Nye oplysninger sår tvivl om klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) forklaring i sagen om udskiftningen af formanden for det uafhængige ekspertorgan Klimarådet.
Over for offentligheden har ministeren forklaret, at beslutningen om at udskifte den nu forhenværende formand, professor Peter Birch Sørensen, blev truffet, inden ministeriet modtog Klimarådets seneste rapport. En rapport, der bl.a. fastslår, at regeringen sænker tempoet i den grønne omstilling markant, og som fik Lars Christian Lilleholt til at lange kraftigt ud efter rådet og kalde kritikken af regeringens plan for »volapyk«.
Ifølge ministerens egen forklaring er der derfor ikke grundlag for påstanden fra oppositionen om, at udskiftningen af klimavismanden skulle være en reaktion på Klimarådets kritik.
»Den beslutning var taget, inden vi fik Klimarådets seneste rapport, og beslutningen var tilgået Peter Birch Sørensen, inden han fremlagde Klimarådets seneste rapport. Der er således heller ikke hold i de gentagne beskyldninger om, at Birch Sørensen skulle være politisk fyret på baggrund af denne rapport,« skrev Lilleholt i et indlæg i Politiken den 18. december.
Men det er en sandhed med modifikationer.
Klimaministeriet blev nemlig på forhånd orienteret om konklusionerne i Klimarådets rapport. Det viser Informations gennemgang af sagen, som er baseret på aktindsigt og samtaler med kilder med kendskab til forløbet.
»Klimaministerens forklaring er faldet fuldstændig fra hinanden,« konstaterer De Radikales klimaordfører Ida Auken på baggrund af Informations gennemgang.
Klimaministeriet oplyser, at beslutningen om at udskifte Klimarådets formand blev truffet i regeringens ansættelsesudvalg den 13. november, og at ministeriet først modtog den færdige rapport en uge senere, den 20. november.
Men allerede på et møde i ministeriet den 30. oktober var Klimaministeriet blevet orienteret om centrale dele af rapportens indhold.
»Tak for et godt møde i går. Det gav os nogle gode pointer at arbejde videre med, og jeg håber også, det gav jer en god ide om, hvad den kommende analyse indeholder,« skrev en medarbejder i Klimarådet til en embedsmand i Klimaministeriet den 31. oktober i en mail.
Det viser Informations aktindsigt i korrespondancen mellem rådet og ministeriet. På mødet blev ministeriet orienteret om rapportens hovedkonklusioner. Klimarådets embedsfolk fremviste bl.a. en graf, der pointerede, at regeringen sænker tempoet i den grønne omstilling til en fjerdedel. Det bekræfter en kilde med kendskab til sagen.
»Nu har vi sort på hvidt, at regeringen kendte til Klimarådets kritik inden fyringen, og det cementerer billedet af en politisk fyring, fordi Klimarådet havde kritiseret regeringens uambitiøse klimapolitik,« siger Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel.
Konference på Christiansborg
Netop konklusionen om, at regeringen sænker tempoet i omstillingen markant, fremlagde Peter Birch Sørensen også personligt den 7. november under en konference på Christiansborg. Altså seks dage inden regeringens ansættelsesudvalg besluttede at vrage ham. Det viser tweets fra tilhørere samt Birch Sørensens egen powerpoint-præsentation, der er tilgængelig på arrangørens hjemmeside.
Konferencen havde ifølge arrangøren, energiselskabet E.ON, »mere end 140 deltagere« – heriblandt Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen og transportminister Ole Birk Olesen (LA).
På et møde i ministeret den 20. september blev ministeriet desuden orienteret om, at Klimarådet havde i sinde at komme med en analyse om status for opfyldelse af Danmarks klima- og energimålsætninger.
»Sidste statusmøde talte vi om Klimarådets kommende analyse af Danmarks målsætninger,« skrev en medarbejder i Klimarådet efterfølgende til ministeriet, viser Informations aktindsigt.
Klimaministeriet har i første omgang over for Information afvist, at rapporten skulle være blevet nævnt på mødet i september, men ministeriet har efterfølgende bekræftet, »at Klimarådet på mødet den 20. september har informeret om, at der var en kommende statusrapport undervejs om Danmark målopfyldelse«.
»Volapyk«
Konklusionen om det sænkede tempo har fået hård kritik af klimaminister Lars Christian Lilleholt. Den 24. november sagde han på TV 2 News, at han ikke kunne »anerkende Klimarådets beregninger«. Og i en pressemeddelelse den 27. november opfordrede han til at »få klimadebatten tilbage på rette spor«.
Det er »volapyk at påstå, at regeringen reducerer tempoet i den grønne omstilling«, udtalte han i pressemeddelelsen.
Senere samme dag kom så endnu en pressemeddelelse, hvori ministeren offentliggjorde, at man havde valgt at vrage Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet.
Information ville gerne have spurgt Lars Christian Lilleholt, om han personligt var orienteret om indholdet i Klimarådets kritiske rapport før udskiftningen af Birch Sørensen som formand – f.eks. efter mødet den 30. oktober eller konferencen den 7. november. Lars Christian Lilleholt har dog ikke ønsket at udtale sig.
Mens Lars Christian Lilleholt har afvist, at der skulle være nogen sammenhæng mellem Klimarådets kritik af regeringens politik og afsættelsen af Peter Birch Sørensen, har Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen, ifølge netmediet Altinget sagt, at udskiftningen af formanden bundede i mistillid til Klimarådet og dets formand, som var udpeget af SR-regeringen.
»Når man nu kigger fremad, så er det ikke længere kun oppositionens klimaråd,« sagde Thomas Danielsen til Altinget den 7. december.
Klimarådet
- Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, som blev nedsat ved lov den 1. januar 2015
- Klimarådet blev oprettet af R, S, EL, SF og K.
- Ifølge klimaloven skal Klimarådet bl.a. vurdere Danmarks opfyldelse af klimamålsætninger og internationale forpligtelser.
- Klimarådet skal desuden rådgive om, hvordan omstillingen til lavemissionssamfund sker mest omkostningseffektivt.
- Klimarådet består af en formand og seks medlemmer, der alle udpeges af energi-, forsynings-, og klimaministeren. Det står i modsætning til, hvordan det eksempelvis foregår i De Økonomiske Råd. Her udpeges formandskabet af økonomi- og indenrigsministeren, men det sker dog i praksis efter indstilling fra det siddende formandskab. Formålet er at sikre uafhængighed.
Kilde: Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet, Klimarådet, De Økonomiske Råd
De Konservatives politiske ordfører, Anders Johansson, ønsker ikke at forholde sig konkret til de nye oplysninger, men understreger, at »det ikke var efter konservativt ønske, at han (Peter Birch Sørensen, red.) blev udskiftet«.
Sammen med den daværende SR-regering var De Konservative – som det eneste parti fra blå blok – med til at oprette rådet i 2015.
»Nu er det vigtigt, at Klimarådet fortsætter sit arbejde, og derfor ønsker vi at fokusere på det fremadrettede samarbejde med den nye formand, Peter Møllgaard. Vi er dybt afhængige af vigtig rådgivning fra Klimarådet, hvis vi skal omstille vores samfund til et samfund, hvor vi ikke belaster klimaet,« siger Anders Johansson.
Løkke for bordenden
Forløbet har fået oppositionen til at mistænke klimaminister Lars Christian Lilleholt for at underminere Klimarådets uafhængighed. Og de nye oplysninger sår yderligere tvivl om ministerens forklaring, mener Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist.
»Ministeren har seriøse forklaringsproblemer,« siger Nordqvist.
»Det undrer mig, hvis han ikke har vidst noget om den alvorlige konklusion fra Klimarådet. Og hvis han ingenting har vidst, når ministeriet ligger inde med den viden, så er der et stort kommunikationsproblem i ministeriet.«
Socialdemokratiets Jens Joel mener, at regeringen har vildledt offentligheden om, hvad man vidste og hvornår. Og eftersom beslutningen om at udskifte Klimarådets formand blev truffet i regeringens ansættelsesudvalg, bærer statsminister Lars Løkke Rasmussen en del af ansvaret, siger Jens Joel. Udvalget består foruden statsministeren af finansminister Kristian Jensen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
»Lars Løkke sad for bordenden, da ansættelsesudvalget besluttede at lukke munden på en kritisk formand for Klimarådet. At skille sig af med sine kritikere er ikke en måde at udøve magt på i et demokrati,« siger Jens Joel.
Lars Løkke Rasmussen har ikke yderligere kommentarer til sagen, men henviser til en spørgetime i Folketinget, hvor han afviste at have fyret Klimarådets formand:
»Jeg kan faktisk ikke forstå, at den pågældende økonom – som jeg i øvrigt har stor respekt for, og som jeg håber, regeringen får lejlighed til at bruge til andre opgaver – forsøger at gøre et halvt martyrium ud af det,« sagde statsministeren.
Rettelse
I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at også skatteminister Karsten Lauritzen (V) var til stede på den omtalte konference på Christiansborg. Det havde arrangøren, energiselskabet E.ON, oplyst til Information. E.ON har senere oplyst, at skatteministeren meldte afbud.
Sagen om Klimarådet
I november 2018 udskiftede klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt Klimarådets formand, professor Peter Birch Sørensen. Det skete få dage efter, at Klimarådet havde kritiseret regeringen for at sænke tempoet i den grønne omstilling markant. Oppositionen har siden beskyldt ministeren for, at der lå politiske motiver bag hans udskiftning af formanden. Information undersøger forløbet.
Seneste artikler
Klimaminister: Politisk overbevisning kan påvirke valg af klimaformand
18. januar 2019Torsdagens samråd med klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) efterlader flere spørgsmål ubesvaret. Ministeren afviser dog at have lagt politisk pres på KlimarådetLøkke nægter at svare på, om han kendte til kritisk rapport fra Klimarådet
16. januar 2019Klimaministeren har afvist at have kendt til indholdet i en kritisk rapport fra Klimarådet, da regeringen besluttede at vrage formanden. Derimod nægter statsminister Lars Løkke Rasmussen nu at svare Folketinget på, om han kendte til kritikkenKlimaministeren: Jeg var ikke orienteret om indhold i Klimarådets rapport
10. januar 2019Under et møde i folketingssalen onsdag afviste klimaminister Lars Christian Lilleholt at have kendt indholdet i kritisk rapport fra Klimarådet, før regeringen udskiftede formanden. Samtidig kaldte han sagen for »en stærk overdramatisering«
"Jeg kan faktisk ikke forstå" er ikke just starten på et overbevisende argument.
Uf, ubehageligt at blive afsløret!...
@Morten Balling
Lige præcis, en debattør af format ville aldrig angribe sin modstander, ved at påstå at han prøver at gennemleve et martyrium. I stedet ville man have redegjort for hvorfor fyringen var sagligt begrundet.
Trumpisme!
Det er vel bare det sædvanlige, fra denne regering; kontraktforskning på universiteter og kontraktanalyser og rapporter, hvor resultaterne er politisk fastlagt ved opgave-givningen.
Business as usual. Husk det nu ved valget!
Kronologi er ikke klimaministerens stærke side.
@Peter Beck-Lauritzen
Bestillingsarbejde er arbejdsopgave, hvor resultatet på forhånd er aftalt, at det ikke tjener befolkningens interesse, er sagen politisk uvedkommende, det handler om de rige, om forbrug og økonomisk vækst for de få i den økonomiske og politiske magtelite.
'Fuldstændig absurd': Industrien betaler danske universiteter for at finde olie.
“Exxon Mobile, BP, Shell, Chevron, Total og Maersk bidrager flittigt til, at man på universiteter herhjemme forsker i at få mere olie og gas op af jorden.
"Videnskab.dk har søgt aktindsigt i universiteternes private bevillinger, hvoraf det fremgår, at danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014.
Størstedelen af midlerne går til at forske i, hvordan man hiver endnu mere olie og gas på af de eksisterende olie- og gaslommer.
En tiårig bevilling på godt en milliard finansierer et Center for Olie og Gas på Danmarks Tekniske Universitet med samme formål.
Udviklingen i olieforskningen kan forekomme mærkelig, når man ved, at klimaforskning viser, at man for at begrænse temperaturstigningen på Jorden til 2 grader må lade allerede kendte olie og gasforekomster blive i jorden.
»Det er fuldstændig absurd at lede efter ny olie, når vi ved, vi ikke må brænde det af af hensyn til klimaet. Det er på alle måder den forkerte vej at gå.«
siger ph.d.-studerende Emil Urhammer, som forsker i bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet i København, til Videnskab.dk."
Link: https://videnskab.dk/kultur-samfund/fuldstaendig-absurd-industrien-betal...
Det ligger til den lille tykke fra Græsted at svine folk lidt til på sin egen hyggelige måde. Var der egentlig nogen der havde nævnt ordet martyrium?
Måtte venstre synke i havet ved næste valg.
Nu må vi jo huske Lars Christian Lilleholt er valgt på Fyn, og kendt for at trække donationer til sig, som han dog ikke ønsker at snakke om.
Op til 2015-valget førte han den dyreste valgkamp vi nogensinde har set her på Fyn.
Ud over 5.000 valgplakater, en valgbus med plads til 50 personer, og hustandsomdelte valgavis til øens borger, - med Venstrepolitik fortræffeligheder.
Ja så betalte han et marketingbureau 50.000 kroner, for at ringe ca. 6000 borger op i Middelfart, Nordfyn og Odense, med opfordring til at stemme personligt på Hr. Lars Christian Lilleholt.
Vi kan spørge om, hvor kommer de mange penge fra omkring 900.000 kroner.
Kilde bogen " skjulte penge "
OB's:
Fri os fynboer dá fra ham ved det kommende valg.
Klimaminister forklædt som voksen?
"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.
Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.information.dk/indland/2015/12/stort-flertal-folketinget-bak...
https://www.information.dk/indland/2015/12/stort-flertal-folketinget-bak...
Venstre. Partiet af skræderne. Bliver de taget i sælge usynlig tøj må det være fordi andre vil være martyrer.
Jeg ser ikke umiddelbart nogen modstrid mellem udsagnet om, at regeringen tog beslutning om ikke at genansætte klimarådets formand før ministeriet modtog rådets rapport og så oplysningen om, at ministeriet kendte til rapportens konklusioner på et tidligere tidspunkt. Begge udsagn kan sagtens være rigtige.
Frank Hansen
Ja, æbler og pærer kan sagtens være det samme. De hører begge til kategorien frugt.
Trump fyrede da heller ikke FBI-direktør James Comey af politiske årsager..
Nej, begrundelsen var skam strengt personlig ;-)
Håber Information holder fast og tvinger Lars Chr. Lilleholt til at forklare sig. Det bliver interessant...
Ripeness is all!
(Shakespeare)
"Når klokken er 11 i Danmark, er den 5 i USA,
10 i London og 18 i Kina og 13 omkring Moskva.
Hvor er vi danske et udvalgt folk, at vi netop er født i selve
det lille velsignede land, hvor klokken er 11, når den er 11."
(Piet Hein)
@ Jens J. Pedersen 10:15
Uforståelig kommentar i forhold til mit tidligere indlæg.
Frank Hansen
Jeg kan se, at en hel del har forstået.
Men jeg regnede ikke med, at du ville.
Jens J. Pedersen,
Er du ikke i stand til at forklare din pointe? Jeg vil gerne vide hvad du mener, når du nu adresserer mig direkte.
@Frank Hansen
Måske er det fordi du tænker logik og sandhed på et mere teoretisk plan end flertallet?
Du har formentlig ret i at "Begge udsagn kan sagtens være rigtige". Jeg tror bare at den statistiske sandsynlighed for, at det ene af dem er løgn er større. Den tro er baseret på fornemmelse og erfaring, og holder dermed ikke helt i retten, men ligesom man kan måle vands kogepunkt mange gange, uden at kunne forudsige resultatet man måler næste gang med 100% sikkerhed, så øger det ens muligheder for at gætte rigtigt, jo flere gange man har prøvet. Når det kommer til stykket, så er selv fysik, matematik og logik bygget på aksiomer. Der var bla. ham den irriterende Gödel du ved.
Du har ret i din skepsis, men folk synes bare ikke den er ikke særligt brugbar i mange sammenhænge, og folk som ikke tænker logik så stringent som du (og jeg), har fundet andre måder at skille skidt og kanel på. F.eks. den med at stikke labben frem og spørge "Skal vi vædde?". Det er selvsamme statistik kogt ned til et relativt pragmatisk spørgsmål de fleste forstår, og derfor er det ofte der hvor logikken havner. Ikke altid retfærdigt eller sandt, men du kender selv fra videnskaben, at når du er f.eks. "95% sikker", så tør du godt lægge hovedet på blokken. Du ved formentlig ovenikøbet også, at det kan "betale sig at vælge den anden låge", hvis du får muligheden, og det er der ikke mange som har forstået.
Ps. For at det ikke skal blive for indforstået:
https://da.wikipedia.org/wiki/Monty_Hall-problemet
@Frank Hansen
Ja, jungletrommerne gjorde det muligt at træffe beslutningen før modtagelsen af rapporten.