Læsetid: 6 min.

Milliardindtjenende videnskabelige forlag sikrer sig retten over forskeres arbejde

Menneskeretten om videnskab handler ikke kun om befolkningens adgang, men lige så meget om forskernes ret til deres arbejde, mener dansk forsker. Men den har de frivilligt overgivet til de videnskabelige forlag, der årligt tjener milliarder på kommercialiseringen af ny forskning
I 2017 annullerede flere tyske universiteter, heriblandt Humboldt University i Berlin (billedet) deres kontrakter med de store videnskabelige tidsskrifter som Elsevier i protest imod priserne. 

I 2017 annullerede flere tyske universiteter, heriblandt Humboldt University i Berlin (billedet) deres kontrakter med de store videnskabelige tidsskrifter som Elsevier i protest imod priserne. 

Paul Crudge

28. januar 2019

»En virkelig genial forretningsmodel.« 

Sådan beskriver Jacques Hartmann, som forsker i menneskerettigheder ved Dundee University i Skotland, de store internationale videnskabelige forlag som Elsevier og Routledge. 

»De modtager uden omkostninger velskrevne videnskabelige artikler, som forskerne har brugt flere måneder på. Og så sender de artiklerne videre til andre akademikere, som peer reviewer for dem uden at få en krone for det,« siger han.

»Det vil altså sige, at tidsskrifterne både får ophavsretten til forskernes arbejde helt gratis og efterfølgende kan tjene millioner på de abonnementsordninger, offentligheden skal betale til for at kunne tilgå forskningen.«

De videnskabelige forlag får dermed både glæde af retten til forskernes arbejde og tjener store summer på ambitionen om at gøre nye forskningsartikler frit tilgængelige.

Da FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne i 1966 blev gjort juridisk bindende, var det ellers med en artikel, som skulle sikre forskernes ret til deres arbejde. 

Artikel 15 i Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966 beskriver blandt andet, at enhver har ret til »at nyde godt af fordelene ved videnskabelige fremskridt og dens anvendelse«, men også at »få gavn af de moralske og materielle interesser, som er et resultat af videnskabeligt arbejde«.

Ifølge Jacques Hartman »minder formuleringen om moralske og materielle interesser meget om klassisk ophavsret«. Dog er en central forskel: at ophavsret er af midlertidig karakter og kan tilbagekaldes eller overdrages. Det kan menneskerettigheder ikke, forklarer han.

Spørgsmålet er, hvordan store kapitalistiske virksomheder endte med at overtage forskernes menneskeretssikrede ret til deres arbejde. Svaret er ifølge Jacques Hartmann simpelt:

»Forskerne overgav den frivilligt.«

Men hvorfor? For at kunne svare på det, er man nødt til at forstå den akademiske infrastruktur, som er opbygget siden 1600-tallet.

Akademisk hierarki

I 1800- og 1900-tallet var det udbredt, at videnskabelige organisationer udgav deres egne tidsskrifter. Men i takt med, at omfanget af nye forskningsartikler voksede utæmmet, opstod en ny arbejdsdeling. Videnskabelige forlag overtog opgaven, professionaliserede redigeringen og strukturerede de massive mængder viden i emnespecifikke tidsskrifter. I dag udgiver verdens største videnskabelige forlag, Elsevier, alene 2.000 forskellige tidsskrifter.

Og et sted i løbet af den udvikling valgte forskerne frivilligt at overgive ophavsretten til deres arbejde til de videnskabelige forlag som Elsevier og Routledge, som de håbefuldt indsender nye artikler til. Uden at få en krone for det.

I 2017 tjente Elsevier således 7,7 milliarder kroner og havde en profitmargin på 37 procent. Imens må forskerne, der har lagt hundredvis af arbejdstimer i de lukrative forskningsartikler, betale dyrt, hvis de vil frikøbe deres publikationer, så befolkningen gratis kan tilgå dem. I tidsskriftet American Chemical Society, som tager sig dyrest betalt for den ydelse, koster det 5.000 dollar. pr. artikel.

»Strengt taget kan vi forskere nærmest ikke engang kopiere vores egne artikler og give dem til studerende eller kolleger uden at skulle betale for det,« siger Jacques Hartmann.

Men i et akademisk hierarki, hvor forskeres karrierer afgøres af, hvor de udgiver deres artikler, er det vanskeligt at udfordre de videnskabelige tidsskrifters indbringende monopol på ny viden.

»Der er blevet skabt så meget prestige i at publicere i de mest kendte tidsskrifter. Det er afgørende, hvis man søger nyt arbejde eller forskningsmidler til et projekt. Man plejer at sige, at får du en artikel i Nature, så kører din akademiske karriere automatisk på skinner. Det er fuldstændig indgroet i alle forskeres mentalitet,« siger Jacques Hartmann.

Forskerne vælger selv at udgive deres artikler i eksempelvis Elseviers tidsskrifter, påpeger Tom Reller, som er vicepræsident og chef for globale medieforhold i Elsevier.

»Ophavsretten bliver kun givet til forlagene for de artikler, som forskerne selv vælger at indsende. Vi står så for peer review, at udgive artiklen i et brandet tidsskrift, som de vælger, og gøre dem synlige på ScienceDirect (videnskabelig database, red.) (...) Det her handler kun om artikler, som vi har givet værdi,« skriver han i en mail til Information og understreger, at Elseviers høje profitmargin ikke kun stammer fra de de videnskabelige udgivelser, men også fra blandt andet forskellige kliniske produkter, analyser og databaser.

Men tidsskrifterne er blevet et unødvendigt knudepunkt i den akademiske infrastruktur, mener Sebastian Porsdam Mann, som er postdoc ved Oxford University og Københavns Universitet.

»Historisk set har der været brug for tidsskrifterne til at distribuere og trykke nye forskningsartikler. Men med internettet er den rolle totalt overflødiggjort. Derfor giver det ikke mening, at de stadig spiller så central en rolle,« siger Sebastian Porsdam Mann, der for nylig i Information argumenterede for, at den frie, lige adgang til videnskab er en universel menneskeret.

Han er dog uenig i Jacques Hartmanns fortolkning af, at artikel 15 fra 1966 sikrer forskerne en ophavslignende ret til deres arbejde.

»De moralske rettigheder sikrer mod plagiat, mens de materielle handler om, at man som forsker blot skal have en indtjening, som er stor nok til at kunne overleve. Men heller ikke mere end det.«

Han henviser til flere rapporter om menneskeretten til videnskab af FN’s særlige rapportør, Farida Shaheed. »Der er ingen menneskeret til patentbeskyttelse,« lyder hendes konklusion blandt andet.

Gratis arbejde uanset hvad

Uanset omfanget af forskernes ret til deres arbejde står denne interesse stærkt i den juridisk bindende artikel 15 fra 1966 i forhold til offentlighedens frie adgang til videnskab, som forskere tidligere i Information har argumenteret for er en menneskeret. 

Der er dog eksempler på, at offentlighedens adgang er blevet vægtet tungest. Særligt inden for medicinsk forskning, hvor eksempelvis ukontrollerbare epidemier kan gøre det nødvendigt at frigøre ny viden for at udvikle medicin.

I 2008 afviste den indiske landsret i Delhi således et sagsanlæg fra et internationalt medicinalfirma, som påstod, at den udbredte produktion af et lægemiddel mod lungekræft krænkede deres patentrettigheder. Landsrettens afgørelse var blandt andet baseret på, at det ville være en overtrædelse af retten til liv, hvis medicinalfirmaet opretholdte sin ophavsret til kræftmedicinen.

Det er ikke utænkeligt, at klimaforskningen kommer til at stå i samme dilemma en dag, hvis det lykkes at udvikle teknologiske løsninger, som billigt kan hive CO2 ud af atmosfæren. Her er det ifølge Jacques Hartmann en mulighed, at kampen mod den globale opvarmning trumfer.

Men der er få af den slags afgørelser, fortæller han. De er undtagelserne, som bekræfter reglen om, at ophavsretten til videnskab står stærkt i forhold til offentlighedens frie adgang.

»Der er brug for en mentalitetsændring, hvis videnskabelige resultater skal komme flere til gode. Forskningens selvforståelse skal være langt mindre baseret på tidsskrifterne,« siger Jacques Hartmann.

»Forandring er heldigvis på vej. Der sker rigtig meget i øjeblikket, og det videnskabelige system er i dag langt mere fleksibelt, end det var for bare fem år siden.«

I både EU og Danmark er der politiske initiativer på vej om fri adgang til forskning uden om de videnskabelige forlag. Men forskerne har også et ansvar, mener Jacques Hartmann.

»Vi forskere burde fokusere lidt mindre på prestige og lidt mere på indflydelsen af vores forskning. Det ser måske godt ud på CV’et at være peer reviewer ved et velanset tidsskrift. Men egentlig kan man lige så godt bidrage til at sikre den akademiske kvalitet hos et open access-tidsskrift, som offentligheden har fri adgang til. Det er gratis arbejde uanset hvad.«

Alternativer til privat forskning

Sebastian Porsdam Mann er enig i, at det er nødvendigt at udfordre de videnskabelige forlags særstatus. Ikke mindst for at udbrede den viden, de gemmer bag abonnementsmure.

»Det kræver alternative modeller, hvor forskere ikke vurderes ud fra, hvor de er citeret, men eksempelvis for, hvor udbredt deres forskning er, eller hvor mange liv, det gavner. Det ville også skabe incitament for alle forskere til gratis at dele deres arbejde,« siger han.

Jacques Hartmann minder i den sammenhæng om, at der er forskel på den forskning, som foregår på offentlige universiteter og industriel forskning i privat regi.

»Novo Nordisk er næppe enige i, at deres forskningsresultater, som de har brugt millioner på at nå frem til, bare skal gøres frit tilgængeligt for alle. Det underminerer deres virksomhedsmodel. Hvis man ønsker at høste kreativiteten fra det frie marked, er det nødvendigt med økonomisk gevinst til de firmaer, som tilvejebringer ny viden.«

Den stigende privatisering af forskningen er et problem, som er svært at løse, anerkender Sebastian Porsdam Mann. Men ingen studier viser, at ophavsretten fremelsker forskningens kreativitet eller produktivitet, påpeger han. 

»Og der er alternativer til kommerciel forskning. Filosoffen Thomas Pogge har eksempelvis foreslået oprettelsen af den såkaldte health impact fond, som regeringer ville indbetale til, og som kunne give støtte til forskning baseret på, i hvor høj grad den forbedrer den brede befolknings liv. På den måde kan man både udfordre tidsskrifter og private firmaers ophavsret og sikre, at medicinsk forskning ikke kun kommer betalingsdygtige vestlige lande til gode.«

Videnskab blev defineret som en menneskeret med FN’s menneskerettighedserklæring, som i december fyldte 70 år. Men retten til videnskab er under pres i dag, hvor videnskabelige artikler er gemt bag dyre abonnementsmure, og politikere ignorerer forskningsresultater om eksempelvis klimaet. Nye tiltag for at sikre fri adgang til forskningsartikler beskrives som tiltrængte, men utilstrækkelige
Læs også
Læs også
Facebooks mulighed for at selektere, i både hvilke emner og specifik data forskerne får adgang til, kan underminere den frie forskning, mener lektor på it-universitetet Luca Rossi.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Christian Mondrup
  • Christian Skoubye
Kurt Nielsen, David Zennaro, Ejvind Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Christian Mondrup og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, her er vi i en interessant konflikt imellem vores ophavsret og 'de andres' copyright. En ophavsret kan aldrig overdrages.

Kurt Nielsen, Jette Randrup og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"»Historisk set har der været brug for tidsskrifterne til at distribuere og trykke nye forskningsartikler. Men med internettet er den rolle totalt overflødiggjort. Derfor giver det ikke mening, at de stadig spiller så central en rolle,« siger Sebastian Porsdam Mann, ---".

For forskerne, deres fremtidsmuligheder og deres karriere, er det afgørende, at deres artikler gives opmærksomhed, prestige og at de som forskere får styrket deres brand, og det har selvfølgelig også, på forskellige måder, afgørende betydning for de institutioner, de har tilknytning til, evt. er ansat hos eller har fået støtte til deres forskning hos.

Det er det, som forlagene og deres tidsskrifter bidrager med. Der er tale om marketing og branding, som ved andre former for produkter, men selvfølgelig tilpasset omstændighederne i deres kompleksitet for netop denne type af produkter. Bestemte videnskabelige forlags markedsposition er blevet så stærk, at det i høj grad er dem, der dikterer betingelserne for samarbejdet med forskerne.

Det er klart, at det ikke nødvendigvis behøver at foregå på denne måde, selv om markedets betingelser i et kapitalistisk samfund i høj grad er med til afstikke rammerne for, hvad der kan lade sig gøre. Det må være fremgået af en række andre sammenhænge, at aktivitet på internettet i høj grad også kan tilpasses på måder, der er anvendelige på et marked.

Om der kan udvikles nye koncepter for internettet, der kan konkurrere med de toneangivende forlag, må jo komme an på en prøve. Helt enkelt er det uden tvivl ikke, for ellers var disse alternativer allerede etableret for længst.

Peter Beck-Lauritzen

Med en profitmargen på 37%, kunne forlagene vel betale noget til forskerne, evt baseret på en peer view-fordeling! Forlagene "lukrerer" jo på offentlig betalt forskning, modsat privat betalt forskning, der bliver i virksomhederne.

Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, den indretning er jo kun nødvendig, fordi det er sådan, det har fået at udvikle sig. Men forskningen må ned på jorden igen og blive en aktivitet i samfundet, som ovenikøbet udøves af flere og flere, også i form af den debat, som er hele omdrejningspunktet, men som tidens reduktionisme endnu engang har forgiftet naturvidenskaberne med. Og i endnu højere grad - og HELT ubeføjet - samfundsvidenskaberne.

Steffen Gliese

Det er verdens dårligste argument, at ting nok ville være blevet gjort, hvis de lod sig gøre, ville være bedre etc. etc. Nej, der udvikles og forbedres hele tiden, og folk er bare ikke så opfindsomme, at ideerne til forbedring bare vælder op, hvis det ikke betragtes som nødvendigt. For tiden passer forlagssystemet vældig godt til den herskende diskurs; men det gør det ikke til et godt system.
Videnskabelige artikler bliver ikke KØBT, de bliver fundet i biblioteksbaser, og det er alverdens forskningsbiblioteker, der er forlagenes kunder, i meget få tilfælde privatmennesker eller uafhængige forskere.
Man kunne derfor meget bedre etablere redaktioner, som foretog peer reviews, og derefter sendte artiklerne direkte videre ud i de baser, som er den reelle 'udgivelse' af videnskabelige artikler i dag.
Monografier er et lidt andet spørgsmål, men de helt sikkert også med fordel udgives igennem små uafhængige forlag, som vi her i landet har set det med f.eks. Multivers.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"I både EU og Danmark er der politiske initiativer på vej om fri adgang til forskning uden om de videnskabelige forlag. Men forskerne har også et ansvar, mener Jacques Hartmann".

Hvem har mulighed for at gribe regulerende ind på et stort marked med monopollignende tilstande? Det har f.eks. store politiske organisationer som EU og samarbejder mellem store forskningsinstitutioner med høj prestige.

Generelt er der brug for, at alle interessenter, enkeltpersoner og institutioner, der bidrager til eller anvender artikler fra de store forlag, i højere grad tænker og handler som politiske forbrugere.

Det vanskeliggøres imidlertid af modsatrettede tendenser, f.eks. i form af indbyrdes konkurrence og kortsigtede egoistiske hensyn. Der er mange, enkeltpersoner og institutioner, der føler sig presset på markedets betingelser og derfor prioriterer egen succes og "overlevelse" højest.

Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Bjarne Toft Sørensen, og det kræver en alvorlig revolution på universitetsområdet igen, hvor konkurrencen elimineres, og forskningen integreres i det europæiske samarbejde om uddannelse og forskning i langt mere generøse udvekslinger af resultater.

Der er en misforståelse i artiklen. Forskeren overdrager ikke retten til den forskning, som beskrives i en artikel, til det forlag, som trykker den. Der er alene tale om, at forskeren overdrager retten til at publicere artiklen i den redigerede form, som trykkes i tidsskriftet. Det står således forskeren frit for at offentliggøre en artikel på sin hjemmeside, som forklarer og beskriver indholdet i den trykte artikel næsten ordret, blot må han ikke benytte den tryktes artikels lay-out eller på anden måde forsøge at bilde læseren ind, at der er tale om den originale artikel. Jeg gør selv dette helt systematisk og indsætter også på min hjemmeside en henvisning til den originale trykte artikel, som befinder sig bag en betalingsmur.

Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

De fleste videnskabelige artikler offentliggøres først i form af et preprint, som undervejs i processen redigeres adskillige gange og løbende offentliggøres på repositorier som fx arXiv eller ResearchGate. Der er fuldstændig fri og gratis adgang til disse manuskripter, som kun sjældent afskiller sig fra den endelige publicerede artikel pånær retning af stavefejl og grammatik.

Jeg ved ikke hvilke videnskabelige publikationer, som artiklen henviser til, som tager flere måneder at skrive. Mine artikler tager som regel 1-3 år at skrive. I enkelte tilfælde kan der gå 10 år før alt er på plads og verificeret.

Bjarne Toft Sørensen

Som supplement til Frank Hansens kommentar:

Når ophavsretten til tidligere forskning er overdraget til et forlag m.v., skal man dog være opmærksom på, at det i mange tilfælde indebærer:

"At forskeren ikke uden forlagets samtykke må genbruge dele af forskningspublikationen (værket), som i sig selv er udtryk for forskerens personlige skabende indsats ---- i andre sammenhænge, herunder i andre forskningspublikationer, undervisning og formidling. Dette er en konsekvens af, at forskeren har overdraget sin ophavsret til forlaget".
https://forskerportalen.dk/da/dobbeltpublicering-overlappende-publikatio...

Steffen Gliese

Men det er en fejl, der er i uoverensstemmelse med dansk ophavsretslov, der netop slår fast, som Frank Hansen med sit eksempel anskueliggør, at ophavsret er umistelig.

Louise Schou Drivsholm

Kære Frank. Tak for din kommentar. Artiklen beskriver også 'kun', at forskere overdrager retten til deres videnskabelige artikler til de forlag, som udgiver dem – det er det arbejde, der henvises til. Jeg beklager, hvis det fremstår tvetydigt. Dbh Louise Drivsholm