Læsetid: 3 min.

Støjberg skal forklare sig i somaliersag

Hvorfor skulle der gå fem måneder, fra at Inger Støjbergs embedsmænd fik oplysning om Udlændingenævnets praksis i 177 såkaldte somaliersager – der af jurister er blevet kritiseret for at være ’klart ulovlig’ – til at ministeren selv blev orienteret? Det spørger oppositionen nu om i Folketinget
På billedet er Inger Støjberg i samråd om Paposhvili-dommen.

På billedet er Inger Støjberg i samråd om Paposhvili-dommen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

3. december 2018

Allerede den 25. maj 2018 blev embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet orienteret om, at Udlændingenævnet havde besluttet sig for en praksis i inddragelsesager om somaliere, som ifølge flere jurister var »klart ulovlig«.

Alligevel blev Inger Støjberg (V) først orienteret om problemet i forbindelse med, at Information i slutningen af oktober skrev den første artikel om sagen.

Datoerne fremgår af et aktuelt svar fra Inger Støjberg til Søren Søndergaard (EL). Det fremgår også, at ministeriets embedsmænd blev orienteret om Udlændingenævnets beslutning i forbindelse med arbejdet i en særlig arbejdsgruppe med titlen: ’Arbejdsgruppen til understøttelse af en effektiv proces efter inddragelse eller afslag på forlængelse af opholdstilladelser’.

»Det er helt uacceptabelt, at man er opmærksom på sådan en sag i så lang tid i ministeriet uden at informere ministeren om, at der er et muligt lovbrud inden for hendes område,« siger Søren Søndergaard.

Det samme mener Mattias Tesfaye (S):

»Jeg undrer mig over, at der kan opstå en tvivl om, hvor vidt man forvalter lovligt, og at den tvivl ikke når op på ministerens bord med det samme. Jeg kan godt forstå, at det ikke sker samme dag eller samme uge, men det er mærkeligt, at der skal gå fem måneder,« siger han.

Som tidligere beskrevet i Information går somaliersagen ud på, at Udlændingenævnet har truffet beslutning om at inddrage opholdstilladelsen for familiesammenførte somaliere uden at vente på, at Flygtningenævnet har afgjort, om opholdstilladelsen skal inddrages for den i familien, der har fået asyl.

Den praksis har Udlændingenævnet nu ændret, efter at flere jurister i Information kaldte det for »klart ulovligt«. Men inden nævnet ændrede praksis, nåede det at behandle 177 sager om somaliere, fremgår det af et svar på et andet spørgsmål fra Søren Søndergaard.

Holdes Støjberg i uvidenhed?

Mattias Tesfaye peger på, at det ikke er første gang, at Inger Støjberg angiveligt er blevet holdt i uvidenhed om problemsager af hendes embedsmænd.

Det samme var ifølge ministerens egen forklaring tilfældet i sagen om Paposhvili-dommen. Den sag handlede kort fortalt om, at en dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol indebar, at Danmark måtte ændre praksis i forhold til ansøgninger om humanitært ophold til alvorligt syge udlændinge.

Selv om embedsmændene brugte det meste af et år på at overveje dommens konsekvenser, mens de gav afslag på stribe, blev ministeren først orienteret, få dage før at ministeriet i januar 2018 udsendte en pressemeddelelse om, at det fremover ændrede praksis.

– Kan der være en hensigt med, at ministeren holdes i uvidenhed?

»Det ved jeg jo ikke. Vi kan kun gisne,« siger Mattias Tesfaye og understreger, at ministeren fortsat ikke har svaret på, hvorfor Udlændingenævnet besluttede sig for den praksis, som ifølge jurister var ’klart ulovlig’.

»Grundlæggende aner vi ingenting om, hvorfor der skal gå fem måneder, før Inger Støjberg får kendskab til sagen. Uanset om der er en hensigt med det eller ej, er det en håbløs arbejdsgang, at en minister tilsyneladende ikke orienteres hurtigt, når der opstår tvivl om lovligheden af forvaltningen.«

Søren Søndergaard har nu stillet et nyt spørgsmål til Inger Støjberg:

»Vil ministeren fremover indskærpe over for ministeriets medarbejdere, at hun i alle fremtidige sager skal underrettes omgående, når ministeriets medarbejdere får kendskab til en myndighedspraksis på udlændingeområdet, der er eller kan være lov- eller konventionsstridig?«

Søren Søndergaard håber, at forslaget vil betyde, at »vi aldrig igen kommer i den situation, hvor ministeren kan sige, at det var bare noget, man vidste nede i systemet, uden at hun blev orienteret. Hvis hun ikke følger vores forslag, må man undre sig over det«, siger han.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oplyst, at ministeren ikke har nogen kommentarer, da ministeriet prioriterer at svare Folketinget først.

Serie

Somaliersagen

Fire uger og 13 artikler .... Det skulle der til, før Udlændingenævnet ændrede ’ulovlig’ praksis i forhold til at inddrage opholdstilladelser for familiesammenførte somaliere. Læs artiklerne her

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Man skulle tro, at ministerens embedsværk var blevet isoleret på en øde ø med en gammel walkie-talkie :-/

Erik Fuglsang, Jens J. Pedersen, Tue Romanow og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Det er omsonst at indkalde Støjberg i samråd.
Hun vil helt rutinemæssigt tale usandt fra start til slut, og DF vil bakke op.
Ganske som vi plejer.

Nis Jørgensen, Flemming Berger, Henning Kjær, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Benjamin Bjerre, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Samråd på samråd ændrer ingenting og er et demokratisk impotent organ. En forfatningsdomstol kunne måske tiltvinge sig den fornødne politiske respekt.

Flemming Berger, Erik Fuglsang, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Jens J. Pedersen, Gert Romme og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

En rigtig forfatningsdomstol med samme politiske uafhængighed og samme beføjelser som den i Karlsruhe vil kunne løse mange problemer i Dansk politik.

Men hvis den får samme forvaltningsgrundlag som den efterhånden stærkt amputerede ombudsmandsinstitution, vil denne også være helt værdiløs. Og desuden skal en forfatningsdomstol jo handle i henhold til lovene, og her kan kreative politikere jo fortsat ændre på grundlaget, så det passer ind i deres politik.

Jesper Sano Højdal, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Inger Støjberg er blevet desintegrationsminister og sidder udelukkende på DF's udnyttelse af hende. Hvor svagt kan det være?