Kinesere i netværket: Skal vi være bange for Huawei?

I sidste ende handler det om nationens sikkerhed.

Det er ikke hver dag, der bliver taget så store ord i brug i dansk politik. Men når det gælder den kinesiske telegigant Huawei og dets adgang til det danske telenetværk, er der bred politisk enighed om sagens kerne.

»Spørgsmålet om Huawei er noget, regeringen tager meget alvorligt,« som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) formulerede det ved et samråd tirsdag.

»Vi skal kunne føle os trygge ved, at kriminelle og fremmede stater ikke udspionerer vores myndigheder, virksomheder og borgere.«

Sagen, der på overfladen er et spørgsmål om private teleselskabers valg af leverandører, er en brik i en geopolitisk kamp mellem supermagterne USA og Kina. Den amerikanske regering har i mange år hævdet, at Huawei udgør en sikkerhedstrussel, og har forsøgt at stække firmaet. Huawei mener derimod, at mistankerne er grundløse, og på World Economic Forum i Davos i denne uge sagde deres næstformand, at selskabet er det måske største offer i den verserende handelskonflikt mellem Kina og USA.

Som det ofte er tilfældet, når det handler om storpolitik, er der mange åbne spørgsmål og meget få beviser. Men Information gør her et forsøg på at komme lidt nærmere, hvad der egentlig er op og ned i de mange beskyldninger.

Højteknologiske kinesere

På sin vis er sagen ikke ny. For Danmarks vedkommende begyndte den i 2013, da TDC indgik kontrakt med Huawei om at drive det danske selskabs 4G-netværk. Allerede dengang var der kritiske røster herhjemme.

Frygten var og er, at det kinesiske selskab kan udnytte sin position til at hjælpe den kinesiske regering med at spionere, eller at Kina i tilfælde af en konflikt har mulighed for at lukke ned for hele eller dele af vores telenetværk.

Ud over TDC anvender også Telia, Telenor og 3 ifølge fagbladet Ingeniøren Huawei-udstyr i deres netværk. 3 endda i det særligt følsomme core-netværk, som samler og behandler al kommunikation fra telemasterne.

Når sagen nu igen er blevet højaktuel, skyldes det for det første, at flere vestlige lande som Australien og New Zealand har valgt at følge USA og udelukke Huawei som leverandør til deres telenet.

For det andet – den seneste tids anholdelser af ledende Huawei-ansatte. I Canada blev selskabets finansdirektør Wanzhou Meng – datter af Huaweis stifter Ren Zhengfei – i december anholdt på begæring fra de amerikanske myndigheder, der mistænker firmaet for brud på de amerikanske sanktioner mod Iran. Og i Polen blev selskabets salgsdirektør i landet tidligere denne måned anholdt mistænkt for spionage.

Det sker på et tidspunkt, hvor de danske teleselskaber står over for at skulle opbygge den næste generation af telenetværk, 5G.

Huawei har satset stort på 5G-teknologien og regnes af mange for at være længere i udviklingen end sine vestlige konkurrenter. Ud fra parametre som pris og kvalitet er der derfor en vis sandsynlighed for, at de danske teleselskaber kan finde på at vælge det kinesiske firma som leverandør frem for eksempelvis svenske Ericsson eller finske Nokia. TDC har allerede foretaget en test i samarbejde med Huawei.

Pest eller kolera

5G-netværkene bliver de nye motorveje, der transporterer de informationer, vi alle sammen sender via nettet. »Og har man adgang til dem, er der så at sige ingen begrænsninger,« forklarer John Foley.

Han er selvstændig sikkerhedsrådgiver, tidligere analytiker i IT- og Telestyrelsens sikkerhedskontor og har i årevis været kritisk over for Huaweis involvering i det danske telenet. I et autoritært land som Kina vil regeringen relativt let kunne få firmaet til at hjælpe dem med at spionere, påpeger han.

»Mange vestlige lande gør selvfølgelig noget lignende, så på en måde er det et valg mellem pest eller kolera. Men jeg ser nu hellere, at vi er i båd med vores allierede end med en så autoritær styreform,« siger John Foley.

Det vil dog ikke være uden omkostninger at udelukke den kinesiske leverandør, forklarer han. Dels kan det tage længere tid, før Danmark når op på samme høje teknologiske niveau som det kinesiske. Dels vil det blive »rigtig dyrt« at udskifte det Huawei-udstyr, der findes i de eksisterende netværk, siger John Foley.

Med den nuværende lovgivning har regeringen heller ikke mulighed for at udelukke Huawei. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har erklæret sig åben for at se på, om reglerne skal ændres, men indtil videre er det op til de private teleselskaber selv at vælge deres leverandører. Dog skal de drøfte sagen med Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed, som kan kræve tekniske test af udstyret og sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere.

Til brug for de nye netværk behøver selskaberne adgang til et såkaldt frekvensbånd, som de skal købe på auktion af den danske stat. Den auktion skulle have været afholdt i efteråret, men blev under mystiske omstændigheder pludselig udskudt. Årsagen er tilsyneladende tophemmelig.

»Jeg kan ikke engang fortælle dig, hvorfor jeg ikke kan fortælle det. Jeg kan bare sige, at vi ikke har yderligere kommentarer i øjeblikket,« sagde Energistyrelsens pressechef dengang til mediet Computerworld.

Hysteri og protektionisme

Udviklingen falder sammen med, at den amerikanske regering har indledt det, som avisen The Wall Street Journal kalder en »kampagne« med det formål at overtale sine allierede til at gå uden om Huawei. Amerikanske embedsmænd har briefet deres modparter i »venligsindede lande« om, hvad de ser som sikkerhedsrisici, rapporterede avisen i slutningen af november.

Nogle egentlige beviser for, at Huawei skulle have hjulpet den kinesiske regering med at spionere, er dog ikke fremlagt. I hvert fald ikke i offentligheden. Det har fået blandt andre teknologimediet Vice Motherboard til at konkludere, at sagen »lugter af hysteri og protektionisme«.

Og hvis man ser nærmere på det, som amerikanerne trods alt har lagt frem, er det en tynd omgang. Det siger Colin Hawes, lektor ved University of Technology Sydney og ekspert i kinesisk erhvervsjura.

Han er forfatter til en bog om store kinesiske selskaber og har i den forbindelse lavet casestudier af blandt andet Huawei. Derfor vakte det hans interesse, da den amerikanske kongres’ efterretningskomité i 2012 udgav en rapport, der konkluderede, at Huawei »udgør en sikkerhedstrussel mod USA og vores systemer«. En rapport, som stadig står helt centralt i debatten den dag i dag.

Da Colin Hawes gennemgik rapportens kildemateriale opdagede han, at dens centrale påstande var enten »forkerte, misvisende eller overdrevne«, som han skrev i en artikel i Australian Journal of Corporate Law i 2015.

»I USA, og særligt i dele af Kongressen, har der gennem årtier været stor mistænksomhed over for Kina. Det har medført, at de har en tendens til at fortolke oplysninger i et negativt lys,« siger Colin Hawes til Information.

Tynde beviser

Eksempelvis hævder rapporten, at Huawei har nære forbindelser til det kinesiske militær. Når man gennemgår kildehenvisningerne, viser det sig at være baseret på, at Huaweis stifter og administrerende direktør, Ren Zhengfei, har været officer i den kinesiske hær, og at en reporter fra det i dag nedlagte magasin Far Eastern Economic Review i en artikel fra år 2000 har skrevet, at han under et besøg i virksomhedens varecentral så noget switchudstyr, der var adresseret til Folkets Befrielseshær.

Men Ren Zhengfei forlod den kinesiske hær helt tilbage i 1983, fire år inden han grundlagde Huawei, pointerer Colin Hawes. Og artiklen fra år 2000 beviser ikke andet end det, Huawei selv har sagt, nemlig at den kinesiske hær er en af dets mange kunder. I artiklen oplyser Huawei, at salg til det kinesiske militær udgør mindre end en procent af dets omsætning, og at der er tale om standardudstyr.

Heller ikke påstanden om, at Huawei skulle have mistænkeligt nære forbindelser til den kinesiske regering, er der dokumentation for, fortæller Colin Hawes. Rapporten hæfter sig på det punkt ved, at kommunistpartiet har en afdeling i Huawei, og at det er uklart, hvem der i virkeligheden ejer firmaet. Det sidstnævnte har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen også fremhævet som et forhold, der giver den danske regering anledning til bekymring.

Men heller ikke det er der umiddelbart noget mistænkeligt i, forklarer Colin Hawes. Kinesisk lov kræver nemlig, at alle større firmaer opretter en partiafdeling, hvis ansatte beder om det. Det har amerikanske firmaer som bl.a. Walmart og Motorola også gjort. I statsejede virksomheder har partiafdelingerne ret til at tage del i alle større beslutninger, men sådan er det ikke i private virksomheder som Huawei, forklarer Colin Hawes.

Medarbejderejet

Også firmaets uigennemsigtige ejerstruktur er der en forklaring på. Helt fra Huaweis begyndelse har firmaet udbetalt en del af medarbejdernes løn i aktier. Efterhånden som firmaet voksede, udviklede det sig til et problem. Ifølge kinesisk lov skal virksomheder med mere end 50 aktieejere omdannes til et offentligt handlet selskab – det vil sige gå på børsen. Dermed risikerede Huaweis ledelse at miste kontrollen over selskabet, for der gælder andre regler for aktieejeres stemmerettigheder i offentligt handlede selskaber, forklarer Colin Hawes.

I slutningen af 1990’erne oprettede ledelsen derfor en investeringsfond, der købte medarbejdernes aktier tilbage. I stedet fik medarbejderne en andel i fonden, som giver dem del i virksomhedens overskud, men ikke direkte stemmeret.

Huaweis ejerstruktur handler altså ikke om at skjule, hvem ejerne er, men om at omgå kinesisk lov, så ledelsen kan bevare kontrollen, forklarer Colin Hawes. Det betyder ganske rigtigt, at oplysningerne om de faktiske ejere ikke er offentligt tilgængelige. Men Huawei har tidligere ladet bl.a. journalister gennemgå de interne lister over de titusindvis af medarbejdere, der ejer aktier. Så hvis den danske regering vil til bunds i spørgsmålet, kan de jo spørge Huawei, om de også må se dem, siger Colin Hawes.

Han medgiver, at man selvfølgelig ikke kan udelukke, at vestlige efterretningstjenester ligger inde med mere belastende oplysninger end dem, de har kunnet fremlægge.

»Men hvis der var meget overbevisende dokumentation for forbindelser mellem Huawei og den kinesiske regering, vil jeg tro, at man ville have fundet en måde at få det ud på,« siger Colin Hawes.

Ikke desto mindre kan han godt forstå de vestlige regeringers skepsis. For i sidste ende er Kina et stærkt autoritært regime, og selv om der ikke er beviser for, at det er sket, kan man ikke udelukke, at regeringen vil kunne tvinge Huawei til at hjælpe dem med at spionere.

»Hvis man vil være forsigtig, skal man nok lade være med at vælge dem,« siger Colin Hawes.

»Men så skal man bare præsentere det som en slags forsikring i stedet for at forlade sig på de her udokumenterede påstande.«

Konsekvensen af den nuværende »framing« af Huawei risikerer nemlig at give øgede internationale spændinger og kinesisk gengældelse mod vestlige firmaer, mener Colin Hawes.

Et skarpladt våben

Den amerikanske regerings argumenter er i store træk stadig de samme i dag som i den rapport fra 2012, som Colin Hawes har dissekeret. Men særligt ét nyt er kommet til: Kinas nye efterretningslov. Herhjemme har den fået chefen for Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund Sørensen, til at skærpe retorikken.

»Vi har stadigvæk ikke fundet den berømte rygende pistol, som viser, at Huawei har gjort noget af sikkerhedsmæssigt skadelig karakter. Men der er til gengæld et skarpladt våben i form af den kinesiske lov, der pålægger enhver virksomhed at optræde som hjælper i statens efterretningsmæssige arbejde,« sagde Thomas Lund Sørensen i december til Politiken.

I loven står der, at »enhver organisation eller borger skal støtte, assistere og samarbejde i det nationale efterretningsarbejde i overensstemmelse med loven og holde det efterretningsarbejde, den eller han har kendskab til, fortroligt«. De kinesiske efterretningstjenester »kan kræve, at relevante organer, organisationer og borgere yder nødvendig støtte, assistance og samarbejde«.

Forsvarets Efterretningstjeneste er ikke alene om at fortolke det sådan, at kinesiske virksomheder er forpligtet til at spionere for Kina, hvis myndighederne beder dem om det. Da Australien sidste år udelukkede Huawei fra at levere 5G-teknologi til landet, var det angiveligt på baggrund af den kinesiske efterretningslov.

Men i så fald må de have misforstået loven, mener Huawei. Den gælder nemlig ikke kinesiske selskabers aktiviteter i udlandet, siger de. Og en talsperson for den kinesiske regering har i december sagt, at lovgivningen ikke giver »mandat til at tvinge virksomheder til at bygge ’obligatoriske bagdøre’«.

Information har spurgt Center for Cybersikkerhed, hvad de baserer deres fortolkning af loven på. Men presseafdelingen i Forsvarets Efterretningstjeneste meddeler, at man ikke har nogen kommentarer.