Læsetid: 10 min.

Josephine Fock: »Min største frygt er, at politik kun bliver for de elitære«

Josephine Fock ville ændre den politiske kultur, da hun kom i Folketinget i 2015 for Alternativet. Borgerne skulle inddrages mere, og det skulle være slut med mudderkastning. Selv om hun i efteråret fik et andet job, tror hun stadig, at det er den rigtige vej, fortæller hun her i det sidste afsnit af serien om folketingspolitikere, der ikke genopstiller
Medstifter af Alternativet, Josephine Fock, er blevet direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Ifølge hende er partiets største succes at få sat klimaet på dagsordenen. Hun er slet ikke i tvivl om, at Alternativets fokus på klimaet har tvunget de andre partier til at tage emnet mere alvorligt.

Medstifter af Alternativet, Josephine Fock, er blevet direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Ifølge hende er partiets største succes at få sat klimaet på dagsordenen. Hun er slet ikke i tvivl om, at Alternativets fokus på klimaet har tvunget de andre partier til at tage emnet mere alvorligt.

24. januar 2019

Josephine Fock stod ved Uffe Elbæks side, da de to tilbage i november 2013 på et hastigt indkaldt pressemøde ville fortælle om et nyt parti, der netop var stiftet.

»I kender ikke mig,« begyndte hun sin tale, da Alternativet for første gang blev præsenteret for offentligheden. Som et af sine klarest definerede mål ville det nystiftede parti ændre den politiske kultur i dansk politik.

Offentligheden skulle snart lære Josephine Fock at kende. For som tidligere topforhandler i offentlige overenskomster blev hun udpeget til Alternativets gruppeformand, efter at hun til valget i juni 2015 med 3.775 personlige stemmer i Østjylland blev valgt til Folketinget for Liste Å sammen med partiets otte andre nyslåede folketingsmedlemmer.

»Der var brug for en, som ikke kunne beskyldes for at være landsbytosse,« som hun i dag udtrykker det med henvisning til, at pressen ifølge hende ofte har været mere interesseret i det nye partis alternative udtryksformer – bl.a. til landsmøder, hvor deltagerne dansede og rystede deres ’jazzhænder’ – end i partiets alternative forslag.

»Opfattelsen af os som nogle glade landsbytosser forsvandt hurtigt i Folketinget, synes jeg. Men pressen ønskede helt klart at holde fast i landsbytosseforestillingen. Hvis man skal tages alvorligt af pressen, skal man åbenbart opføre sig lige så kedeligt som alle de andre partier,« siger hun.

Nu, hvor Josephine Fock har fået andet job – ’Director Integration’ i Dansk Flygtningehjælp står der på hendes visitkort – og derfor ikke genopstiller til det kommende valg, kan hun gøre status: Hvor langt nåede Alternativet med en ny politisk kultur?

Klima og kødafgift

»Udgangspunktet for os var især to ting: For det første ville vi arbejde for en bæredygtig omstilling, og for det andet ville vi undgå, at befolkningen i stigende grad slukkede for tv, når der var politiske debatter, fordi alt for meget handlede om mudderkastning og om at nedgøre sine politiske modstandere. Kort sagt, den politiske debatkultur var langt fra konstruktiv,« siger Josephine Fock.

Partiets største succes har været om det første mål, nemlig at få sat klimaet på dagsordenen, mener hun. Hun er slet ikke i tvivl om, at Alternativets fokus på klimaet har tvunget de andre partier til at tage emnet mere alvorligt.

– Både De Radikale, SF og Enhedslisten havde da klimaet på dagsordenen, før I blev valgt?

»Ja, men alligevel mener jeg, at det var os, der fik sat det ordenligt på dagsordenen. Før var klimaet bare et af flere vigtige punkter for de andre partier. Hvis du tager eksempelvis Enhedslisten ...«

Josephine Fock afbryder sig selv: »Nej, jeg vil ikke tale om andre, men klimaet var vores primære fokus fra dag ét, og det har tvunget de andre mere frem på banen.«

Josephine Fock nævner et andet af partiets forslag, som vakte morskab i begyndelsen – at offentlige institutioner skulle have mindst én kødløs dag om ugen.

»Det forslag blev vi virkelig latterliggjort for, selv om det er en fuldstændig legitim diskussion at rejse. Vi foreslog også at lægge en afgift på oksekød, og så blev vi endnu mere til grin. Men der gik kun et år, så foreslog Etisk Råd det samme: Nemlig at lægge en afgift på kød for at påvirke forbrugerne.«

En ændret politisk kultur

»Dét, vi så ville med en ny politisk kultur, var at forpligte os til at sætte os i den andens sted, når vi diskuterede. Vi skulle lære virkelig at lytte til, hvad andre sagde. Vi accepterede uenigheder, men det var ikke ved at nedgøre andres synspunkter, at Alternativets politik skulle udvikles og fremlægges.«

Alternativet vedtog nogle såkaldte debatdogmer, som bl.a. forpligtede medlemmerne til både at tale om fordele og ulemper ved partiets politiske udspil, til at lytte mere end selv at tale, til at indrømme, at der kunne være spørgsmål, som man ikke havde svaret på, og til at være nysgerrige over for andres politiske holdninger.

»Særligt i forhold til vores debatdogmer kunne jeg mærke, at det rykkede ved noget i Folketinget. At vi ikke var polemiske, og at vi behandlede andre politikere pænt – det fik vi meget ros for fra andre partier. Men det skal selvfølgelig med, at det er lettere for et helt nyt parti at lave tingene anderledes, end det ville være for et parti, hvor gamle uvaner har bidt sig fast.«

»I begyndelsen oplevede jeg i hvert fald rigtig meget velvilje fra andre politikere over for måden at tale på til andre, men sådan er det ikke rigtigt længere. Og det er jeg ked af, for jeg tror virkelig på, at borgerne bredt over hele landet er dødtrætte af, at politisk debat primært handler om at nedgøre hinanden og skyde hinanden alle mulige slette motiver i skoene. Men det her er så et område, hvor vi ikke er nået i mål, men hvor Alternativet heller ikke kan gøre det alene.«

»Min største frygt er, at politik i fremtiden kun bliver for de elitære. Hvis vi ikke formår at involvere ganske almindelige borgere i politik, så vil der komme stadig større kløfter på tværs af befolkningen og mellem Folketinget og vælgerne,« forudser hun.

Alternativet er ikke perfekt

Selv om det er begrænset, hvor mange politiske forhandlinger Josephine Fock har deltaget i, siden hun kom i Folketinget i 2015, er der noget, som især har overrasket hende.

»Hvis jeg skal til forhandling med en minister, så må jeg ikke tage en politisk rådgiver med, selv om ministeren sidder omringet af sine rådgivere fra ministeriet. Det gør magtforholdet enormt skævt i ministerens favør. Og det betyder, at man måske ikke får de bedste aftaler, fordi man først bagefter opdager, hvis der er en fejl eller en misforståelse i det, man har aftalt.«

– Hvad har været jeres største fiasko?

»Det har vel været, at der har været en masse personsager, som har flyttet fokus fra vores politiske projekt.«

I flæng kan man erindre en sag om seksuelle krænkelser på partikontoret, en sag om fotos af tissemænd, en sag om en københavnerborgmester og indretningen af hans kontor og en sag om, hvor mange klimaskadende flyrejser, et folketingsmedlem for Alternativet kan tillade sig at have. Især sagen om seksuelle krænkelser var Josephine Fock meget optaget af.

»Det var helt utilladeligt, helt sikkert. Men vi er et nyt parti, der består af frivillige. Vi kan ikke være perfekte fra begyndelsen. Og man skal heller ikke være perfekt for at kunne være med i Alternativet.«

– Kan man kræve af andre, at de ikke skal flyve, hvis man selv ofte flyver?

»Vi kræver ikke noget af andre, når det gælder flyrejser. Vi kræver derimod, at strukturerne omkring flyrejser – at de er så billige – laves om. Men jo, der har været en række uheldige sager. Vi vil gerne som politikere gå foran som et godt eksempel for andre, men vi er ikke perfekte, og det kommer vi aldrig til at blive.«

Josephine Fock nævner hendes affaldssortering derhjemme som eksempel.

»Jeg sorterer i seks forskellige beholdere, men jeg vil vædde på, at du alligevel kan finde noget plastic, der i virkeligheden skulle have været puttet i en anden beholder. Vi kan ikke pålægge borgerne at leve fejlfrit, og det kan vi heller ikke pålægge politikerne. Jeg har også stadig min gamle motorcykel, som jeg kører på en gang imellem.«

De politiske laboratorier

En anden nytænkning hos Alternativet var de politiske laboratorier, som skulle bruges til at udvikle partiets program. Metoden var kort fortalt at invitere en masse til at møde frem og give deres besyv med om et eller andet emne, hvor der skulle lægges en linje.

»Det var meget interessant og lærerigt. I begyndelsen, da partiet lige var stiftet, var vi alle selvfølgelig nye, men selv meget længere henne i forløbet var der stadig op mod en tredjedel af deltagerne i laboratorierne, som ikke var medlemmer af Alternativet. Det betød, at vores politik ikke blev udviklet i et ekkokammer, hvor der kun sad folk med de samme synspunkter.«

– Hvordan er det så gået?

»Langt hen ad vejen er det lykkedes os at formulere et partiprogram, hvor udviklingen har fundet sted i laboratorier. Jeg har selv været med i laboratorier over hele landet, og jeg synes, at det har været en fantastisk proces. Alternativets skattepolitik er f.eks. udviklet i løbet af tre laboratorier. Så set i det lys er vi nået rigtigt langt. Jeg tror stadig, at det er en brugbar måde at udvikle sin politik på, at man er nødt til at involvere borgerne så meget som muligt.«

Politikerleden er farlig

Josephine Fock anser nemlig politikerleden, som hun ser mange tegn på i tiden, som »absolut farlig for demokratiet«, som hun siger. Derfor er opgaven med at involvere borgerne også vigtig i et større demokratisk perspektiv, ligesom det er vigtigt, at deltagerne er borgere fra alle samfundslag – ikke kun de velbjærgede eller de i forvejen ’frelste’ – og at det er borgere fra alle aldersklasser, der inviteres med.

Hun peger på, at der i Folketinget er næsten uanede muligheder for at inddrage borgerne i langt højere grad, end det i dag finder sted.

»Man kan ikke skyde skylden på ’systemet’, for man kan gøre næsten alt, hvad man vil under den eksisterende forretningsorden for Folketinget. Vi kan arrangere høringer, hvor borgerne har mulighed for at deltage, vi kan invitere eksperter og fagfolk, vi kan rejse spørgsmål i folketingssalen, og vi kan invitere ministre til samråd. Der er rigtig mange muligheder for at åbne op for Christiansborg i langt større udstrækning end i dag. Det kræver bare, at politikerne vil – og der er det så min oplevelse, at der er for mange, der hænger i bremsen.«

– Hvorfor bruger man så ikke alle de muligheder?

»Min oplevelse er, at der er en udbredt lukkethed. Regeringen forhandler med de partier, de vil være enige med. For mig at se ville det være bedre, hvis partierne om de store udfordringer – klima, energi, udlændinge – lavede meget brede forlig, så det ikke bare er Venstre og Socialdemokraterne, der bliver enige. Hvis vi skal undgå opsplitning på kryds og tværs efter valgene, så må alle partier med. Det ville da være virkelig hensigtsmæssigt, men også rigtigt svært, hvis eksempelvis Alternativet og Dansk Folkeparti fra hver sin ende af skalaen kunne blive enige om udlændingepolitik.«

– Ville det overhovedet kunne lade sig gøre?

»Hvis kulturen var der, vil jeg på forhånd ikke udelukke noget som helst, selv om det er klart, at hvert parti har en smertegrænse.«

– Ville du kunne blive enig med Martin Henriksen fra DF om et udlændingeudspil?

»Det handler om at forstå hinandens motivation for at mene, hvad vi nu mener. Man er nødt til at tage de andres motivation alvorligt. Dansk Folkeparti er bange for noget, og det vil jeg gerne tage alvorligt – ligesom de burde tage det alvorligt, når jeg mener, at de bruger en retorik om udlændinge, som er ødelæggende. Hvis vi havde en helt åben drøftelse, hvor alle parader var nede, så tror jeg godt, at det kunne lykkes at få os til at mødes. Men det er aldrig blevet afprøvet, og med den lukkethed, som regeringen har, bliver det heller aldrig afprøvet.«

Et slidsomt job i et lille parti

Josephine Fock har knoklet i mere end fem år med at opbygge og udvikle Alternativet, og hun er overbevist om, at det nok skal køre videre i fin form, selv om hun selv har forladt Christiansborg – i hvert fald for en periode.

»Jeg oplevede til sidst, at jeg ikke var den bedste version af mig selv. Jeg var nødt til komme ud blandt almindelige mennesker, nødt til at være på en arbejdsplads og have kolleger. Jeg var også nødt til at have tid til at se min familie og mine venner. Jeg tror, at mange ville blive overraskede over, hvor ensomt det er at være medlem af Folketinget, fordi man har så sindssygt travlt og så meget, man skal nå at læse og så mange møder, man skal deltage i. Især hos et mindre parti som vores må man jo have mange ordførerskaber, og det betyder igen, at man skal tilbringe meget tid i folketingssalen, når der er lovforslag, der behandles.«

Det slider også på kræfterne, at man som ordfører og gruppeformand skal være til rådighed for pressen. Hvis hun kom hjem lidt før ti om aftenen, gik der ikke mange minutter, før TV 2 News ringede og spurgte, om hun ikke lige kunne tage en taxa og komme forbi, fortæller hun.

»Man har hele tiden en følelse af at være på bagkant, fordi man altid skal reagere på et eller andet. Man kan aldrig nå alt det, man burde nå, og man tænker derfor, at man aldrig er god nok. Folketinget er en usædvanlig arbejdsplads, og det er ekstremt krævende, skal jeg hilse og sige.«

På den baggrund har Josephine Fock et par råd til alle, der drømmer om at blive valgt ind:

»Pas på dig selv. Husk, hvem du er. Lad være med at blive kostet rundt af andre og af pressen. Husk på de ting, du sætter pris på i livet. Husk også på dine værdier og på de ting, der gør dig glad. Ellers vil det nemt gå sådan, at man sætter sig i folketingsstolen, og så vågner man pludselig op mange år efter: Hov, hvad blev der af min familie og af mine venner? Og hvor blev mit liv af?«

Serie

Farvel til Folketinget

Senest til juni 2019 skal der være valg til Folketinget. I denne serie taler vi om forandringerne, tonen og kulturen i dansk politik med politikere, der i årevis har haft deres gang på Christiansborg, men som ikke genopstiller og dermed forlader politik efter valget.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Niels-Simon Larsen
Runa Lystlund, David Zennaro, Gert Romme og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aleksander Laursen

Uffe Elbæk nåede forleden til en "voldsom erkendelse". Nemlig at han mener S og V er to sider af samme mønt.

Fock og Elbæks bekymringer burde være startet for senest 10 år siden. Det er egentlig problemet med dem i dansk politik som vil noget andet. EL og A f.eks.

De er for at sige det ligeud nogle mus. Intet mere. Svag retorik, lavt energiniveau og gejst, mangel på mod til at udfordre det etablerede system.

De ønsker at justere lidt på systemet og "ih åh, tænk nu hvis nogen kalder os konspirationsteoretikere. Vi kan ikke tale om krigsindustrien og de åbenlyse sandheder som gør vores system korrupt. Lad os snakke lidt om højere skatter og/eller vindmøller".

Den gejst det kræver at blive hørt har højrefløjen i sig. Ærgerligt men sandt.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Jeg er bange for, at politik allerede er for de få. Vi har fået opbygget et tilskuerdemokrati. De fleste står blot på sidelinjen og stemmer efter om skoene er sorte eller brune.
Demokratiet er godt på vej til at undergrave sig selv. Nogle partier er mere interesseret i en enkelt sag end at opbygge et velfungerende samfund. Populistiske samlinger som DF og NB har kun et punkt på dagsordenen, og ellers ødelægger de den danske kultur.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Uden på forhånd at ane en dyt om Josephine Fock, før hun lod sig opstille til folketingsvalget i 2015 for Alternativet, er jeg dybt imponeret af hendes indsats som udspørger, de efterhånden utallige gange, hun har medvirket som repræsentant for liste Å forbindelse med den nuværende regerings håndtering af flygtningekonventionens bestemmelser, som ikke er blevet mindre besynderlig i løbet af de snart fire år, Inger Støjberg og Martin Henriksen har kørt parløb om 'løsningen' på dem med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahls velsignelser i ryggen. Og jeg kan dårligt forestille mig, at NGO'en Dansk Flygtningehjælp kan få en dygtigere og mere engageret integrationsdirektør end lige akkurat Josephine Fock.

Tillykke med den nye stilling Josephine - og af hjertet tak for alt i de knap fire år, du tappert udholdt 'lugten i bageriet' på Christiansborg .... ;o)

Niels Duus Nielsen, Jens J. Pedersen, Liselotte Paulsen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Philip B. Johnsen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar

" Josephine Fock: »Min største frygt er, at politik kun bliver for de elitære«"
Det er det jo. Derfor forlader du skuden. Det er håbløst at vende den. Tak for forsøget.

Michael Friis

Folket får hvad vi fortjener. Det tragiske er, at der er risiko for at folkestyret helt afskaffes. Beslutninger tages længere væk og er mere komplicerede. Uvillighed til at tale sammen i et folketing (eller en riksdag) er med til at skabe grobund for farlige holdninger, som at det er i orden at holde nogen udenfor og ikke lede efter kompromiser.
Se Italien hvor magten pludseligt er taget af en koalition af dem "de andre ikke vil lege med" - overraskende fredeligt indtil nu. Muligvis bekymrende fredeligt.

Henrik Brøndum

Jeg må erkende, at jeg har været så irriteret over nogle medlemmers adfærd og Alternativets politik på flere områder, at jeg ikke har bemærket at de konsekvent ikke laver personangreb. Det skal de have en forsinket ros for.

Lasse Mikkelsen, Katrine Damm, Trond Meiring, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Men hvem er "de elitære" eller "eliten" og hvem er deres modstykke? Er sidstnævnte "Folket"? "Det tavse flertal"? De tavse kan vel tages til indtægt for hvad som helst uden at de protesterer (hvis man undtager "tavse protester"). Er "herskende klasser" et andet ord for "elite"? Så er Uffe Elbæk netop udnævnt til et kendt medlem af denne "herskende klasse", i en JP leder, hvor også Martin Henriksen er nævnt, som en der er angrebet af de "herskende". Her ser vel Jyllands Postens lederskribent hverken sig selv eller Henriksen og Dansk Folkeparti som nogen der har med "de herskende" at gøre. Mon ikke det blot er et lille eksempel blandt rigtig mange andre på at det i høj grad er subjektivt hvem man regner for "herskende" eller "elite"?

Carsten Nørgaard

@Aleksander Laursen: Ekstra Bladet skrev en leder om Uffe Elbæks »voldsomme erkendelse«, hvor de tilføjede, at hvor han havde set, at der var 91(?) procent overlap mellem V+S, så kunne han faktisk have konkluderet det samme og bragt DF under paraplyen, hvis kriteriet havde været ca. 80 procent i stedet.

Det er faktisk ret skræmmende, fordi det betyder at vi de facto lever med illusionen om, at der er et alternativ,. illusionen om, at vi har et valg. Det er ikke en etparti-stat som sådan, men som en slags politisk restaurant hvor der kun serveres ét måltid og alle de andre ting på menuen så er en slags skal-skal-ikke tilbehør. Jaja, det kalder man så demokrati.

Runa Lystlund

Josephine Fock.
Tak for dine mange gode kommentarer her og i politisk sammenhæng og held og lykke i det nye job. Arbejdet i Dansk Flygtningehjælp bliver givetvis en udfordring.

Jeg håber på, at arbejdet som politiker har givet dig ballast i det arbejde du nødvendigvis må få med de politiske partier i landet.

Især tror jeg, at DF og Nye Borgerlige vil kappes om at overgå hinanden i ubehageligheder, hvis NB kommer i Folketinget. Her bliver det ikke nødvendigvis flygtninge, men indvandrere i Danmark, der vil stå for skud.

Runa Lystlund

Folketingspolitikerene er som sådan ikke elitære, til gengæld er det nok den del af befolkningen, der har overskud til at lytte mere nøje til hvad der egentlig finder sted, de elitære/interesserede/oplysningslystne.

Det er et demokratisk problem, at en stor del af befolkningen ikke gider lytte til andet end nogle folktingskandidaters forsimplede budskaber.

Her har journalister og forskellige medier også et stort ansvar de ikke lever op til.

DR nedlagde det gode program Dagen på DR2 og beholdt damebladsprogrammet Aftenshowet på DR1. Aftenshowet havde en bedre sendetid end Dagen og havde derfor et større seerantal, på trods af himmelvid kvalitetsforskel.

Hvorfor er der slet ikke nogle dygtige journalister på Aftenshowet?

Aftenshowet gør mennesker direkte dumme. Hvorfor er det, at vi ser Pia Kjærsgaard så ofte optræde her? Hermed mener jeg ikke, at Pia Kjærsgaard er dum, nærmest omvendt. Men hvad bruger hun sin indflydelse til? Er hun oplyst nok til at forstå det?

Danmark er et godt land, netop, fordi vi har haft uddannelse og oplysning i højsæde og det har været tilgængeligt for alle.

Nu mangler DR, DR's bestyrelse og kulturministrren kun at lukke Deadline og Debatten, så er DF, kulturministeren og deres DR's bestyrelsesmedlemmer, nået i mål med deres politik, der gør befolkningen uoplyst og passiv. De tror, at deres politik betyder mere end flerspektret oplysning gør.

Hverken DR eller TV2 lever længere op til de forpligtelser de har som medier.

Det er muligt, at mange folketingspolitikere mener, at tilhører eliten, men er de rigtig oplyste, ved de hvad der foregår i samfundet og ønsket de at beholde befolkningen oplyst? Jeg har min tvivl.

Carsten Wienholtz og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Michaael Friis
Det hedder Folketinget, ikke Riksdagen. Er dit leksikon over Danmark for gammelt?

Riksdagen er i Sverige.

Vi havde til gengæld Rigsdagen med g i Danmark fra 1849-1953. Rigsdagen bestod af to kamre, Folketinget og Landstinget. Efter 1953 er der kun ét kammer, Folketinget. Grundloven blev i øvrigt også sidst ændret i 1953.

Google er et ustabilt oversættelsesværktøj, "Michael Friis".

Der er mange, der prøver at omvende den danske befolkning til at tro, at demokratiet er kommet for langt fra folket og, at den italienske, ungarske, polske og Le Pen delen af De Gule Veste's politik er at foretrække, fremfor et det demokrati vi har i Danmark. Det er der faktisk nogle, der bliver narret til at tro, jeg gør ikke, Michael Friis. Du burde skrive i Uriasposten og lignende medier, her vil du finde et fælles fodslag med skribenterne.

Her skriver især gamle bange mænd og det yderste højre.

Henrik Brøndum

@Runa Lystlund

Det glæder mig, at jeg som en modig gammel mand fra det yderste højre har din tilladelse til at skrive her. Egentlig synes jeg også Michael Friis bør være velkommen.

Michael Friis

Runa Lystlund, "Uvillighed til at tale sammen" var en kommentar til den svenske regeringsdannelse.
Engang var DF ikke stuerene i DK, men nu flokkes mange partier om DF.
Interessant at du kun have debat mellem personer med samme observans som dig. Lyder lidt kedeligt. Jeg læser mange medier men er kun abonnent på Information. Jeg kan lide forskellighed, men sådan er folk så forskellige.
God weekend (enig eller ej)

Grethe Preisler

Kampen om det sidste ord eller 'Lille mand, hvad nu'?

"Nu lider dagen, sang min nabos kone
og holdt det høje C et helt kvarter.
Så svared manden i en vranten tone:
Hold op - så lider dagen ikke mer."
(Halfdan Rasmussen)