»Lige nu er min familie fanget i Sjælsmark. Iran vil ikke tage imod os, og Danmark vil ikke have os«

Mens vintermørket sænker sig over Rådhuspladsen i København, stimler en stor gruppe mennesker sammen om en lille lastvogn, der holder på pladsen. Vognen spiller arabisk musik og er udsmykket med et banner, hvorpå der står »Shut down Sjælsmark immediately«. En dreng træder op på ladet af bilen og griber en mikrofon. »Asyl til alle!« råber han og de fremmødte svarer: »Her og nu!«

Omkring 300 mennesker er mødt op til demonstration for at vise deres utilfredshed med den måde, afviste asylansøgere bliver behandlet på Udrejsecenter Sjælsmark.

Sjælsmark blev for nylig genstand for stor debat, da en video viste en kantinemedarbejder, som nægtede en far broccoli og kartoffel til sin femårige dreng.

Siden da har beboerne gjort offentligheden opmærksom på en lang række vilkår, som de finder urimelige – blandt andet, at deres børn ikke sendes i folkeskole, at de ikke må lave mad, og at de ikke ved, hvor længe de skal sidde fast i Sjælsmark mellem Danmark, som ikke vil give dem asyl, og deres hjemland, som de meget ofte ikke kan tvangsudsendes til.

De stærke klarer sig

66-årige Sanne Jørgensen er blandt de fremmødte demonstranter. Hun svarer på spørgsmålet om, hvorfor hun er mødt op med et Kim Larsen-citat.

»Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig,« siger hun.

Det er ikke første gang, hun demonstrerer mod forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark.

»Jeg har gjort det fire gange før,« siger hun, »for jeg kan ikke holde ud, at regeringen på den måde sparker til dem, der ligger ned. Det er meget pinefuldt at være vidne til.«

Ved den seneste demonstration var der fakler. Det er der ikke i dag, og det ærgrer hende lidt. Hun frygter, at afmagten er ved at tage over.

– Tror du, at dagens demonstration ændrer noget?

»Egentligt ikke. Men jeg håber, at den betyder noget for beboerne i Sjælsmark. Det ser sort ud for Danmark, men jeg holder alligevel hovedet højt og dukker op for at vise min støtte,« siger hun.

Har I broccoli?

Med kampråb som »no borders, no nations, stop deportations« bevæger menneskemængden sig ned ad Strøget. Fra lastvognen bliver der råbt, at der er kaffe, regnslag og tæpper i vognen, hvis der er nogen, som fryser rigtigt meget. Vinden er taget til, og nu regner det også.

»Har I også broccoli deroppe« spørger en af de fremmødte. Ikke så højt, at de kan høre det i lastvognen. Men højt nok til, at omkringstående folk enten forsigtigt griner eller skærer en grimasse, fordi de synes, bemærkningen er upassende.

Ved Nytorv standser optoget, og fra lastvognen præsenteres eftermiddagens første taler – 15 årige Fayeza. Hun kommer fra Iran, og har boet tre år i Danmark – hvoraf ét i Sjælsmark.

»Når jeg kigger på mig selv og andre børn i Sjælsmark, så føler jeg, at vi er blevet glemt. Jeg føler, at vi ikke har nogen rettigheder, og at vi ikke lever i den her verden,« siger hun

Hun oplister en række ønsker til, hvordan tilværelsen kan forbedres for børnene på udrejsecenteret.

»Vi børn skal have en ordentlig uddannelse, mens vi er her, og alle afviste asylbørn skal have en plads i den danske folkeskole,« siger hun.

Derudover vil hun have genåbnet asylsager efter 12 måneder, bedre mad og mulighed for, at familierne selv kan lave den.

»I går var maden rigtig dårlig – vi kunne ikke spise det – men i dag kom Udlændingestyrelsen og så var maden god. Det forstår jeg ikke,« siger hun og forsætter:

»Vi børn skal have lov til at spise mad, vi kan lide, lavet af vores forældre.«

De fremmødte klapper og råber »hørt!«. De vifter med deres bannere og klapper endnu højere, da Fayeza siger, at »vi børn demonstrerer, indtil vi får vores rettigheder, og indtil politikerne vågner op«.

Fanget

Blandt demonstranterne er Reza fra Iran, som har boet på Udrejsecenter Sjælsmark i fem måneder. Han ønsker ikke at få sit efternavn i avisen på grund af familiens asylsag.

Han er far til to børn – en på halvandet og en på seks, og han er ked af, at han ikke kan gøre mere for dem. »De kan ikke komme i skole, og de kan ikke få ordentlig mad. Vi kan ikke tilbyde vores børn noget som helst. Jeg kan ikke engang købe en lille is til mine børn,« siger han.

Alle Sjælsmarks børnefamilier har fået afslag på asyl og skal derfor forlade Danmark, men Ombudsmanden konstaterede for nylig i en rapport, at 70 af de i alt 93 børn, der opholder sig på Sjælsmark, kommer fra lande, som det ikke er muligt at tvangsudsende til.

Det betyder, at familierne ikke ved, hvor længe de skal bo på udrejsecenteret, og det gælder også Reza.

»Lige nu er min familie fanget i Sjælsmark. Iran vil ikke tage imod os, og Danmark vil ikke have os. Jeg aner ikke, om vi skal sidde her en måned mere, et år mere eller to år mere,« siger han.

– Hvad drømmer du om?

»At blive lukket ud i det danske samfund, hvor jeg kan bidrage med mine evner. Og om at skabe et godt liv for mine børn.«

Koncentrationslejr light

Oppe på ladet af lastvognen er en ny beboer trådt frem for at tale. Det er en kvinde fra Congo, som bor på udrejsecenteret med sin søn på 12, og som har været i Danmark i ti år. Hun holder en meget lang og oprevet tale.

Veninderne Fie Ander og Nana Gade på henholdsvis 26 og 23 år står og lytter. De har egentligt tømmermænd, men er alligevel mødt frem for at støtte sagen og for at dele flyers ud for Internationale Socialister, som de er medlemmer af.

»Det kan ikke være rigtigt, at vi behandler afviste asylansøgere på den måde,« siger Fie Ander.

»Sjælsmark minder en koncentrationslejr light,« siger Nana Gade. »Hvis det er sandt, det man hører, så er der ikke ordentligt rent, der ikke legetøj til børnene, maden er dårlig, og beboerne er fuldstændigt overladt til sig selv,« siger hun.

– Tror I, at dagens demonstration kommer til at ændre noget?

»Ikke fra i dag til i morgen,« siger Fie Ander.

»Men jeg håber, at vi kan være med til at skabe en bevidsthed om de afviste asylansøgeres forhold, som gør, at vi om 10-20 år ser tilbage på nutiden som et vendepunkt – som tiden, hvor vi som land vågnede op.«

En vagt spørger fem forbipasserende drenge om de ikke vil være med i demonstrationen.

»Nej, vi er fra Esbjerg. Vi skal med et tog om lidt,« siger de.

Imens træder Claus Juul fra Amnesty International op på lastvognen og griber mikrofonen.

»Store dele af det politiske establishment har fokus på, hvordan vi kan gøre tilværelsen så hård og utålelig for dem, der søger asyl i Danmark.«

De fremmødte buher højt, og svinger deres bannere.

»Sjælsmark – ryd lortet,« står der på ét.