Læsetid: 3 min.

Red Barnet fyrer generalsekretær på grund af ledelsesstil

Red Barnets bestyrelse valgte fredag at afskedige generalsekretær Jonas Keiding Lindholm. Han bærer ifølge organisationens bestyrelsesformand et »tungt ansvar for«, at fem medlemmer af topledelsen har sagt op det seneste halvår. »Jeg er nok en ret kontant leder,« siger Lindholm selv
Red Barnets bestyrelse valgte fredag at afskedige generalsekretær Jonas Keiding Lindholm. Han bærer ifølge organisationens bestyrelsesformand et »tungt ansvar for«, at fem medlemmer af topledelsen har sagt op det seneste halvår. »Jeg er nok en ret kontant leder,« siger Lindholm selv

Ida Marie Odgaard

15. december 2018

De seneste 3,5 år har Jonas Keiding Lindholm været generalsekretær i Red Barnet, hvor han har været ansat i 14 år. Men nu er det slut. Fredag modtog han nemlig en fyreseddel fra en enig bestyrelse.

Ifølge en pressemeddelelse, som Red Barnet sendte ud sent fredag eftermiddag, er fyringen et resultat af, at »Jonas Keiding Lindholms personlige ledelsesstil ikke matcher de værdier, som Red Barnet ønsker at stå for«.

Over for Information uddyber bestyrelsesformand Lars Svenning Andersen, at der med værdier menes et »godt, åbent og troværdigt samarbejde, hvor tingene foregår i en god og ordentlig atmosfære, og alle føler sig trygge i det job, de har«.

»Vi mener, at Jonas har gjort rigtig mange gode ting og været meget energisk, men på det punkt har han ikke handlet i overensstemmelse med, hvad vi ønsker.«

I løbet af det seneste halvår har fem medlemmer af Red Barnets topledelse forladt organisationen, og det er dermed en meget stor del af den relativt lille ledelse, der er blevet skiftet ud på kort tid.

»Analysen af det, da vi begyndte at grave i det, førte til, at vi måtte sige, at det bar Jonas et tungt medansvar for,« siger Lars Svenning Andersen, der af hensyn til medarbejderne ikke ønsker at være mere konkret.

»Jeg skal så også sige, at det har altså ikke noget at gøre med alt det, der er sket i England, og det der med sexchikane og skidt og møg,« tilføjer han med henvisning til skandalesager om engelske nødhjælpsarbejderes seksuelle udnyttelse af børn. I stedet handler det om den nu tidligere generalsekretærs ledelsesstil og evne til at sikre et godt arbejdsmiljø.

Jonas Keiding Lindholm er både »ked af det« og overrasket over fyringen, som han »ikke havde set komme«.

– Bestyrelsesformanden mener, at du har et »tungt medansvar« for de mange fratrædelser i Red Barnets ledelse. Har du det?

»Når flere seniormedarbejdere på kort tid forlader organisationen, blinker de røde advarselslamper også hos mig, og jeg har selvfølgelig brudt mit hoved med, hvad der ligger bag. I den proces har jeg måttet sande, at jeg som øverste leder har et stort ansvar. Er det så nok til en opsigelse? Det har bestyrelsen vurderet. Og det har jeg taget til efterretning,« siger Jonas Keiding Lindholm og understreger, at han ikke selv har talt med de fem medarbejdere om, hvorfor de angiveligt er utilfredse med hans ledelse.

En kontant leder

Red Barnet har på det seneste gennemgået en række forandringer i forsøget på at omstille organisationen til nye udfordringer, styrke sin økonomi og nå ud til markant flere udsatte børn.

Det har ifølge Jonas Keiding Lindholm været en »hård periode«.

»Meget af det er gået rigtig godt. Det er jeg stolt af. Men det har selvfølgelig kostet. Det har været en stor reform, der er blevet gennemført med stor hast og nok også en kontanthed fra min side, som jeg selvfølgelig reflekterer over nu.«

– Hvordan har du været kontant?

»Med afsæt i den vedtagne strategi har jeg haft et klart blik på, hvor vi skulle hen, og hvordan vi kom derhen og i den ildhu efter at skabe forandringer, har jeg nok ikke lyttet nok til andre stemmer – inklusive de medarbejdere, der har sagt op. Jeg har fået indtryk af, at de i et eller andet omfang føler sig trådt på. Og det er jeg selvfølgelig ked af. Det har aldrig været min intention.«

– Hvad er det konkret for nogle forandringer, der har været uenighed om?

»Jeg tror ikke, at der er noget mønster, for der har været en lang række omstillinger gennem de seneste år. Men det handler nok særligt om tempoet, de er foregået i og måden, de er gennemført på,« siger Jonas Keiding Lindholm.

»Jeg er nok en ret kontant leder. Jeg har haft høje forventninger til kollegers leverancer og omstillingsparathed. Nok også for store. Det er dét, jeg hører, og det er jeg virkelig ked af. Jeg er selvfølgelig ked af, at det har kostet på de indre linjer, og at nogen har slået sig på mig.«

Hovedbestyrelsens beslutning om at afskedige Jonas Keiding Lindholm er ifølge bestyrelsesformanden taget til efterretning af både den øvrige ledelse samt tillidfolket i Red Barnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, selvfølgelig, Allan Filtenborg, vi har jo fået en dyrkelse af 'ledelse', som tiltrækker dem. Det er jo præcis derfor, at vores udgræsning af ledelse og opbygning af flade strukturer med først og fremmest faglig indflydelse var sådan en succes, der også gjorde os til verdens mest tilfredse.

Vibeke Hansen, Bettina Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Nu ser vi ikke umiddelbart, om bestyrelsen i Red Barnet har opfyldt deres forpligtelse som overordnet ledelse i forhold til den daglige leder. Men noget tyder på, at de har ladet tingene løbe.