Der skal ske noget. Så simpelt er budskabet her foran Thorvaldens Museum ved Christiansborg søndag eftermiddag, hvor nogle hundrede klimaforkæmpere i alle aldre og størrelser er samlet for at danne en menneskekæde rundt om Christiansborg.
Det er den nystiftede Den Grønne Studenterbevægelse, der står bag dagens aktion. Sammen med Klimabevægelsen og Bedsteforældrenes Klimaaktion har de taget initiativ til ’Tro på os’-kampagnen, der op til det kommende folketingsvalg vil have folk på gaden for at råbe politikerne op og gøre opmærksom på, at der er brug for handling for klimaet.
»Det skal være et klimavalg,« siger Jeppe Høstgaard Poulsen fra Den Grønne Studenterbevægelse, som sammen med 20-30 andre unge er iklædt gule og orange refleksveste. Men hvis de skal nå rundt om Christiansborg, skal der mindst være 700-800 mennesker, og helt så mange ser der ikke ud til at være mødt op i den kolde januarsol.
To af de fremmødte er bedstemødrene Birte Norgreen og Birgitte Jensen. Uden på vinterfrakken har sidstnævnte malet et skilt med budskabet:
»Mine børnebørns fremtid CO2 (pil nedad).«
Hun er begejstret for de unge studerende, som står oppe ved et par højttalere ved et banner med ’Tro På Os’-logoet.
»De er sindssygt aktive de unge. De tøver ikke, men gør det bare, og det inspirerer os,« siger Birgitte Jensen:
»Det her er jo alles sag.«
De to pensionerede kvinder er begge med i Bedsteforældrenes Klimaaktion, og Birte Norgreen er også med i Klimabevægelsen. Hun forklarer, at de unge og ældre har det til fælles, at de er bekymrede for deres børn og børnebørns fremtid.
»Og så er vi alle sammen bekymrede for, om politikerne gør for lidt,« siger Birte Norgreen.
Den bekymring går igen blandt de fremmødte og på bannere og skilte lavet af papkasser.
»Dansk klimalov nu,« står der på et af dem med henvisning til et borgerforslag, som 11 større ngo’er – heriblandt Den Grønne Studenterbevægelse – kom med i fredags. Allerede søndag havde forslaget om at lave en klimalov, der forpligter Folketinget til at tage hensyn til klimaet i al lovgivning, fået 12.500 underskrifter.
En af organisationerne bag borgerforslaget er 92-gruppen, der er et netværk af danske miljø- u-landsorganisationer. Troels Dam Christensen, der er sekretariatsleder for gruppen, håber, at de mange underskrifter på borgerforslaget kan være med til at vise politikerne, hvor mange danskere, der mener, at der ikke bliver gjort nok for klimaet.
»Klimavidenskaben siger klart og tydeligt, at det er nu, de næste fem-ti år, der for alvor skal ske noget, men alligevel har Danmark ikke noget samlet klimamål for perioden frem til 2030. Og selv om alle siger, det haster, så sker der slet ikke nok. Derfor skal vi have en klimalov, der sikrer, at vi ikke bare skubber problemerne foran os, som Klimarådet viste for nylig. Vi mener, at politikerne skal tvinges til at gøre noget, og de næste to danske regeringer, hvis de sidder i fire år, er af helt afgørende betydning for, om Danmark yder sit til, at vi får bremset klimaforandringerne i tide,« siger Troels Dam Christensen.
Demonstranter på vej til at fordele sig i den menneskekæde, der søndag omkransede Christiansborg.
Så skal der holdes hånd
Så tager en ung kvinde med et uldent pandebånd og en gul refleksvest mikrofonen og byder velkommen til dagens menneskekæde:
»Kære alle. Vi tror på, at vi kan skabe et grønt folketingsvalg,« siger hun og får et stort bifald.
Den unge kvinde fortæller også, at alle er velkomne til at møde op hver torsdag morgen kl. 8.30 og minde politikerne om det. Også skoleeleverne vil strejke for klimaet igen i februar og marts, fortæller hun.
Men i dag skal der ikke holdes lange taler. Der skal gøres noget, lyder det fra taleren. Efter et kort femfoldigt ’tro på os’-råb, går den unge studerende i gang med at forklare, hvordan folkemængden vil blive delt op i grupper, som skal følge med de unge i gule og orange veste, så der – måske – kan dannes en kæde rundt om Christiansborg.
Gruppen af klimabedsteforældre håber på en plads i solen, da januarkulden er begyndt at bide. Heldigt for dem lander de i solen ved Frederiksholms Kanal.
Så er det tid til at holde i hånd. Anton, der er gymnasielærer, griber venindens og Informations udsendtes hånd. De to er ikke med i nogen klimaorganisationer eller -foreninger, men deltager, fordi det er »sindssygt vigtigt«. Anton håber, at klimaet bliver et af de vigtigste valgtemaer, men tror ikke rigtigt på det, for der mangler politikere, der interesserer sig for det vigtigste.
»Det er jo efterhånden blevet en kliché at sige det.«
Rundt om Christiansborgs tykke mure bliver der spekuleret i, om der overhovedet er folk nok til, at de kan nå hele vejen rundt. Et par forbipasserende bliver grebet af stemningen og hopper ind i kæden, og kort tid efter lykkes det: Menneskekæden er nået hele vejen rundt.
Der bliver lavet bølge, sendt klem i gennem kæden af hænder og lavet kampråb.
»Vi vil have en grøn og lækker fremtid,« lyder det i kæden ved Frederiksholms Kanal, hvor der bliver vinket og råbt »tro på os« til de forbisejlende turister i kanalrundfarten.
Også i solen begynder det at blive koldt, men de unge kædevagter beder folk om at holde ud lidt endnu og gøre kæden endnu større. Så der må hoppes for at holde varmen.
»Alle dem, der hopper, de vil se handling,« råbes der. Og lidt før kl. to får menneskekæden fri, og pensionister, familier med børn og unge bevæger sig videre ud i søndagssolen og ind for at få varmen igen.
Hej Lise,
Først og fremmest tusind tak for at I har dækket vores menneskekæde og den vigtige sag.
Vi nåede HELE VEJEN RUNDT om Christiansborg, og der var omkring 1000 fremmødte.
Jeg håber så inderligt I det lykkes. Jeg skal gøre mit til det, men tror ikke flertallet er parat. Det er de om 4 år, for så bliver konsekvenserne af klimaændringerne værre. Tænk tilbage på januar 1915 og se hvordan klimaet siden har ændret sig. Forestil jer så om fire år, hvor ændringerne ikke bare fortsætter, men sde øges og konsekvenserne bliver flere og voldsommere.
Jeg er så splittet i forhold Jeres insisteren på håbet om forandring.
På den ene side synes jeg, at kampen for bæredygtighed er entydigt rigtig. Vi skal kæmpe imod klimaforandringernes ødelæggelser.
Imod de trusler mod menneskers eksistens, der i første omgang vil ramme de 4 milliarder fattigste og tvinge dem til krig om knappe ressourcer og flugt fra ødelagte lande og regioner.
Imod det ufattelige tab af arter og antal, der løbende rapporteres om fra alle egne af verden. 80% af insekterne er forsvundet, i Asien er skovene blevet stille efter fuglene forsvandt, fra Sydamerika fortælles om padder og krybdyr uden fødegrundlag - det er simpelthen væk!
Koralrevene dør, fiskebestandene er på randen af kollaps - fra 2050 ser det ud til, at erhvervsfiskeri bliver historie.
Iskapperne er nu reelt nået det punkt, hvor afsmeltningen ikke kan stoppes. Permafrosten er begyndt at slippe sit enorme lager af metan, hvilket vil accelerere opvarmningen markant. Havstrømmene vil ændres ligesom vi ser det ske for vejrsystemerne nu.
Det er ikke et spørgsmål om, at vi får lidt kraftigere storme og lidt kraftigere sommerbyger.
Vi kommer til at miste enorme landområder, der ikke længere vil være beboelige og endnu mindre dyrkbare. Vi kommer til at sulte og slås om den begrænsede plads.
Men jeg er som sagt splittet.
For håbet er grundløst
Løbet er jo kørt. Vi omstiller ikke til bæredygtighed. Vi følger ikke den bedst tilgængelige videns anbefalinger om den bedste strategi. Vi følger ikke engang videnskabens minimumsanbefalinger!
Vi vil have vækst. Vi vil rejse mere, forbruge mere og forurene mere. Det er vores ret.
Og vores undergang.
Det sjove/interessante/overraskende er jo at mange af de som kæmper med næb og klør mod indvandring slet ikke kan se at hvis vi taber klimakampen vil det betyde et indvandringspres som er mange gange større end det vi ser nu. Taber vi klimakampen vil det betyde migration i et hidtil uset omfang.
Det er måske det argument som skal føres frem i klimakampen for at overbevise nogle af tvivlerne.
Niels Lauritzen, jeg forstår din afmagt og din apati, ja også hvorfor du har givet op.
Vores jord har allerede lidt stor skade, og du nævner en håndfuld af dem, og ja den kommer til at lide skade mange år ud i fremtiden, og ja den håbløse udvikling ser også ud til at fortsætte. Optimismen har trange kår i disse tider. Jeg skelner her mellem optimisme og håb. Håb er ikke genstand for beregning, som du også skriver.
Jeg (og resten af Den Grønne Studenterbevægelse) håber på trods af denne udvikling. På trods af alle de dårlige nyheder, vi konstant bomberderes med. På trods af den manglende politiske handling og vilje. Jeg har sommetider også svært ved at finde håbet, men at være med til events som i går og jævnligt ses med ligesindede, der også kæmper for en grønnere fremtid, det holder håbet i live i mig.
Vi skal redefinere det gode liv. Politikerne skal gøre det bæredygtige valg til det åbenlyse og nemme valg modsat idag. Vi skal indse, at det ikke er vores ret at forurene eller overudnytte jordens finitte ressourcer mere.
Vor tilværelse slutter ikke efter 2050, men bliver (som det ser ud nu) en del sværere efter 2050 og endnu værre ser det ud i år 2100. Men selvom det ser svært ud nu, og alt (næsten uden undtagelse) går i den forkerte retning, nægter jeg at give op, for det gør en kæmpe forskel om vi lander på 1,5, 2,0 eller 3,0.
Jeg håber på, at du vil insistere med os!
Mvh.
Jeppe Høstgaard Poulsen
// Aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse
Kære Jeppe Høstgaard Poulsen
Jeg har insisteret i 35 år. Været aktiv i Greenpeace, deltaget i demonstrationer, støttet natur- og miljø NGO'er, deltaget i den politiske debat, udfordret konsensus ved alt fra familiemiddage til skurvognssnak. Og da jeg startede så det skidt ud, siden er det gået stadigt hurtigere ned ad bakke.
Den videnskabelige indsigt i historisk udvikling for miljø og natur er fuldt tilstrækkelig til at dokumentere katastrofen.
De videnskabelige modeller for mest sandsynlige fremtidsscenarie er så gennemarbejdede og detaljerede, at der ingen undskyldning er for at fortsætte samfundsudviklingen indenfor de herskende paradigmer.
De dominerende årsager til klimaændringer og masseuddøen er så præcist dokumenteret og formuleret, at ingen bortforklaringer eller alternative udlægninger er mulige uden at komme i alvorlig konflikt med fakta.
Og alligevel fortsætter vi i stadig acceleration mod afgrunden.
Hverken politikere, erhvervsfolk eller forbrugere viser nogen som helst tegn af betydning på erkendelse af problemets størrelse.
Vi kan marchere, skrive harmdirrende indlæg eller peptalks, lave flotte bannere, lave menneskekæder, synge protestsange, stemme på vores favoritprofet eller håbe på en revolution.
Det har samme afgørende effekt, som hvis vi lægger os på knæ ved sengen om aftenen med foldede hænder og beder til Den Almægtiges indgriben: Angstdæmpende beskæftigelsesterapi.
Jeg beklager, mit håb er ude.
Ps. Som det ser ud pt, lander vi på minimum 3 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur.
I Puerto Ricos regnskov er temperaturen allerede steget 2,2 grader med katastrofale følger for livet der https://science.rpi.edu/biology/faculty/brad-lister