Læsetid: 7 min.

Der er behov for at få mennesket med i robotforskningen

Kan robotter være med til at afhjælpe problemer med diskrimination på arbejdsmarkedet? Det spørgsmål stillede forskere på Aarhus Universitet forskellige grupper af borgere på et debatmøde. Forskernes robot gav anledning til både ubehag og livlig debat om robotteknologiens udvikling blandt deltagerne
På Godsbanen i Aarhus bliver en fiktiv jobsamtale gennemført. Robotten fungerer som medium for ansøgeren, så ansætteren ikke kan se vedkommendes race, køn, osv. En del af de borgere, der var inviteret til at møde robotten, fandt den skræmmende – især på grund af dens menneskelignende mimik.

På Godsbanen i Aarhus bliver en fiktiv jobsamtale gennemført. Robotten fungerer som medium for ansøgeren, så ansætteren ikke kan se vedkommendes race, køn, osv. En del af de borgere, der var inviteret til at møde robotten, fandt den skræmmende – især på grund af dens menneskelignende mimik.

Tor Birk Trads

7. januar 2019

En halv meter lang, havfrueagtig dukke er hovedpersonen ved dagens debatmøde. Den lille hvide robot er ved mødets start dækket af et sort klæde foran de 15-20 borde her i mødelokalet på kulturcentret Godsbanen i Aarhus.

Spørgsmålet til dagens møde er, om robotter kan modvirke diskrimination i forhold til køn, etnicitet eller handicap på arbejdsmarkedet. Det er forskere fra Aarhus Universitet ved at undersøge, og i dag vil de inddrage forskellige grupper af borgeres holdning til sociale robotter som den lille havfrue af mærket Telenoid.

Peder Bæk fra borgergruppen Behandl os ordentligt, der sidder ved et af bordene, er ikke i tvivl. Robotter kan bruges til aflastning af mennesker, så de undgår nedslidning, men »det bliver for kynisk og koldt«, hvis robotter overtager f.eks. i ældrepleje eller ved jobsamtaler.

Teknologien er dog allerede på mange måder en del af jobrekruttering, forklarer lektor Sladjana Nørskov de fremmødte. Og kunne man forestille sig, at robotter kunne skabe mere lige muligheder på arbejdsmarkedet, lyder spørgsmålet.

Så er det tid for deltagerne ved forskningsdebatmødet at bruge deres mobiltelefoner til at svare på fem spørgsmål omkring deres holdning til robotter ved jobsamtaler.

Dagens mekaniske hovedperson titter nu frem. Arbejdsgiveren er en ung mand, der spørger Katharina, som han kalder hende, hvorfor hun søger væk fra sin nuværende arbejdsplads?

Robottens mund bevæger sig, og de mørkebrune øjne plirrer, mens den med elektronisk røst forklarer, at der er nogle begrænsninger i forhold til at udvikle sine kompetencer på den nuværende arbejdsplads. I virkeligheden sidder ansøgeren – som i dagens anledning er en forsker – i et andet lokale og styrer robottens udtalelser.

Efter jobsamtalen er slut, fortæller professor John P. Ulhøi fra Institut for Virksomhedsledelse om, hvorfor forskerne er interesserede i at undersøge, hvordan robotter kan gøre adgangen til arbejdsmarkedet mere lige. For selvom arbejdsgiverne nok kigger på mere objektive kriterier som uddannelse og arbejdserfaring, så bliver de også påvirket psykologisk af det førstehåndsindtryk, ansøgeren giver dem ved jobsamtalen.

»Så der går nogle ubevidste processer i gang, som kan betyde, at virksomheden ikke får den rigtige ansat,« forklarer John Ulhøi.

Derfor forsøger forskerne at teste, om robotter kan være stand-in for ansøgeren og på den måde være med til begrænse de fordomme og ubevidste processer, som går i gang under en jobsamtale.

Science fiction og ubehag

Så er det igen publikums tur til at tale sammen rundt om bordene. Peder Bæk, der repræsenterer borgere uden for arbejdsmarkedet, er ikke blevet mildere stemt over for robotten, efter den har været i aktion:

»Det bliver meget virkelighedsfjernt. Hvis man fjerner folks personlighed, så gør du jo os til robotter.«

Peder Bæks makker fra Behandl os ordentligt mener, det er ren science fiction. En ung kvindelig kognitionsstuderende kan godt se meningen med robotten, fordi den ikke påvirker arbejdsgiveren ubevidst i forhold til f.eks. køn eller udseende.

Men de tre unge studerende og de to midaldrende mænd ved bordet er enige om, at robotten er skræmmende – især på grund af dens menneskelignende mimik.

»Det var meget ubehageligt at se på,« lyder det fra Mads Christian Voss, der læser nordisk sprog og litteratur.

Astrid Endrup Iversen, der også læser kognitionsvidenskab, mener dog, at metoden kunne være et skridt på vejen for, at kvinder kunne opnå mere ligestilling.

»Men så accepterer vi altså diskrimination og laver teknologi i stedet,« lyder det retorisk fra Mads Christian Voss.

Robotterne kommer

Næste taler er Katja Meyer, der er partner i kvindenetværket Ladies First. Hun forklarer, at mennesker måske nok har ubevidste fordomme, men de går igen i meget ny teknologi og kunstig intelligens. Sandsynligheden for, at en sort kvinde bliver kørt ned af en selvkørende bil er derfor langt større, end når det gælder en hvid mand, fortæller Katja Meyer. Men teknologien giver også muligheder for et langt bredere felt af ansøgere til job.

»Derfor er spørgsmålet, hvordan vi sikrer, at kunstig intelligens og algoritmerne bag er fair,« siger Katja Meyer og fortæller, hvordan Amazon måtte skrotte en af deres rekrutteringsrobotter, fordi den diskriminerede kvinder.

Derefter kommer en af de stadig menneskelige rekrutteringsfolk på talerstolen. Morten Esmann, der er karriererådgiver i Ingeniørforeningen, fortæller, at en del dygtige ingeniører har det problem ved jobsamtaler, at de er ikke særligt udadvendte. Måske kan robotterne hjælpe på introvertes barrierer? Men Esmanns svar er alligevel nej:

»Jeg tror ikke, robotter vil kunne gøre det bedre.«

Så er det samtaletid ved bordene igen.

Astrid Endrup Iversen er blevet mere i tvivl om, hvorvidt robotter egentlig ville hjælpe på ligestillingen.

»Det er jo ikke robotten, der skal arbejde sammen med de andre på arbejdspladsen,« siger hun og tilføjer, at vi burde have langt flere af den her slags samtaler om ny teknologi.

Uanset hvor meget ubehag Mads Christian Voss havde ved robotten, så mener han, at det er positivt, at der bliver forsket i, hvordan den påvirker os som mennesker. Peder Bæk er enig, for den teknologiske udvikling kommer uanset hvad. 

»Så vi må dreje udviklingen i retning af det mere menneskelige. Og det er din opgave, at de ikke bliver brugt til at ødelægge mennesker,« siger han til den unge studerende på den anden side af bordet.

Mennesket skal med

Tilskuernes debatter ved bordene og afstemningerne undervejs skal forskerne bruge til at danne sig et billede af, hvordan folk bliver påvirket af og opfatter sociale robotter.

Arbejdet med resultaterne fra mødet er først lige gået i gang, men forskerne har allerede lavet en del videnskabelige forsøg med interaktion mellem mennesker og robotter. Både ved mødet og i forsøgene reagerer de fleste deltagere umiddelbart med ubehag over for robotten, forklarer post doc i antropologi Christina Vestergaard.

Det kan skyldes, at de fleste mennesker aldrig har oplevet en social robot før. Vi har kun set den slags robotter på film, mens virkelighedens robotter handler om noget med software, computere og internettet.

»Men her får folk en oplevelse af en robot, der interagerer socialt med et andet menneske, og det er rigtig svært at forholde sig til. Ligesom det for de fleste er langt sværere at acceptere, at en robot skulle repræsentere dem selv, end at en robot skal interviewe dem,« siger Christina Vestergaard.

Den reaktion skyldes, at robotter bliver set som en måde at rationalisere og effektivisere. Derfor er det svært, at robotten bliver sat i stedet for en selv. Og det er netop, hvad der sker med os som mennesker i mødet med robotter, som mangler i meget robotforskning, mener Johanna Seibt, der er forskningsleder for projektet Integrerende Sociale Robotter, som er finansieret af Carlsberg Fonden.

»Vi er især interesserede i at udforske, hvordan vi kan bruge robotter på en helt ny måde. Ikke til at effektivisere, men til at hjælpe os med at realisere de værdier, vi har i vores samfund. Derfor var det også påfaldende for mig, at nogle af de ældre kvinder ved mit bord var positive over for at blive repræsenteret af robotten, mens de unge mænd hellere ville deltage personligt i en jobsamtale,« siger Johanna Seibt.

Det meste forskning i sociale robotter bliver i dag lavet af ingeniører og psykologer, selvom det er helt essentielt at inddrage humanister, når det drejer sig om noget så kompliceret som menneskelig forståelse af social interaktion, mener forskningslederen.

»Det giver ikke mening, at ingeniørerne skaber sociale robotter, som skal indgå i interaktioner med mennesker, uden at eksperterne i social interaktion er med i den proces,« forklarer Johanna Seibt.

At psykologer, antropologer og kognitionsforskere deltager i robotforskningen på Aarhus Universitet har blandt andet ført til, at forskerne har fundet ud af, at der er stor forskel på, om folk har direkte interaktion med robotten eller blot ser den på en scene eller på en skærm.

Holdningen til robotten bliver simpelthen mere positiv ved direkte interaktion igennem længere tid. De nuværende data fra den internationale forskning er tit lavet med korttidsforsøg eller ved, at forsøgspersonen har oplevet robotten på videooptagelser, og det gør gyldigheden af forskningens data begrænset, mener Johanna Seibt.

Men der er ifølge robotforskeren klare beviser for, at mennesker ubevidst lader sig manipulere af robotter, fordi vi er biologisk disponerede for at tillægge en ting, vi kan interagere socialt med menneskelige egenskaber.

Det er en af grundene til, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde mellem ingeniører og humanister. Gerne i form af en fælles uddannelse, mener Johanna Seibt. Indtil videre har der dog ikke været den store politiske interesse for at skabe en uddannelse i sociale robotter.

»Det er jo helt omvendt at udvikle robotter, og så bagefter finde ud, hvad de gør ved os. Derfor har vi brug for et samarbejde mellem de forskellige discipliner, for vi skal have humanister med til at udvikle robotter, som er til gavn for os, samfundet og vores sociale værdier,« siger Johanna Seibt.

Selvom robotterne allerede for 25 år siden havde overtaget størstedelen af de mest rutineprægede arbejdsopgaver i industrien, har vi stadig folk ansatte til at betjene i banker og supermarkeder, påpeger den amerikanske økonom Robert J. Gordon.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flere robotter tak. Jeg har brug for gartnerrobotter, der kan passe min have. Insktdræbende robotter, der kan fjerne specifikke småkryb mekanisk.
Robotter til at passe hønsene og et robotslagteri, når de skal transformeres til suppe. Robotter til at jagte, fange og aflive rotter.
Små robotter til at gøre hør og hamp til garn, og væve dem til stoffer. Sy bukser og skjorter.
Nogle personligt ejede andre i små kollektive enheder.
Hvordan de ser ud er ikke så væsentligt.

Carsten Mortensen

En social robot ..... hvor meget blår kan man stoppe i hovedet på mennesker?
Den vil da aldrig blive mere social end de som var involverede og ikke uvæsentligt:
Hvad var sigtet?
Jeg har endnu til gode at se noget som helst automatiseret som ikke havde til sigte at reducere menneskeligt arbejde & maximere udbyttet.
Ih, hvor socialt....
OG, det er ikke fordi jeg ikke kan se at mennesket ER blevet lettet nogle byrder, som vi antagelig har haft glæde af - afhængig af ståsted.

Artiklen har absolut fat i noget rigtigt. For på et eller andet tidspunkt, - og det er ikke en fjern fremtidsvision, myldrer robotterne ud i samfundet og måske helt uden samfundsmæssig kontrol. Og derfor må ikke blot mennesker men også samfund og lovgivning på FN-niveau med til at styre.

Vi har kendt gaffeltrucks på enorme lagre, der sammen med computerkraft selv passer lagrene i mange år. Og selvkørende lastbiler, busser, personbiler samt store produktionsanlæg til bl.a. fremstilling af biler med mere er en realitet.

Al dette og meget mere, - f.eks. ubemandede robotter i farlige miner langt under jorden, kan være en enorm fordel for samfund og borgere.

Men udvikling af ubemandet krigsmateriel, - krigsskibe, ubåde, kampvogne, kampfly som supplement til ubemandede robotmissiler er allerede i fuld gang, og vil snart dominere verdens væbnede magter.

I dag accepterer vi varernes, arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed over landegrænserne. Men vil vi også acceptere, hvis en udenlandsk investor køber en betydende dansk produktionsvirksomhed, og sender sine industrirobotter med, så de kan afløse den ansatte arbejdskraft.

Robotter er altså ikke bare nogle primitive apparater, der kan klippe vores græs og behandle landmændenes produktionsjord. De robotter vi snart kommer til at møde, vil gå langt videre, og vil hele tiden være foran lovgivningen.

De kan være en fordel, men de kan også være en enorm trussel for os alle sammen, og som det er nu sætter kun fantasien en grænse. Derfor bør menneskerne være med i udviklingen.

Edith Hansen, Hanne Ribens og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar