Læsetid: 4 min.

Penkowa får ikke sin doktorgrad tilbage af Københavns Universitet

Københavns Universitet fratog i 2017 den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa hendes doktorgrad, og den beslutning får universitetet nu medhold i fra Københavns Byret. Retten er enig med universitetet i, at Penkowa aldrig havde fået mulighed for at indlevere en ny doktorafhandling tilbage i 2006, hvis hun allerede dengang var blevet afsløret i dokumentfalsk og opdigtede rotteforsøg
Københavns Universitet fratog i 2017 den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa hendes doktorgrad, og den beslutning får universitetet nu medhold i fra Københavns Byret. Retten er enig med universitetet i, at Penkowa aldrig havde fået mulighed for at indlevere en ny doktorafhandling tilbage i 2006, hvis hun allerede dengang var blevet afsløret i dokumentfalsk og opdigtede rotteforsøg

Linda Kastrup

19. januar 2019

Det var berettiget, at Akademisk Råd i 2017 fratog Milena Penkowas hendes doktorgrad i medicin fra Københavns Universitet.

Det afgjorde Københavns Byret fredag.

Den omstridte hjerneforsker lagde sidste år sag an mod Københavns Universitet for at få den doktorgrad tilbage, som et enigt Akademisk Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet fratog hende i 2017.

»Tildelingen af en doktorgrad er en stor akademisk anerkendelse med forventning om en høj faglig troværdighed, ligesom den skal være udtryk for betydelig videnskabelig indsigt og modenhed. Disse forudsætninger har Milena Penkowa ikke levet op til,« lød begrundelsen dengang.

Og den giver domstolen nu Københavns Universitet medhold i. Det er der stor tilfredshed med på universitetet.

»Vi hilser dommen meget velkommen. Vi har fra starten sagt, at vi tager sagen om Penkowa meget alvorligt. Den har givet os anledning til at gennemgå proceduren for, hvordan vi håndterer videnskabelig uredelighed generelt, og hvordan vi bedst støtter forskerne i at håndtere og tale om emnet,« siger Jasper Steen Winkel, som er vicedirektør for kommunikation og forskningsformidling på Københavns Universitet.

I sin essens har sagen handlet om, hvad en doktorgrad baseres på. Bør man kunne kalde sig dr.med., når man har en godkendt afhandling, men et smudset forskervirke?

De falske rotteforsøg 

Milena Penkowa fik i 2006 godkendt sin doktordisputats af et uafhængigt internationalt bedømmelsesudvalg sammensat af daværende dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ralf Hemmingsen.

Milena Penkowas første doktordisputats blev i 2003 afvist på grund af mistanke om, at en række omfattende rotteforsøg i Spanien aldrig var udført. Hun overbeviste dog siden Ralf Hemmingsen om, at forsøgene havde fundet sted og fik derfor lov til at indlevere en opdateret version af afhandlingen – som ikke indeholdt rotteforsøgene.

I 2011 kunne Weekendavisen så afsløre, at de tusindvis af rotteforsøg var opdigtede, og at Penkowa selv havde fabrikeret de dokumenter, hun viste Ralf Hemmingsen, for at bevise sin uskyld. Det dokumentfalsk blev hun dog ikke dømt for, fordi sagen var forældet, da den nåede Østre Landsret i 2016.

Men hvis Det Sundhedsvidenskabelige Faktultet havde kendt til Penkowas forskningsfusk, ville de aldrig have ladet hende indlevere endnu en disputats. Det var Københavns Universitets hovedargument i den netop afgjorte retssag.

»Retten har givet Københavns Universitet medhold i vores kerneargument: Penkowa kunne ikke have en berettiget forventning om at beholde sin doktorgrad, når hun lavede dokumentfalsk for at få lov at indlevere sin disputats. Universitetet lod sig overbevise om, at rotteforsøgene foregik i Spanien. Ellers havde vi aldrig modtaget en ny afhandling til bedømmelse,« siger Jasper Steen Winkel.

Ifølge ham er afgørelsen af vigtig principiel karakter. Bekendtgørelsen om doktorgrader indeholder nemlig ingen paragraffer, der handler om at fratage den fineste akademiske titel.

»Vi er tilfredse med at få medhold i, at Akademisk Råd ikke blot tildeler doktorgrader, men også har mulighed for at fratage dem. Det står ikke tydeligt i doktorbekendtgørelsen, men det har vi nu byrettens ord for,« siger Jasper Steen Winkel. 

Brug for klarere linjer

Milena Penkowas advokat, Birte Rasmussen, undrer sig over, at retten vægter andre forhold end den specifikke afhandling fra 2006, som gav Penkowa doktorgraden.

»Retten har foretaget en vurdering af, at andet end den afhandling, Penkowa fik sin doktorgrad for, spiller ind – den var der jo ikke noget at klandre for. Det lægger doktorbekendtgørelsen ikke op til i sin ordlyd. Der er altså lavet en såkaldt udvidende fortolkning,« siger hun.

»Jeg kendte ikke Milena Penkowa før denne her sag. Men jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor meget vedrørende hendes karakter, som hænger ved.«

– Men ifølge Københavns Universitet havde de aldrig vurderet Penkowas anden doktorafhandling, hvis de havde kendt til de falske rotteforsøg?

»Mit argument er, at da der var tale om en anden afhandling, som ikke var identisk med Penkowas første, afviste doktordisputats, så kunne de ikke have nægtet at vurdere den,« siger Birte Rasmussen.

Hun håber, at den principielle sag fører til et eftersyn af bekendtgørelsen om doktorgrader: 

»Der er brug for klarere retningslinjer for, hvilke kriterier som skal være opfyldt for både at indstille og fratage en doktorgrad. Det synes jeg, man skylder alle dem, som gør sig forhåbninger om at få en doktorgrad ved at indlevere en afhandling.«

Milena Penkowa ønsker ikke selv at udtale sig om afgørelsen. Men for hende er den juridiske og videnskabelige fejde ikke slut, og hun vil anke sagen til Landsretten. Som hun selv beskrev på sin facebookprofil kort efter dommens afsigelse:

»Vi giver selvfølgelig ikke op – vi kæmper videre. Men lige nu giver jeg Dr. Snubbi (Penkowas hund, red.) et knus … for så plejer alting hurtigt at se lyst ud igen …«

 

Vi fortsætter i Landsretten! I dag kom afgørelsen fra byretten, og den gik ikke, som vi havde håbet på, idet staten …

Posted by Milena Penkowa on Friday, January 18, 2019

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer