Kommentar
Læsetid: 3 min.

Et år efter første samråd: Alvorligt syge venter stadig på Støjbergs embedsfolk

Selv om det nu er ét år siden, at Inger Støjberg var indkaldt til det første samråd i sagen om ministeriets ulovlige behandling af ansøgninger om humanitær opholdstilladelse til alvorligt syge udlændinge, venter ansøgere fortsat på at få deres sag afgjort
Selv om det nu er ét år siden, at Inger Støjberg var indkaldt til det første samråd i sagen om ministeriets ulovlige behandling af ansøgninger om humanitær opholdstilladelse til alvorligt syge udlændinge, venter ansøgere fortsat på at få deres sag afgjort

Mads Nissen

Indland
11. januar 2019

Alt godt kommer til den, der venter, siger man. Spørgsmålet er så, om det også gælder for de alvorligt syge udlændinge, der i måneds- og årevis har ventet på, at embedsværket i Inger Støjbergs Udlændinge- og Integrationsministerium skal få færdigbehandlet deres ansøgninger om humanitært ophold.

En enkelt ansøgning har eksempelvis haft en samlet ’liggetid’, som det kaldes, i ministeriet på to år og fem måneder, mens den gennemsnitlige ’liggetid’ for de 15 ansøgninger i samme kategori har været lidt over 12 måneder. Det fremgik af et svar fra ministeren til Folketingets Udlændingeudvalg lige før jul.

Liggetid var i svaret defineret som den tid, der går, inden der foretages et nyt sagsskridt, og er altså kortere end den samlede sagsbehandlingstid. Ifølge et andet svar fra ministeren er der således fem sager, der stammer tilbage fra før juli 2015, som stadig var verserende ultimo september sidste år.

I dag, fredag, er det præcis et år siden, at Inger Støjberg var til det første samråd om den afgørende Paposhvilidom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Som Information skrev i foråret 2017, betød dommen ifølge flere jurister, at ministeriet måtte lempe den hidtidige danske praksis i forhold til humanitære opholdstilladelser til alvorligt syge udlændinge, men angiveligt på grund af en fejlfortolkning af dommen i ministeriets fagkontor (Støjbergs forklaring) fortsatte juristerne med at behandle ansøgningerne som hidtil.

Bortset fra en lille bunke med 15 ansøgninger, den såkaldte »mindre bunke«. Kun de blev lagt til side til senere behandling, mens fagkontoret fortsatte en ulovlig sagsbehandling af de øvrige sager helt frem til for godt et år siden.

Til trods for, at ministeren på samrådet den 11. januar 2018 beklagede og lovede omorganisering af ministeriets arbejdsgange og herunder etablering af en ny selvstændig enhed i ministeriet, så er det alligevel ikke lykkedes at få alle de ældste sager færdigbehandlet.

»Det er selvfølgelig meget beklageligt og utilfredsstillende for de involverede ansøgere,« som Inger Støjberg udtrykte det i folketingssvaret.

Vente, vente, vente, vente

De lange ventetider kunne godt få en mistroisk sjæl til at spekulere på, om der monstro ligger andet end hårdt arbejdspres og nedslidte embedsfolk bag de ekstremt lange sagsbehandlingstider. Måske er langvarig sagsbehandling frem for humanitære opholdstilladelser at foretrække for en minister, der ynder at profilere sig på stramninger på udlændingeområdet.

Men der er intet i de for offentligheden kendte oplysninger om Paposhvilisagen, der antyder sådanne grumsede motiver.

Tværtimod har Inger Støjberg meddelt Folketinget, at den nye enhed vil bestræbe sig på senest før juli i år at få færdigbehandlet de ældste sager. Indtil da er der ikke meget andet at gøre for de alvorligt syge end at affinde sig med at vente.

Vente må også alle vi andre på, hvad Ombudsmanden mon vil få ud af sin fornyede interesse for Støjberg-ministeriets administration af Paposhvilidommen helt tilbage fra domsafsigelsen i december 2016. For godt en måned siden bad Ombudsmanden om at få tilsendt alle ministeriets akter om dommen frem til april 2018. Eftersom Ombudsmanden i forvejen er involveret i sagen som følge af en klage fra en advokat, kan ombudsmand Jørgen Steen Sørensens anmodning næppe tolkes anderledes, end at ministeriets praksis nu bliver lagt under hans juridiske mikroskop og analyseret.

Et af de forhold, som Ombudsmanden kommer til at se nærmere på, er det besynderlige faktum, at samtidig med at det fagkontor i Støjbergs ministerium, der skulle behandle ansøgningerne, ifølge egne oplysninger knap nok havde fået øje på dommen (som de så senere fejlfortolkede!), så indføjede et nabokontor en note med en juridisk henvisning til bl.a. Paposhvilidommen i en redegørelse, som skulle sendes til FN’s Torturkomité.

Det bliver også spændende at se, hvad Ombudsmanden vil finde ud af i forhold til, at der kun var de 15 sager i den »mindre bunke«, der blev lagt til side, mens fagkontoret fortsatte behandlingen af andre ansøgninger ud fra en fejlagtig fortolkning af dommen. Det viser sig nu, at i 13 ud af de 15 sager havde en advokat udtrykkeligt henvist til dommen. Ansøgere uden advokatbistand fik kort sagt en ringere behandling.

Hvem mon bliver først færdig: Inger Støjbergs embedsfolk eller Ombudsmanden?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en gang tak til Ulrik Dahlin og Information.
Det er ikke svært at svare på det afsluttende retoriske spørgsmål i artiklen. Mit bud er, at ombudsmandens undersøgelse vil foreligge før sagerne er færdigbehandlet i ministeriet. Det er sørgeligt, at jeg ikke kan registrere nogen som helst forbavselse hos mig selv længere mens jeg læser artiklen; når Integrationsministeriets eklatante brud på god forvaltningsskik helt er holdt op med at forbløffe eller chokere en er det et tydeligt tegn på, at en af demokratiets grundpiller i form af god forvaltningsskik for længst er styrtet i grus i Integrationsministeriet. Inger Støjberg bør gå af.
Det er en god artikeloverskrift. Meget rammende i forhold til tingenes tilstand. Desværre.

Flemming Skov-Larsen, Morten Wieth, Hanne Ribens, Gert Romme, Bjarne Andersen, Tue Romanow, Elise Berg, Christina Laugesen, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det ville beroligende, hvis nogle journalister ville se på, om sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelser om asyl og familiesammenføring rent faktisk er belyst så grundigt, som man måtte synes, at de skulle være, for at bortvejre al tvivl om fare i tilfælde af afslag.

Flemming Skov-Larsen, Hanne Ribens, Gert Romme, Ole Frank, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

De venter på Godot i Integrationsministeriet.
I dette tilfælde i skikkelse af Manden med Leen.

Jens J. Pedersen, Gert Romme, Bjarne Andersen, Elise Berg, Christina Laugesen, Johanna Haas, Steffen Gliese, Ole Frank og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Nederdrægtighedernes holdeplads - flittigt benyttet i disse år.

Johanna Haas, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Jeg vil foreslå, at Inger Støjberg kommer ud af det ministerium. Jeg hørte hende i Debatten. Hun er overhovedet ikke kapabel til at udføre eller sidde som minister.

Flemming Skov-Larsen, Johanna Haas og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar