu er for retten, er der tilsyneladende i en del af svindlen anvendt virksomheder og stråmænd, der har forbindelser til et andet sagskompleks, hvor der er mistanke om terrorfinansering.

I forbindelse med grundlovsforhøret efter anholdelserne under »Operation GREED« i 2017 kom navnene på nogle af de virksomheder frem, der var i søgelyset.

Undersøgelser viser, at en lille håndfuld af virksomhederne har det til fælles, at direktørerne er spanske statsborgere, der er rejst til Danmark for at få NemID og sygesikring. De er blevet brugt til at indregistrere virksomheder på to adresser i Kødbyen i København.

Disse spanske statsborgere er en del af en radikaliseret islamistisk celle i Melilla i Spanien, hvor flere medlemmer er blevet dømt i en større terrorsag.

En dansk statsborger sidder fængslet i Spanien anklaget for rekruttering af hellige krigere og for terrorfinansiering ved svindel for 58 millioner kroner i en række virksomheder.

Efter en række afsløringer i 2016 af forskellige former for momssvindel lovede skatteminister Karsten Lauritzen en forstærket indsats mod svindlen:

»Det er fuldstændig uacceptabelt, når organiserede kriminelle bevidst snyder samfundet for moms og afgifter. Vi skal gøre det nemt for de mange, som følger reglerne, men vi skal også slå hårdt ned på dem, som systematisk snyder det danske samfund. Derfor har jeg netop fremlagt en række initiativer for Folketingets Skatteudvalg, der skal styrke indsatsen mod svindel med moms og afgifter,« sagde skatteminister Karsten Lauritzen i marts 2016 i en pressemeddelelse fra skatteministeriet.

Skatteministerens udmelding kom, efter at Rigsrevisionen i december 2015 i en redegørelse havde kritiseret Skats kontrolindsats over for små og mellemstore virksomheder. Skat havde opgjort disse virksomheders manglende skattebetaling til 8,8 milliarder kroner i 2014.

Der er 670.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark, og Rigsrevisionens gennemgang viste, at Skat i 2015 kontrollerede cirka tre procent af virksomhederne. Skats målinger viste, at regelefterlevelsen for små og mellemstore virksomheder var faldet. Over halvdelen havde fejl i selvangivelsen.

Den ene af to klaner

Ifølge Informations oplysninger har politiet med ’Operation GREED’ fået revet den ene af to store ’klaner’ inden for moms- og skattesvindel op med rode. Dermed ligner sagen et regulært gennembrud i forhold til tidligere sager om denne form for svindel.

Det er ikke, fordi politiet forventer, at tomrummet efter den oprykkede klan vil få lov til at stå ubenyttet hen, men derfor kan man godt sole sig i den midlertidige sejr. I den aktuelle sag har politiet slået ned på svindel med ’arbejdskraft og varer’. Den form for svindel foregår i organiserede netværk, og den er ofte grænseoverskridende.

Det var Sø- og Handelsretten, der gav sagens formodede hovedmand gældssanering. Det skete i 2016, da hovedmanden var 44 år. Han havde oparbejdet en gæld på 115 millioner kroner, men ved en afgørelse i Sø- og Handelsretten blev gælden nedskrevet til 470.000 kroner.

Sagsbehandlingen og gældssaneringen skete, samtidig med at manden ifølge anklageskriftet var central i den svindel, der blev afdækket med ’Operation GREED’. Den formodede hovedmand er en af de fem, der har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen den 12. oktober 2017.

Det var først og fremmest gæld til Nykredit, der blev saneret. I alt 110 millioner kroner skyldte manden til Nykredit.

Dokumenter fra gældssaneringssagen viser, at kreditorerne forsøgte at påpege, at den nu fængslede mand skjulte værdier, der ikke var blevet lagt ind i sagen. Han kom kørende til retten i en Bentley, bar dyre tasker og havde guldur på i retten.

En anden stor kreditor i sagen var Skat. Manden skyldte 3,4 millioner direkte til Skat og ca. halvanden million til et konkursbo, der havde gæld til Skat.

Sø- og Handelsretten har ikke selv mulighed for af egen drift at genoptage en sag, når der kommer nye oplysninger frem. Men kreditorerne kan kræve sagen genoptaget og vil formentlig gøre det, når der engang er faldet dom i 2020.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Oluf Husted
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Werner Gass
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Viggo Okholm
  • Olaf Tehrani
  • Niels Duus Nielsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Martin Hansen
Torben K L Jensen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Werner Gass, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Olaf Tehrani, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Martin Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Fire skal udvises, skrives der. Lindholm og Kalvehave får sikkert glæde af dem. Det kunne være at det skrantende erhvervsliv på Vordingborgkanten kan få glæde af disse kreative businessfolk.

Dorte Sørensen

Endnu en udløber af Fogh Rasmussens undergraven af SKAT.

Torben K L Jensen, Oluf Husted, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Erik Feenstra, Mogens Holme, Jan Damskier, Hans Larsen, Ole Meyer, Werner Gass, David Zennaro, Steen K Petersen, Peter Beck-Lauritzen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

ja, som AFR sagde, da han var i opposition: pengene fosser ud af statskassen!
Et er kriminelt svindel, Hr Karster Lauritzen, men statskassen bliver også snydt i skattesager mod store udenlandske firmaer. Et stort udenlandsk firma havde en skattesag på 2-300 mill.kr. kørende og drev en virksomhed med 120 ansatte. Firmaet ankede skattesagen, trak den i langdrag, samtidig med at de nedskrev værdien i virksomheden. Da virksomheden var nedskrevet, lukkede de den og ophørte dermed at eksistere. Og skattesagen blev lukket. Se, det var smart, ikkesandt Øb & Bøv (AFR & KL).

Stop lige engang og tænk over det. - Hvis nogen snyder, er der altså andre, der lader sig snyde.

- Er der ikke noget om, at man i Danmark kan oprette selskaber for blot 1,00 DKK?
- Og er der ikke nogen om, at selskaber, der tidligere var tvunget til at indsende revisorgodkendte årsregnskab til både skat og selskabsstyrelsen, nu blot kan undlade at have revisor?

Altså - enhver kontrol med landets selskaber er ikke-eksisterende.
Alle kan med loven i rygge gøre hvad som helst. - Man kan f.eks.købe 10.000 stk. rullestole på klods, og sælge dem billigt i et andet land, samt lade selskabet gå konkurs. Og taberne bliver det firma, der har solgt samt skatteborgerne, der gå glip af både skatter og moms.

- Altså - hvis nogen snyder, er der altså andre, der lader sig snyde. Og dem der bl.a. bliver snydt, er altså ikke landets politikere, men der er landets skatteborgere.

Måske skal det også tilføjes, at et selskabs drift-underskud, altså tabet på rullestolene, kan fradrages i skat.

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Ole Frank, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Werner Gass, Leo Nygaard, David Zennaro, Tue Romanow, Kim Houmøller og jens peter hansen anbefalede denne kommentar

Ja her er der så måske evidens for at sige at ikke alle af anden etnisk herkomst er til gavn for vores samfund- De har sgu lært at de store smarte kapitalfonde og globale virksomheder.

Peter Beck-Lauritzen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

Nu får jeg nok tærsk; men...

Da jeg hørte om denne sag, var min første tanke; Oslos Taxisvindel....

Det var en af Norges største sager om organiseret skattesvindel: Et par tusinde, primært pakistanske, taxachauffører svindlede den norke stat for mere en halv milliard + plattede trygdekontoret for 100 mio.

Jeg vil MEGET anbefale Aftenposten-journalisterne Einar Haakaas og Kjetil Sæters bog "Svindel uten grenser. En reise i svart drosjeøkonomi", som undersøger sagen - og beskriver det pakistanske communitys holdning til det land, de bor i - i dette tilfærlde Norge.

Der er tydelige paralleler til denne sag.

Martin Sørensen, Oluf Husted, Michael Friis, Peter Beck-Lauritzen, Kim Houmøller, Bjarne Frederiksen, Flemming Andersen og Katherina Alfsen anbefalede denne kommentar

Hvordan kan så stor gældsstiftelse og følgende eftergivelser overhovedet ske uden "hjælp" og medskyldighed hos modparten.
Søg efter en Britta !
I sidste ende dem, der udformer regler, som ingen kan overskue og føre ud i livet.
Desvære en almindelig sygdom her i landet.

Oluf Husted, Peter Beck-Lauritzen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Hvordan kan så stor gældsstiftelse og følgende eftergivelser overhovedet ske uden "hjælp" og medskyldighed hos modparten.
Søg efter en Britta !
I sidste ende dem, der udformer regler, som ingen kan overskue og føre ud i livet.
Desvære en almindelig sygdom her i landet.

Det kan nok konkluderes at 'sparede' udgifter til kontrol kommer mangfoldig tilbage i tabte intægter.
Dette Ebberød Bank system er partiet Venste den største fortaler og praktiserende af.
Jo Venstre ved du hvor du har. Altid bag ved de største svindlere. Allerede Alberti........

Lillian Larsen, Torben K L Jensen, Egon Stich, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Erik Feenstra, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Anders Graae og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Hvem er det nu der stiller det grundlag til rådighed, der gør det muligt for svindlere og hæmningsløse griske medborgere at berige sig? Rigtigt, vore egne valgte lovgivere. Hvorfor har vi et skattesystem hvor man kan få udbytteskat udbetalt skat fordi man bor i udlandet? Og - hvorfor har man indrettet momssystemet sådan, at der kan udbetales penge fra staten, når man oprindelig havde et velfungerende "oms"-system, hvor kun slutbrugeren betalt "oms" og hvor ingen derfor skulle have penge tilbage. Og - jeg kunne blive ved.

Martin Sørensen, Steen Uffe Hansen, Egon Stich, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Michael Friis, Svend Erik Sokkelund, Peter Beck-Lauritzen, Leo Nygaard og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Netop Krister - Indviklede regler kræver overblik, som det kniber alvorligt med.
Regelforfatterne er medskyldige i svindel, fordi de ikke tager dette i betragtning.
De burde melde tilbage til politikerne, når noget ikke lader sig praktisere.

Torben Lindegaard

Vi skal lige have med, at stråmandsfirmaerne altså har udført et reelt stykke arbejde for de fakturaer, som firmaerne har udskrevet og fået honoreret.

Så der er altså andre firmaer i branchen, som er blevet udkonkurreret.

Det er jo mageløst ....