Læsetid: 7 min.

17.460 tændstikker, to knive og en æske fyrværkeri – sådan blev to flygtninge til formodede terrorister

I mere end et år har en 31-årig syrer siddet varetægtsfængslet, mistænkt for i ledtog med en anden syrer at have planlagt et terrorangreb i København. Kort før han kom for retten, skrev Information dette overblik over den spektakulære sag, som trækker tråde til Tyskland, Sverige og Islamisk Stat
I mere end et år har en 31-årig syrer siddet varetægtsfængslet, mistænkt for i ledtog med en anden syrer at have planlagt et terrorangreb i København. Kort før han kom for retten, skrev Information dette overblik over den spektakulære sag, som trækker tråde til Tyskland, Sverige og Islamisk Stat

Sofie Holm Larsen

22. januar 2019

I december 2017, tre dage før juleaften, blev en syrisk mand anholdt og varetægtsfængslet, mistænkt for at have forberedt et blodigt terrorangreb i København.

Sammen med en syrisk mand i Tyskland havde han ifølge anklageskriftet planlagt at gå løs på tilfældige forbipasserende i København med lange køkkenknive og derefter detonere en eller flere hjemmelavede bomber, bygget af svovl fra tusindvis af tændstikker.

Planen havde taget form over nettet via en mystisk mellemmand, som havde bragt dem sammen.

Begge syriske mænd var asylansøgere. De havde forladt Mellemøsten, men besluttede sig efter kort tid tilsyneladende for at ville bringe død og ødelæggelse til det kontinent, som havde givet dem beskyttelse.

Hvem er den mand, som nu sidder på anklagebænken? Og hvordan fik han og den anden syrer den idé at planlægge et angreb i den danske hovedstad?

Information har gennemgået bunkevis af tyske og svenske retsdokumenter for at bringe fortællingen om to rodløse og radikaliserede unge mænd, som ikke havde noget at miste.

Lykkelige i Sverige

I midten af september 2015 ankom en 28-årig syrisk mand, lad os kalde ham MZ, til Sverige med sin hustru og deres søn.

Ifølge hustruens vidneudsagn i en senere retssag havde hun mødt MZ i Saudi-Arabien. Hun var flygtet dertil på grund af krigen i Syrien, mens MZ var født og opvokset i Saudi-Arabien, hvor han ifølge hende vistnok arbejdede som makeupartist i et stormagasin. De giftede sig, fik en søn og besluttede at rejse til et land, hvor deres nyfødte barn ville have bedre muligheder, og hvor de selv ville have flere rettigheder. Valget faldt på Sverige, hvor hustruen havde familie.

De rejste via Tyrkiet til Grækenland, videre ad balkanruten, gennem Tyskland og Danmark for til sidst at ende i Sverige, hvor de gav deres fingeraftryk og søgte om asyl.

Ifølge hustruens forklaring var den første tid lykkelig. De forsøgte at lære sig det svenske sprog, hun overvejede at læse journalistik, mens MZ ville være farmaceut og arbejde på et apotek.

Alt dette ændrede sig dog kort efter, da de kom ud for en bilulykke.

Syede IS-flag

Kort inden familiens ankomst i Sverige havde en syrisk mand ved navn Dieab Khadigah søgt om asyl i Tyskland. Han var en kvik, ung mand, der tidligere havde studeret matematik, fysik og datalogi på en privat ingeniørhøjskole i Damaskus.

Nu henslæbte han sit nye liv på et tysk asylcenter. I stedet for at læse videre eller forsøge at lære tysk, begyndte han at trække sig tilbage på sit værelse, hvor han rettede mere og mere af sin opmærksomhed mod sin HTC-smartphone, der sad som limet til hans håndflade.

De andre beboere på asylcentret var bekymrede over hans adfærd. Hans medieforbrug omfattede i stigende grad radikale islamistiske prædikener, propagandavideoer fra Islamisk Stat og manualer til at bygge bomber med søm i. På et tidspunkt syede han sammen med en anden beboer et IS-flag. Alt dette førte til, at han fik en påtale fra bostedet.

Dieab Khadigah nøjedes ikke med at se propagandavideoerne for sig selv. Han begyndte også at dele dem og diskutere dem med ligesindede, som han fandt på de sociale medier. Det resulterede i, at hans facebookkonto blev lukket flere gange. Men det afskrækkede ham ikke.

En aften i oktober 2015, kort før midnat, downloadede han en udgave af al Qaedas propagandamagasin Inspire, som indeholdt en manual til at bygge en bombe ved hjælp af svovl fra tændstikker og en overskåret plastikflaske.

I samtaler på nettet udtrykte han sympati med de blodige terrorangreb i Paris samme efterår. Han var også parat til at dø for IS.

Den mystiske forbindelse

I Sverige var MZ begyndt at udvikle et tilsvarende medieforbrug. En bilulykke havde netop taget livet af hans søn, og nu havde hans hustru forladt ham. Begge tab havde tæret hårdt på ham. Han boede nu alene og tilbragte mere og mere tid på nettet. Han downloadede videoer, som hyldede terrorangreb og viste henrettelser af fanger.

Til svensk politi har hans hustru forklaret, at han plejede at være mild og fredelig, men at han blev utilregnelig efter sønnens død.

Ligesom Dieab Khadigah i Tyskland delte han nu sine radikale holdninger med ligesindede på nettet. Han diskuterede bomber, martyrium og sit store had til shiamuslimer – han var selv sunni. Som baggrundsbillede på sin computer havde han Islamisk Stats sorte fane.

Begge mænd havde fået kontakt med en mystisk person, M, som delte nyheder om Islamisk Stat på nettet.

Denne M havde bedt Dieab Khadigah om at gennemføre et selvmordsbombeangreb, hvilket han uden forbehold var gået med til. Efter instruks fra den mystiske M indkøbte han derfor 17.460 tændstikker, seks walkie-talkier og en pakke fyrværkeri. M gav ham MZ’s telefonnummer, som han skulle mødes med på Københavns Hovedbanegård. Her skulle de identificere hinanden ved hjælp af en hemmelig kode.

Begge mænd kom dog snart i myndighedernes søgelys.

Branden i Malmø

En tidlig morgen i oktober 2016 fløj to molotovcocktails gennem vinduet på en shiamuslimsk moské i Malmø. Ingen kom til skade, men bygningen fik alvorlige brandskader.

Et overvågningskamera på den anden side af gaden fangede gerningsmanden. Men optagelserne blev slettet, inden svensk politi kunne få fingre i dem.

I stedet måtte politiet forlade sig på afhøringer af medarbejdere fra et dækfirma, der ejede kameraet, som havde gennemset optagelserne. Politiet interesserede sig også for en transaktion, der havde fundet sted samme morgen på en nærliggende tankstation. Her havde nogen købt 2,6 liter benzin. Men politiet manglede en gerningsmand.

Der var dog én mand, som både havde udvist voldsparathed og et særligt had til shiamuslimer i dagene inden branden. En mand, som endda havde været lige i nærheden i timerne omkring branden. Den mand var MZ.

Ville dræbe hele verden

19. november 2016 forsøgte Dieab Khadigah at rejse ind i Danmark. Men han blev standset ved grænsekontrollen i Rødby og sendt tilbage, da han ikke havde sit pas med. Under togturen gennem Tyskland blev han standset af tysk politi, som længe havde været opmærksomme på ham. I hans taske fandt politiet de mange tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, walkie-talkies og to køkkenknive.

Herefter fik han lov at rejse tilbage til asylcentret, hvor han blev anholdt. Terrorangrebet i Danmark var blevet forpurret.

Under ransagningen fandt politiet et håndskrevet farvelbrev, han havde efterladt, ligesom det viste sig, at han havde slettet indholdet af sin HTC-telefon og solgt den til en anden beboer.

Kort efter anholdelsen i Tyskland blev MZ anholdt af svensk politi og sigtet for branden i Malmø.

Under ransagningen af hans hjem fandt politiet blandt andet en manual til bygning af en bombedetonator og bunkevis af islamistisk propaganda.

Oplysninger fra MZ’s mobiltelefon viste, at han havde været i området nær den shiamuslimske moské samme nat, som branden fandt sted. Han havde i dagene op til angrebet beskrevet sig selv som en martyr i onlinesamtaler, og dagen efter branden havde han tilbudt oplysninger om angrebet til et af Islamisk Stats propagandamedier.

Til sin egen mor skrev han:

»Vi skal dræbe hele verden, indtil Gud bliver dyrket 100 procent.«

Udvist og anholdt

Selv om beviserne tegnede et billede af en stærkt radikaliseret mand, var der ikke nok til at dømme MZ for branden. Han blev derfor frikendt og tildelt en erstatning på 97.000 svenske kroner.

Kort efter fik Dieab Khadigah en dom på seks et halvt år for det mislykkede terrorangreb i København.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har oplyst, at de har haft et tæt samarbejde med Danmarks nabolande om sagen. Det er derfor nærliggende at tro, at PET har været særdeles opmærksomme på MZ, da Sverige kort efter udviste ham af hensyn til rigets sikkerhed.

I december 2017 blev MZ anholdt under uvisse omstændigheder og sigtet for at ville begå terror i Danmark. En forbrydelse, som kan give fængsel på livstid.

MZ har siden siddet varetægtsfængslet i mere end et år, og politiet har givet meget få oplysninger om sagen, som indtil nu har kørt for lukkede døre. Ifølge den svenske avis Sydsvenskan har efterforskere fra det svenske sikkerhedspoliti Säpo deltaget i afhøringerne af ham.

Tirsdag kommer den 31-årige MZ endelig for retten. Det bliver første gang, offentligheden får mulighed for at høre, hvad beviserne er imod ham.

En farlig mand

Det bliver afgørende for den eventuelle strafs længde, om bombeplanerne udgjorde en reel trussel. Det kan lyde lidt amatøragtigt med en bombe bygget af tændstikker, medgiver den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp. Alligevel er han ikke i tvivl om, at MZ udgjorde en alvorlig trussel.

For det første, siger han, har en tysk domstol allerede vurderet, at truslen fra hans medsammensvorne var reel. For det andet havde mændene tænkt sig at følge en bombeopskrift fra al Qaedas magasin Inspire. Det viser, at de havde vilje til at gennemføre angrebet og handlede efter instruktion. For det tredje havde de købt knive, som angiveligt skulle bruges til at stikke tilfældige mennesker ned. Og endelig er der sagen om den svenske mordbrand, som MZ ganske vist ikke blev dømt for. Men den svenske sikkerhedstjeneste mistænkte ham stadig.

»Det peger alt sammen i én retning; at det var en alvorlig trussel,« siger Magnus Ranstorp.

– Så MZ, der nu sidder tiltalt i København, er en farlig mand?

»Han er en farlig mand.«

Retssagen mod ham begynder tirsdag og forventes at vare til begyndelsen af marts.

Serie

Tændstikssagen

I november 2016 forsøgte to syriske asylansøgere ifølge Anklagemyndigheden at begået et terrorangreb i København. Planerne involverede en eller flere bomber fremstillet af svovl fra 17.460 tændstikker. Men det mislykkedes, da den ene syrer blev nægtet indrejse i Danmark. Han afsoner nu en dom i Tyskland. Den anden syrer sidder i disse dage på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for at forberede et terrorangreb på dansk jord. Den endelige dom ventes at blive afsagt i maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Trond Meiring
Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har ingen tændstikker - i hvert fals ikke mange. Til gengæld har jeg, med 2 helårshuse og en stor campingvogn, ganske mange store køkkenknive. Og så har jeg, - øvrigt af forsvaret, lært hvordan man fremstiller sprængmidler af ganske almindelige produkter, som man finder i alle hjem.
Skal jeg holde mig hjemme, for at lette anholdelsen som farlig terrorist?

- Jeg spørger bare, for bortset fra mit danske pas må jeg jo være mindst lige så potentiel farlig terrorist som de nævnte i artiklen.

Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Carsten Mortensen, Trond Meiring, Hans Larsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Det er ligesom Kyndby-pigen, hun blev også dømt på indicier, antagelser og formodninger.

Carsten Wienholtz, Gert Romme, Trond Meiring, Carsten Mortensen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

"En million døde, et land i kaos, en modbydelig organisation opstået samt døde vestlige soldater".

Sådan blev Fogh generalsekretær.

Lars Løfgren, Jan Weber Fritsbøger, Arne Albatros Olsen, Søren Roesdahl, Torben Bruhn Andersen, Trond Meiring, Carsten Mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Christiansen

citat:
----
Begge syriske mænd var asylansøgere. De havde forladt Mellemøsten, men besluttede sig efter kort tid tilsyneladende for at ville bringe død og ødelæggelse til det kontinent, som havde givet dem beskyttelse.
----
Beskyttelse? Virkelig?
Måske nogen skulle tjecke, hvor mange bomber vesten har smidt over mellemøsten alene de seneste 10 år, og spørge sig selv hvor mange europæere der ville blive radikaliseret, hvis disse bomber i stedet var blevet smidt over europa.

Lars Løfgren, Jan Weber Fritsbøger, Harald Strømberg, Trond Meiring, Carsten Mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Ja, man må tage sig til hovedet - ...og måske endda vove det store spørgsmål:
Hvem er det som "radikaliserer"?
Yderligere: Måske er det klogt at stille spørgsmålet inden det bliver hamrende ulovligt bare at tænke den slags!

Jan Weber Fritsbøger, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@ Carsten Mortensen,

Måske giver det lidt mere indsigt at vende spørgsmålet om. Så kan man spørge om hvem, det egentligt er, som er den radikaliserende part.
En god gammel talemåde siger jo: "Tyv tror, hver mand stjæler".

Frode Sørensen

Som gammel arbejdsmiljøforsker (arbejdskemi.dk) kan man så med det nævnte eksempel undre sig over, at ingen stilles til ansvar for, at i Danmark dør 2000 årligt af snigende sygdomme p.g.a. dårligt arbejdsmiljø ifølge ILO og med 1600 tilfælde årligt af arbejdsbetinget kræft ifølge Kræftens Bekæmpelse. De regeringsbærende partier minimerer løbende forebyggelsen på arbejdsmiljøområdet, og beskæftigelsesministrene vil ikke engang forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande.

Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Jan Weber Fritsbøger, Arne Albatros Olsen, Søren Roesdahl, Torben Bruhn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Øhmm.... jeg forstår godt at man gerne vil gøre opmærksom på at alt har en årsag, at radikalisering ikke sker uden grund, etc.

Men det er bare ligegyldigt set i det umiddelbare, her og nu, praktiske perspektiv. Ja, Psyko-Søren fra Sønderborg får sin seksuelle tilfredstillelse ved at torturere og myrde små børn og lave te-kopper af deres kranier, men men men det gør han kun pga. barndommens traumer . Ja, ok, det er sandt og trist og alt muligt, men... så er han jo stadigvæk en trussel, sådan her og nu, ikke sandt?

På samme måde er årsagerne (strukturelle, historiske, kulturelle, religiøse, personlige) for hvorfor disse to personer blev radikaliseret da også interessant f.eks i forhold til præventative forhold, men den ændrer vel ikke på det konkrete, her og nu, trusselbillede mod københavnere? Eller skal vi ligefrem sige at "Jamen, vi har smidt bomber i hovedet på syrere, så må en par syrere jo også have ret til at stikke nogle københavnere og springe lidt bomber og her der. Fair is fair."...?

Nej, vel?

René Arestrup, Joen Elmbak, Anne Mette Jørgensen, Viggo Okholm, Erik Jakobsen, christian christensen, Carsten Hansen, Mogens Holme, Olaf Tehrani og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Ind imellem bliver folk dømt på indicier, når det kommer til terror.

Det forventes vel ikke, at man venter med at anholde folk til efter de har slået uskyldige/tilfældige mennesker ihjel ?

Hvad der så ligger af antydninger mod et forestående terrorangreb, f.eks i form at mails, videoer, fysiske genstande som knive gødning, metalsplinter eller sågar svovl fra tusindvis af tændstikker, må så danne ramme for frifindelse eller dom.

Det er enten det, eller vente til efter der er ofre.

Erik Jakobsen, christian christensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Begge syriske mænd var asylansøgere. De havde forladt Mellemøsten, men besluttede sig efter kort tid tilsyneladende for at ville bringe død og ødelæggelse til det kontinent, som havde givet dem beskyttelse. - Hvad har dette med en kriminalreportage at gøre? Det er jo nærmest Martin Henriksen, der taler her, og ikke en neutral journalist på Inf.

Carsten Wienholtz, Anne Mette Jørgensen, Johnny Christiansen, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger og Søren Roesdahl anbefalede denne kommentar
Klaus Brusgaard

#Bjørn Pedersen
Et helt relevant perspektiv. Her bør man så måske så tilføje; hvad har radikaliseret AFR og "de Danske drenge"?
..og dog her har du jo igen argumentet; det ændrer jo ikke på trusselsbilledet. Men mens AFR drikker rødvin og vrøvler sidder de to Syriske mænd varetagtsfængslet.
Dermed er man vel tilbage til spørgsmålets kærne, at nogen kan blive dømt på en mistanke medens andre gør karriere på at sønderbombe og destabilisere en verdensdel.

Lars Løfgren, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Når man læser linket fra Rasmus Knus, så virker det som om det er helt fint at manden sidder bag lås og slå.
Men selvfølgelig skal retten gå sin gang; Som den skal i alle de tilfælde hvor der kun foreligger en formodning ok et forestående terrorangreb.

Vi er mange der tager afstand fra krigen i Irak og den løgn den byggede på. men at antyde at området var stabilt inden da, er nok en sandhed mod modifikationer.
Under alle omstændigheder ikke en grund til at acceptere terror mod tilfældige. Den kendsgerning at Anders Fogh ikke er blevet kastet for en dommer og stillet til ansvar, er svært at gøre noget ved. Men terror skal da alle dage stoppes.

Eller mener nogen at terror er OK, da "vi" selv er skyld i det ?

Carsten Hansen

Sorry for de små tastefejl,
Jeg glemmer mine læsebriller !

Kunne være rart med en korrekturknap der virker et par minutter efter "send-knappen" er aktiveret.

Bjørn Pedersen

@Klaus Brusgaard
Ja, det flot. "Jamen, hva' mæ da' selv?!"...er åbenbart dit svar på om man skal bekæmpe kriminalitet her i landet. Hvad siger du til at jeg bliver skatteminister og begår lidt skattefusk og korruption, Klaus? Det må jeg godt fordi i Kina spiser de hunde, i Amerika hænger de sorte og Anders Fogh gik i krig med Irak. Bevares...

Hvad snakker man egentlig om her? To mænd med bagrunde som er tragiske men ikke kan frikende dem d for ansvaret om at radikalisere sig. Så uanset vore synder i statslig sammenhæng så skal disse mænd sættes fast en tid, og under alle omstændigheder først gives fri når deres tankegang og sind bliver anderledes.

Anne Mette Jørgensen, Carsten Hansen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Hvis man læser DR nyheder, lader til at "tændstik-manden" også har været en tur i Syrien for at "deltage i kamphandlinger". Men det er selvfølgelig underordnet, for Jørgen fra Svendborg gik over for rødt og NATO er krigsliderlig.

Carsten Hansen

Mon ikke det princippet det her drejer sig om.
Mener nogen i alvor at folk ikke skal straffes hvis andre der har gjort noget værre, slipper fri ?.